Allergien har ramt danskerne

De er overalt lige for tiden. Annoncerne. Om de tabletter som vil kunne hjælpe med allergien. Det er i hvert fald det der står i annoncerne. Problemet er bare, at det ofte ikke er tilstrækkeligt at få denne behandling alene. Ofte har allergikeren været en tur på apoteket og blevet udstyret med også næsespray og øjendråber, og alligevel kan sommeren være svær at komme igennem. For meget ofte accepterer allergikerne, at de har mange symptomer i sæsonen, nogle rejser på ferie i deres værste periode for at slippe for de allerværste gener. Og det er bekymrende at disse stakkels patienter ikke får bedre rådgivning. Apoteket er IKKE læger, de bør ikke sætte patienter i behandling uden at en allergikyndig speciallæge har foretaget en grundig diagnostik og efterfølgende ordineret en tilstrækkelig behandling.

 

Det var netop tilfældet for Bjarne. Han havde haft sin græsallergi siden han var teenager. Hvert eneste år havde Bjarne gruet for sæsonen og håbet på at den ikke blev alt for sommerlig. For solskin og sparsom regn var altid det der sendte pollentallet til skyhøje værdier, og det var ensbetydende med at Bjarne måtte opholde sig inden døre og vente på at sommeren gik på hæld.

 

Da han blev voksen og fik uddannelse og job, havde han altid sørget for at få ferie i græspollensæsonen. Så gik turen nemlig sydpå, hvor sæsonen som regel var overstået når han nåede frem. Han havde heller ikke tal på de forskellige slags tabletter, næsespray og øjendråber han havde prøvet igennem årene.

Da han sad i stolen var han rødøjet, næsen var stoppet, nyseanfald var blevet dagligt kost, men han syntes egentlig ikke det var så galt, for det var han jo vant til. Nej, det der generede ham nu var, at han var begyndt at hoste så meget i sæsonen. Han vågnede ofte om natten med fornemmelsen af at have en mursten liggende på brystkassen, og han måtte ofte sidde op for at få luft. Det var som regel svundet efter nogle uger (= når græspollensæsonen var overstået, eller han kom frem til feriedestinationen sydpå). Men det gentog sig næste sæson, og nu var han også begyndt at få disse symptomer udenfor pollensæsonen. Derfor sad han der.

 

Undersøgelserne afslørede ikke overraskende en ret udtalt græspollenallergi. Men også at Bjarne havde udviklet astma. Uden tvivl på grund af hans allergi. Hans lungefunktion lå faretruende lavt for en mand der var fysisk meget aktiv, dyrkede sport og aldrig havde røget tobak. 57 % var tallet.

Hver eneste gang bliver jeg ked af det på patienternes vegne. Ked af at de ikke får tilstrækkelig med hjælp, fordi de ikke tror der kan gøres andet end de råd de får fra Apotekerne og fra annoncerne. Ked af at tilstanden udvikler sig til astma, noget vi ser ved 30-40 % af vores allergikere. Og da vi har ca. 1.000.000 danskere med allergi, ja så er der rigtig mange der har astma også.

 

Behandlingsmulighederne er mange, og de er gode. Med en god behandlingsplan, lagt af en specialist, kan disse patienter få en mere end tålelig tilværelse. De kan også nyde sommeren – udenfor! Og de kan måske undgå at udvikle astma. En kronisk sygdom, som vil følge dem livslangt, og som ikke igen vil forvinde, men kræve livslang forebyggende behandling. Og man kan få den rette rådgivning om eventuel allergivaccination, som hjælper 80 % af de vaccinerede.

 

Bjarne blev sat i behandling igennem sæsonen, både for hans allergi og for hans astma. Og han fik et markant ændret liv. Han kunne genoptage sin fodbold med gutterne fra arbejdet, han kunne løbe sine ture om morgenen før familien var stået op, og han var ikke længere så træt, at han var nødt til at sove en time om eftermiddagen efter endt arbejde, for bare at kunne være lidt sammen med familien om aftenen. Og efter sommerferien fik vi sat ham i gang med vaccination mod hans allergi.

 

Bjarne har fået et helt ændret liv, efter at have gennemført 3 års allergivaccination. Han mærker i dag meget lidt til sin allergi, ofte kan han klare det med en enkelt høfebertablet, når pollentallene er høje, og det fjerner hans symptomer effektivt. Som regel kommer han igennem græspollensæsonen med et forbrug af høfebertabletter der er højst 10.

Men astmaen, den vil være der resten af hans dage. Lungefunktionen er øget flot på behandlingen, han har nu en lungefunktion der ligger stabilt på 95 %.

 

Så kære allergikere, hvis I vedbliver at have symptomer trods behandling med høfebertabletter, næsespray og øjendråber, eller bare har vedblivende symptomer, så tal med jeres læge om ikke det er tid til en henvisning til en speciallæge, der kan hjælpe jer med en mere effektiv behandling. For der er SÅ meget man kan gøre.

Psykologbehandling hjælper ikke på astma

Der er for tiden en vældig debat i medierne efter at kronprinsessens personlige fødselslæge har sagt sit job op pga de massive besparelser der rammer sundhedsvæsenet. Det er ikke et nyt problem, men det giver genklang, når det kommer fra en prominent. Jeg er som sådan fuldstændig ligeglad med hvor det kommer fra, bare det får politikerne til at gøre noget ved det.

Jeg tror ikke at denne udfordring løses alene ved at tilføre sygehusvæsenet flere penge. Jeg tror det kræver en større indsats, hvor hele sygehusvæsenet kigges efter i sømmene, og hvor man erkender at alle sektorerne har en vigtig plads i opsporingen, udredningen og behandlingen af syge danskere. Og hvor man tager fat på fagligheden. For den halter gevaldigt mange steder, i alle sektorer.

Britta er en fantastisk kvinde, midt i 30’erne. Hun er en af den slags personligheder, der har en enorm appetit på livet, glæden stråler ud af hende, og hun kan i den grad fylde rummet og smitte alle de tilstedeværende med hendes livsglæde. Man bliver glad af at være sammen med Britta.

Men angsten ramte hende som en kølle i hovedet. Hun fik gevaldige åndenødsanfald, tiltagende i antal, havde været indlagt flere gange igennem de seneste 3 år, ofte var der tale om en-dags indlæggelser, så var hun hjemme igen.

Hendes astma var diagnosticeret for år tilbage, faktisk havde hendes allergi og hendes luftvejsgener været til stede siden hun var 13 år, men først da hun var i 20’erne kom hun i fast behandling. Et rent tilfælde, for hun lånte sin bedstefars blå spray, og kunne pludselig trække vejret frit. Efter et par år med den som eneste medicinering, kom hun endelig i fast behandling.

Britta havde rigtig mange bivirkninger af den medicin hun fik for sin astma, havde prøvet forskellige slags, men det samme skete hver gang. Hendes kortvarige indlæggelser på sygehuset medførte ikke ændringer i medicineringen, for hendes lungefunktion lå pænt, på 90 %. Ingen overvejede, at selve forværringen i sig selv jo betyder, at Britta ikke var velreguleret.

Og da angsten kom til slog den hende fuldstændig omkuld. Hun kunne vågne om natten med en voldsom dødsangst og den medfølgende åndenød tog fuldstændig hendes humør fra hende. Hun blev efterhånden bange for at gå ud, kunne ikke længere passe arbejdet som pædagog og hun blev sygemeldt.

Til behandling af angsten blev hun henvist til psykolog, og efter de første samtaler, som det offentlige betaler, blev hun anbefalet at fortsætte med psykologsamtalerne. Og det gjorde hun, for hendes angst var ikke blevet bedre, snarere tværtimod. Psykologen var også begyndt at tale med Britta om, at samtaler ikke kunne gøre det alene, dertil var hendes angst for invaliderende. Hun skulle se i øjnene, at hun var nødt til at have angstdæmpende medicin.

Heldigvis bad Britta sin læge om at vurdere om ikke der var andre muligheder for at afhjælpe hendes åndenødsanfald end angstdæmpende medicin. Også selv om hendes lungefunktion lå flot, så var Britta begyndt at spekulere på om hendes åndenød kunne have en sammenhæng med hendes astma. Hun genkendte symptomerne fra dengang hun lånte sin bedstefars spray, og lydene der kom fra hendes luftveje var efterhånden ganske mangfoldige.

Så hun sad der i stolen overfor mig. En kvinde der i bund og grund udstrålede glæde, men hvis man kradsede lidt i overfladen, så krakelerede det for hende. For hun kunne heller ikke længere lege med sine børn uden at åndenøden slog hende omkuld. Livskvaliteten var i bund. Lungefunktionen lå på 90 %, umiddelbart jo ikke så ringe, men når man ikke kender patientens bedste, så kan den sagtens være meget nedsat. Irritation var der rigeligt af i lungerne, vi målte en meget forhøjet værdi i udåndingsluften. Allergi var der også. Græs og husstøvmider tegnede sig for den værste del, men også birk, grå bynke, hund og kat.

Britta fik ændret sin behandling for astmaen. Sammen fandt vi frem til den medicin, som hun både kunne tage optimalt, men som hun ikke tidligere havde fået og haft bivirkninger af. Og hun fik en ny tid til opfølgning.

Da Britta 6 uger efter hendes første besøg sad i stolen foran mig udstrålede hun en ro og en glæde som hun ikke havde kendt længe. Hun var jublende lykkelig. Hun kunne igen lege med sine børn, angsten var forsvundet og psykologen havde undskyldt overfor hende at man havde tolket hendes angst som en regulær sygdom og ikke som en følge af en underbehandlet astma. Da hun vågnede en morgen efter en hel nats søvn uden at have været vågen undervejs, troede hun ikke det kunne være rigtigt. Lungefunktionen var steget drastisk, 110 % var den nu, mere end en halv liter luft havde hun lagt til. Irritationen i luftvejene var også væk.

Britta er nu i gang med allergivaccination. Hun er startet med græsvaccine, men muligt at hun også lægger husstøvmidevaccinen til senere. Dog valgte hun græs, idet hendes somre plejer at være ret svære at komme igennem, og økonomien skal også kunne bære to vaccinationer.

Britta er atter i arbejde. Efter måneders sygemelding er hun fuldt tilbage i jobbet, som hun elsker. Hun er vendt tilbage til et normalt liv.

Britta er blot én af mange. Det behøver ikke være meget kompliceret, men har man ikke tiden, ressourcerne eller fagligheden til at kunne finde den rette behandling, så hjælper det ikke ret meget og vi får flere af Brittas slags. Det koster kassen i kommunernes dagpengeudgifter. Vi må satse på at have et sammenhængende sundhedsvæsen, hvor både primær- og sekundærsektoren er medspillere, men også hvor kommunerne har en meget aktiv rolle. Sammen kan vi gøre det bedre.

Politikerne, de sundhedsprofessionelle og danskerne skal forstå at lungesygdom kan være en kompleks sygdom der kræver specialistbehandling. Og at specialistbehandling skal iværksættes langt tidligere end den bliver i dag.

Den dag vi når dertil, så giver det resultater. Så hvad venter vi på? Lad os komme i gang.

Lad os nu samle ind til Annis astma

Nu skal vi så til det igen – at samle ind til cancer. Jeg siger ikke at det er unødvendigt, men med Kræftens Bekæmpelses formue på omkring de 1,4 milliarder kroner, så synes jeg, at det er helt utroligt at INGEN synes der skal samles penge ind til andre sygdomsramte. Kræftens Bekæmpelse har ca. 430.000 medlemmer, Lungeforeningen har ca. 18.000. Der er ca. 35.000 nye kræfttilfælde årligt og ca. 15.500 kræftdødsfald. Vi ved at ca. 267.000 danskere lever med en kræftdiagnose. Men sammenlignet med lungesygdom, så er der altså næsten 800.000 danskere der har enten astma eller KOL, alene af KOL dør der 5.500 danskere hvert år. Disse danskere har gennemlevet måske 10-15 år i helvede med svær åndenød, mange forværringer og mange hospitalsindlæggelser. Hvad koster det samfundet i tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til medicin etc. Og så er der oven i købet nu en debat om hvorvidt man skal fjerne tilskuddet til noget af den medicin vi bruger allermest til KOL-patienterne. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Hertil kommer så de næsten 300.000 danskere der har astma. De har oftest været igennem en labyrint af forskellige undersøgelser og behandlinger. Blodprøver, røntgenundersøgelser, flere antibiotikakure, desværre er der sjældent lavet lungefunktionsundersøgelser og ofte går de med uforrettet sag. Alene i Horsens Kommune bruges i omegnen af 14 millioner kroner til astmasyge. Et helt unødvendigt højt beløb.

Anni er 49 år. Hun er dagplejemor og har et godt immunforsvar. Bliver aldrig syg når hendes dagplejebørn er syge, så hun er ikke en person der er ramt af hyppige forkølelser eller andre virus. Forældrene er døde af lungesygdom for en del år siden. De havde en fugleforretning, og det er almindelig opfattelse at deres lungesygdom skyldtes deres arbejde. Men Anni har ikke arbejdet i forretningen, og alligevel har hun igennem flere år haft tendens til at få en voldsom hoste der kom og gik. Så hun har ikke søgt læge før nu, for hun vidste, at var hun blot tålmodig, så forsvandt hendes hoste igen efter nogle uger. Men ikke denne gang.

Anni sad i stolen overfor mig og så voldsomt træt ud. Og hun havde mange smerter i venstre side af brystkassen. Hun sov ikke ret godt om natten. Vågnede ofte med pibende og hvæsende vejrtrækning, og hendes hosteture, som snildt kunne vare en times tid tog fuldstændig magten fra hende. Hun følte ofte at hendes luftveje snørede sig sammen, og hun kunne godt blive bange for denne lufthunger. For et par dage siden gav det et voldsomt knæk i venstre side under én af hendes mange hosteanfald, og hun havde haft rigtig svært ved at bevæge sig efter dette. Samtidig kunne hun mærke en skuren og brasen i et ribben. Hun havde brækket et ribben af et af de voldsomme hosteanfald.

Hun havde efterhånden konsulteret sin læge en del gange. Der var taget røntgenbillede (før ribbenet brækkede), det så fint ud. Der var taget blodprøver en del gange. Intet iøjnefaldende var der blevet sagt, men en undertype af de hvide blodlegemer, eosinofilocytter, var forhøjet ved flere målinger kunne vi se, da vi sammen var inde og kigge på blodprøvesvarene. En forhøjelse vi kunne følge mange måneder tilbage, men som ingen havde taget notits af. Samtidig var hendes leddegigt begyndt at genere hende, for man turde ikke give hende den nødvendige medicin for gigten, idet man troede hun havde en kronisk lungeinfektion, og gigtmedicinen må ikke gives ved infektion.

Og alligevel sad Anni i stolen og smilede til mig. Fyldt med positivitet og glæde for tilværelsen. Jeg kunne godt mærke det brækkede ribben, man kunne skubbe enderne fra hinanden og mærke hvordan det skurede når det skete. Vi målte lungefunktionen, den lå på 79 %. Ikke ringe når man har været ryger i 30 år. Heldigvis ex-ryger siden 2009. Men Anni havde ikke fået målt sin lungefunktion før, så ingen kendte hendes normale leje. Anni fik luftvejsudvidende medicin og herefter kunne hun puste 91 %. Hun steg 16 % i lungefunktion. Vi målte irritationen, som de forhøjede eosinofilocytter kan give, i udåndingsluften, den var 145 hvilket er svært forhøjet. Normalt er den ikke over 25.

Anni blev sat i behandling for hendes astma. Hun fik inhalationsmedicin med binyrebarkhormon, hvilket er en nødvendighed for at styre hendes astma, og sikre at den ikke udvikler sig og giver hende en endnu mere nedsat lungefunktion, som ikke igen vil kunne normaliseres. Og hun kom til kontrol efter en måned.

Og ind ad døren trådte Anni. Ægtefællen var med hende denne gang og begge var mere end glade. De var jublende af glæde. Allerede kort tid efter at Anni var begyndt på medicinen forsvandt Annis hoste. Det samme gjorde den pibende og hvæsende vejrtrækning, som ikke kun havde holdt Anni vågen om natten. Også ægtefællen kunne berette om de mange vågne nætter og de mange bekymringer for hvad der var galt med Anni.

Målingerne var særdeles flotte, irritationen i luftvejene ikke helt væk, den var på 52. Så vi besluttede at Anni skulle komme til kontrol en sidste gang. Det gjorde hun efter 2 måneder, og her kunne vi konstatere at irritationen i luftvejene nu var helt væk. 26 sagde tallet. Og Anni havde en lungefunktion på nu 115 %. Hun var steget 47 % siden jeg så hende første gang.

Det tog 20 minutter at diagnosticere Annis astma, og 2 måneder at behandle astmaen. Kiggede man på forløbet hun havde været igennem forud, så gik der ca. 1,5 år med blodprøver, røntgenundersøgelser og flere skrappe antibiotikakure.

Astma er en kronisk sygdom. Den forsvinder ikke igen, men vil kræve livslang behandling. Til gengæld kan Anni så gå igennem resten af livet med en helt normal lungefunktion, i hendes tilfælde endda 115 %, og hun skal ikke igen ligge vågen om natten og hoste sig til et brækket ribben.

Så lad os nu komme i gang med indsamlingen til de mange, mange danskere med lungesygdomme. De fortjener det lige så meget som de kræftsyge. Jeg skal være den første til at melde mig som indsamler. Jeg vil gå fra dør til dør og bede om bidrag. Uanset vejret.

Lad os få fokus på de lungesyge, og den nedsatte livskvalitet som disse patienter har. Lad os sikre at de lungesyges vej igennem systemet ikke skal tage adskillige år før de får den rette behandling. Og lad os sikre, at de lungesyge bliver undersøgt og behandlet af de rette fagpersoner. Astma er kun en simpel sygdom, hvis man ved hvordan man skal håndtere den. Lad os sikre at de lungesyge ses af de lungespecialister der ved hvordan det skal håndteres. Politikerne kan da ikke blive ved med at overse dette.

For der er så mange Anni’er derude. Ca. 300.000

Lungesyge skal have en “Lungepakke”, ellers kommer der flere af Jonnas slags

De senere år har budt på mange beregninger over antal speciallæger som man anser for værende nødvendige for at opretholde efterspørgslen. Disse beregninger vil vel aldrig kunne fortælle hele sandheden, for den kender vi næppe. Det vil kræve at man næsten kender diagnoserne på forhånd, hvilket ikke giver mening, idet vi jo først skal have udredt patienten. Det gør også, at mange patienter kan berette om årelange rejser igennem systemet, som måske endelig fører til en diagnose og en korrekt behandling, men som også fører til fejldiagnoser undervejs, tabt arbejdsfortjeneste, ødelagte familier og i sidste instans også pension. Pension som ikke ville være nødvendig, hvis man ikke i sin higen efter at spare penge i sundhedsvæsenet, fik iværksat korrekt udredning af de syge i tide ved de speciallæger der har uddannelsen til at udrede korrekt, og helst i et samarbejde mellem flere specialer, for af og til fejler patienterne mere end én sygdom. Det vil min næste beretning fra det virkelige liv visualisere.

Jonna er i dag 34 år gammel. Hun har altid været sund og rask, i hvert fald indtil for 2 år siden. Får ingen medicin, andet end hvis en halsbetændelse lige meldte sig. Kun indlagt i forbindelse med de 3 fødsler, der alle forløb helt normale og uden komplikationer. Hun har passet sit arbejde som ingeniør med kun meget få sygedage. Og børnenes sygedage har hun løst sammen med ægtefællen, med god hjælp fra bedsteforældre, naboer og venner.

Men for 2 år siden skiftede Jonna arbejde. Hun fik sit drømmejob i en større virksomhed, med ansvar for udvikling af nye produkter. Hun var lykkelig og endnu mere lykkelig da hun sammen med sine kolleger rykkede ind i de nye, istandsatte omgivelser. Alt tegnede lyst. Men kort tid efter at Jonna var startet på arbejde i de nye bygninger blev hun syg. Det blev også 15 andre af hendes kolleger. Forkølelser, snot og hoste. Kollegerne var tilbage på arbejde efter få dages fravær, og deres symptomer forsvandt. Men ikke Jonnas. Jonna blev ved med at hoste, og fik en vedvarende trykkende fornemmelse over begge kæbehuler. Afsted til egen læge, der behandlede først med næsespray, så med antibiotika. Intet hjalp.

Efter nogle måneders ventetid sad Jonna endelig i venteværelset ved øre-næse-halslægen. Så fulgte yderligere nogle måneder med konsultationer, skanning af bihulerne og gentagne antibiotikakure samt næsespray. Men generne var uændrede. Hoste og fornemmelse af tæthed i hovedet. Manglende søvn, fordi hosten hele tiden vækkede hende om natten. Samt vedvarende flåd fra næsen, som gjorde at hun somme tider måtte sidde med vattamponer i næsen, for ellers dryppede det ned på tastaturet på hendes computer. Hendes smags- og lugtesans var forsvundet for længe siden.

Da det hele startede i forbindelse med flytningen til nye lokaler i den virksomhed hun arbejder i, så blev arbejdsmedicinerne involveret. Nu fulgte atter nogle måneder med undersøgelser. Men der kunne ikke findes noget i Jonnas omgivelser på hendes arbejde, som kunne forklare hendes symptomer. Lungefunktionsundersøgelse blev der heldigvis lavet, men den var rigtig flot. 110 %.

Der var nu gået 1 år. Jonna blev mere og mere syg. Hun vågnede om natten med lufthunger, og hun vidste at først hen på de små timer ville det lette så hun atter kunne få lidt søvn. Efterhånden var Jonna ved at være temmelig træt, de 3 børn fik al opmærksomheden, ægtefællen var begyndt at synes at han blev forsømt.

En eftermiddag gik det helt galt. Jonnas luftveje hvæsede og peb, som de havde gjort så mange gange før, men denne gang stoppede det ikke igen. Jonna mærkede for første gang dødsangsten. Angsten for om dette var hendes sidste time, hun følte det som om hun blev kvalt. Så hun tog til sin egen læge, der for første gang målte en lungefunktion på Jonna. Den viste 40 %, men lægen mente ikke den var repræsentativ, fordi hun jo havde det så skidt, og ved arbejdsmedicinerne var den på 110 %. Men lægen indlagde Jonna, for der var ingen tvivl om at Jonna havde det rigtig dårligt.

På sygehuset blev der målt en smule forhøjelse af hendes infektionstal, så man mente det måtte dreje sig om en infektion. Jonna fik besked om at tage antibiotika i en måned. I en måned! Så hun sad der igen, på sengekanten i hjemmet, med dødsangsten hængende på skulderen, ude af stand til at bidrage med noget som helst i hjemmet, som alt sammen derfor afhang af ægtefællen. Stille og roligt fik Jonna det en anelse bedre. Men hosten var der stadig.

Herefter fulgte en langtidssygemelding fra hendes arbejde, en ægtefælle der efterhånden også var ved at være stressramt, men ingen synderlig bedring i Jonnas sygdom. Så et nyt besøg ved lægen, som nu tog allergiprøver på Jonna. De viste positiv reaktion overfor hund. Så Jonna gik hjem og fik familiens hund aflivet.

Og endelig – efter næsten 2 års rejse igennem systemet blev Jonna henvist til en speciallæge i lungemedicin. Der var så bare lige igen 3-4 måneders ventetid, men hun var tålmodig. Og håbede. Håbede at der kunne findes noget. Findes en diagnose, findes en behandling.

Hun sad der i stolen foran mig. Virkede helt enormt træt, bleg, ingen gnist i de smukke mørkebrune øjne. Og hun hostede for hver eneste sætning. Hun virkede nærmest en anelse deprimeret, uden forventning til at jeg skulle kunne ændre hendes situation.

Lungefunktionen var nedsat til 66 %. NO-måling, det er en måling der kan fortælle om der findes irritation i luftvejene – den lå tårnhøjt på over 300. Grænsen for forhøjelse ligger på ca. 20-25. Lungefunktionen steg til 80 % efter luftvejsudvidende medicin. Sammen gennemgik vi alle de tidligere undersøgelser Jonna havde fået lavet. Alle hver især jo rigtig fine undersøgelser, men de skal jo ses i en sammenhæng, og vurderes i en sammenhæng. Jonna har en svær kronisk bihulebetændelse, som ikke har reageret på behandling med gentagne antibiotikakure og langvarig behandling med næsespray med binyrebarkhormon. Og Jonna har astma, nøjagtig som hendes bedstemor havde det. Det var hun ikke blevet spurgt om før, men der var faktisk flere tilfælde i familien. Og da hun blev sat i en måneds behandling med antibiotika, da havde hun en lungefunktion på 40 %. Hun havde et endog meget alvorligt astmaanfald, et anfald man rent faktisk kan dø af.

Jonna er nu sat i behandling for sin astma, og vi har – i et samarbejde med øre-næse-halslægen – fået foretaget en operation for hendes alvorlige bihulebetændelse. For astmaen bliver aldrig velreguleret, hvis ikke bihulebetændelsen bliver behandlet – og bihulebetændelse er en hyppig årsag til hoste. Hun er nu i rigtig god bedring. Har fået gnisten tilbage i de mørkebrune øjne, er i arbejde igen, parforholdet overlevede.

Men tænk hvis egen læge, arbejdsmedicineren, øre-næse-halslægen og lungemedicineren helt fra starten havde samarbejdet. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når der er mellem 3 og 5 måneders ventetid til hvert speciale? Tænk hvis man havde haft anderledes kassetænkning her. Hvis man ikke havde den holdning, at privatpraktiserende speciallæger, dem skal der ikke være flere af. Tænk hvis man havde givet de privatpraktiserende speciallæger med kun deltidsydernumre lov til at få et fuldtidsydernummer. Tænk hvis man lavede samarbejder mellem klinikker, så man kunne få de nødvendige undersøgelser gennemført på kort tid. I Region Midtjylland er der 5 praktiserende speciallæger i lungemedicin. Kun én har et fuldtidsydernummer, to deler et fuldtidsydernummer, to har hver et deltidsydernummer. Til sammenligning er der 30 fuldtidspraksis og 1 deltidspraksis i øre-næse-hals-specialet i Region Midt. I alt er der kun knapt 150 speciallæger i alt i lungemedicin i hele Danmark, mens antallet af speciallæger i øre-næse-halssygdomme ligger på ca. 350. Og der findes ca. 300.000 danskere med astma, og ca. 21.000 med bihulebetændelse årligt. Astma er en kronisk sygdom, bihulebetændelse er i langt de fleste tilfælde en forbigående akut sygdom.

Tænk hvis Jonna i dag havde haft en helt normal lungefunktion på 110 %, for det ved vi at den tidligere har været, og ikke 80 %, som i dag er hendes bedste. Hun har for evigt mistet meget af sin lungefunktion. Og været igennem et 2-årigt langt helvede. Det ene af de 2 år har hun brugt på at vente på at få tid ved den næste speciallæge.

Men vi må være glade for at Jonna overlevede. For rent faktisk har hun været i livsfare flere gange igennem de seneste 2 år. Der ses stadig astmadødsfald i Danmark. Danmark og danskerne har hårdt brug for en ”lungepakke”.

Da Benny blev syg af sit arbejde

Her til morgen gik jeg i gang med at bage boller. Jeg er elendig til at bage boller, de bliver altid som kanonkugler, men øvelse gør mester, og jeg ville gøre endnu et forsøg på at lykkes med det. Vi skal i aften have whist-aften med gode venner, hvor vi altid begynder med en kop kaffe og lidt brød eller boller, så nu måtte det prøves.

Og da slog det mig; jeg havde ingen problemer med at stå med hænderne i mel, hverken med at få eksem, eller at have problemer med vejrtrækningen. Men ikke alle er så heldige. Specielt bagere er udsatte. Jeg har indenfor den seneste tid haft flere bagere i min klinik, som efter årelang beskæftigelse indenfor bagerfaget nu er blevet syge af deres erhverv.

Fælles for dem er, at de har arbejdet mange år i faget, mellem 20 og 40 år. Egentlig havde de godt mærket åndenøden i flere år. I starten var det efter mange timers arbejde i bageriet, efterhånden var der gener dagligt, og til sidst bare de trådte ind i bageriet. Der var god lindring i weekends og ferier, men samtidig var åndenøden ved anstrengelse begyndt at indfinde sig. Så tempoet i dagligdagen og fritiden blev sat derefter.

Benny var lige fyldt 50 år, havde været bager i næsten 30 år. Han var efterhånden meget påvirket af arbejdet i bageriet, fik åndenød bare han gik ind gennem døren til arbejdspladsen, og havde det rigtig svært når han skulle røre dejen i de store maskiner, til trods for at han bar åndedrætsværn. Så han gik til sin læge, der tog sagen meget alvorligt og satte gang i undersøgelserne.

Benny havde haft allergi mod græs siden han var barn. Han havde altid haft det svært i græspollensæsonen, hvor øjnene kløede, blev røde, næsen løb eller var stoppet, og han havde også i pollensæsonen ofte haft svært ved at trække vejret. Han hostede om natten, vågnede af den pibende lyd, der viste sig at komme fra hans luftveje.

Dengang blev der ikke taget så stor notits af det. Man vidste ofte ikke helt hvad det var, og da ”sommerforkølelsen” som regel lettede af sig selv, og hosten også forsvandt igen, – i hvert fald indtil næste sæson – ja, så blev der ikke gjort mere ved det. Først som voksen fik han tilbuddet om allergivaccination mod hans høfeber, det hjalp ham rigtig godt. Men der blev ikke undervejs lavet lungefunktion, noget der ellers er absolut vigtigt og nødvendigt før man påbegynder allergivaccination. Og endnu mere vigtigt, fordi Benny, som så mange andre af hans venner, var blevet ryger. Mindst 10 cigaretter dagligt blev det til. Benny afsluttede sin allergivaccination da han var 25 år og han var meget tilfreds med effekten. Han kunne nu klare sig med blot at tage høfebertabletter enkelte dage i sæsonen.

Men åndenøden, den var der endnu. Og nu ikke længere kun i græspollensæsonen, men hele året. Ofte hostede han gult slim op, og forkølelserne trak ud i ugevis. Da han fyldte 40 år syntes han, at han skulle have et tjek og gik til læge. Og endelig – som 40-årig – fik han foretaget sin første lungefunktion. Den viste en lungekapacitet på 75 %. Ikke helt godt, men heller ikke ringe. ”Du har astma”, sagde lægen, og satte ham i behandling med astmamedicin, og han fik en inhalator indeholdende binyrebarkhormon, og en inhalator indeholdende luftvejsudvidende medicin. Og det tog han så, fuldstændig som foreskrevet. Men behandlingen blev ikke fulgt op, så Benny fik ikke målt sin lungefunktion over de næste år.

Efter 5 års behandling, uden kontrol af om Bennys lungekapacitet var stabil, eller om han tog medicinen rigtigt, så gik han atter til læge. Det var blevet tungere og tungere for ham at gå på arbejde som bager. Han var meget forpustet, arbejdskollegerne prikkede til ham; ”Dårlig kondi”, sagde de. Sikkert korrekt, for Benny dyrkede absolut ikke motion. Det var han stoppet med for mange år siden, for han kunne ikke holde til at løbe efter bolden på fodboldbanen.

Lægen der undersøgte Benny kunne godt se, at det ikke var godt. Lungekapaciteten var nu nede på 55 %. Benny havde efterhånden røget cigaretter i 25 år. Så lægen fortalte Benny, at han nu ikke længere havde astma, men derimod KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom). Hans inhalator med binyrebarkhormon blev fjernet fra hans medicinliste, i stedet fik han KOL-medicin. Og han blev sendt på rehabiliteringskursus i kommunen. Benny var glad for kurset. Han syntes han lærte meget om sin sygdom. Og han fik lagt cigaretterne på hylden. Benny var 45 år på det tidspunkt.

Men åndenøden blev værre og værre. Han slæbte sig afsted på arbejde, havde mange sygedage, for ofte kunne han ikke gå længere end hen til bussen, der skulle bringe ham på arbejde. Og Benny blev fyret. Det forstod han godt, for han havde mange sygedage pga. åndenød, og efterhånden også meget eksem på begge hænder og underarme. Det var specielt slemt, når han arbejdede med rugmel.

Benny gik atter til læge. Lægen tog det alvorligt da han så Benny, for Benny havde ikke været ved sin læge de sidste 5 år. Han havde altid kun fornyet sin recept telefonisk via sekretæren. Lungekapaciteten var nu faldet helt ned til 42 %.

Og endelig blev Benny henvist til specialist i lungesygdomme. Som 50-årig, med en lungekapacitet på 42 %, fyret fra sit arbejde.

Benny har, og har hele tiden haft, astma. Hans lungekapacitet er, på den rette behandling, efterhånden kommet op på 55 %. Højere kan vi ikke forvente den bliver. For dertil har han haft sygdommen i alt for mange år, UDEN den rette behandling. Inhalation med binyrebarkbehandling er et absolut MUST, og må aldrig, aldrig, ALDRIG tages væk. Årsagen til den kronisk nedsatte lungekapacitet, er underbehandlet astma. Cigaretterne har selvfølgelig ikke været gode for Benny, men det har den manglende undersøgelse, kontrol og behandling af hans astma heller ikke. For ikke at tale om hans arbejde. Arbejdet har gjort hans astma virkelig slem.

Ingen ved hvordan det havde set ud, hvis man allerede da Benny blev vaccineret, havde undersøgt hans lungekapacitet, og sat ind med behandling for hans astma. Og man havde haft mulighed for at gribe ind langt tidligere, da Benny begyndte at reagere på hans arbejde som bager. Ligesom man nok havde forhindret hans yderligere forværring, hvis man ikke havde sagt at det var KOL, men havde vidst, at underbehandlet astma kan give irreversibelt nedsat lungekapacitet. Og derfor var fortsat med at behandle med astmamedicin.

For slet ikke at tale om, hvordan det var gået med Benny, hvis man langt tidligere havde henvist til en specialist. Så var Benny formentlig blevet behandlet med korrekt medicin. Han ville fortsat have været på arbejdsmarkedet, formentlig omskolet til et andet fag end bagerfaget. Og han ville ikke være på sygedagpenge. Måske han endda havde spillet fodbold endnu.

Og hvorfor, HVORFOR spørger jeg mig selv. Hvorfor følger man ikke op på inhalationsmedicinsk behandling, på lungekapaciteten med jævnlige kontroller, på patienter med klager over åndenød og allergiske symptomer? HVORFOR?

Man sætter jo heller ikke en diabetespatient i gang med insulin, eller en patient med forhøjet blodtryk i gang med blodtryksregulerende medicin, uden at følge op på det jævnligt.

Astma har desværre ikke den store bevågenhed, det er en kronisk sygdom. Havde Benny haft kræft eller hjertesygdom, så ville historien ovenfor have haft et ganske anderledes forløb.

Men INGEN skal blive så syg af en lungesygdom, som man både kan behandle og forhindre at blive så alvorlig af det arbejde man udfører.

Lad os få fokus på lungesygdomme. Få dem diagnosticeret og behandlet. I tide.

Da Helle fik astma

Patienten, en kvinde på 35 år, her kaldet Helle, var blevet henvist til min klinik. Hoste var hendes problem. Den var startet i efteråret 2014, efter en forkølelse. Som så mange gange før ved forkølelser havde hun hoste og gulligt slim, denne gang var det anderledes. For det var ikke stoppet igen. Hun havde ventet tålmodigt i 3 måneder før hun gik til læge. Det var den tid det normalt tog når hun havde hoste i forbindelse med forkølelser. Hun var ved at være temmelig tyndslidt. Sov ikke om natten, vågnede med hoste og masser af slim, ligesom hun også kunne vågne af den hvæsende, pibende lyd der kom fra hendes luftveje. Og pga ventetid til første konsultation ved mig havde hun yderligere ventet i 10 uger.

Hendes vej igennem systemet havde været lang. Egen læge havde undersøgt hende grundigt. Blodprøver viste ingen tegn på infektion, slimen hun hostede op var blevet undersøgt for bakterier, men der var intet at finde. Røntgenbilledet af brystkassen var normalt. Så hun måtte ruste sig med tålmodighed, som regel går hoste efter en virusinfektion over af sig selv, men det kan tage måneder.

Efter endnu nogle måneder var hun stadig generet af hoste og slim. Hun havde haft mange sygedage fra jobbet, fordi hun simpelthen var så træt at hun ikke kunne hænge sammen. Hun havde desuden tabt sig, 4-5 kg var der røget af sidebenene. Egentlig var hun glad for dette vægttab, for dellen på maven var væk, men vægttabet bekymrede hende alligevel, for hun havde ikke gjort noget for at tabe sig. Havde ikke fulgt en diæt. Og ordet KRÆFT var begyndt at dukke op i hendes tanker.

Egen læge tog straks affære. Langvarig hoste, træthed og vægttab, det er alvorlige faresignaler. Så henvisning til en CT-skanning af lungerne blev sendt afsted. Og nævner man ordet kræftmistanke, ja så bliver skanningen udført med lynets hast. Det blev den også her. Men den var normal.

Der gik atter et par måneder, intet bedredes. Hosten var invaliderende for hende. Hun havde mistet sit job, fordi ingen arbejdsgiver kan være tjent med en kvinde der hoster værre end en storryger i telefonen. Mange af kunderne havde spurgt bekymret til hendes helbred, nogle var såmænd også kommet med stikpiller til, om ikke hun skulle drosle ned på cigaretterne. Men hun havde aldrig røget.

Hun var nu begyndt at få mere og mere åndenød. Hendes højt elskede løbeture, som hun igennem mange år havde nydt, var ikke længere mulige for hende. For i stedet for at løbe de 5 km hun plejede et par gange om ugen, så måtte hun nu stoppe efter mindre end én km. Pga af åndenød og en voldsom trykken i brystkassen.

”Trykken i brystkassen!”, sagde hendes egen læge, ”Jeg sender dig videre til undersøgelse i hjertepakken”. Som sagt, så gjort. Helle hørte meget hurtigt fra hospitalet. Hun skulle møde til udredning. Først til samtale med en sød og dygtig hjertelæge. Der var blevet taget en del blodprøver, kolesteroltallet var lidt forhøjet, EKG var normalt. Der blev lavet EKKO = ultralydsskanning af hjertet, den var også normal. Men trykken i brystkassen ved anstrengelse, forhøjet kolesteroltal, og en historie i familien med en far der var død som 54-årig af hjertestop, det gjorde at hun blev sendt videre i systemet. Kranspulsårerne blev undersøgt, men der var ingen tegn til forkalkning af nogen art. Og da der ikke var tegn til hjertesygdom blev patienten afsluttet fra hjertelægen på hospitalet med besked om at gå til egen læge, igen.

Helle var taknemmelig over ikke at have kræft, ikke at have hjertesygdom, ikke at fejle noget, og hun begyndte at tænke på om det bare var hende der var noget galt med. Hun var begyndt at blive lidt angst for hosteanfaldene. De tog fuldstændig vejret fra hende, kom på de mest ubelejlige tidspunkter, så også socialt var hun begyndt at melde fra. Hun ville ikke være den der altid bare sad og hostede. Egen læge lavede en lungefunktionsundersøgelse på hende. Den var normal. 85 %. Ingen ændring efter luftvejsudvidende medicin. Helle havde ikke fået lavet en sådan siden hun var teenager. Den var lavet ved hendes tidligere læge, og Helle vidste ikke hvad den havde vist.

Og nu blev Helle henvist til mig. Hun stod der i døren og sagde at hun ”havde store forventninger til mig”. Jeg trak vejret dybt og sagde, at det måtte jeg jo se om jeg kunne leve op til. Der var afsat en time til hendes første besøg.

Da jeg spurgte Helle om hun tidligere, evt mens hun var barn eller ung, havde haft lignende problemer svarede hun ”Nej”. Godt nok havde hun i en årrække været i behandling for astma, men hun havde stoppet med behandlingen som teenager, idet hun var symptomfri. Og symptomerne dengang havde været helt anderledes end nu. Hun fortalte at hendes mor ofte havde siddet med hende om natten, hvor hun ikke kunne få luft. Men langvarig hoste og slim havde aldrig været hendes problem, ej heller trykken i brystkassen.

Undersøgelserne viste ingen tegn på allergi, lungefunktionen var ganske rigtigt på 85 %, ændringen efter inhalation med luftvejsudvidende medicin var under grænsen for hvad der viser sikkert tegn på astma. Men NO-målingen, den der viser om man har irritativ betændelse i luftvejene, den var voldsomt forhøjet. En 3-cifret værdi.

Helle blev sat i behandling med fast, forebyggende medicin. Efter tre uger ringede hun til mig og fortalte glad i telefonen, at hendes hoste var bedret væsentligt, slimen meget aftagende, og hun vågnede ikke længere om natten. Hun ville bare fortælle mig det! Efter 6 uger kom hun til kontrol. Hendes NO-måling var mere end halveret, lungefunktionen var på 110 %.  Hosten var helt væk, kun en anelse slim ved anstrengelse, og Helle havde genoptaget sine løbeture uden problem.

Helle havde astma. ASTMA! En sygdom, som man oftest relativt nemt kan behandle, men som i andre tilfælde viser sig på en mere lusket måde. Ingen kan klandre den praktiserende læge for noget. INGEN! Hun havde undersøgt Helle grundigt, derved var mange alvorlige sygdomme blevet udelukket. Lungefunktionsmålingen havde ikke vist noget alarmerende i første omgang. For ingen vidste hvad den tidligere havde ligget på, så patientens normale værdi var ikke kendt. Og der er ikke tid til at gå særlig meget i dybden ved den praktiserende læge. For der sidder 20 andre patienter i venteværelset, som også har problemer der skal håndteres.

Nej, der skal meget mere fokus på hvad vi normalt ligger på i lungefunktion. Få den målt tidligere i livet, og jævnligt. Allerede i skolealderen og op gennem opvækst og voksenalderen. Specielt ved dem der har haft noget tidligere eller som har symptomer. For astma er jo en kronisk sygdom, der ikke forsvinder af sig selv. Nøjagtig som f.eks. diabetes. Man stopper jo heller ikke med insulinen selv om blodsukkeret er normalt. Dette har man taget aktion på i Horsens Kommune. Der starter lige om lidt et projekt, hvor alle elever i udskolingsklasserne vil få foretaget lungefunktionsmåling, hvis de har alarmerende symptomer såsom hoste, åndenød eller langvarige forkølelser. De vil så blive sendt videre til egen læge mhp opfølgning og behandling. Dette vil formentlig på langt sigt kunne spare kommunen for mange sygedagpenge, patienten for tabt arbejdsfortjeneste, og statskassen for mange dyre undersøgelser og måske endda unødvendige undersøgelser i sygehusvæsenet

Og lad være med at lægge alt ud til de praktiserende læger. De er i forvejen pålagt ekstremt mange opgaver, som de skal udføre på kortere og kortere tid. Og de gør et super stykke arbejde. Ros dem for det. Tænk meget mere ind på forebyggende, opsporende arbejde. Giv lov til at de praktiserende læger kan henvise patienter langt tidligere til specialist og få vurderet patienten.  Ikke kun kræft og hjertesygdom er alvorlig. Man kan også dø af astma. Man kan blive invalid, idet lungefunktionen kan blive varigt nedsat hvis ikke man får behandling iværksat tidligt nok. Og man kan miste sit arbejde pga for mange sygedage.

Helle er i dag helt frisk. Hun har ingen symptomer, hun løber igen flere gange ugentligt, hendes lungefunktion er normal. Hun er i arbejde.

Og Helle ved, at hun ALDRIG må stoppe med astma medicinen igen