Når sygdom bliver en forretning

For mange år siden blev sport kommercialiseret. I udlandet skete det allerede fra 1880’erne, mens vi i Danmark holdt stand i mange flere år. Først i slut 1970’erne gik fodbold fra at være fritidsbeskæftigelse og hyggeligt, til at være en profession. Der skete meget ved denne ændring. Når penge bliver blandet ind i det forsvinder medmenneskeligheden. Fra at det var hyggeligt at dyrke sport, at have en fælles interesse, trods forskelligheder på alle andre måder, ja, så blev det til en konkurrence, og fællesskabet forsvandt. Nu blev man målt og vejet. Lønnen fulgte ens dygtighed til at udføre sporten, og amatører blev nærmest et skældsord.

Da jeg blev læge i slut 1980’erne var sygdom alle-mands-eje. Alle kunne blive ramt, og uanset navnet på sygdommen, så blev patienterne behandlet ens. Man brugte den medicin man havde dengang, lægen valgte hvilket præparat der var bedst til den pågældende patient, og man blev behandlet i den rækkefølge man blev syg i. Men sådan er det ikke mere. Kræft er en fin sygdom at have, man er nærmest professionel, og det bedste af det bedste er nærmest ikke godt nok, uanset alder. Lungesygdom derimod, er en amatørsygdom, som må bagerst i køen, og ingen synes at det er særlig fint at fejle noget med lungerne. Og typen af medicin som lægen finder vil være bedst til patienten, er heller ikke lægens valg længere, men bestemt på forhånd af dem der sidder på pengekassen. Alle pengene skal bruges til kræftbehandlingen, så der er ikke flere tilbage til behandling af lungesyge.

Jeg ved ikke hvor mange professionelle fodboldspillere der er i Danmark, men der er tusindefold flere amatørspillere. Kræftsygdomme er der i Danmark ca. 300.000 der lever med. KOL er der ca. 400.000 af i Danmark, kun 100.000 får den nødvendige medicin. Astmapatienter er der ca. 350.000 af, ca. 200.000 har også høfeber. Hertil kommer flere lungesygdomme, men her er kun de hyppigste nævnt. Lungeforeningen har 17.000 medlemmer og en kapital på kr. 14,3 millioner. Kræftens bekæmpelse har 417.000 medlemmer og en kapital på kr. 715 millioner. Målgruppen af lungepatienter er mere end dobbelt så stor som kræftpatienter.

Sigrid er 38 år gammel. Hun har i meget lang tid klaget over periodevis hoste og åndenød, men alle undersøgelser (blodprøver og røntgen) har altid været normale. Efterhånden var der gået 5-6 år på denne måde. Nu var der atter kommet en periode med disse symptomer. Hun havde været ved læge utallige gange, men alt så normalt ud, og så betyder det, at der ikke ER nogen sygdom, sagde lægen.
Efter symptomer igennem 5-6 år blev der endelig lavet en lungefunktionsundersøgelse, men den var også normal og patienten blev sendt hjem med beskeden om, at der ikke var noget galt. Men i forbindelse med et voldsomt hosteanfald kom der blod i hendes opspyt, og nu skete der noget. Hun var nu pludselig mistænkt for kræftsygdom, blev henvist til det man kalder lungepakken, og som betyder start på udredning indenfor 48 timer. Hun blev henvist til den såkaldte ”Lungepakke”, hvor mange læger fra forskellige specialer er indblandet. CT-skanningen var normal, der var ingen kræft og hun blev sendt hjem igen. Hvorfor hun så hostede på 6. år, og havde haft blod i opspyttet, ja det var ingen interesseret i, det skulle egen læge tage sig af.

Efter endnu et år på denne måde var Sigrid desperat. Hun satte sig i venteværelset ved sin egen læge, og sagde at hun ikke gik hjem før hun havde fået en henvisning til en lungespecialist. Og efter lang tids ventetid fik hun henvisningen. Nu fulgte så 6 måneders ventetid før der var en ledig tid ved speciallæge, for her gælder ingen garantier. Og efter den primære undersøgelse, som varede ca. en halv time stod diagnosen ganske klar. Sigrid havde astma, og hun blev sat i behandling. Ved efterfølgende kontrol havde hun det godt, ingen hosteanfald, ingen åndenød, hun var meget glad, ægtefællen var lykkelig over at have fået sin hustru igen. Han havde ventet i mere end 6 år på denne dag.

Jeg lærer aldrig at forstå hvorfor der skal være den forskel. At sygdommens navn skal bestemme hvor hurtigt man bliver udredt. At noget er finere at fejle end andet. Tirsdag d. 5. juni havde vi fridag på klinikken og dagen igennem hørte jeg på diverse Grundlovstaler, hvor emnet ofte har været, at vi alle skal behandles ens. Så nu spørger jeg: Hvornår kommer vi dertil, at uanset hvad man fejler og uanset symptomer, så skal man udredes? Og kan den første primære undersøgelse ved egen læge ikke afklare problemstillingen, så bør man henvises til en specialist. Herved undgår vi de mange tilfælde af kronisk nedsat lungefunktion, tabt arbejdsfortjeneste, manglende indlæring i skolen, mange år med betydelige symptomer. Nej hellere udrede for kræftsygdom, og behandle alt og alle – også de meget gamle – med de dyreste behandlingsformer der findes, måske opnår man kun ekstra 2-3 måneders levetid, men så er det jo en succes.

Imens dør KOL-patienterne, måske efter 15 års svær og invaliderende sygdom, og astmapatienterne når at blive meget mere syge, og med irreversible følger af langvarig underbehandlet sygdom. Men så sparer vi jo de penge i pension, når patienten dør. Så lad os endelig kanalisere dem over til kræftbehandlingen.

For kræft, se DET er professionel sygdom. Kræft er der penge i. Alt andet tæller ikke.

  

 

Den dag Tage blev for dyr for vort samfund

I disse dage er vi alle meget fokuserede på en eventuel kommende konflikt/lock-out, og den store indflydelse det vil have på vort velfærdssamfund. Alle deltager i debatten, mange forskellige meninger bliver luftet med mere eller mindre hårdt tonefald. For ingen af os kan forstå, at den anden ikke kan se at den enes mening er den mest rigtige. Jeg håber vi undgår konflikten, for ingen vil kunne blive vindere.

Lidt af den samme holdning har efterhånden også fundet sit indtog i vort sygehusvæsen. Den der ”jeg er klogere end dig-holdning”, så det en læge på ét sygehus eller én afdeling har iværksat, bliver ofte italesat som helt forkert af et andet sygehus eller kollega. Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Er det fordi vi er for pressede i vores dagligdag? Er vi fagligt ikke dygtige nok? Mangler vi mesterlæren? Hvor er lederen der tør vise vejen og afstikke de retningslinjer, som vi alle efterspørger og allerhelst selv vil opleve, hvis vi selv skulle blive ramt af sygdom?

Tage er 51 år gammel og jeg har kun kendt ham i knapt et års tid. Tage blev henvist til undersøgelse for, om hans arbejde kunne være årsagen til hans astma. Han har aldrig tidligere fejlet noget fra luftvejene, men i forbindelse med at han ad et par omgange har været beskæftiget i et firma, hvor han arbejdede med epoxy og isocyanatforbindelse, udviklede han både ret svær eksem og svære luftvejsproblemer. Hertil kommer så 3 diskusprolapser, for Tage har aldrig skånet sig selv arbejdsmæssigt, han har nydt at der var brug for ham.

Desværre var Tage også ryger, og han oplevede at alle døre smækkede i med det samme. For når man er ryger, så må man jo forvente, at der kommer luftvejsproblemer, han havde ”jo bare KOL”, og det måtte han nok kunne forstå. Nu er KOL ikke bare KOL, det er en alvorlig sygdom, hvor der er brug for indsigt, forståelse og faglighed. Ingen har valgt at blive syge. Men Tage HAR ikke KOL. Tage har astma. Det så det første sygehus også helt klart, undersøgelserne viste det også, og Tage blev sat i behandling. Han blev henvist til hudlægerne og de kunne hurtigt se, at hans svære eksem var udløst af hans arbejde. Han er nu sat i behandling med en meget stærk medicin, og skal gå til kontrol livslangt. Hudlægerne vurderede hans eksem som værende udløst af hans arbejde.

Men det næste sygehus, som skulle vurdere hans luftvejsproblem, udtalte sig ret bramfrit og de fjernede al hans inhalationsmedicin med beskeden om, at han IKKE havde astma, han havde bare tobakshoste. Det var hans egen skyld; ”Det måtte han jo nok kunne forstå, det var hans egen skyld”. Arbejdsmedicineren var ikke bedre i sin retorik. Denne gik så langt at Tage fik en skideballe af de store. Tage spildte denne læges tid, og skulle ikke bryde sig om at belemre ham med flere spørgsmål. Den opførsel klagede Tage over, for både han og hustruen var rystede. Og det hjalp. Arbejdsmedicineren blev flink, tog klagen til sig og gav Tage medhold i, at hans arbejde var årsagen til hans gener.

I takt med at Tage var uden medicin fik han det dårligere og dårligere med vejrtrækningen. Hans hoste tog til, hans producerede meget store mængder af slim, hans luftveje hylede og peb, han sov ikke om natten. Og nu pressede jobcenteret på, for Tage skulle i arbejde. Han skulle bare tage sig sammen.

Så Tage og hustruen kørte de ca. 100 km for at komme til ny undersøgelse hos mig. Tage var rigtig dårlig, og burde have været akut indlagt, men det ville han ikke. Han var træt af altid at få skældud. Han var en dyr herre for sundhedsvæsenet, fik han altid at vide. Tages lungefunktion var faldet fra 103 % til 45 %. Vi fik sat en del behandling i gang, prednisolonkur, inhalationsmedicin og efterfølgende kontrol viste at lungefunktionen nu var kommet op på 79 %. Og Tage havde kvittet tobakken!!! Tilligemed havde han nu også fået konstateret søvnapnø og venter på at komme i behandling. Så lige nu har han forløb ved hudlægerne, ved gigtlægerne (ja, gigt har han også), ved mig og ved klinikken der skal håndtere hans søvnapnø.

Vi drukner i snak om ressourcer, eller mangel på samme i det offentlige. Vi taler om, at alt bliver bedre hvis der kommer flere hænder. Flere hænder kommer der næppe. Arbejdsgiverne taler kun om flere ledere, men hvad vil det gavne? Skulle vi ikke se på de ledere der sidder der allerede nu, og få dem, vi stadig tror på kan magte det, klædt på til opgaven, og så få fjernet dem som med al tydelighed viser, at de IKKE magter opgaven og heller aldrig kommer til det? Skulle vi ikke få sat fagligheden i fokus? Både italesætte den når den er god, men også når den ikke er tilstrækkelig? Og skulle vi ikke snart begynde på at behandle vores patienter med den respekt, som vi selv gerne vil blive mødt med, når vi engang får brug for de ydelser vi tilbyder patienterne?

Tage vil for resten af hans levetid være påvirket af hans forskellige sygdomme. Resten af hans tid vil det være nødvendigt at man tager hensyn til hvad han kan tåle rent arbejdsmæssigt. For ellers vil hans eksem og hans astma kunne blive alvorligt forværret. Og hertil kommer så også hans 3 diskusprolapser og hans gigt. Søvnapnøen kan vi behandle. Resten af Tages levetid vil han have brug for at blive kontrolleret og behandlet af Verdens bedste Sundhedsvæsen. For hans sygdomme vil aldrig forsvinde igen.

Tage har ikke valgt sine sygdomme selv, dem er han blevet ramt af, han er uskyldig i denne sammenhæng. Det er ikke tobakkens skyld. Det er arbejdets skyld. Og vores opgave i sundhedsvæsenet vil for altid være at behandle de patienter, der har brug for os sundhedsprofessionelle, med indsigt, faglighed og respekt. Ellers har vi valgt det forkerte arbejde. Pres fra vores arbejdsgivere må aldrig medføre at vi vil spare på udredningen af patienten, på kontrollerne eller på medicinen, for så ender det med at det bliver meget dyrere for samfundet i tabt arbejdsfortjeneste, sygedagpenge, arbejdsprøvninger i massevis, som på forhånd er dømt til at gå galt, pensionsordninger med mere. Og vi må aldrig blive så pressede, at vi lader det gå ud over patienterne.

Tage har fået tilkendt 10 % méngrad. 10 %.

Vi kan IKKE være det bekendt.

Mad til lungesyge

Mange lungepatienter er ikke klar over hvor meget det betyder, at man får tilstrækkeligt at spise. Man kan sammenligne det med en bil, der ikke kan køre uden brændstof. Det kan en krop heller ikke, for musklerne kræver brændstof for at kunne fungere ordentligt, og brændstoffet hedder i dette tilfælde protein. Og så skal musklerne bruges, for kun ved at bruge musklerne og ved at få tilstrækkelig ernæring, vil man kunne opbygge og styrke musklerne. Tænk bare på bodybuilderen, eller spydkasteren, deres muskler ser kun store ud, fordi de bliver trænet, og får den rette proteinholdige kost.

Til daglig bruger vi BMI, Body Mass Index, til at vurdere om vægten er passende, og ved lungepatienter bør ens BMI ligge højere end hos raske. Man udregner sit BMI ved at tage sin vægt i kilogram og dividere med ens højde gange højde i meter. Er du lungesyg og svækket skal dit BMI lige mellem 25 og 30.

Hvis man er lungesyg og ikke bevæger sig tilstrækkeligt, og heller ikke får tilstrækkeligt med proteiner, så vil man tabe sig, og det er sjældent fedt man taber, det er oftest muskler. Man vil hurtigt kunne risikere at føle, at ens lungesygdom forværres, ved at der kommer mere åndenød.

Jens er en af mine dejlige patienter. Han er 62 år og har KOL. Jeg så ham første gang for 3-4 år siden, dengang var hans lungefunktion 40 %. Han vejede på daværende tidspunkt 72 kg og hans BMI var 25, det var rigtig flot.

Nu var han blevet henvist igen, fordi han havde fået meget mere åndenød end tidligere, og han kunne nu kun gå 20 meter før han måtte holde pause, hvor han før snildt kunne gå 500 meter i adstadigt tempo. Så Jens ville ikke længere ud at gå med hustruen, han syntes det var for træls. Og samtidig var hjertet heller ikke så godt, så hjertelægen havde sagt at han skulle spare på kolesterolet og fedtet. Men hjertelægen fandt ikke, at det var hjertet, der var årsagen til hans øgede åndenød.

Da jeg undersøgte Jens, kunne jeg godt se at han havde tabt sig. 8 kilogram siden han var hos mig sidst. Men hans lungefunktion var den samme som for 4 år siden, 40 %, og der havde ikke været akutte forværringer, eller andre forhold der kunne forklare hans tiltagende åndenød. Kun hans faldende vægt og dermed hans faldende BMI, der nu var 22, kunne forklare hans tilstand.

Sammen brugte vi lidt tid på at regne på hvor mange proteiner Jens fik hver dag, og efter at have regnet på det viste det sig, at han stort set kun fik halvdelen af den mængde hans krop havde brug for. Man skal nemlig have 1,5 gram protein pr. kilogram man vejer. Og med Jens’ 64 kilogram havde han behov for 96 gram pr dag. Og herudover skal han træne sine muskler, hver dag. Han blev sendt hjem med besked om at træne, og med pjecen ”Mad til Lungepatienter” fra Lungeforeningen i hånden.

Gode proteinkilder er f. ex. tun, kød, fjerkræ, rejer, æg, hvide bønner, linser, mandler, bacon, ost, mælkeprodukter og meget mere, så der burde kunne findes noget til enhver smag. Og man kan også få proteinberiget rugbrød, her er proteinindholdet næsten 3-doblet i forhold til almindeligt rugbrød.

Så den eneste årsag vi kunne finde, til at Jens havde fået det så meget dårligere var, at han stille og roligt havde tabt sig 8 kilogram. Ikke noget han havde ønsket at gøre, simpelthen noget der var sket, fordi hans krop havde brug for mere ernæring end han indtog.

Så til alle jer lungepatienter derude. Pas på hvis I mærker vægten går nedad, uden at I er på slankekur. Blot 2 kg vægttab skal give anledning til at man griber ind og forbedrer ernæringen. Og til alle jer der vejer for meget og gerne vil tabe jer, det har lungerne også godt af og også her kan man finde råd og vejledning i ovennævnte pjece, på Lungeforeningens hjemmeside, eller ved en diætist. Mange kommuner har diætister ansat, som kan vejlede i den korrekte ernæring, både til de der vejer for lidt og til de der vejer for meget.

 Og så skal man huske, at effekten kun kan ses hvis musklerne samtidig bliver brugt. Det vil sige at man skal træne hver eneste dag. Har man været på et KOL-kursus, hvor træning har været en del af programmet, så skal man vedligeholde sin træning, for ellers forsvinder effekten igen. Den kommer ikke af sig selv. Og der findes ingen medicin, der kan gøre, at man får træningseffekten igen.

Så kære lungepatient, udover at du bør kende din lungefunktion, ja så bør du også kende dit BMI. For det er kun dig, der kan ændre på din ernæringstilstand, og på din muskelkraft. Undgå at du får det som Jens, for det bliver hårdt for ham at genvinde de tabte kilogram og den tabte muskelstyrke

Vi skal passe på vores lunger

Der er nye toner med henblik på at få hjulpet de mange, mange tusinde danskere der lider af lungesygdomme. Praktiserende læger har indgået ny overenskomst, herunder er der lavet aftale om en stor lungesatsning. Kort fortalt så er der afsat økonomiske midler til at lave mange flere lungefunktionsundersøgelser, både til at følge de der allerede er syge, men også til at opspore de borgere der er blevet syge, men endnu ikke har symptomer.

Og det lyder jo absolut godt. Min bekymring går dog på, at de praktiserende læger i forvejen er meget hårdt belastet af deres arbejde, med mange flere patienter, end de kan nå. Og opsporing og kontrol er ikke tilstrækkeligt, man skal også vurdere om behandlingen skal justeres. Og de 10 minutter der som oftest er til rådighed for patienterne er ikke nok til en svært syg patient.

Hospitalerne er også tiltagende presset. Der er langt flere patienter end tidligere, antallet af henvisninger til hospitalernes ambulatorier er nærmest eksponentielt stigende igennem det seneste årti. Samtidig er der meget mere bureaukrati, antallet af lægesekretærer er nedjusteret, og lægerne skal selv foretage diverse registreringer til databaserne. Så også her er der et stort pres. Ofte bliver tiden brugt til cancerpatienterne, for her bliver man virkelig ”straffet” hvis ikke man overholder diverse deadlines.

Men der er mere end dobbelt så mange lungesyge som der er kræftpatienter!!

Vi lungemedicinere har i årevis kæmpet for, at de sygeste og/eller mest komplicerede lungepatienter skal følges af specialister indenfor området. Også her er min bekymring stor, om disse svært syge patienter vil kunne få den nødvendige specialistvurdering. En del bør ses i specialistregi, idet de får en behandling, som man har vedtaget, bør følges af specialister, altså uden afslutning til almen praksis.

Erna er 59 år gammel. Hun har været lungesyg siden 1996, eller rettere, hun blev undersøgt første gang i 1996. Faktisk var hun så dårlig dengang i 1996, at hun blev indlagt, og man stillede diagnosen astma. Og hun er virkelig et godt eksempel på, hvad der sker med de lungesyge i et hårdt presset offentligt system.

Erna blev sat i inhalationsmedicinsk behandling. I starten hjalp det hende godt, men ingen fulgte op på hendes sygdom, så hun fornyede recepterne telefonisk, sådan troede hun det skulle være, ingen havde fortalt hende andet. Først i 2007, i forbindelse med at Ernas hidtidige praktiserende læge gik på pension, blev hun bedt af sin nye læge om at komme til kontrol. Lungefunktionsundersøgelsen viste at Ernas kapacitet lå på 55 %. Så Ernas nye læge gjorde det eneste rigtige, nemlig at henvise hende til hospitalet. Her fulgte nu mange kontroller og små ændringer i medicinen. Erna deltog også i et forskningsprojekt, hvor man ville undersøge om hun kunne have gavn af magnesiumtilskud.

I 2011 viste en kontrol af lungefunktionen, at hendes kapacitet nu var nede på 45 %, og i 2017 var den faldet til 33 %. Og Erna var desperat. Hun mærkede tydeligt at hun blev dårligere. Tanken om, at hun kunne dø af dette her var begyndt at melde sig. Og det var nærliggende at dele denne bekymring med overlægen på hospitalet. Men i stedet for at få en god samtale om hendes tilstand, og en vurdering af om hun måske kunne hjælpes på et Universitetshospital, så sagde overlægen: ”Ja, det gør du jo nok”, og så var konsultationen overstået.

Erna lod sig dog ikke slå ud af denne besked. Så hun klagede. Over behandlingen. Over den manglende tid til at få gennemgået sygdomsforløbet, om der var andre behandlingsmuligheder. Og til den samtale hun blev inviteret til, efter at hospitalet havde modtaget hendes skriftlige klage, blev hun så henvist til det man kalder second opinion ved hendes regions Universitetshospital. Men også her var der travlt, så man mente ikke hun kunne behandles bedre (OBS! Ingen skanning af lungerne, ingen ekstra undersøgelser), så hun skulle bare tage lidt mere akutmedicin.

Erna var, i bogstaveligste forstand,  blevet sendt tilbage til START. Men Erna er en af den slags kvinder der bare ikke vil give op. Hun er en fighter, så hun bad om en ny second opinion, og hun blev henvist til mig.

Jeg så Erna første gang i oktober 2017. Da havde hun en lungefunktionskapacitet på 21 %!!! Så nu er vi i gang med et større udredningsprogram, blandt andet venter vi nu på at få hende skannet. Det er ikke noget hun før har fået foretaget. Vi har taget blodprøver, vi har testet om hun havde kræfter til at tage sin inhalationsmedicin. Det havde hun ikke, så vi har ændret den. Der forestår stadig en hel del undersøgelser, som vi får lavet på hendes lokale hospital, men svaret får hun hos mig. Vi har talt om fremtiden, om den er der, eller om den er kort. Og vi tror begge på, at vi finder en behandling der kan hjælpe hende. Erna skal nå så meget endnu i hendes tilværelse, og det vil jeg gerne hjælpe hende med. Facit kender vi dog endnu ikke.

Men vi ved, at Erna blev mødt af et travlt system. Et system der ikke havde tiden til at tale ordentligt med hende. På hospitalet fik hun ikke svar på sine spørgsmål, og man talte ikke med hende om hendes bekymringer for fremtiden. På Universitetshospitalet forstod Erna ikke hvad lægen sagde til hende. Den eneste der lyttede var hendes egen læge, der sendte hende videre i systemet, for egen læge vidste, at dette ikke var noget man kunne løse i almen praksis.

Men både det lokale hospital og Universitetshospital scorede højt i kvalitetsvurderingen. De havde set patienten indenfor 1 måned. Det er kvalitet, eller er det?

Jeg kan opfordre til at vi vender hele systemet på hovedet. Ser hvor der er ekstra kapacitet, og udnytter den. Således kan de hårdt pressede praktiserende læger, hospitaler og Universitetshospitaler blive aflastet.

Lad os hjælpe hinanden. På tværs af regioner, på tværs af sektorer.

Jeg glæder mig til flere møder med Erna. Hun er i den grad krøbet ind under huden på mig. Hun er en fantastisk dejlig patient.

Lad os gå sammen og hjælpe alle de skønne lungepatienter, der findes derude, og lad os sammen, tværfagligt men også tværsektorielt, gå i dialog om disse patienter. Hver især er unik. Alle har krav på en individuel undersøgelse, vurdering og behandling.

Lungeplan til lidende lunger

Der har været talt om det mange gange. Om behovet for en national lungeplan. Men hver gang strander det, og vi fortsætter som hidtil. Samtidig er udgifterne til sygehusvæsnet og i det hele taget sundhedsvæsnet eksploderet. Og igen kommer snakken til at dreje sig om manglen på varme hænder, manglen på sengepladser, manglen på ressourcer. Men hvad nu hvis… Hvad nu hvis vi kunne undgå en hel del indlæggelser, fordi vi fik fat på de syge i tide? Hvad nu hvis vi kunne spare på kommunernes udgifter til sygedagpenge, fordi vi fandt patienterne tidligere, måske allerede i skolealderen for nogles vedkommende, hvor vi kunne rådgive eleverne om kommende jobvalg? Hvad nu hvis vi kunne finde de syge før de blev meget syge, og fik iværksat behandling der kunne forhindre en moderat eller mild sygdom i at udvikle sig til svær eller meget svær sygdom? Hvad nu hvis vi alle hjalp hinanden og fik iværksat forebyggelse så tidligt, at snakken om helbredelse ikke bliver nødvendig? Ja, hvad nu hvis?

Astma, allergi og KOL koster i DK årligt ca. kr. 20 MIA. Det er omregnet for Horsens Kommune et beløb på kr. 300 MIO. Tænk hvilke muligheder Kommunen kunne få hvis man kunne spare bare lidt af et så svimlende beløb. Børneastma er den hyppigste sygdom ved børn, 20 % førskolebørn har astma, 10 % skolebørn har astma. Det har vidtrækkende konsekvenser idet mange børn ender op med lavt selvværd, de bliver mobbede, de har fraværsdage, forældrene har fravær fra arbejde pga børns sygedage, og der kan være problemer med indlæringen i skolen.

Hver 10. voksen oplever at blive indlagt med KOL. Hver 5. dansker har høfeber. Ofte u- eller underbehandlet med risiko for udvikling af astma til følge.

Svend havde gennem hele sin barndom og teenagealderen været ramt af både svær høfeber og astmasymptomer. Han havde aldrig været i tilstrækkelig behandling, symptomerne var der i udtalt grad, specielt i birke- og græspollensæsonen, hvor han også ofte havde astmasymptomer. I skolen havde han ikke fået stor opmærksomhed. Lærerne syntes nok han var en ballademager, for han spillede ofte klassens klovn. Kammeraterne syntes han var sjov, men de gad alligevel ikke rigtig have ham med til noget, for han sad altid med røde øjne og løbenæse, og når det var slemt hostede han og forstyrrede alt og alle. Og forældrene havde den mening, at det var bedst at undgå medicin, specielt den medicin med binyrebarkhormon i, for det var ikke godt for kroppen. Og der var ingen, INGEN der sagde dem imod. Ingen der gjorde noget for at Svend kunne blive undersøgt og behandlet.

Så Svend havde aldrig rigtig fået anden medicin end den man kan få i håndkøb. Og han var aldrig blevet ordentligt undersøgt. Men nu sad han der. I klinikken. Hans nye læge var faldet over de symptomer han beskrev, og havde fluks henvist ham til yderligere udredning. Svend havde aftjent sin værnepligt, han havde været på sergentskolen, og hans store drøm var en karriere indenfor Forsvaret. Han havde søgt ind til Frømandskorpset. Han var særdeles veltrænet, løb mange kilometer hver dag, gik til fitness, og syntes egentlig ikke han var begrænset i sin fysiske formåen. Men han hostede. Meget. Ofte. Og havde gult slim.

Undersøgelserne hos mig afslørede både birke- og græspollenallergi. Han spiste op til 8 høfebertabletter om dagen for at kunne holde det ud!!! Og han havde astma. Hans lungefunktion viste sig kun at ligge på 67 %. Men det var hverdagen for Svend, så han vidste ikke noget om hvilke muligheder der var, for at han kunne få det bedre. Men nu blev Svend endelig sat i behandling, og efter flere besøg hos mig, fik vi fundet den rette medicinering. Hans lungefunktion steg til 85 %. Han berettede at hans løbetider var bedret betydeligt. Hosten og slimen var væk. Han kunne meget tydeligt mærke forskellen på årene uden medicin og månederne med. Han var slet ikke klar over, at han kunne have det så godt.

Men i en alder af 26 år måtte Svend informeres om, at videre uddannelse indenfor det område han havde ønsket sig brændende siden han var dreng, IKKE var mulig. For hans sygdom harmonerer ikke med en karriere indenfor Forsvaret.

Hvis nu man allerede mens Svend var dreng og gik i daginstitution havde set at noget var galt, hvis man allerede i skolen havde set at Svend var syg, hvis man allerede inden han skulle foretage jobvalg havde rådgivet Svend og hans forældre, så ville Svend have haft en bedre opvækst, en bedre skoletid og han havde ikke behøvet at starte på en videregående uddannelse som 26-årig, men måske allerede siddet i et godt job. Og hans lunger ville ikke have taget varig skade af de mange års ubehandlet astma.

I Lungeforeningens lokalafdeling i Horsens har vi valgt ikke at vente på en National lungeplan, men har valgt at komme med input til en kommunal lungeplan for Horsens Kommune. Vi vil så gerne at der kommer fokus på lungerne og allergien. Helt fra man er lille og begynder i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole og senere videre uddannelse, skal der være nogle der undrer sig over at der er et barn der hoster, har allergisymptomer eller ikke trives. Der skal være nogen der tør sige, at her er noget der skal undersøges. Der skal være personale der har lært hvilke tegn de skal se efter på sygdom hos børn. Der skal være arbejdspladser der hjælper deres medarbejdere til bedre sundhed. Der skal være kommuner der vælger at have fokus på rygning og som tør gøre noget ved det. Gå foran. Og for de der er syge skal der være sundhedspersonale, der arbejder på tværs af sektorerne, der arbejder sammen med kommunen, som har opdateret viden om håndteringen af disse lidelser.

Lad os nu komme i gang med arbejdet. Og lad os gøre det sammen.

Hoste er et symptom – som skal udredes korrekt

Der har i den senere tid været talt en del i pressen om, at antibiotikaforbruget i Danmark skal ned. Jeg kan kun være enig. Der bliver udskrevet rigtig meget antibiotika i dag, langt størsteparten bliver udskrevet udenfor sygehusregi, 90 % drejer det sig om.

Det er også ret nemt at udstyre patienten med en recept på antibiotika. Konsultationstiden er meget begrænset, så det er en umulighed at nå at undersøge patienten omhyggeligt og vurdere om antibiotika er på sin plads i den konkrete situation.

Mange voksne med hoste får udskrevet recept efter recept. Men hvis man ikke er alvorligt lungesyg, som f.eks. KOL med svært nedsat lungefunktion, har immundefekter eller på anden vis er i fare hvis man får en infektion, ja så er antibiotika ikke førstevalgspræparat og må aldrig blive det.

Sofie havde igennem flere af år haft hosteepisoder der kom og gik. Specielt ved forkølelser kunne hosten være voldsom og det var også her der kunne være rigelige mængder slim. Gult slim. Sofie kendte det kun alt for godt. Når forkølelsen slog ned, så vidste hun at der gik ca. 5-6 uger før hun atter var på benene igen. Mange gange havde hun været ved egen læge med problemet. Mange gange havde infektionstallene været normale og mange gange havde også røntgenbilledet af lungerne været normalt. Bronkitis havde lægen kaldt det, og det skulle gå over af sig selv.

Ingen havde undret sig over hvorfor Sofie havde disse bronkitistilfælde. Hun havde aldrig røget tobak. Havde ikke været udsat for skadelige stoffer på sit arbejde, var sund og rask. Godt nok havde både Sofies mor og hendes 3 mostre også altid hostet på samme måde, men det var Sofie ikke blevet spurgt om, så hun tænkte ikke der var en sammenhæng her.

Denne gang ville hosten dog ikke gå væk igen. Hun havde haft sin forkølelse omkring november måned, og havde hostet siden. Hun havde været ved læge utallige gange uden at man havde fundet årsagen. Røntgen var fortsat normalt, blodprøverne var fine, men Sofie hostede fortsat og nu var hun også blevet ”utæt” af det. Hun kunne ikke længere holde på vandet når hun hostede og måtte gå med bind. Hun havde isoleret sig derhjemme. Ville ikke gå nogen steder, for hun skulle altid have skiftetøj med. Når hosteanfaldene startede tømte Sofies urinblære sig.

Lægen var efterhånden nødt til at gøre noget andet end det der hidtil var gjort. Så der blev udskrevet antibiotika på mistanke om en atypisk lungebetændelse. Det hjalp kortvarigt på hosten, så Sofie fik en ny antibiotikakur. Det gentog sig. Men hosten kom hver gang igen.

Endelig fik Sofie også lavet en lungefunktionsundersøgelse. Den første nogensinde. Hun syntes det havde været svært at lave testen og også her havde hun tisset i bukserne. Men testen var normal. Så lægen havde sagt, at der ikke var mere at gøre, og at hun måtte affinde sig med at ”sådan var det for hende”.

Sofies mand var efterhånden også påvirket af Sofies hoste. Han sov ikke længere sammen med Sofie. Deres voksne børn var også trætte af at høre på Sofies hoste og ved sidste familiekomsammen var det da også blevet sagt, at nu måtte der gøres noget. Sofie måtte ses af en specialist. Så Sofie blev først sendt til øre-næse-halslæge. Hun kunne ikke se noget unormalt. Så blev hun sendt til en specialist der lavede kikkertundersøgelse af mavesækken, for det er kendt at for meget mavesyre kan give hoste. Heller ikke dette gav noget resultat.

Og nu sad Sofie så hos mig. Sidste udvej, havde lægen sagt til hende, og ikke givet hende store forventninger til at resultatet skulle være anderledes end hidtil.

Men det var anderledes. Sofies lungefunktion så umiddelbart fin ud, men ved testen efter inhalationsmedicin var der stor stigning i hendes test. Tallene var ganske anderledes end ved egen læge. Godt nok er det sådan at astma opfører sig – normal lungefunktion i perioder, nedsat i andre, men tallene som var opgivet fra egen læge var helt misvisende. Testen var simpelthen ikke korrekt udført og den der havde tolket tallene havde ikke haft den tilstrækkelig viden til at gennemskue dette.

Sofies astma er nu velbehandlet. Hun får en lille dosis inhalationsmedicin, har det godt, og er for længst afsluttet tilbage til egen læge. Hosten er helt væk. Men forud for dette gik i alt 4 styk røntgenbilleder af lungerne (alle normale). 10 gange blodprøver, alle normale. 1 besøg ved øre-næse-halslæge. 2 besøg ved mavetarmspecialist. Første gang samtale, anden gang kikkertundersøgelse. Og i alt 8 forskellige slags antibiotikakure.

Der er flere moraler at udlede af Sofies forløb:

1). Ja, sundhedsministeren har ret. Antibiotika skal gives med omtanke.

2). Hoste er et symptom på at noget ikke er som det skal være.

3). Udredning af hoste hører hjemme ved en speciallæge i lungemedicin, hvis ikke egen læge hurtigt finder årsagen.

4). Lungefunktionstests er intet værd hvis ikke den der laver dem både ved hvordan de skal udføres og hvordan man læser tallene.

Og så har jeg slet ikke sagt noget om hvad det har kostet for samfundet at nå i mål med Sofies hoste og få stillet astmadiagnosen.

  • Utallige besøg ved egen læge
  • 4 stk. røntgenbilleder af lungerne
  • 1 besøg ved ørenæsehalslægen
  • 2 besøg ved mavetarmspecialisten, heraf en kikkertundersøgelse ved andet besøg
  • 10 gange blodprøver
  • 8 forskellige antibiotikakure
  • Hertil kommer Sofies forbrug af bleer/bind og mange, mange gange vask af tøj

Sofie fik ikke antibiotika hos mig, så resistens for bakterier behøver vi ikke være bange for.

Og besøgene hos mig har max kostet regionen ialt kr. 3000,00.

Den dag Elise fik KOL – eller var det stadig astma?

Der er fortsat rigtig meget fokus på KOL, heldigvis må man sige, for det er en vigtig, og nogen gange invaliderende sygdom. I de senest opdaterede vejledninger tales der om såkaldt nedskalering af medicin, altså medicin der ikke er nødvendig, den skal man ikke have. Logisk ville mange sige. Men udfordringen opstår der, hvor det bliver svært at skelne mellem diagnoser, behov for medicin, hvilke undersøgelser der er nødvendige for at afgøre hvilken medicin der ikke gavner. Og man har på politisk niveau endnu ikke erkendt, at behandlingen af de lungesyge patienter, både astma, KOL, uafklaret åndenød, hoste, allergi med mere, må og skal høre hjemme i specialistregi. Ikke dermed sagt, at de praktiserende læger ikke duer, men de pålægges flere og flere SKAL-opgaver uden at tage højde for at de hverken har tiden eller den nødvendige viden til at kunne udføre disse specialistopgaver. For somme tider fejler patienterne jo mere end én lungesygdom.

Det var netop tilfældet for Elise. Hun er 61 år gammel, gennem hele sit voksenliv har hun beskæftiget sig med børn, fraset en kort periode som landmandskone. Børnene må have knuselsket hende, for sikken da en positiv kvinde at få ind ad døren.

Hun var meget svært påvirket af åndenød da jeg så hende første gang. Jeg kunne høre hendes hvæsende vejrtrækning og hendes udtalte hoste allerede da hun trådte ind ad døren til venteværelset. Med sig havde hun kæresten, der var dybt bekymret for hende. Elise havde fået stillet diagnosen KOL – i moderat grad. Hvilket også ville have været korrekt, hvis ikke hun havde startet sin ”lungekarriere” som astmapatient. Elise havde gennem mange år haft problemer med vejrtrækningen, men lungefunktionen havde ligget rigtig pænt, helt normalt. Man havde stillet diagnosen astma og startet på inhalationsbehandling med binyrebarkhormon og langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin. Og Elise havde lagt cigaretterne på hylden.

Årene gik, ingen foretog regelmæssige kontroller. Der var af og til akutte forværringer, som blev behandlet med antibiotika. Og efter mange år kom hun ind i et kontrolforløb ved sin læge. Her fandt man ud af at Elise havde en lungefunktion på 69 %. Elise huskede at den tidligere havde været betydeligt højere. Men efter de nye vejledninger skulle Elise ud af hendes nuværende behandling, og sættes over på anden medicin som ikke indeholdt binyrebarkhormon. Som sagt så gjort.

Og nu fulgte en flere måneder varende rejse med talrige kontakter til lægen, utallige forværringer og lige så mange antibiotikakure. Intet hjalp. Få dage var der effekt, så var det nøjagtig det samme igen. Enkelte gange fik Elise Prednisolontabletter (binyrebarkhormon i tabletform), og i løbet af ét døgn var der effekt. Elise kunne cykle, spille fodbold med børnebørnene, havde ingen gener. Efter et halvt år på denne måde var hun nu blevet henvist til mig.

Hun havde det voldsomt dårligt. Hostede så det næsten gjorde ondt at høre på, kæmpede med vejrtrækningen. Det hylede og peb fra lungerne. Indlægges, -DET ville hun ikke.

Undersøgelsen viste en meget voldsom irritationstilstand i lungerne, et tårnhøjt tal, som udtryk for at lungerne har det meget dårligt og der produceres sejt, gult slim hele tiden. Lungefunktionen lå på 30 %. Trods luftvejsudvidende medicin lå den stadig på 30 %. Men indlægges – NEJ, ikke tale om, hun ville hjem.

Elise blev sat i behandling med inhalationsmedicin, som indeholder binyrebarkhormon og langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin. Og hun fik en tabletkur med Prednisolon. Og en ny tid til kontrol efter 14 dage.

Og ind ad døren trådte nu en fuldstændig forandret kvinde. Glad, i strålende humør, særdeles velklædt, med en stærk og positiv udstråling, så man straks lagde mærke til hende.

Allerede efter få dage var der markant effekt på behandlingen. Hun havde det godt, havde sågar spillet fodbold med sine børnebørn i weekenden – omend hun havde sagt at hun kun ville spille om lørdagen, ikke også om søndagen. For hun var da lidt træt, trods alt. Lungefunktionen var steget til 69 %, en stigning på 129 %!!! Irritationen i lungerne viste et næsten halveret tal. Elise var glad. Kæresten var glad OG lettet, og begge glædede de sig til den snarlige rejse til Kroatien.

Hvad var der sket her? Elise var ikke blevet tilstrækkeligt kontrolleret. Heller ikke tilstrækkeligt informeret om hendes diagnose. Så med en behandling, der ikke havde været optimal igennem flere år, var hendes lungefunktion ganske langsomt faldet. Og i stedet for at bibeholde astmadiagnosen ændrede man den til en KOL-diagnose, og patienten fik ikke sin nødvendige medicin. For lægen gjorde som KOL-vejledningerne anbefalede, – at trappe hende ud af medicinen. Havde man vidst at hun havde astma, ville man have trappet hende op i medicin. Men med den travlhed og det pres der er på de praktiserende læger for tiden gjorde velsagtens, at der ikke var tid til at gå grundigt til værks, tilbage i sygehistorien og grundig undersøgelse af patienten.

Det er fint med alle disse vejledninger for hvordan man skal følge den lungesyge patient. Men vi kan altså ikke være bekendt at blive ved med at pådutte de stakkels praktiserende læger mere arbejde. De gør et kæmpestort stykke arbejde med deres patienter, lad dem gøre det de er gode til. At finde ud af hvilke patienter de selv kan behandle og hvilke de kan/skal/bør henvise til en specialist. Så får de også meget bedre tid til deres kerneopgave.

Lad os ikke forvente at de kan være eksperter på alle områder, men give dem mulighederne for at kunne vælge forskellige tilbud til deres patienter.

Elise er endnu ikke færdigbehandlet hos mig, der mangler fortsat en del. Men vi er godt på vej, og hun har det godt, har en masse overskud. Vi ved endnu ikke om Elise genvinder den lungefunktion hun allerede har nået at tabe pga den årelange utilstrækkelige behandling. Men vi har sikret, at Elise kan få et normalt liv og nyde sit otium, med alt hvad dertil hører.

Hvad var der sket hvis ikke Elise var kommet den dag. Ingen ved det eksakt. Men lungefunktionen bliver jo på et tidspunkt nedsat, uden mulighed for atter at få genoprettet.

Og den værst tænkelige tanke – – – Elise kunne være død af sit svære anfald.

Der er alt for mange ”Eliser” derude. Jamen så gør dog noget ved det, kære politikere!!!

 

Allergien har ramt danskerne

De er overalt lige for tiden. Annoncerne. Om de tabletter som vil kunne hjælpe med allergien. Det er i hvert fald det der står i annoncerne. Problemet er bare, at det ofte ikke er tilstrækkeligt at få denne behandling alene. Ofte har allergikeren været en tur på apoteket og blevet udstyret med også næsespray og øjendråber, og alligevel kan sommeren være svær at komme igennem. For meget ofte accepterer allergikerne, at de har mange symptomer i sæsonen, nogle rejser på ferie i deres værste periode for at slippe for de allerværste gener. Og det er bekymrende at disse stakkels patienter ikke får bedre rådgivning. Apoteket er IKKE læger, de bør ikke sætte patienter i behandling uden at en allergikyndig speciallæge har foretaget en grundig diagnostik og efterfølgende ordineret en tilstrækkelig behandling.

 

Det var netop tilfældet for Bjarne. Han havde haft sin græsallergi siden han var teenager. Hvert eneste år havde Bjarne gruet for sæsonen og håbet på at den ikke blev alt for sommerlig. For solskin og sparsom regn var altid det der sendte pollentallet til skyhøje værdier, og det var ensbetydende med at Bjarne måtte opholde sig inden døre og vente på at sommeren gik på hæld.

 

Da han blev voksen og fik uddannelse og job, havde han altid sørget for at få ferie i græspollensæsonen. Så gik turen nemlig sydpå, hvor sæsonen som regel var overstået når han nåede frem. Han havde heller ikke tal på de forskellige slags tabletter, næsespray og øjendråber han havde prøvet igennem årene.

Da han sad i stolen var han rødøjet, næsen var stoppet, nyseanfald var blevet dagligt kost, men han syntes egentlig ikke det var så galt, for det var han jo vant til. Nej, det der generede ham nu var, at han var begyndt at hoste så meget i sæsonen. Han vågnede ofte om natten med fornemmelsen af at have en mursten liggende på brystkassen, og han måtte ofte sidde op for at få luft. Det var som regel svundet efter nogle uger (= når græspollensæsonen var overstået, eller han kom frem til feriedestinationen sydpå). Men det gentog sig næste sæson, og nu var han også begyndt at få disse symptomer udenfor pollensæsonen. Derfor sad han der.

 

Undersøgelserne afslørede ikke overraskende en ret udtalt græspollenallergi. Men også at Bjarne havde udviklet astma. Uden tvivl på grund af hans allergi. Hans lungefunktion lå faretruende lavt for en mand der var fysisk meget aktiv, dyrkede sport og aldrig havde røget tobak. 57 % var tallet.

Hver eneste gang bliver jeg ked af det på patienternes vegne. Ked af at de ikke får tilstrækkelig med hjælp, fordi de ikke tror der kan gøres andet end de råd de får fra Apotekerne og fra annoncerne. Ked af at tilstanden udvikler sig til astma, noget vi ser ved 30-40 % af vores allergikere. Og da vi har ca. 1.000.000 danskere med allergi, ja så er der rigtig mange der har astma også.

 

Behandlingsmulighederne er mange, og de er gode. Med en god behandlingsplan, lagt af en specialist, kan disse patienter få en mere end tålelig tilværelse. De kan også nyde sommeren – udenfor! Og de kan måske undgå at udvikle astma. En kronisk sygdom, som vil følge dem livslangt, og som ikke igen vil forvinde, men kræve livslang forebyggende behandling. Og man kan få den rette rådgivning om eventuel allergivaccination, som hjælper 80 % af de vaccinerede.

 

Bjarne blev sat i behandling igennem sæsonen, både for hans allergi og for hans astma. Og han fik et markant ændret liv. Han kunne genoptage sin fodbold med gutterne fra arbejdet, han kunne løbe sine ture om morgenen før familien var stået op, og han var ikke længere så træt, at han var nødt til at sove en time om eftermiddagen efter endt arbejde, for bare at kunne være lidt sammen med familien om aftenen. Og efter sommerferien fik vi sat ham i gang med vaccination mod hans allergi.

 

Bjarne har fået et helt ændret liv, efter at have gennemført 3 års allergivaccination. Han mærker i dag meget lidt til sin allergi, ofte kan han klare det med en enkelt høfebertablet, når pollentallene er høje, og det fjerner hans symptomer effektivt. Som regel kommer han igennem græspollensæsonen med et forbrug af høfebertabletter der er højst 10.

Men astmaen, den vil være der resten af hans dage. Lungefunktionen er øget flot på behandlingen, han har nu en lungefunktion der ligger stabilt på 95 %.

 

Så kære allergikere, hvis I vedbliver at have symptomer trods behandling med høfebertabletter, næsespray og øjendråber, eller bare har vedblivende symptomer, så tal med jeres læge om ikke det er tid til en henvisning til en speciallæge, der kan hjælpe jer med en mere effektiv behandling. For der er SÅ meget man kan gøre.

Psykologbehandling hjælper ikke på astma

Der er for tiden en vældig debat i medierne efter at kronprinsessens personlige fødselslæge har sagt sit job op pga de massive besparelser der rammer sundhedsvæsenet. Det er ikke et nyt problem, men det giver genklang, når det kommer fra en prominent. Jeg er som sådan fuldstændig ligeglad med hvor det kommer fra, bare det får politikerne til at gøre noget ved det.

Jeg tror ikke at denne udfordring løses alene ved at tilføre sygehusvæsenet flere penge. Jeg tror det kræver en større indsats, hvor hele sygehusvæsenet kigges efter i sømmene, og hvor man erkender at alle sektorerne har en vigtig plads i opsporingen, udredningen og behandlingen af syge danskere. Og hvor man tager fat på fagligheden. For den halter gevaldigt mange steder, i alle sektorer.

Britta er en fantastisk kvinde, midt i 30’erne. Hun er en af den slags personligheder, der har en enorm appetit på livet, glæden stråler ud af hende, og hun kan i den grad fylde rummet og smitte alle de tilstedeværende med hendes livsglæde. Man bliver glad af at være sammen med Britta.

Men angsten ramte hende som en kølle i hovedet. Hun fik gevaldige åndenødsanfald, tiltagende i antal, havde været indlagt flere gange igennem de seneste 3 år, ofte var der tale om en-dags indlæggelser, så var hun hjemme igen.

Hendes astma var diagnosticeret for år tilbage, faktisk havde hendes allergi og hendes luftvejsgener været til stede siden hun var 13 år, men først da hun var i 20’erne kom hun i fast behandling. Et rent tilfælde, for hun lånte sin bedstefars blå spray, og kunne pludselig trække vejret frit. Efter et par år med den som eneste medicinering, kom hun endelig i fast behandling.

Britta havde rigtig mange bivirkninger af den medicin hun fik for sin astma, havde prøvet forskellige slags, men det samme skete hver gang. Hendes kortvarige indlæggelser på sygehuset medførte ikke ændringer i medicineringen, for hendes lungefunktion lå pænt, på 90 %. Ingen overvejede, at selve forværringen i sig selv jo betyder, at Britta ikke var velreguleret.

Og da angsten kom til slog den hende fuldstændig omkuld. Hun kunne vågne om natten med en voldsom dødsangst og den medfølgende åndenød tog fuldstændig hendes humør fra hende. Hun blev efterhånden bange for at gå ud, kunne ikke længere passe arbejdet som pædagog og hun blev sygemeldt.

Til behandling af angsten blev hun henvist til psykolog, og efter de første samtaler, som det offentlige betaler, blev hun anbefalet at fortsætte med psykologsamtalerne. Og det gjorde hun, for hendes angst var ikke blevet bedre, snarere tværtimod. Psykologen var også begyndt at tale med Britta om, at samtaler ikke kunne gøre det alene, dertil var hendes angst for invaliderende. Hun skulle se i øjnene, at hun var nødt til at have angstdæmpende medicin.

Heldigvis bad Britta sin læge om at vurdere om ikke der var andre muligheder for at afhjælpe hendes åndenødsanfald end angstdæmpende medicin. Også selv om hendes lungefunktion lå flot, så var Britta begyndt at spekulere på om hendes åndenød kunne have en sammenhæng med hendes astma. Hun genkendte symptomerne fra dengang hun lånte sin bedstefars spray, og lydene der kom fra hendes luftveje var efterhånden ganske mangfoldige.

Så hun sad der i stolen overfor mig. En kvinde der i bund og grund udstrålede glæde, men hvis man kradsede lidt i overfladen, så krakelerede det for hende. For hun kunne heller ikke længere lege med sine børn uden at åndenøden slog hende omkuld. Livskvaliteten var i bund. Lungefunktionen lå på 90 %, umiddelbart jo ikke så ringe, men når man ikke kender patientens bedste, så kan den sagtens være meget nedsat. Irritation var der rigeligt af i lungerne, vi målte en meget forhøjet værdi i udåndingsluften. Allergi var der også. Græs og husstøvmider tegnede sig for den værste del, men også birk, grå bynke, hund og kat.

Britta fik ændret sin behandling for astmaen. Sammen fandt vi frem til den medicin, som hun både kunne tage optimalt, men som hun ikke tidligere havde fået og haft bivirkninger af. Og hun fik en ny tid til opfølgning.

Da Britta 6 uger efter hendes første besøg sad i stolen foran mig udstrålede hun en ro og en glæde som hun ikke havde kendt længe. Hun var jublende lykkelig. Hun kunne igen lege med sine børn, angsten var forsvundet og psykologen havde undskyldt overfor hende at man havde tolket hendes angst som en regulær sygdom og ikke som en følge af en underbehandlet astma. Da hun vågnede en morgen efter en hel nats søvn uden at have været vågen undervejs, troede hun ikke det kunne være rigtigt. Lungefunktionen var steget drastisk, 110 % var den nu, mere end en halv liter luft havde hun lagt til. Irritationen i luftvejene var også væk.

Britta er nu i gang med allergivaccination. Hun er startet med græsvaccine, men muligt at hun også lægger husstøvmidevaccinen til senere. Dog valgte hun græs, idet hendes somre plejer at være ret svære at komme igennem, og økonomien skal også kunne bære to vaccinationer.

Britta er atter i arbejde. Efter måneders sygemelding er hun fuldt tilbage i jobbet, som hun elsker. Hun er vendt tilbage til et normalt liv.

Britta er blot én af mange. Det behøver ikke være meget kompliceret, men har man ikke tiden, ressourcerne eller fagligheden til at kunne finde den rette behandling, så hjælper det ikke ret meget og vi får flere af Brittas slags. Det koster kassen i kommunernes dagpengeudgifter. Vi må satse på at have et sammenhængende sundhedsvæsen, hvor både primær- og sekundærsektoren er medspillere, men også hvor kommunerne har en meget aktiv rolle. Sammen kan vi gøre det bedre.

Politikerne, de sundhedsprofessionelle og danskerne skal forstå at lungesygdom kan være en kompleks sygdom der kræver specialistbehandling. Og at specialistbehandling skal iværksættes langt tidligere end den bliver i dag.

Den dag vi når dertil, så giver det resultater. Så hvad venter vi på? Lad os komme i gang.

Lad os nu samle ind til Annis astma

Nu skal vi så til det igen – at samle ind til cancer. Jeg siger ikke at det er unødvendigt, men med Kræftens Bekæmpelses formue på omkring de 1,4 milliarder kroner, så synes jeg, at det er helt utroligt at INGEN synes der skal samles penge ind til andre sygdomsramte. Kræftens Bekæmpelse har ca. 430.000 medlemmer, Lungeforeningen har ca. 18.000. Der er ca. 35.000 nye kræfttilfælde årligt og ca. 15.500 kræftdødsfald. Vi ved at ca. 267.000 danskere lever med en kræftdiagnose. Men sammenlignet med lungesygdom, så er der altså næsten 800.000 danskere der har enten astma eller KOL, alene af KOL dør der 5.500 danskere hvert år. Disse danskere har gennemlevet måske 10-15 år i helvede med svær åndenød, mange forværringer og mange hospitalsindlæggelser. Hvad koster det samfundet i tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til medicin etc. Og så er der oven i købet nu en debat om hvorvidt man skal fjerne tilskuddet til noget af den medicin vi bruger allermest til KOL-patienterne. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Hertil kommer så de næsten 300.000 danskere der har astma. De har oftest været igennem en labyrint af forskellige undersøgelser og behandlinger. Blodprøver, røntgenundersøgelser, flere antibiotikakure, desværre er der sjældent lavet lungefunktionsundersøgelser og ofte går de med uforrettet sag. Alene i Horsens Kommune bruges i omegnen af 14 millioner kroner til astmasyge. Et helt unødvendigt højt beløb.

Anni er 49 år. Hun er dagplejemor og har et godt immunforsvar. Bliver aldrig syg når hendes dagplejebørn er syge, så hun er ikke en person der er ramt af hyppige forkølelser eller andre virus. Forældrene er døde af lungesygdom for en del år siden. De havde en fugleforretning, og det er almindelig opfattelse at deres lungesygdom skyldtes deres arbejde. Men Anni har ikke arbejdet i forretningen, og alligevel har hun igennem flere år haft tendens til at få en voldsom hoste der kom og gik. Så hun har ikke søgt læge før nu, for hun vidste, at var hun blot tålmodig, så forsvandt hendes hoste igen efter nogle uger. Men ikke denne gang.

Anni sad i stolen overfor mig og så voldsomt træt ud. Og hun havde mange smerter i venstre side af brystkassen. Hun sov ikke ret godt om natten. Vågnede ofte med pibende og hvæsende vejrtrækning, og hendes hosteture, som snildt kunne vare en times tid tog fuldstændig magten fra hende. Hun følte ofte at hendes luftveje snørede sig sammen, og hun kunne godt blive bange for denne lufthunger. For et par dage siden gav det et voldsomt knæk i venstre side under én af hendes mange hosteanfald, og hun havde haft rigtig svært ved at bevæge sig efter dette. Samtidig kunne hun mærke en skuren og brasen i et ribben. Hun havde brækket et ribben af et af de voldsomme hosteanfald.

Hun havde efterhånden konsulteret sin læge en del gange. Der var taget røntgenbillede (før ribbenet brækkede), det så fint ud. Der var taget blodprøver en del gange. Intet iøjnefaldende var der blevet sagt, men en undertype af de hvide blodlegemer, eosinofilocytter, var forhøjet ved flere målinger kunne vi se, da vi sammen var inde og kigge på blodprøvesvarene. En forhøjelse vi kunne følge mange måneder tilbage, men som ingen havde taget notits af. Samtidig var hendes leddegigt begyndt at genere hende, for man turde ikke give hende den nødvendige medicin for gigten, idet man troede hun havde en kronisk lungeinfektion, og gigtmedicinen må ikke gives ved infektion.

Og alligevel sad Anni i stolen og smilede til mig. Fyldt med positivitet og glæde for tilværelsen. Jeg kunne godt mærke det brækkede ribben, man kunne skubbe enderne fra hinanden og mærke hvordan det skurede når det skete. Vi målte lungefunktionen, den lå på 79 %. Ikke ringe når man har været ryger i 30 år. Heldigvis ex-ryger siden 2009. Men Anni havde ikke fået målt sin lungefunktion før, så ingen kendte hendes normale leje. Anni fik luftvejsudvidende medicin og herefter kunne hun puste 91 %. Hun steg 16 % i lungefunktion. Vi målte irritationen, som de forhøjede eosinofilocytter kan give, i udåndingsluften, den var 145 hvilket er svært forhøjet. Normalt er den ikke over 25.

Anni blev sat i behandling for hendes astma. Hun fik inhalationsmedicin med binyrebarkhormon, hvilket er en nødvendighed for at styre hendes astma, og sikre at den ikke udvikler sig og giver hende en endnu mere nedsat lungefunktion, som ikke igen vil kunne normaliseres. Og hun kom til kontrol efter en måned.

Og ind ad døren trådte Anni. Ægtefællen var med hende denne gang og begge var mere end glade. De var jublende af glæde. Allerede kort tid efter at Anni var begyndt på medicinen forsvandt Annis hoste. Det samme gjorde den pibende og hvæsende vejrtrækning, som ikke kun havde holdt Anni vågen om natten. Også ægtefællen kunne berette om de mange vågne nætter og de mange bekymringer for hvad der var galt med Anni.

Målingerne var særdeles flotte, irritationen i luftvejene ikke helt væk, den var på 52. Så vi besluttede at Anni skulle komme til kontrol en sidste gang. Det gjorde hun efter 2 måneder, og her kunne vi konstatere at irritationen i luftvejene nu var helt væk. 26 sagde tallet. Og Anni havde en lungefunktion på nu 115 %. Hun var steget 47 % siden jeg så hende første gang.

Det tog 20 minutter at diagnosticere Annis astma, og 2 måneder at behandle astmaen. Kiggede man på forløbet hun havde været igennem forud, så gik der ca. 1,5 år med blodprøver, røntgenundersøgelser og flere skrappe antibiotikakure.

Astma er en kronisk sygdom. Den forsvinder ikke igen, men vil kræve livslang behandling. Til gengæld kan Anni så gå igennem resten af livet med en helt normal lungefunktion, i hendes tilfælde endda 115 %, og hun skal ikke igen ligge vågen om natten og hoste sig til et brækket ribben.

Så lad os nu komme i gang med indsamlingen til de mange, mange danskere med lungesygdomme. De fortjener det lige så meget som de kræftsyge. Jeg skal være den første til at melde mig som indsamler. Jeg vil gå fra dør til dør og bede om bidrag. Uanset vejret.

Lad os få fokus på de lungesyge, og den nedsatte livskvalitet som disse patienter har. Lad os sikre at de lungesyges vej igennem systemet ikke skal tage adskillige år før de får den rette behandling. Og lad os sikre, at de lungesyge bliver undersøgt og behandlet af de rette fagpersoner. Astma er kun en simpel sygdom, hvis man ved hvordan man skal håndtere den. Lad os sikre at de lungesyge ses af de lungespecialister der ved hvordan det skal håndteres. Politikerne kan da ikke blive ved med at overse dette.

For der er så mange Anni’er derude. Ca. 300.000