Vi er midt i anden
bølge af Corona, og alle holder vi sikkert vejret. Det er en ganske skræmmende
tid vi lever i, for ingen ved hvordan denne fjende, der har indfundet sig i
hele Verdenssamfundet vil opføre sig i den kommende tid, og heller ikke hvor
længe det vil vare.
Vi skal passe på, for ellers kan vort sygehusvæsen bryde sammen, så vi kan
risikere at se lige så triste billeder som vi så fra Italien tidligere på året.
Så alle de syge der ikke behøver at blive indlagt skal være hjemme, – men sådan
har det vel altid været, eller har det ikke?
Selv om Coronaen er over os, og nogle af de syge med Covid-19 har brug for at blive indlagt, ja så er der altså stadig danskere der bliver syge af andre lidelser. Også lidelser der vil kræve en indlæggelse, idet disse patienter har brug for ydelser der ikke kan tilbydes andre steder end på et sygehus. Og her må man passe på ikke at blive Coronablind. Landets akutafdelinger, hvor langt de fleste patienter der bliver indlagt, kommer ind på, skal virkelig passe på, at de får ydet den udredning og givet den behandling der er nødvendig, og ikke bare sender patienterne hjem, når coronatesten viser sig at være negativ.
Lone er 55 år gammel
og kommer fra en jysk provinsby. I efteråret 2019 fik hun problemer med at
næsen stoppede til, hun blev meget snottet, mistede en overgang også
lugtesansen. Øre-næse-halslægen, som hun opsøgte kunne godt se at næsens
slimhinder ikke havde det optimalt, så hun blev sat i behandling med næsespray
med binyrebarkhormon, som hun skulle tage indtil hun igen skulle kontrolleres
af øre-næse-halslægen efter 4 måneders behandling. Det hjalp rigtig godt på den
tilstoppede næse, men nu var Lone så til gengæld begyndt at hoste rigtig meget.
Men så blev Danmark ramt af Corona, og øre-næse-halslægerne var et af de
specialer der fik bud om at lukke mest muligt ned. Så Lone kom aldrig til den
kontrol.
Lone opsøgte egen læge igen og igen. Men ved de praktiserende læger havde de
forbud mod at lave lungefunktionsundersøgelser, så lægen måtte gøre hvad de
havde mulighed for. Og det var telefonisk at ordinere flere antibiotikakure – der
ikke hjalp spor. Gentagne coronatests var alle negative. Lone havde nu også
svær åndenød, og slimen som hun kunne hoste op fra lungerne blev mere og mere
betændt at se på.
Lone var efterhånden desperat. Hun hostede dag og nat, fik max 30 minutters
søvn ad gangen før hun blev vækket af et voldsomt hosteanfald. Hun hev efter
vejret, det lød som om der var en violin i lungerne. Nu måtte lægen smide
håndklædet i ringen. Nøjagtig 2 måneder efter at Danmark lukkede ned pga
Corona, blev Lone indlagt.
Lone var indlagt et døgn. Ét døgn. Ny coronatest (det var nr. 7 i rækken af
negative tests) var igen negativ. Røntgenbillede af lungerne var normalt.
Blodprøver viste ikke noget, syntes lægen. Men der var altså ét tal, som var
meget voldsomt forhøjet, og som burde have fået alle alarmklokker til at ringe.
Det blev bemærket som værende set. En læge mente at det måske godt kunne være
astma (ENDELIG!), det syntes han godt man kunne mistænke, så Lone fik en inhalation
med medicin på et forstøverapparat. Og pludselig kunne hu få luft, for første
gang i flere måneder. Det fortalte hun lægen, som så sendte hende hjem med
besked om at opsøge egen læge.
Kort efter at Lone kom hjem tog hosteanfaldene til. Og denne gang medførte det
en meget pludselig og meget svær smerter i venstre side af brystkassen. Lone
gik igen til lægen. Som ikke anede hvad han skulle gøre. Så lægen valgte at
sende patienten til skanning i Lungepakken (det kalder man den afdeling der
tager sig af udredning af lungecancer). Skanningen viste ingen cancer, det
eneste der kunne ses var et brækket ribben, som var årsag til smerterne. Det
kunne man ikke gøre noget ved, lød beskeden. Ingen undrede sig over at årsagen
til det brækkede ribben var Lones hoste, ingen foreslog nogen diagnoser, som
kunne være årsagen. Men kræft var det ikke. Så retur til egen læge.
6 uger efter indlæggelsen valgte egen læge nu at se bort fra at man i praksis
ikke må lave lungefunktionsundersøgelser her i coronatiden. Lone fik lavet den
første lungefunktionsprøve, den viste en lungefunktion på 60 %. Så fik Lone
endelig den nødvendige inhalationsmedicin, 4 måneder efter hun begyndte at
hoste.
Jeg fik Lone henvist til vurdering, så rette diagnose kunne blive stillet. Da jeg så Lone første gang havde hun det væsentligt bedre, men var meget træt efter så langt et forløb. Hendes lungefunktion var nu oppe på 99 %, og den svære irritation i lungerne var helt væk. Lone fik sin diagnose, astma. Hun har det meget bedre i dag, men ser tilbage på de foregående måneder med mange spørgsmål. Hvorfor blev hun sendt hjem så hurtigt? Det hun var indlagt for, nemlig hoste og svær åndenød, havde hun jo stadig ved hjemsendelsen? Hvorfor håndterede de ikke det meget forhøjede tal i akutafdelingen, hun havde eosinofiltal (det hedder blodprøven) på 1,65? Hvorfor gjorde de ingenting? Hvorfor?
Min bedste forklaring på det må være, at man var Coronablind den dag i akutafdelingen på det sygehus Lone blev indlagt på.
Lone er desværre ikke
det eneste eksempel.