Kvalitet i behandlingen af borgere skal være i orden

Uha hvor er alle TV-aviserne og Nyhederne fyldt med historier fra forskellige oplevelser på sygehusene for tiden. Indenfor den seneste uge har specielt to nyheder derfra fyldt sendetiden. Den ene er nyheden om at patienter i intensivt afsnit ved Køge Sygehus har fået ekstra sovemedicin for at sygeplejerskerne kunne finde tid til at passe alle de andre opgaver som de også skal finde tid til i en travl vagt. Den anden om kirurgisk afdeling i Nykøbing Falster, hvor der åbenbart har fundet operationer sted, som ikke lever op til højeste faglige standard.

Vi skal sikre at kvaliteten i behandlingen af syge borgere er i orden, sagde Bent Hansen, Regionsformanden på TV i nyhederne her tirsdag d. 16. august 2016, da han blev spurgt om de oplevelser, som nogle patienter kunne fortælle om fra Nykøbing Falster. Og Beth Lilja, vicedirektør for Roskilde og Køge Sygehus, tidligere direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, udtaler at man nu må gå ind og se på problemstillingen og tilføre ekstra hænder, i det hele taget ekstra ressourcer. For ved Roskilde og Køge sygehus opererer man med visionen og strategien ”Patienten er alt”, en vision og strategi der ifølge Dagens Medicin tiltalte Beth Lilja, da hun søgte jobbet i sin tid, netop det at patienten sættes i centrum.

Og fagpersoner fra diverse selskaber udtaler sig. Forlænget respiratortid, øget antal sengedage på intensiv, overmedicinering, fejloperationer, borgere der fra at være raske samfundsborgere nu tæller med i statistikken over borgere der skal have førtidspension i en ung alder, om mange kommende hospitalsindlæggelser pga. følger efter fjernelse af en stor del af tarmen. Om patienter fra intensiv, som får et længere hospitalsophold end man først ville have forventet. Med formentlig også, i hvert fald i nogle tilfælde, et behov for rehabiliteringsforløb efter indlæggelsen.

Bent Hansen vil sikre kvaliteten er i orden. Hvordan? Hidtil har man ikke foretaget sig de store ændringer, som kan få kvaliteten op på højt niveau. Man vælger at indføre diverse kvalitetstjeklister, der dårligt er det papir værd som de er printet på, og som blot påfører det meget travle hospitalspersonale endnu flere opgaver. Man skal have retningslinjer, men bliver de overhovedet læst? De fleste sygehuse kan tælle flere tusinde retningslinjer, ingen kan læse så mange eller holde sig orienteret og opdateret på flere tusinde af slagsen. Samtidig må man, måske, for jeg kender ikke den rette sandhed, ansætte læger der ikke er helt opdateret, eller helt rutinerede i de indgreb der blev foretaget. Læger som ikke har fået den tilstrækkelige uddannelse. Og efteruddannelse til personalet, det er en nødvendighed, for at man vedvarende kan være opdateret på nye behandlingsformer og på nye og bedre metoder indenfor f. ex. de kirurgiske specialer. Men regionerne har slet ikke afsat et tilstrækkeligt stort beløb til denne nødvendige efteruddannelse i deres budgetter. Så når lægerne, der naturligvis altid vil være interesseret i at udføre deres opgaver efter højeste faglige standard, så tager på nogle af de efteruddannelseskurser, som medicinalindustrien tilbyder, så må de se sig udråbt som grådige, pengegriske og elendige til at udføre deres job. Og formentlig står de også i ledtog med medicinalindustrien, og kan ikke vurdere eller bedømme situationen korrekt. Jamen så betal dog den nødvendige efteruddannelse fra regionens side. Og lad være med at tro at læger er mindre begavede og ikke er i stand til at vurdere hvilke præparater, hvilke instrumenter, hvilke operationer der vil være korrekte i situationen. For det kan de fleste. Og de der ikke kan og aldrig vil få det lært, de bør stoppes langt tidligere i deres uddannelse til speciallæger, og guides og coaches til at vælge en anden levevej. Men dette er ikke muligt som vores system fungerer i dag. Har man først gennemført sin introduktionsuddannelse som ung reservelæge med måske højst 2-3 år i faget, ja så kan man ikke stoppes længere. Heller ikke selv om det er åbenlyst at det ikke fungerer.

På Køge sygehus har personalet i intensiv afdeling været så trangt bemandet, at de ikke har set anden udvej end at medicinere deres patienter mere end nødvendigt var, når man ser på behovet for sovemedicin. Nej de har medicineret deres patienter for at undgå, at intensivpatienten kunne komme til at trække drop ud, kunne komme til at fjerne det rør (tuben), som de har ført ned i deres luftveje, tilkoblet en respirator, som puster livsvigtig luft og ilt ned i deres lunger, kunne gå i panik over at være ladt alene på stuen, med svære posttraumatiske stresssituationer til følge. Patienter der har prøvet at være indlagt på intensiv ved, hvor svært det er bagefter at vende tilbage til et normalt liv. De ved hvor onde drømme der kan opstå efter sådan et ophold, de kan mærke angsten presse sig på igen og igen.

Det er bestemt ingenlunde i orden at overmedicinere patienter, men når nu personalet i mere end et år har gjort opmærksom på at arbejdsopgaverne er for mange til for få hænder – uden at blive hørt, så kan man jo også vende det skete på hovedet og sige, at de har gjort dette – overmedicineret – for netop at hjælpe patienten og forebygge at de kunne komme til at skade sig selv i et panikangstanfald. For der var ingen hjælp at hente fra sygehuschefernes side.

På medicinske afdelinger er personalet også meget trængte. Mange patienter, mange krav til personalet om at udføre mere eller mindre relevante opgaver, nogle af opgaverne meget langt fra kerneydelsen, og i ambulatorier voldsom, nærmest eksponentiel stigning af antal ambulante kontakter. Nogle hospitaler har indført såkaldte garantiklinikker, hvor patienter der henvises garanteres at blive undersøgt indenfor 3-4 uger. Ikke noget som lægerne eller personalet synes altid er en god idé. Men noget som de bliver pålagt af ledelsen, af Regionen, af regeringen. Og hvad får disse patienter? De får under 10 minutters samtale med en læge, hvorefter de atter står ude på gangen, meget forvirrede over forløbet, med endnu flere spørgsmål end da de kom. Ofte med en iværksat medicinsk behandling, som de ikke har fået nogen orientering om hvordan det virker, hvordan det skal indtages, og slet ikke om der er bivirkninger. Og det skaber ikke tilfredse patienter. Det skaber heller ikke patienter der er velorienterede i egen sygdom. Noget der er nødvendigt for at patienterne kan forventes at indtage den ordinerede medicin, fordi de ved hvorfor det er ordineret og hvorfor det er vigtigt at de tager det. Men det ser godt ud på papiret. For fristen for indkaldelse, udredning og behandling er overholdt, og så er kvaliteten jo i top, ikke?

Hvor meget kan man nå at sætte sig ind i en sygehistorie når man har mindre end 10 minutter? Hvor mange spørgsmål kan lægen stille til patienten for at pejle sig ind på de symptomer, der sammen med diverse undersøgelsessvar skal lede til en diagnose? Og får man lavet de rigtige undersøgelser når man ikke får talt ordentligt med patienten?

Hvornår mon der er nogen der begynder at lytte til personalet? Til lægerne? Til patienterne? Hvornår mon man finder ind til det som det i virkeligheden handler om? At få undersøgt, udredt og behandlet patienten efter højeste faglige specialiststandard. Med patienten i centrum. For ”patienten er alt”.

Hvad er et slogan værd, hvis det i praksis ikke er muligt for personalet at leve op til?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *