Aktiv dødshjælp er ikke vejen frem

 

”Jeg bliver kvalt” svarede Mathilde Gersby, da journalisten spurgte hende hvordan hendes død ville blive. Udsendelsen som blev sendt i efterårsferien var sober og beskrev særdeles godt de svære symptomer en patient med terminal lungesygdom har, og den beskrev angsten. Angsten for det ukendte, angsten for når den invaliderende åndenød bliver værre, angsten for uværdighed i den sidste fase af et, i dette tilfælde, alt for kort et liv. Og som blev sendt mens debatten om hvorvidt vi i Danmark skal have aktiv dødshjælp eller ej var på sit højeste.

Samtidig kom flere og flere beretninger, om hvordan svært syges død havde været, frem. Blandt andet en oplevelse fra København, tror jeg det var, hvor en datter beskrev de sidste dage i moderens liv. Moderen havde en kræftsygdom, hun ønskede at dø hjemme, var desværre plaget af noget der blev beskrevet som et smertehelvede. Det palliative team var inde over, men fra fredag eftermiddag til mandag morgen er der ingen muligheder for kontakt til teamet, og det var her moderen blev ramt af flere smerter, der ikke kunne behandles effektivt.

Begge historier gjorde dybt indtryk på mig. Jeg blev så uendeligt ked af at høre om dette. Og jeg blev så uendeligt ked af at høre, at det er sådanne betingelser man giver terminalt syge i dagens Danmark. Vi bliver efterhånden bedre og bedre til at behandle, og vi bliver så gode til det, at vi glemmer vi alle skal herfra en dag. Og når vi bliver bedre og bedre til at behandle, så bør vi også blive bedre til at hjælpe patienter der har det svært i den sidste fase af deres liv. For vi har så gode muligheder for at hjælpe med smerter, angst, åndenød, at vi sagtens kan gøre det skånsomt. Skånsomt for patienten, og skånsomt for de pårørende – så de sidste billeder man har i hovedet ikke er billeder af en der kæmper, er urolig, er bange. Men af en eller anden grund, så tør vi ikke. Vi går udenom, taler ikke med patienten på et tidspunkt i deres liv, hvor de endnu ikke kun har kort tid tilbage. Vi laver ikke aftaler med dem, som bliver nedfældet i journalen, vi fortæller ikke om mulighederne. Så vi lader angsten stå og dirre uforløst i luften. Og når tiden kommer, så er det måske ofte en unge reservelæge, der pludselig skal tage de beslutninger, som burde været kommet fra speciallægen langt tidligere. Og planer, som også kan iværksættes hen over en weekend, hvis ikke det man gjorde i onsdags virker længere. Hvis plan A ikke virker så har vi plan B, C, D…

Mathilde Gersby var svært lungesyg, havde været igennem flere lungetransplantationer, og var nået til sidste fase af hendes liv. Og hun var bange for kvælningsdøden. Det er forfærdeligt at leve med denne angst, hver eneste dag. Og vi ved at vi kommer alt for sent i gang med at lave aftaler med de kronisk syge. Aftalerne skal laves mens de slet ikke er i den fase, man skal fortælle hvilke gode behandlingsmuligheder der er i dag, så angsten kan minimeres mest muligt og ikke fylde så meget i alles bevidsthed. Så man ikke behøver at tænke på aktiv dødshjælp og tage til Schweiz for at dø, som den eneste mulighed for at få hjælp i den sidste tid.

Og i debatten med f.eks. aktiv dødshjælp, så går man nu ind og taler for at dette skal være en mulighed. Og man taler om at der er for få ressourcer og der skal flere i vagt, det palliative team skal kunne træffes døgnet rundt. Jeg ser hverken aktiv dødshjælp eller flere vagthold, som noget der løser denne udfordring. For hvis man ikke laver plan B og C, hvis ikke plan A virker, så hjælper det heller ikke at man kan ringe til nogen i en weekend. Det her handler om faglighed!! Hvornår er der nogen der tør tage den op og italesætte den udfordring?

Hvis jeg havde været Mathilde Gersbys læge, så ville jeg meget tidligt i forløbet have taget en samtale med hende og ægtefællen. Ville have fortalt at jeg nok skulle være der for at hjælpe hvis dette behov opstod. Ville have fortalt om mulighederne for at lindre åndenød, angst, smerter. Og planen skulle have været nedfældet i journalen, så andre også kunne følge den, også plan B og C…, i tilfælde af at jeg måske havde været på ferie, eller blot ikke været til stede når behovet opstod. Så ville aktiv dødshjælp aldrig være kommet på tale.

”Jamen, er det i virkeligheden ikke aktiv dødshjælp, du giver?”, ville nogen spørge. Nej, ville jeg svare, når jeg ikke kan helbrede, så kan jeg lindre, og det er også behandling af patienten. Patienten ville dø alligevel, men jeg fjerner angsten, åndenøden, smerterne, så patienten kan slappe af og tilbringe de sidste dage eller timer med familien omkring sig, uden at kæmpe for at komme ud af sengen, uden at være svedende, bange og utryg. Jeg ville kunne give dem en værdig død. Døden ville komme til dem alligevel. Det er sygdommen der bestemmer hvornår døden indtræder, ikke mig, eller den medicin jeg giver.

Så jeg spørger nu: Hvornår er der nogen, der tager kampen op mod den faglighed, der i disse tilfælde ikke er tilstrækkelig stor?

Hvornår bliver det lige så naturligt at tage samtaler om hvordan vi kan lindre i den sidste tid, og ikke kun tage samtaler om hvordan vi kan behandle patienter, så de bliver mindre syge?

Som læger og sundhedsprofessionelle må vi snart indse at vores vigtigste opgave ved denne patientkategori er, at vi skal forlænge livet, ikke trække døden i langdrag.

En tanke om “Aktiv dødshjælp er ikke vejen frem”

  1. Hej Tina.
    Igen et utroligt stærkt indlæg, jeg fuldt ud giver min tilslutning til. Efter min sidste indlæggelse har jeg tabt meget for behandling på sygehuset. Jeg er ikke tryg mere, og det har jeg det selvfølgelig ikke godt med.
    Selvfølgelig tænker jeg da også på, det en dag er slut, og hvordan ender det? Efter at have hørt andre fortælle om oplevelser på HS sygehus, nærer jeg ikke stor tiltro til, at jeg kan få den ro, smertedækning og andet, du skriver om. Men hvem skal råbes op, for at det nuværende system bliver ændret? Der bliver jo skåret ned på alt inden for det sundhedsmæssige, så min tiltro til, det kan blive bedre for terminal patienter, ligger på et meget lille sted.
    Tina, vi vil alle have dig som læge, så er trygheden stor.
    Bare lige en lille strøtanke/kommentar.
    Kh Mona.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *