Vi skal turde tale om døden

 

Aviserne er fyldt med det hver eneste dag. Den ene skrækhistorie efter den anden. Om døden. Om forældre, der i total afmagt og sindssyge (det må da være sindssyge), tager livet af deres børn. Om forældre der glemmer barnet i en glohed bil. Om kendte der er gravide og mister deres endnu ufødte barn. På nogle af overskrifterne har aviserne skrevet, at der advares mod stærke billeder. F.eks. billeder som viser det dødfødte barn.

Vi kan meget hurtigt blive enige om, at børn der dør før de når at opleve livet, børn der dør før deres forældre, børn der bliver syge, det er forfærdeligt og aldeles urimeligt. Det jeg ikke kan forstå er, hvorfor døden skal være noget unævneligt, noget man ikke tør tale om. For er der én ting, der er ganske sikkert her på jord, så er det da, at vi alle før eller siden skal herfra. Så hvorfor ikke tale om det? Og aftale hvilke ønsker man måske har til den tid. Måske man har et maleri, som man gerne vil give til en bestemt i familien, eller en salme man gerne vil have sunget til bisættelsen, hvor det sidste hvilested skal være, talrige spørgsmål kan man få afklaret, så den efterladte familie ikke behøver at skulle tage vare på alt dette bagefter.

Min far var født med astma. Igennem hele hans barndom og ungdom fandtes ikke de gode medicinske behandlingsformer, som vi har i dag. Det betød, at han var svært præget af sin astma, og jeg husker mange episoder som barn, hvor han havde det rigtig skidt. Det var nok derfor jeg blev lungelæge, fordi jeg ville så gerne hjælpe ham. Det har min mor fortalt at jeg bekendtgjorde, i en ret ung alder.

I 1981 var jeg lige startet på lægestudiet. Min far fik et af sine alvorlige astmaanfald, familielægen blev tilkaldt, og der blev givet forskellige slags luftvejsudvidende medicin direkte ind i blodåren. Lige lidt hjalp det, min far blev mere og mere grå at se på, og familielægen tilkaldte derfor ambulancen. På sygehuset arbejdede de med ham i lang tid (sådan føltes det), af og til kom der et personale ud til os på gangen og sagde at de ”gjorde hvad de kunne”. Og endelig, så lettede det og vi måtte komme ind til ham. Han var totalt udmattet og tilbragte flere dage på sygehuset. Da han kom hjem igen blev vi børn kaldt til familieråd omkring spisebordet. Mine forældre talte åbent og ærligt. Lægerne på sygehuset havde sagt til min far, at han var nødt til at sælge sit livsværk, hans firma, for ellers risikerede han at dø af sin sygdom, og et firma uden den nødvendige leder, det skulle min mor ikke stå med. Samtidig blev vi orienteret om hvilke ønsker han havde, både under dødsprocessen, for han var frygtelig angst for om han skulle kvæles, og når han var død. Det var hårdt som 21-årig at sidde og tale om dette, men omvendt gav det også en ro at få sat ord på. For vi var jo alle bange for at dette kunne ske indenfor nær fremtid. Så firmaet blev solgt og mine forældre flyttede.

Senere i mit voksenliv og mit erhverv har jeg prøvet at italesætte DØDEN. Både overfor patienten, men også overfor de pårørende. Mange med kronisk eller med alvorlig kræftsygdom er bange for hvordan forløbet til sidst kan blive, og her må man hjælpe, både med at tale om det, men også med at fortælle hvilke gode muligheder vi har i dag for at lindre. De pårørende skal jo bagefter leve med minderne om deres kære, og det er absolut lettere, hvis der bliver talt om det og den syge får en god lindring af både eventuelle smerter og angst.

Som ung, jeg havde vel været læge i 2-4 år på det tidspunkt, arbejdede jeg på et mindre sygehus i Jylland. På afdelingen lå en ung mor midt i 30’erne. Hun havde brystkræft, den var blevet diagnosticeret 5 år tidligere, mens hun var gravid med familiens yngste. Kræften havde spredt sig, der var ikke flere behandlingstilbud til hende, alle muligheder for kemoterapi var opbrugt. Hun skulle dø. Dø fra sin ægtefælle og fra sine to små piger på 5 og 7 år. Og hun var bange. Bange for hvordan det skulle gå med hendes piger, bange for om hun ville have smerter til sidste åndedræt, bange for det ukendte. Overlægen havde gået stuegang, jeg var med og fik lov til at se, høre og lære. Overlægen havde brugt lang tid på stuen. Han havde siddet og talt med ægteparret, han havde lovet at hjælpe. Overlægen blev spurgt om hvorvidt de to piger skulle være på afdelingen, og han havde svaret ”så meget som muligt”. For ellers ville de bagefter ikke kunne forstå hvad der var sket med deres mor. Og alle vi andre læger i afdelingen blev orienteret til konferencen. Overlægen sagde, at denne patient skulle have hjælp hvis behovet opstod, ingen, INGEN måtte undlade dette. Var man i tvivl om håndteringen, så kunne vi bare ringe til ham – også om natten. Det samme kunne sygeplejerskerne i afdelingen gøre – ringe direkte til overlægen. For patienten skulle ikke lide unødigt, fordi en eller anden uskrevet arbejdsgang, om hvem der må ringe til hvem, skulle følges.

Jeg husker ikke helt hvor lang tid der gik før denne unge mor døde. Men hun døde fredeligt og roligt. Børnene kom og gik i afdelingen, tilbragte meget tid på stuen ved deres mor. Det var blevet fortalt til de to piger, at deres mor snart skulle op i himlen og blive til en engel.

Da deres mor døde var de ikke på stuen, men sad og spillede LUDO med en af sygeplejerskerne i afdelingen (ja, det var der tid til dengang). Efter moderen var død fortalte sygeplejersken, at deres mor var død, og nu skulle rejse op til himlen for at blive til en engel. Og sygeplejersken foreslog, at de sammen gik en tur i sygehusets have for at plukke blomster, så deres mor kunne være smuk når hun skulle på sin sidste rejse. Og de vendte begge to tilbage med hver deres røde rose. Roserne blev placeret på hver side af deres mors kinder. Pigerne lagde selv roserne på puden og hviskede et ”Farvel mor”.

Så barsk og tragisk som denne oplevelse var, så blev den på samme tidspunkt en helt utrolig smuk oplevelse. Jeg tror disse to piger er kommet lettere ud på den anden side end hvis de ikke var blevet inddraget. Også selv om de måske forstod meget lidt dengang. Og jeg lærte hvor smukt det kan gøres. Når man tør tale om det. Jeg bærer for altid denne historie i min erindring.

Min far fik 33 år mere. Ingen havde troet på dette. De fleste af årene var gode for ham og da jeg og min mand havde små børn nød vi godt af deres pensionisttilværelse. De startede bilen og kørte fra Sønder Jylland til Århus, hvor vi boede dengang, og passede syge børn, eller blot passede børn, fordi deres lægeforældre var på vagt på hospitalet. Og vores børn fik i overflod af det, som kun bedsteforældre kan give til deres børnebørn. Min far læste meget, så hans viden var stor. Om alt fra stjerner i Universet til små dimser i en bilmotor, til geografi og naturvidenskab. Og drengene sugede til sig, når de sad sammen med Morfar i sofaen og hyggesnakkede, mens Mormor sørgede for frisk bagværk. Mange hyggelige stunder har de tilbragt i hinandens selskab. Vores drenge elskede deres Morfar. Og omvendt.

Gennem alle årene talte vi ofte om døden. Både med mine forældre og med vore drenge. Vore drenge vidste at Morfar havde det svært mange gange. De kendte hans angst for hvordan åndenøden ville være i hans sidste leveår, men de kendte også til hans ønsker for de efterladte, for hans bisættelse, og de mærkede den livsglæde han besad gennem alle årene. For som min far en gang sagde til en af vore venner: ”Vi har meget at være glade for”

Åbenheden og alle samtalerne om døden bragte afklaring i vores familie. Det skabte ro. Og vores drenge er heller ikke bange for at tale om døden i dag. Hverken når den en gang rammer os, eller når den, forhåbentlig først om mange, mange år, rammer dem. Oldebørnene var også med på besøg, da min far lå på hans dødsleje.

21. oktober 2014 sov min far stille ind. Mæt af dage. Ingen smerter, ingen åndenød.

 

 

2 tanker om “Vi skal turde tale om døden”

  1. Dejlig livsbekræftende artikel Tina. Man/jeg blev helt blød om hjertet da jeg læste den.
    Måske fordi jeg oplevede det modsatte da min mor døde tilbage i 1976 på Odder sygehus.
    Vi vidste at hun var på vej til at dø og jeg var dengang bange for døden. Hver gang jeg besøgte mor på sygehuset havde jeg angst, følte mig dårlig tilpas og frygtede for at opleve mors kamp.
    Måske var der dengang ikke de muligheder der er i dag for at lindre smerten.
    Jeg oplevede at mor havde store smerter og det var ikke rart at opleve.

    Dejligt som sagt at læse dit indlæg. Det burde tages op i et større fora!

    1. Kære Jørgen
      Tusinde tak for din kommentar. Jeg håber at jeg når langt omkring med min blog, og får sat fokus på blandt andet mit seneste emne. Det du oplevede dengang i 1976 med din mor, er desværre ikke enkeltstående tilfælde, og det er dette jeg gerne vil have sat fokus på. For vi, de sundhedsprofessionelle skal kunne håndtere både patienten (din mor), men så sandelig også de pårørende. For pårørende er jo også angste, fuldt forståeligt, og det skal man have hjælp til. Det er minderne om det der skete, der bagefter fylder. Og kan vi gå ind og hjælpe, så bliver minderne ændret fra ubehagelige til håndterbare, og måske endda smukke.
      Jeg håber du følger med fortsat, for der kommer mange flere indlæg i debatten her. Tak Jørgen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *