Sommer, sol og – allergi

Vi er nu godt i gang med sæsonen, sæsonen, hvor rigtig mange danskere dagligt er voldsomt generet af høfeber. Nys, stoppet næse eller næse der løber, røde, kløende øjne, og for mange måske også astmasymptomer. Nogle er endda så hårdt angrebne at de har nærmest influenzalignende symptomer. Og så er der trætheden. Og i disse coronatider bliver man nærmest set på som en omvandrende smittekilde, hvis man får en nysetur midt i Bilka.

Hvis du har nogle af disse symptomer, så gå til din læge. Det er vigtigt at få undersøgt hvad man ikke kan tåle, for så er det meget lettere at håndtere symptomerne, når de rammer. Man bør altid gå i gang i god tid, inden sæsonen starter, med at tage sin medicin, og behandlingen kan været særdeles forskellig fra person til person, så det er oftest ikke godt nok blot at gå på Apoteket og afprøve forskellige slags medicin.

Susanne på 30 år havde haft græspollenallergi efterhånden 20 år. Hun var særdeles generet af det. Øjnene var meget røde, de hævede ofte så meget at øjets bindehinde hang udenfor når øjnene var lukkede. Næsen var konstant stoppet, om natten løb den og hun havde nyseture hvor hun kunne nyse 30 gange i træk. Nogle gange var generne så voldsomme at hun måtte sygemelde sig fra sit arbejde.

Susanne havde flere gange spurgt sin læge om ikke der kunne gøres mere, men svaret var hver gang det samme. Det kunne der ikke, og i øvrigt var der bare tale om en smule allergi, så slemt var det jo heller ikke. Og så fik hun en indsprøjtning med binyrebarkhormon, som jo hjalp godt på symptomerne. Susanne troede at hun blev vaccineret når hun fik denne indsprøjtning. Men nu var Susannes læge gået på pension, og hendes nye læge ville ikke give disse indsprøjtninger. Hendes nye læge sendte i stedet for Susanne afsted til specialisten.

Hun var hårdt angrebet af sin allergi, man kunne undre sig over hvordan hun har kunnet holde dette ud i så mange år. Men hun vidste ikke at det kunne være anderledes.

Den første sæson fik vi sat Susanne i en god og forebyggende behandling. Hun fik 2 slags tabletter, øjendråber og næsespray, altså det man kalder 4-stofsbehandling, hun startede op mere end en måned før forventet sæson, men generne var trods dette ikke tilstrækkeligt behandlede. Så fik hun tablet Prednisolon, som hun kunne tage på de svære allergidage, og da sæsonen var slut fik vi hende sat i regelret vaccinationsbehandling.

Allerede året efter, da græspollensæsonen igen ramte, kunne Susanne mærke betydeligt færre gener end de tidligere år. Det betød, at vi fortsætter med vaccinen i fulde 3 år, og hun klarer sig nu med meget let behandling i forhold til tidligere.

Susanne er vældig glad for sin vaccination mod græs, hun har fået et helt nyt liv. Kan nu være udenfor om sommeren, har stadig brug for at tage noget medicin, men symptomerne holdes helt i ave. Og hun har ikke haft nogen sygedage.

Susanne er et glimrende eksempel på hvordan det ikke behøver at være. Allergi skal tages alvorligt, det kan betyde mange sygedage, det kan betyde udvikling af astma senere i livet, så en livslang kontrol er påkrævet. Specialisterne ved hvilke slags medikamenter der kan bruges og i hvilke kombinationer, og de kan udrede for andre allergier, der også kan betyde noget. For slet ikke at tale om alle krydsallergierne, hvor f.eks. birkepollenallergikere kan have svært ved at spise nødder eller æbler. Her kan specialisten udrede for om det drejer sig om en krydsallergi eller om der er tale om en ægte allergi.

Sommeren behøver ikke at være vanskelig, der kan gøres rigtig meget. Vigtigt er det dog også, at allergikeren accepterer sin sygdom, det er eneste måde man kan styre sin allergi på. Ellers bliver det allergien der styrer allergikeren.

Så kære allergiker, hvis du har symptomer der kunne tyde på allergi, og du ikke kan styre dem på den behandling din læge sætter i værk, så tal med din læge om at få en henvisning til en specialist. Så ser vi sammen på hvad der kan gøres.

Alle allergikere ønskes hermed en rigtig god sommer.

Da Covid 19 kom til Danmark

For et par måneder siden troede jeg ikke på at det ville ske. At vi fik en pandemi. Men jeg, og alle andre må sande, at sådan er det altså. Vi er midt i en anderledes tid – en krisetid. Og vi kan lige så godt vænne os til det, for den fjende der har ramt os, slipper vi ikke af med lige foreløbig. Der vil formentlig gå flere år, før vi igen kan begynde at se på vores land, som værende tilbage til mere ”normale” tilstande. Nemlig når vaccinen er udviklet, og tilpas mange af os har fået den. Vaccinen eller sygdommen.

Vi er alle nervøse, det kan vist ingen sige sig fri for. Det er jeg bestemt også, nervøs for det ukendte, nervøs for om vi selv eller nogen af vore kære bliver ramt. Nervøs for om vi, hvis vi bliver ramt, vil skulle slutte os til statistikken over de døde.

Derfor er vi alle i samme båd, ingen kan melde sig ud af samfundet, vi skal alle indrette vores hverdag så vi kan nedsætte sandsynligheden for smitte. Og hvordan gør vi det? Jo, først og fremmest, så handler smitteinddæmning og hindring af smitteudbredning om at holde afstand. Hold afstand, hvor end du bevæger dig hen. Det være sig i Supermarkedet, hos lægen, i bussen, i skolen og derhjemme. Og det handler om at have en god hygiejne. Vask hænder, og gør det hver gang du har været ude. Og gør ekstra rent. Og gør det til en vane, også bagefter.

Jeg bliver for tiden spurgt af mange af mine lungepatienter, om hvorvidt det er sikkert for dem at gå på arbejde igen, når nu Danmark så småt begynder at lukke op igen. Det kan ingen svare helt korrekt på. Men ud over afstanden og de ovenfor nævnte gode vaner, så betyder det særdeles meget, at man som patient, tager den medicin som er blevet ordineret. For lungesyge gælder det om at tage sin inhalationsmedicin, og tage den hver dag. Og vi ved at rygere vil kunne risikere at blive ramt hårdere end ex- eller aldrigrygerne. Så hvis ikke tiden har været inde til at gennemføre et rygestop før, så gør det nu. For selv om du bliver indendøre de næste uger til måneder, så er Coronavirusset der altså stadig, derude.

Vi har også en stærk formodning om, at er man velbehandlet i sin lungesygdom, dvs, at ens lungefunktion er normal, så vil man ikke være i højere risiko end andre. Så velbehandlede astmatikere, med normal lungefunktion og et fast og dagligt medicinindtag, forventes ikke at være i højere risiko.

Allergikere der er velbehandlede vil heller ikke høre til i risikogruppen. Og igen gælder det om at man tager sin medicin.

Og når du så bevæger dig ud, hvad så? Hold afstand, vask hænder når du atter er hjemme, og hold hænderne væk fra ansigtet. Mange af os har en tendens til at pille os selv i ansigtet, vi tænker ikke over det. Vi stryger håret væk fra ansigtet, klør os i øjnene, klør os ved mundvigene og alt sammen uden at tænke over det. Men tænk over det nu, og hold hænderne væk fra ansigtet.

Når jeg er ude at handle ser jeg mange forskellige scenarier. Det der virker bedst er igen at holde afstand, og holde god hygiejne. Og god hygiejne er ikke at iføre sig gummihandsker, herefter røre ved håndtag, overflader etc, for så at sætte sig ind i bilen og køre hjem, fortsat med handskerne på. Handsker der bruges på denne måde beskytter IKKE mod Coronavirusset, og heller ikke mod andre virus eller bakterier. Det er dine hænder der flytter smitten rundt. Med eller uden handsker. Skab ikke en falsk tryghed.

Vi er nervøse for vores børn. Hvad nu når de skal i skole, daginstitution, fritidsordninger med mere? Men børn er fantastiske til at indstille sig på en ny hverdag og andre måder at begå sig på. Børn kan sagtens lære god håndhygiejne, de kan sagtens lære at holde afstand til de fleste, og kun være tæt på de få. Og tænk på, at de mange sundhedsmedarbejdere, der arbejder hårdt for de sværest syge og indlagte, ja deres børn har været i pasningsordninger hele tiden.

Lad os alle stå sammen i den tid vi er i. Lad os hjælpe hinanden igennem denne krise. Og til dem der er modstandere af vaccinationer, ja så er tiden måske inde til at ændre holdning, og blive vaccineret også mod såkaldt ”almindelig” influenza. I 2017-2018, hvor vi havde en hård influenzaperiode døde 1.644 danskere. I perioden 2018-2019, hvor den ikke var så slem døde 790 danskere. Til dato er 285 danskere døde, ikke af, men med corona.

Lad os stå sammen – hver for sig

Er du vores nye lægesekretær?

Vi er en speciallægeklinik, hvor vi p.t. er en deltidsansat lægesekretær, en lungesygeplejerske hver anden mandag og en speciallæge i lungemedicin og allergi.

Klinikken varetager udredning af patienter med lungemedicinske sygdomme eller mistanke herom, af allergiske lidelser, foretager allergivaccinationer og vi laver speciallægeerklæringer. Vi ser patienter fra 15 års alderen. Vi ser både nyhenviste og har en del kontroller. Klinikkens åbningstid er i dagtiden fra kl. 8.00 til kl. ca. 15.

Vi har brug for en lægesekretær som gerne vil arbejde 25-28 timer i et team, hvor vi har det godt med hinanden, der er plads til at være individuel, men hvor man også får noget fra hånden

Vores krav til dig er:

  • Du er uddannet lægesekretær
  • Du udviser engagement og faglig stolthed
  • Du er fleksibel og servicemindet
  • Du har flair for IT
  • Du er omstillingsparat
  • Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner
  • Du kan arbejde selvstændigt

Arbejdsopgaver:

  • Modtage patienter i klinikken
  • Booking af tider
  • Indkalde patienter
  • Passe telefon
  • Skrive journaler, korrespondancer, speciallægeerklæringer mv.
  • Bestilling af diverse undersøgelser
  • Registrering i databaser
  • Observere patienter efter allergivaccinationer
  • Faktureringer

Vi tilbyder:

  • Gode arbejdsforhold
  • Spændende speciallægeklinik med stor patienttilfredshed
  • Tæt samarbejde med lægen og sygeplejersken
  • Fleksibilitet og frihed under ansvar
  • 4 dages arbejdsuge med fridag hver fredag
  • God og grundig oplæring
  • Varierede arbejdsopgaver
  • Gode ferieordninger

Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2020 eller snarest derefter

Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst (PLA)

Ansøgningsfristen er tirsdag d. 24. marts kl. 17.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt fredag d. 27. marts

For yderligere information om stillingen kontakt lægesekretær Sarah Vinther Rasmussen på telefon 86215577 mellem kl. 10 og 12 eller på mail lungeklinik@lungemedicinskklinik.dk

Ansøgning sendes enten pr. mail til lungeklinik@lungemedicinskklinik.dk eller pr. post til Lungemedicinsk og Allergologisk Klinik, speciallæge Tina Brandt Sørensen, Godsbanegade 3, 1. th, 8700 Horsens.

Med venlig hilsen

Tina Brandt Sørensen                               Sarah Vinther Rasmussen

Speciallæge                                                   Lægesekretær

Én gang astma – ALTID astma

Jeg ser mange patienter i min klinik, som henvises til udredning for uafklaret åndenød, og som kan fortælle, at de som børn har haft astma. Ofte har disse patienter været igennem en meget lang udredning før de ender hos mig. En udredning der ofte har betydet mange og meget dyre undersøgelser, som intet viser.

Heidi var en af disse patienter. Hun var 16 år da hun blev henvist. Igennem nogle år havde hun haft mange besøg ved sin egen læge, som havde prøvet alt. Der var også lavet en lungefunktionstest, som viste helt normale værdier, så hurtigt havde man kunnet afkræfte at der var tale om astma. Men symptomerne varede ved. Ofte fik hun åndenød, følte en elefant på brystkassen, og hun begyndte at få besvimelsestilfælde når hun pressede sig selv. Hun elskede at danse, men dansen, som havde været hendes ét og alt, blev nu pludselig en aktivitet, som hun frygtede.

Heidi blev sendt til hjertelæge, men alt var normalt. Ingen kunne forklare hendes symptomer, flere gange pointerede man at det IKKE var astma, for hendes lungefunktionstest var normal.

Man fandt også at Heidi havde nogle store mandler, så i håbet om, at det var dem, der forårsagede hendes vejrtrækningsproblem, blev de fjernet. Men symptomerne fortsatte.

Heidi kom på efterskole, hun var glad for skolen og veninderne, men blev hele tiden mindet om, at der var mange ting hun ikke kunne, for hun fik simpelthen svære symptomer fra luftvejene. Og mens hun var på efterskole blev Heidis mor ramt af alvorlig sygdom. Heidi var bekymret, hun var bange, frygtede for at dette var noget hendes mor kunne dø af, så efterhånden begyndte alle at tro, at Heidis symptomer var af psykisk karakter. Da Heidi dog havde fået p-piller igennem de sidste par år, ville man dog lige sikre sig, at hun ikke havde blodpropper i lungerne, så hun blev sendt videre til nye undersøgelser på sygehuset. Hun blev igen vurderet af hjertelægerne, fik lavet ultralydsskanning af hjertet, blodprøver og blev og CT-skannet. Alt var normalt. Så det MÅTTE være psykisk.

Heidis mor var efterhånden desperat, for hun kunne tydeligt se, at Heidi ikke havde det godt, og hun var overbevist om, at det ikke var psyken der spillede ind. De havde talt åbent om moderens sygdomsforløb derhjemme, de vidste godt, at man psykisk godt kan reagere på mange måder, men fornemmelsen var at dette var somatisk, ikke psykisk. Mange gange havde man spurgt ind til om det ikke kunne være astma, for symptomerne lignede fuldstændig dem Heidi havde som barn.

Heidi havde som lille, og frem til 12-års alderen været under børnelægernes vinger. Hun havde astma dengang, men havde haft det godt i nogle år, så man tog hende ud af medicinen, og efter et par kontroller var alt fint, der var ingen symptomer, og hun blev afsluttet med beskeden om, at hun havde ”vokset” sig fra astmaen. Men 2 år efter at hun var stoppet med medicinen fik hun de første symptomer.

Da jeg fik henvisningen på Heidi var det for at få afklaret om der alligevel kunne være tale om astma, eller om det var psykisk. Hvis det var psykisk ville man iværksætte psykologbehandling.

Overfor mig sad en fuldstændig normal, velfungerende, klog og fornuftig ung kvinde. Efter en lang samtale om de symptomer Heidi havde, hvor moderen, der fortsat var præget af sit alvorlige sygdomsforløb, fuldstændig roligt og præcist kunne bidrage med meget væsentlige oplysninger fra Heidis tid som patient i børneambulatoriet, gik vi i gang med undersøgelserne.

Heidi havde en lungefunktion på 90 %, der var ingen stigning efter luftvejsudvidende medicin. Ingen allergi, heller ikke øget irritation i luftvejene. Men den allerførste test vi lavede var abnorm. Vi lavede en måling af, om der er øget modstand i Heidis luftveje, en såkaldt Impuls-Oscillometri, og testen afslørede at modstanden var øget, både i de centrale og i de perifere luftveje. Endog meget forhøjet.

Heidi blev sendt hjem med inhalationsmedicin, indeholdende både langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin og binyrebarkhormon. Ved den første kontrol efter 3 måneder var modstanden fortsat for høj, så vi øgede hendes medicin, og ved ny kontrol efter endnu 3 måneder var modstanden fuldstændig normal, og Heidis lungefunktion var steget fra 90 % til 108 %. Og Heidi var nu uden nogen form for symptomer. Efter en ekstra kontrol nogle måneder senere var alt stadig meget fint, så Heidi kunne afsluttes til fremtidige kontroller ved egen læge, dog med besked om ALDRIG at stoppe med medicinen fremover. Astma er en kronisk sygdom, som kræver livslang behandling og kontrol.

Heidis historie er ikke enestående. Vi ser mange patienter, der har været i behandling for astma som børn, får det godt, stopper med behandlingen efter aftale med lægerne, men efter nogle år igen får symptomer. Der findes selvfølgelig nogle børn og unge mennesker, som kan komme ud af medicinen, men er man først blevet 9-10 år ses det ikke så ofte, at astmaen virkelig er blevet ”helbredt”.

Så hvis man hører til denne gruppe, så hold ved og få det undersøgt. Det er ofte nødvendigt, at man bliver henvist til en specialist med mere avanceret udstyr. Man skal endelig ikke acceptere at man har det sådan, for kommer man ikke tids nok i behandling vil der kunne opstå uoprettelige skader i lungerne. Prisen for de undersøgelser, selv om de er avancerede, ligger dog nok på mindre end 10 % af prisen for de undersøgelser Heidi fik lavet forud for henvisningen til mig. Og med vort hårdt trængte sygehusvæsen og mangel på penge i selvsamme væsen, så kunne man jo passende starte med de billigste undersøgelser.

For én gang astma – er ofte ALTID astma

Er du lungesyg, så gå op i mad

I disse dage, hvor julen er gået på hæld, et nyt år står for døren, og mange af os har fået lidt for meget af den gode julemad, så er det vigtigt at påpege hvor vigtig kosten, og læs her; den rigtige kost, er for dig der er lungesyg.
Vi har i mange år fået prædiket, at vi skal spise grønsager og frugt, og at vi skal spare på de ting der ”feder”. Specielt har Hjerteforeningen været på banen her og belært os om mangt og meget. Men somme tider kan dette være den decideret mest forkerte kost at indtage. Er du lungesyg har du brug for ekstra proteiner, her skal du indtage 1,5 gram protein pr. kg. kropsvægt. Vejer du f.eks. 75 kg, så skal du indtage 112,5 gram protein hver dag for at give dine muskler det brændstof de har brug for. Hvis du indtager f.eks. 100 gram røget laks, så får du 21 gram protein. Og du skal være opmærksom på dit BMI = Body Mass Index. Det skal ligge mellem 21 og 30, men er du svækket af din lungesygdom, så bør det ikke ligge under 25. Du udregner dit BMI ved at gange din højde med din højde og dividere dette tal op i din vægt. Hvis du er 1,65 meter høj, så er 1,65 x 1,65 lig 2,72. Og 75 kg, divideret med 2,72 givet et BMI på 27,6.

Kristine på 68 år blev henvist til mig fordi hun igennem 2019 havde fået tiltagende åndenød. Hun havde haft kendt KOL igennem mange år, i hvert fald igennem 15 år, men som hun selv sagde, så havde hun sikkert haft det meget i længere tid, men det var for 15 år siden, at hun erkendte at der var et problem. Hendes læge havde gjort alt det rigtige. Kristine fik hjælp til at stoppe med at ryge, hun fik inhalationsmedicin for at stabilisere tilstanden, og hun blev sendt til træning i kommunen, hvor hun lærte alle de gode principper med at træne musklerne og indtage den rette mad når man er lungesyg. Siden hun var 53 år, hvor sygdommen blev diagnosticeret havde hun vejet 75 kg, og med en højde på 1,74 meter havde hun således et BMI på 24,8. Hun blev forpustet når hun trænede, men hun kendte sin krop godt og vidste at dette var normalt for hende.

Men så fik Kristine pludselig blod i afføringen, og hun blev sendt afsted til undersøgelse. Hurtigt konstaterede man, at er sad en kræftsvulst i tyktarmen, hun blev opereret, alt kræften blev fjernet og hun var hurtigt klar igen til at genoptage sin træning. Men i efterforløbet fik hun et brok i operationsarret. Det var stort, brokket, så det generede hende i mange situationer, og igen blev hun sendt afsted til kirurgerne.

Og det var her det gik galt. For kirurgen meddelte Kristine at hun var for fed, ja, fed var det udtryk der blev brugt. De ville kun operere hende hvis hun tabte sig, helst 10 kg, men mindst 5 kg. Og Kristine gik hjem og gjorde som hun fik bud om. Hun tabte sig 7 kg. Hendes BMI var nu nede på 22,5, og kirurgen ville gerne operere hende. Efter operationen skulle hun dog tage den med ro, hun måtte ikke anstrenge sig, for ikke at ødelægge det gode operationsresultat.

I månederne efter operationen bemærkede Kristine, at hun var meget mere forpustet hvis hun f.eks. skulle gå en etage op, end hun havde været før sit vægttab. Så hun gik til læge. Lungefunktionsundersøgelsen viste det samme, som den havde gjort i mange år, den var på 30 %. Hendes iltning i blodet var fin, den var på 94 %. Hun blev også undersøgt af en hjertelæge, men heller ikke her fandt man årsagen til hendes problem.

Hun er nu undersøgt hos mig, og jeg kunne heller ikke finde ændringer i forhold til hvad hun tidligere havde fået målt. Udover på hendes vægt. For Kristine havde tabt sig, og det hun havde tabt var muskelmasse, ikke fedtvæv. Og musklerne er dem der skal hjælpe hende når hun anstrenger sig. Hun var normalvægtig før operationen, faktisk lå hun på vippen til at være undervægtig, for Kristine skal anses for at være svækket af sin lungesygdom, og så skal BMI helst ligge mellem 25 og 30. Nu lå det på 22,5.
Der skal kun meget lidt pause til i træningen, og endnu kortere pause til efter en operation, før man som KOL-patient har halveret sin muskelmasse, og det vil tage mange måneder at genopbygge. Kristine skal nu i gang med at blive fedet op, dvs. hun skal indtage mange gram protein dagligt, og hun skal træne samtidig, for ellers kan genopbygningen af musklerne ikke ske.  
Så Kristine er sendt hjem med en kostplan, hun skal spise 6 gange om dagen. Det kan være svært, så derfor erstatter vi nogle af måltiderne med proteindrikke, for herved kan hun få et pænt stort indtag af den nødvendige mængde protein. Alt frugt og grønt er bandlyst indtil videre, det kan hun begynde at spise lidt mere af, når hun en gang om mange måneder forhåbentlig er i mål, og blot skal holde vægten.

Kristine er rigtig træt af, at det blev sådan her. Hun synes det er svært med så mange måltider, men hun gør det, fordi hun gerne vil tilbage til hvad hun kunne en gang, nemlig besøge sin datter og dennes familie, der bor på 2. sal. Hun finder meget inspiration på Lungeforeningens hjemmeside, hvor der er mange gode forslag til at få den rette mad, der er også opskrifter. Men det er hårdt slid for hende, og hun er somme tider ved at opgive ævred. Heldigvis har hun en god læge, der bakker hende op og følger hende fremover.

Nu mangler vi så bare at kirurgerne og andet godtfolk både sætter sig ind i dels hvornår man er normalvægtig og dels hvornår man har en patient med en sygdom, som man er nødt til at tage hensyn til også. Vi skal arbejde sammen, på tværs af fag og sektorer, og vi skal søge råd hos hinanden. Det vigtigste vi skal gøre, er trods alt at give vore patienter de bedste betingelser, både før og efter de behandlinger og indgreb vi udsætter dem for.

Og så kan jeg passende sige velbekomme.

Du er ikke alene

Så er atter en International Lungedag, i år onsdag d. 20. november løbet af stablen og vi kan i Lungeforeningen se tilbage på en særdeles vellykket dag. I Horsens blev dagen afholdt, jeg kan vel nærmest sige festligholdt, i Bilka.
Om formiddagen var der Lungeløb på parkeringstaget. 4., 5. og 6. klasserne i Horsens var alle inviteret til en konkurrence på taget. Her skulle der løbes 1000 meter på tid. 500 elever var mødt op og der blev heppet på de 100 løbere. Borgmester Peter Sørensen åbnede dagen, og så blev der ellers løbet så det var en fryd. I samarbejde med Atlética Horsens og Bilka havde Lungeforeningen, lokalafdeling Horsens planlagt dette løb, og præmien for bedste årgang var en klassefest. En fantastisk dag hvor alle gik all-in.

Senere på dagen, nærmere bestemt mellem kl. 14 og 17 var der så et arrangement i Bilka, hvor forbipasserende kunne få en snak med personale fra Sygehusets Lungemedicinske ambulatorium og fra min klinik, hvor også jeg var til stede. Kommunens folk tog sig af de gode råd om rygestop, træning, fysioterapi, og der blev målt lungefunktioner non-stop i de 3 timer det stod på. Fik man målt lungefunktion blev det præmieret med et gavekort til Bilka. Og Lungekoret stillede igen op og underholdt med deres dejlige sange.

Bilka havde sørget for at der var både kaffe og kager til de besøgende, og hurtigt var der en lang kø af borgere, der kom for at få målt lungefunktionen, få en snak om den medicin de fik, ja bare få gode råd.

137 lungefunktionsmålinger blev det til på de 3 timer. Nogle af de besøgende vidste godt at de var lungesyge, de fik også medicin for det, andre fik sig en gevaldig overraskelse over at få at vide, at deres lungefunktion var påvirket. Og de var der alle sammen. KOL-patienterne, astmapatienterne, de der havde hoste af uforklarlig årsag, åndenød, rygerne og ex-rygerne.

En hel del fik inhalationsmedicin i forvejen, og desværre var der også mange, som ikke var i stand til at tage deres inhalationsmedicin rigtigt.

Der er mange forskellige slags inhalationsmedicin på markedet. Og stort set lige så mange forskellige måder man skal inhalere på. Nogle skal man inhalere kraftigt på, andre langsomt, nogle skal rystes før man inhalerer, andre ikke. Det er virkelig svært, og derfor så vi også mange der ikke fik fuldt udbytte af deres medicin. Jeg talte blandt andet med en kvinde, jeg vil tro hun er i 60’erne. Hun havde kendt til sin diagnose i ca. et års tid. Hun fik inhalationsmedicin, og hun tog troligt sin medicin hver morgen og hver aften, men i det år der var gået havde hun fået det værre og værre, og lungefunktionstesten viste da også et markant fald i forhold til det der blev målt for et år siden. Det viste sig, at hun slet ikke kunne inhalere den medicin hun havde fået udskrevet. Det fik vi en god samtale om, hun blev instrueret i at bruge sin inhalator rigtigt, og jeg tror hun gik derfra med en større ro på. Hendes bekymring for den lungefunktion der var faldet, blev vendt til en forhåbning om at det kunne der gøres noget ved.

En anden jeg talte med var en ung kvinde på 15 år. Hun havde mange symptomer når hun var fysisk aktiv. Så manglede hun luft, blev endda meget forpustet, hostede og havde slim i lungerne. Så hun var holdt op med at være fysisk aktiv, dyrkede ikke længere sport, for så gik det bedre, men forkølelserne var fortsat langvarige og trælse. Og hendes lungefunktion var ikke så god. Så vi fik en snak om den astma hun helt åbenlyst havde, men som kun var blevet behandlet med Bricanyl. Hun fik et kort med, hvor lungefunktionen var beskrevet og hun fik besked om at kontakte egen læge mhp at blive videre udredt og behandlet. Hendes lunger skal holde mange år endnu, og hun skal helt nødvendigt behandles, ellers går det galt.

Jeg fik også besøg af en ældre herre, som jeg havde set for mange år siden under en indlæggelse og et forløb i ambulatoriet på sygehuset, da jeg i sin tid var ansat der. Det var dejligt at se både ham og hustruen igen og vi fik talt om hans sygdom. Han er velbehandlet og har det godt, trods de begrænsninger han dagligt mærker. Man kan kun blive glad for sådant et besøg.

Og så var der den unge mand på 26 år, som helst ville undgå al den kemi, som han kaldte den inhalationsmedicin han var sat i behandling med. Så han prøvede at undvære medicinen, for han var bange for bivirkningerne på langt sigt. Også det fik vi en snak om, så han kan komme i gang med at tage sin medicin og undgå at hans lungefunktion falder yderligere end til de 70 % den nu var nede på.

En del havde symptomer i dagligdagen, men havde været ved egen læge og fået målt lungefunktionen. De havde fået at vide at den var fin, og de fik så ingen behandling. Her fik vi pointeret at en normal lungefunktion IKKE og ALDRIG vil kunne afkræfte at man er lungesyg. Mange astmapatienter debuterer på denne måde. Det vigtige her er netop, at har man symptomer så skal man udredes. Og er lungefunktionen normal kan sygdom ikke afkræftes, det kræver udredning, oftest ved en speciallæge, som har flere muligheder for at udrede end man har i almen praksis.

Det var virkelig en fantastisk dag. Humøret var højt ved alle den dag. Vi følte at vi havde givet mange borgere nogle gode råd, og vi fik igen sat fokus på lungesygdomme, som fylder alt for lidt på den politiske dagsorden. Til trods for at der er så mange danskere der er syge, mange uden at vide det.

Så til alle lungesyge, både de der ved det men så sandelig også de der endnu ikke ved det; søg læge, få det undersøgt. Jo tidligere jo bedre. Og få behandling. For kun herved kan man stoppe faldet i lungefunktion og undgå at symptomerne bliver for voldsomme og for invaliderende. Livet bliver alt, alt for svært, hvis ikke man kommer så tidligt som muligt. Og har du symptomer, så tal med din læge om yderligere udredning, uanset at din lungefunktion ser fin ud.

Du er ikke alene.

Astmamedicin er ikke altid dopingmedicin

”Kan dit næste blogindlæg ikke handle om at astmamedicin ikke altid er doping?”

Anette på 48 år sad i stolen og så alvorligt på mig da hun sagde dette. Hun har astma, har haft det i efterhånden nogle år. Hun har allergi, både overfor pollen og overfor husstøvmider. Og hun er diagnosticeret med flere andre kroniske sygdomme såsom reflux = mavesyre i spiserøret, osteoporose = knogleskørhed, en dårlig ryg, muskelgigt og senest har overgangsalderen og alle dens luner ramt hende med voldsom kraft. Så Anette har nok at slås med. Men Anette har taget beslutningen for flere år siden. Hun vil ikke have at hendes kroniske lidelser skal bestemme over hende, hun vil bestemme over de kroniske lidelser. Så hun træner fysisk meget, og har det godt med det. Hun kan mærke, at både ryg, muskler, knogleskørheden og astmaen alle har det bedst når hun træner, både i fitnesscenter og på mountainbikecyklen ude i vort danske landskab. Turen på cykel tager hun ofte sammen med ægtefællen, og begge nyder de motionen, landskabet de cykler igennem, naturen og hinanden. Hun elsker det. Men i fitnesscenteret bliver hun ofte mødt med fordømmende blikke. For hun tager som regel altid et sug eller to af sin hurtigvirkende astmamedicin før hun skal ind og træne. ”Nå, så du tager doping”, siger de fordømmende.

Antidoping Danmark er en selvejende institution under Kulturministeriet, og de bekæmper brug af doping indenfor idræt, et arbejde der udføres via forebyggelse og kontrol. Er man elitesportsudøver på konkurrenceniveau gælder der specielle regler, her skal der ofte en erklæring til fra lægen om at medicin benyttes pga en astmasygdom. Og der skal være bevis på at der er en astma, dvs en minimums procentvis forbedring i lungefunktionen på medicin, eller et fald i lungefunktion når man provokerer luftvejene med medicin der er fremstillet til dette formål.
Motionsidræt er i mange tilfælde også underlagt dopingkontrol. Og de kommercielle fitnesscentre kan også være underlagt disse kontroller.  Uanset om de er tilmeldt Antidoping Danmarks kontrol eller ej, så skal de reklamere med det i form af et klistermærke, hvor der står at man enten har en aftale eller at man ikke har en aftale om samarbejde med Antidoping Danmark. Hovedformålet med dette samarbejde er godt og vi skal være glade for at der bliver forebygget, informeret og rådgivet om korrekt brug af medicin, og vi skal også være glade for at man får fat på dem der bruger forbudte stoffer, så de ikke skal være rollemodellerne i de forskellige centre.

Anettes astma har drillet hende i de senere år. Hun er meget omhyggelig med at tage sin faste medicin. Her har det været en stor udfordring at finde den korrekte dosering, for Anette har mange bivirkninger til medicinen, også selv om hun ikke er på max dosis. Noget af den type medicin der er i hendes ene inhalator giver hende mange muskelkramper, både i hænder, fødder og lægmuskulatur. Og den selvsamme medicin skubber til hendes refluxproblem, så hun kan få brænden og svien bag brystbenet pga syre i spiserøret, en sygdom der også kan forværre hendes astma. Derfor har vi ikke kunnet skrue op for den faste medicin til den dosis der holder hendes astmasymptomer helt væk. Men efter en del afprøvninger af forskellige slags medicin har vi fundet den rette dosis og den rette kombination af både inhalatorer og tabletter.
 Men Anette er nødt til at tage lidt ekstra af sin hurtigvirkende astmainhalator før hun skal træne. For ellers kan hun ikke gennemføre sin træning, men må stoppe fordi hun får astmasymptomer. Og netop denne form for medicin har stor opmærksomhed, idet man i de senere år er blevet opmærksom på, at professionelle cykelryttere, fodboldspillere, svømmere med mere har brugt disse stoffer som doping.

Den blå astmamedicin er hurtigvirkende og kan give en kortvarig maximal udvidelse af luftvejene/bronkierne. Når man bliver meget forpustet, som man jo netop gør ved sport med høj intensitet, ja så får man en afkøling og en udtørring af luftvejene. Ved astmapatienter kan dette medføre at deres astma bliver forværret, så i stedet for at skulle stoppe med aktiviteten, så kan man fortsætte med at træne, og opnå alle de fordele der er ved det. For Anette betyder det dels et øget velvære, idet både hendes dårlige ryg bliver styrket, men også hendes muskelgigt, osteoporose og hendes astma alle har det meget bedre og er meget lettere for hende at styre.

Anette har bestemt dårlige dage, hvor astmaen driller hende, så træningen må nedsættes. Og det mærker hun straks som en ulempe, også på hendes andre lidelser. Men hun har for længe siden taget beslutningen om, at hun ikke vil sidde i selvmedlidenhed derhjemme. Hun vil hellere tage kampen op og styre de lidelser hun nu en gang en blevet udstyret med. Så i stedet for at hendes astma styrer hende, så styrer hun sin astma (og de andre sygdomme).

Så astmamedicin er ikke altid doping, ligesom diabetikeren der tager sin insulin heller ikke altid er narkoman. Der er mange regler for brug af forskellige former for medicin, og er man idrætsudøver kan man finde en masse information ved at læse på Antidoping Danmarks hjemmeside (antidoping.dk). Og er du i tvivl, så tal med din læge om det.

Så spørg hellere på en anden måde næste gang I møder en Anette i fitnesscenteret. I stedet for at spørge om det er doping Anette tager, så stil hende spørgsmålet: ” Har du astma? Hvordan fungerer det for dig når du tager medicinen før træningen?” Så kan jeg garantere for at I får mulighed for at tilegne jer en masse, masse viden om astma, håndteringen af astmaen og hvordan det er at træne med en kronisk sygdom. Og med alle de astmatikere vi har i dag, så kender I garanteret alle sammen en der kan bruge denne viden til selv at kunne styre sygdommen. Ellers kender I sikkert svømmerne Mette Jacobsen, Pernille Bluhme og Jeanette Ottesen. Eller håndboldspilleren Casper U. Mortensen, eller tidligere badmintonspiller Morten Frost. De har alle astma, tager medicin, og kan dyrke motion på meget højt niveau.

Så nej, astmamedicin er ikke altid doping. Astmamedicin er nødvendig medicin til astmatikeren.

Astmamedicin ændrer astmatikerens liv.

Livet bliver meget, meget bedre.

Lungesygdomme, medicin og knogleskørhed

Mit seneste blogindlæg om at inhalationsmedicin der indeholder binyrebarkhormon IKKE er farligt og IKKE giver knogleskørhed har bragt særdeles mange kommentarer med sig i kølvandet. Dette ser jeg som et stort behov i befolkningen for at få den rette rådgivning, og vi læger der arbejder med dette hver dag, skal have en stor opmærksomhed rettet mod denne angst for at indtage medicinen.

I mit seneste indlæg skrev jeg at inhaleret binyrebarkhormon kan beskytte lungerne mod varig skade ved astmapatienter, og vi ved i dag at alle astmapatienter bør behandles med inhaleret binyrebarkhormon. Ved KOL-patienter er det vigtigt at finde ud af hvilke patienter der har gavn af inhaleret binyrebarkhormon og hvilke der ikke skal have det. De patienter der har både KOL og astma, ja de skal også have inhaleret binyrebarkhormon. De der har ren KOL, de bør behandles med inhaleret binyrebarkhormon når de har mange symptomer af deres KOL og samtidig har gentagne akutte forværringer eller indlæggelser. Og det skal de fordi en KOL der giver så mange symptomer og forværringer, på et tidspunkt ikke kun øger risikoen for at lungefunktionen vil falde for hurtigt, desværre øger KOL også risikoen for at udvikle knogleskørhed. Og det er vigtigt at behandle lungesygdommen, men også at finde ud af om der er knogleskørhed, for man mærker ikke om man har knogleskørhed før man får enten et sammenfald af en ryghvirvel eller får et andet brud af kun en lille belastning.

Carl var efterhånden blevet 67 år gammel, han havde glædet sig til sin pensionisttilværelse, hvor han skulle gå og hygge sig med hustruen. For i de sidste 10 år havde han døjet med hoste, slim, åndenød og havde nok efterhånden fået 4-6 penicillinkure om året. Han havde fået undersøgt sine lunger ved egen læge, der var både taget røntgen, blodprøver, hjertecardiogram (EKG) og lungefunktionsprøve. Og egen læge havde også startet behandling med inhalationsmedicin, som indeholdt binyrebarkhormon, men Carl havde ikke taget medicinen. For Carls nabo havde læst et eller andet sted, måske på internettet, at binyrebarkhormon var farligt, ja det var det rene gift, så Carl valgte at lytte til naboen.
Men nu var lungefunktionen faldet ned til 30 %, og hverdagen var blevet mere end besværlig for Carl. Vi fik en god samtale om hans sygdom i den time der var sat af til ham til første konsultation. Carl blev også henvist til knogleskanning, fordi en del sygdomme kan disponere til knogleskørhed, blandt andet KOL. Og Carl havde knogleskørhed, så han blev sat i behandling. Og han havde knogleskørhed, selv om han ALDRIG nogensinde havde fået inhaleret binyrebarkhormon, og heller ALDRIG havde taget en eneste prednisolontablet.

Knogleskørhed er en lumsk sygdom, der pludselig kan give voldsomme smerter når f.eks. en ryghvirvel falder sammen. Derfor skal man helst få det undersøgt inden dette sker, så man kan forebygge. Og knogleskørhed kan være en følge af mange ting, som f.eks.:

  • Arvelighed
  • Lav kropsvægt, som hvis ens BMI er < 19
  • Tidligere brud som opstod af en kun meget lille belastning
  • Tidlig overgangsalder, dvs. kvinder der går i overgangsalder før 45-års alderen
  • Lav fysisk aktivitet, dvs. motion forebygger
  • Tobaksrygning
  • Alkoholindtag, der pr. uge ligger over Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som er 14 genstande for mænd, 7 for kvinder
  • Hvis man indtager for lille en mængde af kalcium og D-vitamin
  • Andre sygdomme, som f.eks. forhøjet stofskifte, nyresygdomme, anorexi, bindevævssygdomme, og flere andre
  • Tablet Prednisolon som overstiger en daglig dosis på 5 mg i 3 måneder eller mere, eller mange gentagne kortvarige Prednisolonkure i højere doser

Jævnfør ovenstående så har vi ingen forventning om at inhaleret binyrebarkhormon skulle påvirke knoglerne, med mindre det gives i meget høje daglige doser i 5 år eller mere. Det kan i sådanne tilfælde ligeså vel skyldes den sygdom man behandler for, som kan være årsagen.

Carl fik udskrevet recept på inhalationsmedicin der indeholdt 3 forskellige stoffer, det ene stof var binyrebarkhormon, ligesom han naturligvis fik behandling for sin svære knogleskørhed. Han blev henvist til lungetræning = rehabilitering, rygestop og han fik råd om den rette kost. Og da han 3 måneder senere igen sad overfor mig, var han glad. Han havde det bedre, ikke så meget hoste og heller ikke så meget slim, han var begyndt på rehabilitering og han havde der lært en masse om sin sygdom. Og han havde ikke haft nogen akutte forværringer. Lungefunktionen var kommet op på 35 %, for KOL-sygdommen kan vi ikke tage fra ham. Hans tobaksrygning var næsten stoppet, han faldt stadig i en gang imellem, men han var fast besluttet på at få det helt lagt på hylden.

Angsten for binyrebarkhormon var der dog stadig, men efter et lille regnestykke slappede han noget mere af. Som der står ovenfor så disponerer en daglig dosis Prednisolon som tablet på 5 mg eller derover i mindst 3 måneder til knogleskørhed. Den dosis inhaleret binyrebarkhormon der er i Carls inhalator svarer til at han skulle tage 54 sug hver dag af sin inhalator, for at få samme indtag af binyrebarkhormon som den ene tablet, og han skal kun tage 1 sug dagligt. Gentagne kure med Prednisolon, som ofte gives i forbindelse med akutte forværringer ligger noget højere, her bruger vi normalt 37,5 mg dagligt i 5 dage. Her skulle Carl så tage 407 daglige sug af sin inhalator for at komme op på samme niveau indtagelse af binyrebarkhormon.

Så det er IKKE farligt at tage denne medicin, det er kun godt og forebyggende for din lungesygdom, og forebyggende for at udvikle knogleskørhed. Det er altid godt at sikre tilstrækkelig indtagelse af Kalcium og D-vitamin. Da vi bor i et land hvor der ikke er så mange solskinstimer, som gør at vi ofte ikke kan få tilstrækkelig mængde D-vitamin, og måske heller ikke indtager tilstrækkelig mængde kalcium, ja så råder vi ofte til, eller apotekerne gør, at man bør indtage en tablet indeholdende både kalcium og D-vitamin.

Carl har siden været til kontrol flere gange. Han har slet ikke haft akutte forværringer det seneste års tid. Han træner dagligt, ofte går hustruen med ham, for så hygger de sig sammen.

Carl er blot en af mange. Der findes mange Carl’er derude, som har fået det bedre på inhaleret binyrebarkhormon, og som derved har chancen for at få et længere og meget bedre liv med inhaleret binyrebarkhormon end uden.

Så lyt ikke til naboen, lyt til lægen

Når man tror at inhalationsmedicin er farligt

Jeg hører næsten dagligt en meget stor bekymring for, at inhaleret medicin, specielt af den type der hedder binyrebarkhormon, er farlig. Denne holdning er en udbredt misforståelse i den danske befolkning. Det er specielt astmapatienterne der er udsat for at blive bombarderet med omgivelsernes misforståelse på dette punkt, men rigtig mange lever også efter devisen; ”Mindst mulig medicin er bedst muligt for kroppen”

Og det er selvfølgelig korrekt nok på den måde, at man ikke skal indtage mere medicin end nødvendigt, men talrige sygdomme bliver stabile og kan således håndteres, stort set livslangt, uden at få blivende skader, hvis man passer sin medicinering.

Nicklas er 22 år gammel. Han har haft allergi siden han var ganske lille, faktisk så længe han kan huske. Hver eneste sommer var en pine for ham at komme igennem, for når græspollen eksploderede i juni-juli, så måtte Nicklas oftest opholde sig indendøre, idet øjnene og næsen gav ret udtalte symptomer, og han havde også ofte problemer med hoste, slim og hvæsende vejrtrækning. Når han var på besøg ved bedsteforældrene og sov i et værelse, der ikke blev brugt andet end til gæster, ja, så rørte hans støvallergi også på sig, så han ofte hostede sig igennem natten.

Nicklas var vant til at have det sådan, så han vidste ikke at det kunne være anderledes. Han klarede sig igennem på håndkøbs medicin mod høfeberen om sommeren, og i han hosteperioder, som også omfattede lange perioder i forbindelse med forkølelser, ja så brugte han sin blå medicin op til 10 gange om dagen.

Da Nicklas var barn havde lægen flere gange iværksat inhalationsmedicin som indeholdt binyrebarkhormon, men forældrene var bange for at det var skadeligt, og at det var bedst hvis kroppen selv kunne klare det. Og i øvrigt kunne det også gå ud over højdevæksten mente de.

Nu sad han der så i stolen. Han var startet på en videregående uddannelse, hvor flere af hans studiekammerater havde sagt at det da ikke kunne være rigtigt, at han skulle hoste så meget, og at han ikke kunne være med når solen i juni-juli indbød til hyggeligt samvær på græsplænen.

Vi fandt ret hurtigt ud af at han havde sin græspollen- og sin husstøvmideallergi. Og vi iværksatte en bedre behandling, end den han havde kunnet få i håndkøb. Det hjalp rigtig meget på hans gener, og han indtog gladeligt medicinen.
Værre var det at overbevise ham om at han også havde brug for en fast behandling for den astma, han i virkeligheden havde haft i mange år. Han blev voldsomt bekymret for om hans lunger ville tage skade af medicinen, for det havde han hørt igennem hele sin barndom, at der ville være en risiko for.
I virkeligheden havde hans lunger allerede taget skade. Hans lungefunktion var nedsat til 60 % da jeg så ham første gang. En meget lav værdi for en ung mand der gerne skulle have et langt liv foran sig uden luftvejsproblemer. Han havde nemlig aldrig røget.

Men efter en grundig vejledning i virkning og bivirkninger til medicinen så accepterede han at afprøve medicineringen i nogle måneder, og vi aftalte et nyt besøg.

Inhaleret binyrebarkhormon er IKKE farlig for lungerne. Det er lige modsat. Hvis ikke man får behandlet astmaen, så risikerer man at lungevævet tager varigt skade. Når bronkierne konstant er udsat for irritation, så laver de til sidst om på sig selv, ændrer deres struktur. Man kan sammenligne bronkierne med villaveje, hvor der opsættes trafiksaneringer. Og er skaden først sket kan man ikke få den tilbage til normal igen, man kan kun undgå at det forværres yderligere. Det er netop dette der er årsagen til at mange af de gamle astmapatienter, der levede i en tid hvor disse gode inhalationsmedicinske behandlingsformer ikke fandtes, i dag sidder og er svært lungeinvaliderede, og hvor det at rejse sig fra stuen og hente en kop kaffe i køkkenet kan volde stort besvær.  

Nicklas kom tilbage efter 3 måneders behandling med inhalationsmedicin der indeholdt både binyrebarkhormon og luftvejsudvidende medicin. Han havde det fuldstændig fantastisk. Havde slet ikke brugt den blå inhalationsmedicin, som man bruger i akutte tilfælde, han kunne trække vejret frit, og vinteren var gået fint. Den forkølelse han havde været ramt af havde kun varet en uges tid, der havde slet ikke været den langvarige hoste som tidligere havde præget billedet i mange uger efter.

Nicklas var meget glad. Han vidste slet ikke hvor godt han kunne have det, for det havde han aldrig prøvet før. Han følte han havde fået et helt nyt liv. Hans lungefunktion var steget på behandlingen, den var nu kommet op på 78 %. Og selv om den ikke er normal, og formentlig heller aldrig bliver det pga de varige skader, så følte Nicklas det som om han havde luft nok til at kunne løbe maraton. Han mærkede så tydeligt forskellen, og som han sagde; ”Jeg vidste jo slet ikke at det kunne være så meget bedre”
Så han var særdeles godt tilfreds med resultatet. Og lovede sig selv at fortælle vidt og bredt at medicinen er en vigtig behandling, som IKKE er skadelig. Det eneste der generede ham nu var hans højde på 170 cm.

Mange er bange for, at inhaleret binyrebarkhormonbehandling kan gå ud over højdevæksten, hvis man skal behandles inden man er færdig med at vokse. Men faktisk er det lige omvendt. Der findes mange studier over børns højdevækst, og det viser sig, at man kun mister maximalt 1,5 cm i højden hvis man får behandling med inhaleret binyrebarkhormon under opvæksten. Derimod ved man at manglende trivsel, og ubehandlet eller underbehandlet astma giver dårlig trivsel, ja det kan betyde mange flere centimeter på højden.

Om Nicklas kunne have været højere end 170 cm hvis han havde fået behandling langt tidligere ved vi ikke med sikkerhed, der er jo også noget arveligt i højdevæksten. Hvis forældrene ikke er ret høje, så er det ikke givet at børnene bliver særlig meget højere. Det kan vi kun gisne om.

Men lungefunktionen, den vil han for altid have en lavere værdi af, end hvis han havde fået behandlingen. Ærgerligt, for han har forhåbentligt et langt liv foran sig, og lungerne skal jo som bekendt holde hele livet. Man får kun den ene chance.

Og man får heller ikke såkaldt måneansigt eller knogleskørhed af at få medicinen. Så heller ikke her skal man være bekymret.

Så inhaleret binyrebarkhormon er ikke skadelig for dig. Den forhindrer skader i at opstå.

 

Operation for KOL, hvad er nu det?

I de seneste måneder har klinikken fået mange henvendelser om operation for KOL. Årsagen er, at Rigshospitalet gik i pressen med en operation, hvor man kan gå ind og fjerne lungevæv, der fylder for meget, men ikke bidrager væsentligt til at afhjælpe den besværede vejrtrækning. Man opfordrede samtidig lægerne i Danmark til at være opmærksom på at få henvist disse patienter, idet mange flere vil kunne hjælpes, men desværre fulgte ikke de nødvendige oplysninger med om hvad der skal opfyldes for at man kan komme i betragtning. Så det medførte en sand storm af henvendelser, hvilket selvfølgelig er godt, for vi skal have fokus på dette, men også en masse skuffede patienter, da de fik grundig information om hvilke kriterier der skal være opfyldt og hvilke der gør, at muligheden ikke er der.

Operationsmetoden er ikke ny, men den er en mere forfinet udgave af de indgreb der tidligere har kunnet blive tilbudt den lille andel af KOL-patienter det i virkeligheden drejer sig om.

Hvis du er mellem 40 og 75 år, ikke har røget tobak i mindst 6 måneder, har en åndenødsgrad på MRC-skalaen på 3-5, har en lungefunktion = lungekapacitet = lungetal = FEV1 på mellem 20 og 45 % og har det der hedder emfysem, som er den lægelige betegnelse for ”for store lunger”, så kan du tale med din læge om at blive henvist til en specialist i lungemedicin, som kan forestå den videre udredning. Forudsat for videre henvisning herfra er også at du ikke har haft kræftsygdom indenfor de sidste 5 år, og at du ikke har haft uafklarede pletter på dine lunger, vurderet ved en CT-skanning indenfor de seneste 3 måneder.

Lungespecialisten vil sørge for at du får lavet en speciel skanning af dine lunger, som vil kunne vise, om der er lokaliserede områder i dine lunger hvor der er mere emfysem end andre områder. Hvis der er tale om det man kalder diffust emfysem, altså at emfysemet er spredt, så vil man allerede her få den information at indgrebet ikke vil være en mulighed.

Herefter skal der laves en BOX, det er den forkortede udgave af det der hedder Bodypletysmografi. Her skal man ind og sidde i et glasbur, kun i en kortere periode vil døren til glasburet være lukket. Man måler du dels den totale lungekapacitet, benævnt TLC, som er et udtryk for hvor meget luft der er i lungerne, dels residualvolumen, benævnt RV, som er et udtryk for hvor meget luft der er tilbage i lungerne efter at man har pustet al den mængde luft ud man kan og dels iltoptagelsesevnen, benævnt DLCO. Hvis TLC ligger på 125 % eller højere, RV ligger på 200 % eller højere og DLCO er mindst 15 %, ja så går man videre til næste vurdering.

Man må gerne på henvisningstidspunktet være i iltbehandling, men en prøve fra pulsåren i håndled eller lysken, skal vise et iltindhold, pO2, på mindst 6 uden ilt i næsen og et indhold på affaldsstoffet kuldioxid, pCO2, på højst 7,5. Normalt vil grænsen for at man får iltbehandling være på et tal under 7,3.

Man skal være i det der hedder optimal medicinsk behandling, som her betyder den rette inhalationsmedicinske behandling, man skal være i gang med eller have været igennem rehabilitering, som er fysisk træning af lungerne kombineret med undervisning. Hvis man slet ikke kan træne, så vil man næppe få tilbudt indgrebet, netop derfor har man også sat vurderingen af træningspotentialet ved at en såkaldt gangtest, hvor man går i 6 minutter sammen med en fysioterapeut, her skal man kunne gå minimum 140 meter i 6 minutter.

Samtidig skal man også vurdere de forhold der vil kunne betyde at man IKKE kan blive kandidat til indgrebet. Udover de allerede nævnte forhold med at man ikke å have røget tobak i mindst 6 måneder, så må man heller ikke have dagligt gult eller grønt slim man kan hoste op, det hedder kronisk bronkitis, som lægen ikke ved behandling kan bringe til ophør. Bronkiektasier, som er udvidelser på bronkierne duer heller ikke, idet man her vil risikere at få flere akutte forværringer.

Hjertesvigt i form af åreforkalkning i kranspulsårerne, dårlig pumpefunktion af hjertet og/eller forhøjet blodtryk i lungekredsløbet vil ligeledes være en hindring for indgrebet. For at få dette afklaret vil lungespecialisten også bede en hjertelæge om at vurdere dig.

Slutteligt kommer, at man ikke må have taget dagligt tablet prednisolon på 10 mg eller mere, man må ikke fejle anden alvorlig sygdom, f. ex. lever-, nyresygdom eller andet.

Udredningen med henblik på denne operation vil ofte kunne tage måneder, idet man jo skal mange undersøgelser igennem. Hvis man kommer igennem uden at noget hindrer at man henvises, så er det dog særdeles vigtigt at gøre sig klart, at en henvisning til Rigshospitalet IKKE er det samme som at man får tilbudt en operation. Det betyder kun at lægerne på Rigshospitalet gennemgår alle undersøgelsesresultaterne og sammen med deres egen vurdering af patienten herefter tager stilling til, om de mener at der vil være gode muligheder for at få det bedre af at få foretaget indgrebet. Man vil dog fortsat have sygdommen KOL, og man vil fortsat være generet og have brug for medicin, træning og jævnlige kontroller ved lægen.

Så operationen vil ikke betyde at man pludselig kan alt det man ikke kunne før.

Men få en snak med din læge om det og få en henvisning til en specialist der kan forestå udredningen af dig.