Da Helle fik astma

Patienten, en kvinde på 35 år, her kaldet Helle, var blevet henvist til min klinik. Hoste var hendes problem. Den var startet i efteråret 2014, efter en forkølelse. Som så mange gange før ved forkølelser havde hun hoste og gulligt slim, denne gang var det anderledes. For det var ikke stoppet igen. Hun havde ventet tålmodigt i 3 måneder før hun gik til læge. Det var den tid det normalt tog når hun havde hoste i forbindelse med forkølelser. Hun var ved at være temmelig tyndslidt. Sov ikke om natten, vågnede med hoste og masser af slim, ligesom hun også kunne vågne af den hvæsende, pibende lyd der kom fra hendes luftveje. Og pga ventetid til første konsultation ved mig havde hun yderligere ventet i 10 uger.

Hendes vej igennem systemet havde været lang. Egen læge havde undersøgt hende grundigt. Blodprøver viste ingen tegn på infektion, slimen hun hostede op var blevet undersøgt for bakterier, men der var intet at finde. Røntgenbilledet af brystkassen var normalt. Så hun måtte ruste sig med tålmodighed, som regel går hoste efter en virusinfektion over af sig selv, men det kan tage måneder.

Efter endnu nogle måneder var hun stadig generet af hoste og slim. Hun havde haft mange sygedage fra jobbet, fordi hun simpelthen var så træt at hun ikke kunne hænge sammen. Hun havde desuden tabt sig, 4-5 kg var der røget af sidebenene. Egentlig var hun glad for dette vægttab, for dellen på maven var væk, men vægttabet bekymrede hende alligevel, for hun havde ikke gjort noget for at tabe sig. Havde ikke fulgt en diæt. Og ordet KRÆFT var begyndt at dukke op i hendes tanker.

Egen læge tog straks affære. Langvarig hoste, træthed og vægttab, det er alvorlige faresignaler. Så henvisning til en CT-skanning af lungerne blev sendt afsted. Og nævner man ordet kræftmistanke, ja så bliver skanningen udført med lynets hast. Det blev den også her. Men den var normal.

Der gik atter et par måneder, intet bedredes. Hosten var invaliderende for hende. Hun havde mistet sit job, fordi ingen arbejdsgiver kan være tjent med en kvinde der hoster værre end en storryger i telefonen. Mange af kunderne havde spurgt bekymret til hendes helbred, nogle var såmænd også kommet med stikpiller til, om ikke hun skulle drosle ned på cigaretterne. Men hun havde aldrig røget.

Hun var nu begyndt at få mere og mere åndenød. Hendes højt elskede løbeture, som hun igennem mange år havde nydt, var ikke længere mulige for hende. For i stedet for at løbe de 5 km hun plejede et par gange om ugen, så måtte hun nu stoppe efter mindre end én km. Pga af åndenød og en voldsom trykken i brystkassen.

”Trykken i brystkassen!”, sagde hendes egen læge, ”Jeg sender dig videre til undersøgelse i hjertepakken”. Som sagt, så gjort. Helle hørte meget hurtigt fra hospitalet. Hun skulle møde til udredning. Først til samtale med en sød og dygtig hjertelæge. Der var blevet taget en del blodprøver, kolesteroltallet var lidt forhøjet, EKG var normalt. Der blev lavet EKKO = ultralydsskanning af hjertet, den var også normal. Men trykken i brystkassen ved anstrengelse, forhøjet kolesteroltal, og en historie i familien med en far der var død som 54-årig af hjertestop, det gjorde at hun blev sendt videre i systemet. Kranspulsårerne blev undersøgt, men der var ingen tegn til forkalkning af nogen art. Og da der ikke var tegn til hjertesygdom blev patienten afsluttet fra hjertelægen på hospitalet med besked om at gå til egen læge, igen.

Helle var taknemmelig over ikke at have kræft, ikke at have hjertesygdom, ikke at fejle noget, og hun begyndte at tænke på om det bare var hende der var noget galt med. Hun var begyndt at blive lidt angst for hosteanfaldene. De tog fuldstændig vejret fra hende, kom på de mest ubelejlige tidspunkter, så også socialt var hun begyndt at melde fra. Hun ville ikke være den der altid bare sad og hostede. Egen læge lavede en lungefunktionsundersøgelse på hende. Den var normal. 85 %. Ingen ændring efter luftvejsudvidende medicin. Helle havde ikke fået lavet en sådan siden hun var teenager. Den var lavet ved hendes tidligere læge, og Helle vidste ikke hvad den havde vist.

Og nu blev Helle henvist til mig. Hun stod der i døren og sagde at hun ”havde store forventninger til mig”. Jeg trak vejret dybt og sagde, at det måtte jeg jo se om jeg kunne leve op til. Der var afsat en time til hendes første besøg.

Da jeg spurgte Helle om hun tidligere, evt mens hun var barn eller ung, havde haft lignende problemer svarede hun ”Nej”. Godt nok havde hun i en årrække været i behandling for astma, men hun havde stoppet med behandlingen som teenager, idet hun var symptomfri. Og symptomerne dengang havde været helt anderledes end nu. Hun fortalte at hendes mor ofte havde siddet med hende om natten, hvor hun ikke kunne få luft. Men langvarig hoste og slim havde aldrig været hendes problem, ej heller trykken i brystkassen.

Undersøgelserne viste ingen tegn på allergi, lungefunktionen var ganske rigtigt på 85 %, ændringen efter inhalation med luftvejsudvidende medicin var under grænsen for hvad der viser sikkert tegn på astma. Men NO-målingen, den der viser om man har irritativ betændelse i luftvejene, den var voldsomt forhøjet. En 3-cifret værdi.

Helle blev sat i behandling med fast, forebyggende medicin. Efter tre uger ringede hun til mig og fortalte glad i telefonen, at hendes hoste var bedret væsentligt, slimen meget aftagende, og hun vågnede ikke længere om natten. Hun ville bare fortælle mig det! Efter 6 uger kom hun til kontrol. Hendes NO-måling var mere end halveret, lungefunktionen var på 110 %.  Hosten var helt væk, kun en anelse slim ved anstrengelse, og Helle havde genoptaget sine løbeture uden problem.

Helle havde astma. ASTMA! En sygdom, som man oftest relativt nemt kan behandle, men som i andre tilfælde viser sig på en mere lusket måde. Ingen kan klandre den praktiserende læge for noget. INGEN! Hun havde undersøgt Helle grundigt, derved var mange alvorlige sygdomme blevet udelukket. Lungefunktionsmålingen havde ikke vist noget alarmerende i første omgang. For ingen vidste hvad den tidligere havde ligget på, så patientens normale værdi var ikke kendt. Og der er ikke tid til at gå særlig meget i dybden ved den praktiserende læge. For der sidder 20 andre patienter i venteværelset, som også har problemer der skal håndteres.

Nej, der skal meget mere fokus på hvad vi normalt ligger på i lungefunktion. Få den målt tidligere i livet, og jævnligt. Allerede i skolealderen og op gennem opvækst og voksenalderen. Specielt ved dem der har haft noget tidligere eller som har symptomer. For astma er jo en kronisk sygdom, der ikke forsvinder af sig selv. Nøjagtig som f.eks. diabetes. Man stopper jo heller ikke med insulinen selv om blodsukkeret er normalt. Dette har man taget aktion på i Horsens Kommune. Der starter lige om lidt et projekt, hvor alle elever i udskolingsklasserne vil få foretaget lungefunktionsmåling, hvis de har alarmerende symptomer såsom hoste, åndenød eller langvarige forkølelser. De vil så blive sendt videre til egen læge mhp opfølgning og behandling. Dette vil formentlig på langt sigt kunne spare kommunen for mange sygedagpenge, patienten for tabt arbejdsfortjeneste, og statskassen for mange dyre undersøgelser og måske endda unødvendige undersøgelser i sygehusvæsenet

Og lad være med at lægge alt ud til de praktiserende læger. De er i forvejen pålagt ekstremt mange opgaver, som de skal udføre på kortere og kortere tid. Og de gør et super stykke arbejde. Ros dem for det. Tænk meget mere ind på forebyggende, opsporende arbejde. Giv lov til at de praktiserende læger kan henvise patienter langt tidligere til specialist og få vurderet patienten.  Ikke kun kræft og hjertesygdom er alvorlig. Man kan også dø af astma. Man kan blive invalid, idet lungefunktionen kan blive varigt nedsat hvis ikke man får behandling iværksat tidligt nok. Og man kan miste sit arbejde pga for mange sygedage.

Helle er i dag helt frisk. Hun har ingen symptomer, hun løber igen flere gange ugentligt, hendes lungefunktion er normal. Hun er i arbejde.

Og Helle ved, at hun ALDRIG må stoppe med astma medicinen igen

En tanke om “Da Helle fik astma”

  1. Astma er altså ikke at spøge med… fik diagnosen for flere år siden!! VIGTIGT hver dag at tage den ordinerede medicin, JA nogle må lære det på den hårde måde 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *