Allergien har ramt danskerne

De er overalt lige for tiden. Annoncerne. Om de tabletter som vil kunne hjælpe med allergien. Det er i hvert fald det der står i annoncerne. Problemet er bare, at det ofte ikke er tilstrækkeligt at få denne behandling alene. Ofte har allergikeren været en tur på apoteket og blevet udstyret med også næsespray og øjendråber, og alligevel kan sommeren være svær at komme igennem. For meget ofte accepterer allergikerne, at de har mange symptomer i sæsonen, nogle rejser på ferie i deres værste periode for at slippe for de allerværste gener. Og det er bekymrende at disse stakkels patienter ikke får bedre rådgivning. Apoteket er IKKE læger, de bør ikke sætte patienter i behandling uden at en allergikyndig speciallæge har foretaget en grundig diagnostik og efterfølgende ordineret en tilstrækkelig behandling.

 

Det var netop tilfældet for Bjarne. Han havde haft sin græsallergi siden han var teenager. Hvert eneste år havde Bjarne gruet for sæsonen og håbet på at den ikke blev alt for sommerlig. For solskin og sparsom regn var altid det der sendte pollentallet til skyhøje værdier, og det var ensbetydende med at Bjarne måtte opholde sig inden døre og vente på at sommeren gik på hæld.

 

Da han blev voksen og fik uddannelse og job, havde han altid sørget for at få ferie i græspollensæsonen. Så gik turen nemlig sydpå, hvor sæsonen som regel var overstået når han nåede frem. Han havde heller ikke tal på de forskellige slags tabletter, næsespray og øjendråber han havde prøvet igennem årene.

Da han sad i stolen var han rødøjet, næsen var stoppet, nyseanfald var blevet dagligt kost, men han syntes egentlig ikke det var så galt, for det var han jo vant til. Nej, det der generede ham nu var, at han var begyndt at hoste så meget i sæsonen. Han vågnede ofte om natten med fornemmelsen af at have en mursten liggende på brystkassen, og han måtte ofte sidde op for at få luft. Det var som regel svundet efter nogle uger (= når græspollensæsonen var overstået, eller han kom frem til feriedestinationen sydpå). Men det gentog sig næste sæson, og nu var han også begyndt at få disse symptomer udenfor pollensæsonen. Derfor sad han der.

 

Undersøgelserne afslørede ikke overraskende en ret udtalt græspollenallergi. Men også at Bjarne havde udviklet astma. Uden tvivl på grund af hans allergi. Hans lungefunktion lå faretruende lavt for en mand der var fysisk meget aktiv, dyrkede sport og aldrig havde røget tobak. 57 % var tallet.

Hver eneste gang bliver jeg ked af det på patienternes vegne. Ked af at de ikke får tilstrækkelig med hjælp, fordi de ikke tror der kan gøres andet end de råd de får fra Apotekerne og fra annoncerne. Ked af at tilstanden udvikler sig til astma, noget vi ser ved 30-40 % af vores allergikere. Og da vi har ca. 1.000.000 danskere med allergi, ja så er der rigtig mange der har astma også.

 

Behandlingsmulighederne er mange, og de er gode. Med en god behandlingsplan, lagt af en specialist, kan disse patienter få en mere end tålelig tilværelse. De kan også nyde sommeren – udenfor! Og de kan måske undgå at udvikle astma. En kronisk sygdom, som vil følge dem livslangt, og som ikke igen vil forvinde, men kræve livslang forebyggende behandling. Og man kan få den rette rådgivning om eventuel allergivaccination, som hjælper 80 % af de vaccinerede.

 

Bjarne blev sat i behandling igennem sæsonen, både for hans allergi og for hans astma. Og han fik et markant ændret liv. Han kunne genoptage sin fodbold med gutterne fra arbejdet, han kunne løbe sine ture om morgenen før familien var stået op, og han var ikke længere så træt, at han var nødt til at sove en time om eftermiddagen efter endt arbejde, for bare at kunne være lidt sammen med familien om aftenen. Og efter sommerferien fik vi sat ham i gang med vaccination mod hans allergi.

 

Bjarne har fået et helt ændret liv, efter at have gennemført 3 års allergivaccination. Han mærker i dag meget lidt til sin allergi, ofte kan han klare det med en enkelt høfebertablet, når pollentallene er høje, og det fjerner hans symptomer effektivt. Som regel kommer han igennem græspollensæsonen med et forbrug af høfebertabletter der er højst 10.

Men astmaen, den vil være der resten af hans dage. Lungefunktionen er øget flot på behandlingen, han har nu en lungefunktion der ligger stabilt på 95 %.

 

Så kære allergikere, hvis I vedbliver at have symptomer trods behandling med høfebertabletter, næsespray og øjendråber, eller bare har vedblivende symptomer, så tal med jeres læge om ikke det er tid til en henvisning til en speciallæge, der kan hjælpe jer med en mere effektiv behandling. For der er SÅ meget man kan gøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *