Helge mødte udredningsretten og behandlingsgarantien som 60-årig

Vi har levet med udredningsret og behandlingsgaranti indenfor sundhedsvæsnet i efterhånden en del år. Men hvad betyder det egentlig? Ja, for det første er det ikke sikkert at man bliver korrekt udredt, ligesom der heller ikke er garanti for at man får den rette behandling. Nej, det betyder blot at patienterne kommer ind i systemet og får en diagnose indenfor en måned, og der bliver iværksat en behandling. Om det så er den korrekte diagnose eller den korrekte behandling, det er ikke det vigtige. Ikke vigtigt for politikerne og slet ikke vigtigt for sygehusdirektørerne – men vel det vigtigste for patienterne.

Hvis man henvises til udredning og behandling på et sygehus, så har sygehuset en måned til at stille den korrekte diagnose, og den korrekte diagnose er en nødvendighed for at starte den korrekte behandling. Det sker bare sjældent.

I forsøget på at opfylde kriterierne for udredningsret og behandlingsgaranti, laves der efterhånden rigtig mange alternative løsninger. Det sidste jeg har hørt er, at man nu på et mindre hospital i en af vores regioner har sendt mail til alle medarbejderne om, at ALLE henviste SKAL ses indenfor en måned. Hvis man ikke mener at dette kan blive effektueret, så bliver disse patenter sat på en liste, som en sekretær og en læge dagligt skal gennemgå. Her skal man så tage stilling til, om patienten i stedet for kan ses i et alment ambulatorium. Her ser man IKKE en specialist indenfor det speciale, som ens sygdom omhandler, men ser en læge der enten er under uddannelse, eller har uddannelse som alment praktiserende læge, men blot er ansat ved sygehuset. Og det behøver man ikke at fortælle patienten. Hvis ikke man kan udrede patienten indenfor tidsfristen, så skal man blot lave en behandlingsplan, så omgår man alle reglerne, og sygehuset bliver ikke spanket af regionstoppen.

Helge var én af disse patienter. Han er lige fyldt 60 år, og har igennem det seneste år haft tendens til hoste. Tør hoste. Først gik han med hosten uden at gå til læge, for som han sagde: ”Hvad der kommer af sig selv, må gå væk af sig selv”. Men hosten gik ikke væk. Så efter 3 måneder gik Helge til læge. Hosten var blevet for slem, ligesom han syntes at åndenøden var blevet slem. Han havde solgt sin forretning for et par år siden, havde tjent mange, mange penge på salget, så han og hustruen levede af pengene fra virksomhedssalget. De nød det i fulde drag. Rejste meget om vinteren, særligt til de varme lande, hvor de havde ejerlejligheder i flere europæiske lande. Sommeren blev tilbragt her i Danmark, hvor de elskede at gå på golfbanen. Men Helge kunne ikke længere gå de 18 huller han altid havde kunnet. 9 huller blev det til nu. Hosten og åndenøden var for slem.

Egen læge tog blodprøver, men infektionstallene var pæne. Røntgenbilledet af lungerne så fint ud. ”Det er et virus”, sagde lægen, ”det skal gå over af sig selv”. Så Helge ventede yderligere 3 måneder. Det blev ikke bedre, det blev værre. Så gik Helge til læge igen. ”Det må være hjertet”, sagde lægen. Helge syntes ikke han havde hjerteproblemer, mente at hans hjerte var som en 18-årigs. Men henvist, det blev han – til hjertelægerne. Indkaldelsen kom meget hurtigt, for hjertesygdom kan jo være livstruende, så her skal man udredes hurtigt. Og det blev han. Hjertet fejlede ikke noget. Så Helge blev afsluttet til egen læge.

Helge var nu blevet utålmodig, han ringede til sin læge og sagde, at nu måtte der ske noget. Hosten var forværret, han sov nu heller ikke om natten længere. Hosten holdt ham vågen. Lægen prøvede nu at give en inhalator med luftvejsudvidende medicin. Helge gav det en chance. 3 måneder skulle han prøve, havde lægen sagt. Men det hjalp ikke. Helge ringede til sin læge og sagde at der måtte gøres noget.

Helge blev henvist til det lokale hospitals lungemedicinske ambulatorium. Og her har man rigtig, rigtig travlt. For de er underlagt kravene om både udredningsret og behandlingsgaranti til patienterne. Og Helge blev indkaldt til undersøgelse. Var til undersøgelse efter knapt 4 uger. Røntgenbilledet af lungerne var blevet gentaget (selvom det var taget for ganske kort tid siden!). Det var stadig normalt. Blodprøver viste ingen allergi (Helge havde aldrig haft tegn på allergi). Lungefunktionen var normal. Og nu skulle Helge ses af en læge. Det var en læge der var i et uddannelsesforløb. Dvs. ikke en speciallæge, men dog en læge der var under uddannelse til speciallæge i lungemedicin. Alt var normalt. Helge fik besked på at han skulle koncentrere sig om at lade være med at hoste.

Helge havde jo tidligere haft en kæmpestor virksomhed, med en millionomsætning, og han var vant til at tage affære og stille spørgsmål, hvis ikke tingene er fuldt forståelige. For Helge var ikke tilfreds med svaret. Han forlangte en speciallæge. Det kunne man ikke honorere den dag, men Helge fik en ny tid, han kunne komme igen om 1 måned, så var der tid ved en speciallæge. Så Helge ventede en måned mere. Imens blev hosten ikke bedre. Åndenøden var blevet værre. Det blev nu kun til 6 huller på golfbanen. Og sidst Helge havde været med fly til en af sine lejligheder i udlandet, denne gang i Spanien, havde han haft det rigtig skidt under flyturen. Han syntes han havde været svimmel og utilpas, med trykken for brystkassen. Men hjertet var jo undersøgt, og det fejlede ikke noget.

Speciallægen i lungeambulatoriet kiggede på Helge. Alle undersøgelserne var normale. Røntgen, blodprøver, lungefunktion, iltning af blodet, endda hjertet var undersøgt og frikendt. Så speciallægen sagde, at Helge skulle træne noget mere. Han skulle gå til fitness, og så koncentrere sig om at undlade at hoste. Denne samtale tog under 10 minutter. Så stod Helge, lettere forvirret, ude på parkeringspladsen. Diagnosen var HOSTE. Sådan set rigtig nok. Men Helge ville gerne vide hvorfor han hostede.

Henvisningen fra Helges egen læge dukkede op i mit system. Ikke mange linjer fyldte den. Der stod blot, at Helge havde haft hoste igennem nogle måneder. I min klinik er jeg underlagt et loft for hvor meget jeg må lave. Hvis jeg laver mere end Regionen tillader mig, så falder hammeren. Så min sekretær, Sarah, måtte desværre informere Helge om en ventetid på 10 uger. Men Helge var ligeglad. Han ville gerne vente, nu var der alligevel gået så lang tid, han ville bare gerne høre min mening.

Og Helge hostede. Virkelig meget. Han kunne ikke færdiggøre en sætning uden hoste. Tør hoste. Det har jeg set mange gange i mit arbejdsliv, kan være et tegn på en sjælden, men desværre meget overset sygdom. En sygdom, der på dansk kaldes lungefibrose.

Jeg fortalte Helge om min mistanke, og sagde, at det var nødvendigt at foretage en speciel skanning af lungerne for at enten verificere eller udelukke denne alvorlige lidelse. Helge ville hellere end gerne udredes. Så skanningen blev foretaget. Pga. et års ventetid på skanningen på lokalsygehuset, blev Helge omvisiteret til at få foretaget skanningen på en privatklinik i Århus. Svaret kom 14 dage efter jeg havde set Helge første gang.

Helge sad atter i stolen overfor mig. Vi talte om svaret på skanningen, hvad det betød. Den type lungefibrose Helge havde var desværre en af de mere alvorlige slags. En type, der er svær at behandle, og behandlingen kan ikke helbrede sygdommen, men udsætte tidspunktet for lungeinvaliditet. Hvis man vel at mærke kommer tidligt nok. Er sygdommen for langt fremskredet, får man ikke tilbudt den specielle behandling, så er man for syg. På det tidspunkt er alt for meget lungevæv omdannet til arvæv, og behandlingen virker ikke. Den risiko fik Helge at vide. Han blev henvist til specialisterne i Århus, som forestår behandlingen af denne sygdom. Helge var lykkelig. For endelig var der en forklaring på hans hoste og hans åndenød.

Helge blev indkaldt til undersøgelse og behandling i Århus. Han havde meget svær lungefibrose, desværre var sygdommen for svær til at man kunne tilbyde behandling. Helge var kommet for sent.

Men det lokale sygehus havde indkaldt Helge indenfor den tilladte tid til udredning. Han blev indkaldt indenfor 2 uger. De havde stillet en diagnose, og de havde anbefalet en behandling. Rehabilitering = træning = fitness. At diagnosen var forkert, og behandlingen slet ikke duede til denne type patienter, det står ingen steder. Regionen er tilfreds. Det er sygehusdirektøren også. Man har overholdt udredningsretten og behandlingsgarantien.  Men hvad er alle garantierne og diverse deadlines værd, hvis man får stillet en forkert diagnose?

Helge døde 3 måneder senere af sin lungesygdom.

En tanke om “Helge mødte udredningsretten og behandlingsgarantien som 60-årig”

  1. Kære Tina
    Tak for dit gode initiativ – der er brug for det!
    Jeg har også været udsat for fejl i sygehusvæsenet, som jeg heldigvis selv opdagede i tide – men slet ikke at sammenligne med denne forfærdelige historie.
    Jeg ser frem til fortsat at følge dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *