Da Benny blev syg af sit arbejde

Her til morgen gik jeg i gang med at bage boller. Jeg er elendig til at bage boller, de bliver altid som kanonkugler, men øvelse gør mester, og jeg ville gøre endnu et forsøg på at lykkes med det. Vi skal i aften have whist-aften med gode venner, hvor vi altid begynder med en kop kaffe og lidt brød eller boller, så nu måtte det prøves.

Og da slog det mig; jeg havde ingen problemer med at stå med hænderne i mel, hverken med at få eksem, eller at have problemer med vejrtrækningen. Men ikke alle er så heldige. Specielt bagere er udsatte. Jeg har indenfor den seneste tid haft flere bagere i min klinik, som efter årelang beskæftigelse indenfor bagerfaget nu er blevet syge af deres erhverv.

Fælles for dem er, at de har arbejdet mange år i faget, mellem 20 og 40 år. Egentlig havde de godt mærket åndenøden i flere år. I starten var det efter mange timers arbejde i bageriet, efterhånden var der gener dagligt, og til sidst bare de trådte ind i bageriet. Der var god lindring i weekends og ferier, men samtidig var åndenøden ved anstrengelse begyndt at indfinde sig. Så tempoet i dagligdagen og fritiden blev sat derefter.

Benny var lige fyldt 50 år, havde været bager i næsten 30 år. Han var efterhånden meget påvirket af arbejdet i bageriet, fik åndenød bare han gik ind gennem døren til arbejdspladsen, og havde det rigtig svært når han skulle røre dejen i de store maskiner, til trods for at han bar åndedrætsværn. Så han gik til sin læge, der tog sagen meget alvorligt og satte gang i undersøgelserne.

Benny havde haft allergi mod græs siden han var barn. Han havde altid haft det svært i græspollensæsonen, hvor øjnene kløede, blev røde, næsen løb eller var stoppet, og han havde også i pollensæsonen ofte haft svært ved at trække vejret. Han hostede om natten, vågnede af den pibende lyd, der viste sig at komme fra hans luftveje.

Dengang blev der ikke taget så stor notits af det. Man vidste ofte ikke helt hvad det var, og da ”sommerforkølelsen” som regel lettede af sig selv, og hosten også forsvandt igen, – i hvert fald indtil næste sæson – ja, så blev der ikke gjort mere ved det. Først som voksen fik han tilbuddet om allergivaccination mod hans høfeber, det hjalp ham rigtig godt. Men der blev ikke undervejs lavet lungefunktion, noget der ellers er absolut vigtigt og nødvendigt før man påbegynder allergivaccination. Og endnu mere vigtigt, fordi Benny, som så mange andre af hans venner, var blevet ryger. Mindst 10 cigaretter dagligt blev det til. Benny afsluttede sin allergivaccination da han var 25 år og han var meget tilfreds med effekten. Han kunne nu klare sig med blot at tage høfebertabletter enkelte dage i sæsonen.

Men åndenøden, den var der endnu. Og nu ikke længere kun i græspollensæsonen, men hele året. Ofte hostede han gult slim op, og forkølelserne trak ud i ugevis. Da han fyldte 40 år syntes han, at han skulle have et tjek og gik til læge. Og endelig – som 40-årig – fik han foretaget sin første lungefunktion. Den viste en lungekapacitet på 75 %. Ikke helt godt, men heller ikke ringe. ”Du har astma”, sagde lægen, og satte ham i behandling med astmamedicin, og han fik en inhalator indeholdende binyrebarkhormon, og en inhalator indeholdende luftvejsudvidende medicin. Og det tog han så, fuldstændig som foreskrevet. Men behandlingen blev ikke fulgt op, så Benny fik ikke målt sin lungefunktion over de næste år.

Efter 5 års behandling, uden kontrol af om Bennys lungekapacitet var stabil, eller om han tog medicinen rigtigt, så gik han atter til læge. Det var blevet tungere og tungere for ham at gå på arbejde som bager. Han var meget forpustet, arbejdskollegerne prikkede til ham; ”Dårlig kondi”, sagde de. Sikkert korrekt, for Benny dyrkede absolut ikke motion. Det var han stoppet med for mange år siden, for han kunne ikke holde til at løbe efter bolden på fodboldbanen.

Lægen der undersøgte Benny kunne godt se, at det ikke var godt. Lungekapaciteten var nu nede på 55 %. Benny havde efterhånden røget cigaretter i 25 år. Så lægen fortalte Benny, at han nu ikke længere havde astma, men derimod KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom). Hans inhalator med binyrebarkhormon blev fjernet fra hans medicinliste, i stedet fik han KOL-medicin. Og han blev sendt på rehabiliteringskursus i kommunen. Benny var glad for kurset. Han syntes han lærte meget om sin sygdom. Og han fik lagt cigaretterne på hylden. Benny var 45 år på det tidspunkt.

Men åndenøden blev værre og værre. Han slæbte sig afsted på arbejde, havde mange sygedage, for ofte kunne han ikke gå længere end hen til bussen, der skulle bringe ham på arbejde. Og Benny blev fyret. Det forstod han godt, for han havde mange sygedage pga. åndenød, og efterhånden også meget eksem på begge hænder og underarme. Det var specielt slemt, når han arbejdede med rugmel.

Benny gik atter til læge. Lægen tog det alvorligt da han så Benny, for Benny havde ikke været ved sin læge de sidste 5 år. Han havde altid kun fornyet sin recept telefonisk via sekretæren. Lungekapaciteten var nu faldet helt ned til 42 %.

Og endelig blev Benny henvist til specialist i lungesygdomme. Som 50-årig, med en lungekapacitet på 42 %, fyret fra sit arbejde.

Benny har, og har hele tiden haft, astma. Hans lungekapacitet er, på den rette behandling, efterhånden kommet op på 55 %. Højere kan vi ikke forvente den bliver. For dertil har han haft sygdommen i alt for mange år, UDEN den rette behandling. Inhalation med binyrebarkbehandling er et absolut MUST, og må aldrig, aldrig, ALDRIG tages væk. Årsagen til den kronisk nedsatte lungekapacitet, er underbehandlet astma. Cigaretterne har selvfølgelig ikke været gode for Benny, men det har den manglende undersøgelse, kontrol og behandling af hans astma heller ikke. For ikke at tale om hans arbejde. Arbejdet har gjort hans astma virkelig slem.

Ingen ved hvordan det havde set ud, hvis man allerede da Benny blev vaccineret, havde undersøgt hans lungekapacitet, og sat ind med behandling for hans astma. Og man havde haft mulighed for at gribe ind langt tidligere, da Benny begyndte at reagere på hans arbejde som bager. Ligesom man nok havde forhindret hans yderligere forværring, hvis man ikke havde sagt at det var KOL, men havde vidst, at underbehandlet astma kan give irreversibelt nedsat lungekapacitet. Og derfor var fortsat med at behandle med astmamedicin.

For slet ikke at tale om, hvordan det var gået med Benny, hvis man langt tidligere havde henvist til en specialist. Så var Benny formentlig blevet behandlet med korrekt medicin. Han ville fortsat have været på arbejdsmarkedet, formentlig omskolet til et andet fag end bagerfaget. Og han ville ikke være på sygedagpenge. Måske han endda havde spillet fodbold endnu.

Og hvorfor, HVORFOR spørger jeg mig selv. Hvorfor følger man ikke op på inhalationsmedicinsk behandling, på lungekapaciteten med jævnlige kontroller, på patienter med klager over åndenød og allergiske symptomer? HVORFOR?

Man sætter jo heller ikke en diabetespatient i gang med insulin, eller en patient med forhøjet blodtryk i gang med blodtryksregulerende medicin, uden at følge op på det jævnligt.

Astma har desværre ikke den store bevågenhed, det er en kronisk sygdom. Havde Benny haft kræft eller hjertesygdom, så ville historien ovenfor have haft et ganske anderledes forløb.

Men INGEN skal blive så syg af en lungesygdom, som man både kan behandle og forhindre at blive så alvorlig af det arbejde man udfører.

Lad os få fokus på lungesygdomme. Få dem diagnosticeret og behandlet. I tide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *