Tre små julehistorier

Det er alt for længe siden at jeg sidst har slået et blogindlæg op, der er flere årsager til dette, men forklaringen på det skal I ikke trættes med. Så vil jeg hellere fortælle 3 små julehistorier her fra december måned. Det er alle sammen kvinder, den yngste er 22 år gammel, den ældste er 75 år gammel. Disse tre kvinder er nogle af de sejeste jeg kender.

Marie er den ældste af dem, hun er 75 år gammel, ramt af flere forskellige sygdomme. Dels har hun en mangeårig astma, som har været underbehandlet, da man i hendes barndom og ungdom ikke havde de gode inhalationsmedicinske præparater. Så hun kom først i fast behandling da hun var i 40’erne, dette har gjort, at hendes lungefunktion ikke ligger i normalområdet, men ligger på omkring de 65 %. Men hun har det godt, når hendes lungefunktion ligger på 65 %, hun føler sig ikke begrænset i noget og har altid en masse aktiviteter i gang.
Marie blev så ramt af hjertesygdom, det tog hun i stiv arm, også da hun fik hjertestop, blev genoplivet og hjertelægerne fortalte hende, at hun skulle have en pacemaker, der kunne give hende det livreddende stød, hvis hun atter skulle få et hjertestop. Der, hvor det er svært for Marie er, at hjertelægerne bliver ved med at ville medicinere hende med medicin, som hendes astma ikke tåler. Marie har sine talegaver i orden, så hun protesterer hver gang hun er til kontrol på hjerteafdelingen. Og hver gang tror de ikke på hende. Det ender altid med at Marie – for ikke at virke negativ – vælger at tage imod den behandling, som hjertelægerne anbefaler, med det resultat, at når hun så er til kontrol hos mig, så kan hun dårligt slæbe sig afsted. Hendes luftveje hyler og piber, hun hoster, har masser af slim og hendes lungefunktion falder ned til de 40 %.
Alle de gange hun har haft det sådan – og vi tæller dem ikke mere for det er mange – har hun fået overtalt hjertelægerne til at lade hende blive trappet ud af medicinen igen. Jeg har skrevet til hjertelægerne også, så Maries ord står bestemt ikke alene, men lige lidt hjælper det. Indtil Marie sagde direkte til hjertelægen, at hun hellere ville dø af et hjertestop, end ikke at kunne trække vejret og føle at hun blev kvalt langsomt.
I dag er Marie helt ude af den medicin, som hendes astma ikke tåler. Hendes lungefunktion er tilbage på de 65 %, hun har det godt og glæder sig til at holde jul med familien lige om lidt.

Emma er 31 år gammel. Hun blev henvist til undersøgelse af den læge hun for nyligt var skiftet til. Emma havde i mere end 15 år haft hyppige problemer med åndenød ved anstrengelse, samt ved forkølelser. Hertil kom så en allergi mod græspollen, som den tidligere læge hver sommer havde behandlet med indsprøjtninger med binyrebarkhormon.
Emma havde mange besøg ved lægen med sin åndenød, hoste og slim i luftvejene, problemet var blot, at hver gang hun var ved lægen, så viste pusteprøven nogle endog meget flotte værdier, en lungefunktion på 109 % var jo flot. Så til sidst fik Emma en snak om at hun var hypokonder og sygdomsfixeret i en sådan grad at hun blev ordineret beroligende tabletter! For det var ikke astma. Men de hjalp ikke på hendes åndenød, så Emma smed dem ud og skiftede læge.
Den nye læge tog Emma meget alvorligt. Her viste pusteprøven heller ikke udslag, men lægen henviste Emma. De første undersøgelser var også normale hos os, men vi har mulighed for at lave ekstra undersøgelser. Da vi lavede provokationstest faldt Emmas lungefunktion 26 % kun halvt inde i testen. Emmas luftveje hylede og peb, hun hostede og kunne fortælle at det netop var sådan hun havde haft det mange gange de seneste i 15 år.
Emma blev informeret om, at hun HAVDE astma, og at hendes luftveje reagerede på kulde, varme, fugt, pollen, forkølelser, ja stort set alt, og at det er helt normalt at lungefunktionen kan være normal, når man så sidder ved egen læge og er i afstand fra sit anfald.
Emma brød grædende sammen. Endelig, ENDELIG fik hun svaret på hvad der var galt med hende. En helt banal astma, som hun nu er i behandling for. Hun var så lettet da hun forlod klinikken. Hun var glad.

Xenia er 22 år gammel. Hun har aldrig tidligere fejlet noget som helst. Ingen allergi, ingen luftvejsproblemer, ingen migræne, ja absolut intet. Indtil den dag i maj 2020, da hun bliver smittet med Covid-19, de var i alt 7 på hendes arbejdsplads, der blev smittet samtidig.
Xenia var ikke særlig syg af Covid-19. Hun var hjemme en lille uges tid, havde lidt feber, ondt i halsen, og følte til tider tung vejrtrækning, men hun var hurtigt tilbage på arbejdet igen. Men i månederne der fulgte blev hun ramt af flere forskellige symptomer. Hun fik hovedpine, migræneagtig hovedpine med opkastninger og sygemelding til følge. Hun fik koncentrationsvanskeligheder. Hun kunne på arbejde gå på lageret for at hente en vare, men når hun nåede lageret havde hun glemt hvad det var hun skulle hente, så hun måtte skrive det ned på en seddel før hun gik på lageret. Hun blev ramt af en helt invaliderende træthed. Hun kunne dårligt holde til en hel arbejdsdag og måtte bede om at komme på nedsat tid. For hun havde brug for mindst 11 timers søvn. Og nu var hun også begyndt at få luftvejsproblemer. Fornemmelsen af at have en elefant siddende på brystkassen, fornemmelsen af at der var en svien vi luftrøret ved vejrtrækningen.
Vi kunne ikke bekræfte nogen astma, alle undersøgelserne var normale.
Xenia er nu henvist til senfølgeklinikken for coronaramte. Ikke at de kan hjælpe hende med hendes symptomer, men de kan følge hende og vi kan alle blive klogere på dette virus, der har ramt hele verden. Ingen ved om Xenias senfølger vil vare ved, eller om de mildnes med årene. Men én ting er sikkert – Xenias liv er meget forandret, selv her 1 år og 7 måneder efter hendes Coronainfektion.

Disse tre historier er et godt bevis på, hvordan man kan blive ramt på forskellig vis af forskellige sygdomme.

Marie oplevede tydeligt på egen krop, at nogle læger har svært ved patienter, der klart giver deres egen mening til kende, og ikke blot vil ”føje” sig. Og jeg kan kun sige til Marie, at det skal hun blive ved med. Jeg ser Marie som en særdeles ressourcestærk person, hvor man netop kan bruge hendes oplysninger om medicinens effekt på hende, til at rette det til og hjælpe Marie bedst muligt. Jeg ser Maries historie som et glimrende eksempel på, at den tiltagende specialisering i dag kan bevirke, at man overser vigtige ting. Mange læger siger, at de ikke har tid til at sætte sig ind i patientens hele sygehistorie. Hertil kan jeg kun sige; vi har ikke tid til at lade være.

Emma måtte kæmpe for at få undersøgt hvad årsagen til hendes gener var. Hun begyndte næsten til sidst selv at tro på, at hun var hypokonder, for det var blevet sagt så mange gange til hende. Og en stor forløsning for hende, da hun fik at vide, at hun har astma og at vi nemt kan behandle hende for det. Mange læger siger, at hvis lungefunktionen er normal, så er det ikke astma, men det er forkert. Her kan vi specialister lave ekstra undersøgelser, der kan hjælpe med at afklare hvad årsagen er.

Xenia blev ramt af Corona i maj 2020, altså før vi havde vaccinerne. Hun er ung, hun er, eller hun VAR rask, og havde et let sygdomsforløb da hun havde corona. Problemet er kommet bagefter, nu hvor hun er ramt af senfølger til den tidligere coronainfektion. Mange tror, at blot fordi man er ung eller ikke fejler noget, så er corona ligesom at have en forkølelse eller en influenza, nogle tror endda, at coronavaccinen kan gøre dem sterile. Jeg har aldrig, og jeg mener ALDRIG hørt noget så dumt!
Vi har alle en samfundspligt og i coronasammenhæng, så gælder det om at blive vaccineret. For vores sygehus er i knæ, der er kun 10 intensivpladser tilbage på landsplan. På landsplan! Og de andre sygdomme er jo ikke sat på stand-by mens coronaen hærger. De fleste langtidsindlagte med corona er de uvaccinerede. Hvem skal IKKE på intensiv, når ens sygdom er så svær, uanset om det er corona eller ej, det er den beslutning lægerne snart skal tage på sygehuset, hvis ikke vi får stoppet den 3. bølge. Få så bestilt tid til at få den vaccine, skal opfordringen lyde herfra.

Både Marie, Emma og Xenia er coronavaccinerede. De er de sejeste kvinder jeg kender.