Lad os nu samle ind til Annis astma

Nu skal vi så til det igen – at samle ind til cancer. Jeg siger ikke at det er unødvendigt, men med Kræftens Bekæmpelses formue på omkring de 1,4 milliarder kroner, så synes jeg, at det er helt utroligt at INGEN synes der skal samles penge ind til andre sygdomsramte. Kræftens Bekæmpelse har ca. 430.000 medlemmer, Lungeforeningen har ca. 18.000. Der er ca. 35.000 nye kræfttilfælde årligt og ca. 15.500 kræftdødsfald. Vi ved at ca. 267.000 danskere lever med en kræftdiagnose. Men sammenlignet med lungesygdom, så er der altså næsten 800.000 danskere der har enten astma eller KOL, alene af KOL dør der 5.500 danskere hvert år. Disse danskere har gennemlevet måske 10-15 år i helvede med svær åndenød, mange forværringer og mange hospitalsindlæggelser. Hvad koster det samfundet i tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til medicin etc. Og så er der oven i købet nu en debat om hvorvidt man skal fjerne tilskuddet til noget af den medicin vi bruger allermest til KOL-patienterne. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Hertil kommer så de næsten 300.000 danskere der har astma. De har oftest været igennem en labyrint af forskellige undersøgelser og behandlinger. Blodprøver, røntgenundersøgelser, flere antibiotikakure, desværre er der sjældent lavet lungefunktionsundersøgelser og ofte går de med uforrettet sag. Alene i Horsens Kommune bruges i omegnen af 14 millioner kroner til astmasyge. Et helt unødvendigt højt beløb.

Anni er 49 år. Hun er dagplejemor og har et godt immunforsvar. Bliver aldrig syg når hendes dagplejebørn er syge, så hun er ikke en person der er ramt af hyppige forkølelser eller andre virus. Forældrene er døde af lungesygdom for en del år siden. De havde en fugleforretning, og det er almindelig opfattelse at deres lungesygdom skyldtes deres arbejde. Men Anni har ikke arbejdet i forretningen, og alligevel har hun igennem flere år haft tendens til at få en voldsom hoste der kom og gik. Så hun har ikke søgt læge før nu, for hun vidste, at var hun blot tålmodig, så forsvandt hendes hoste igen efter nogle uger. Men ikke denne gang.

Anni sad i stolen overfor mig og så voldsomt træt ud. Og hun havde mange smerter i venstre side af brystkassen. Hun sov ikke ret godt om natten. Vågnede ofte med pibende og hvæsende vejrtrækning, og hendes hosteture, som snildt kunne vare en times tid tog fuldstændig magten fra hende. Hun følte ofte at hendes luftveje snørede sig sammen, og hun kunne godt blive bange for denne lufthunger. For et par dage siden gav det et voldsomt knæk i venstre side under én af hendes mange hosteanfald, og hun havde haft rigtig svært ved at bevæge sig efter dette. Samtidig kunne hun mærke en skuren og brasen i et ribben. Hun havde brækket et ribben af et af de voldsomme hosteanfald.

Hun havde efterhånden konsulteret sin læge en del gange. Der var taget røntgenbillede (før ribbenet brækkede), det så fint ud. Der var taget blodprøver en del gange. Intet iøjnefaldende var der blevet sagt, men en undertype af de hvide blodlegemer, eosinofilocytter, var forhøjet ved flere målinger kunne vi se, da vi sammen var inde og kigge på blodprøvesvarene. En forhøjelse vi kunne følge mange måneder tilbage, men som ingen havde taget notits af. Samtidig var hendes leddegigt begyndt at genere hende, for man turde ikke give hende den nødvendige medicin for gigten, idet man troede hun havde en kronisk lungeinfektion, og gigtmedicinen må ikke gives ved infektion.

Og alligevel sad Anni i stolen og smilede til mig. Fyldt med positivitet og glæde for tilværelsen. Jeg kunne godt mærke det brækkede ribben, man kunne skubbe enderne fra hinanden og mærke hvordan det skurede når det skete. Vi målte lungefunktionen, den lå på 79 %. Ikke ringe når man har været ryger i 30 år. Heldigvis ex-ryger siden 2009. Men Anni havde ikke fået målt sin lungefunktion før, så ingen kendte hendes normale leje. Anni fik luftvejsudvidende medicin og herefter kunne hun puste 91 %. Hun steg 16 % i lungefunktion. Vi målte irritationen, som de forhøjede eosinofilocytter kan give, i udåndingsluften, den var 145 hvilket er svært forhøjet. Normalt er den ikke over 25.

Anni blev sat i behandling for hendes astma. Hun fik inhalationsmedicin med binyrebarkhormon, hvilket er en nødvendighed for at styre hendes astma, og sikre at den ikke udvikler sig og giver hende en endnu mere nedsat lungefunktion, som ikke igen vil kunne normaliseres. Og hun kom til kontrol efter en måned.

Og ind ad døren trådte Anni. Ægtefællen var med hende denne gang og begge var mere end glade. De var jublende af glæde. Allerede kort tid efter at Anni var begyndt på medicinen forsvandt Annis hoste. Det samme gjorde den pibende og hvæsende vejrtrækning, som ikke kun havde holdt Anni vågen om natten. Også ægtefællen kunne berette om de mange vågne nætter og de mange bekymringer for hvad der var galt med Anni.

Målingerne var særdeles flotte, irritationen i luftvejene ikke helt væk, den var på 52. Så vi besluttede at Anni skulle komme til kontrol en sidste gang. Det gjorde hun efter 2 måneder, og her kunne vi konstatere at irritationen i luftvejene nu var helt væk. 26 sagde tallet. Og Anni havde en lungefunktion på nu 115 %. Hun var steget 47 % siden jeg så hende første gang.

Det tog 20 minutter at diagnosticere Annis astma, og 2 måneder at behandle astmaen. Kiggede man på forløbet hun havde været igennem forud, så gik der ca. 1,5 år med blodprøver, røntgenundersøgelser og flere skrappe antibiotikakure.

Astma er en kronisk sygdom. Den forsvinder ikke igen, men vil kræve livslang behandling. Til gengæld kan Anni så gå igennem resten af livet med en helt normal lungefunktion, i hendes tilfælde endda 115 %, og hun skal ikke igen ligge vågen om natten og hoste sig til et brækket ribben.

Så lad os nu komme i gang med indsamlingen til de mange, mange danskere med lungesygdomme. De fortjener det lige så meget som de kræftsyge. Jeg skal være den første til at melde mig som indsamler. Jeg vil gå fra dør til dør og bede om bidrag. Uanset vejret.

Lad os få fokus på de lungesyge, og den nedsatte livskvalitet som disse patienter har. Lad os sikre at de lungesyges vej igennem systemet ikke skal tage adskillige år før de får den rette behandling. Og lad os sikre, at de lungesyge bliver undersøgt og behandlet af de rette fagpersoner. Astma er kun en simpel sygdom, hvis man ved hvordan man skal håndtere den. Lad os sikre at de lungesyge ses af de lungespecialister der ved hvordan det skal håndteres. Politikerne kan da ikke blive ved med at overse dette.

For der er så mange Anni’er derude. Ca. 300.000

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *