Vi må værne om fagligheden – specielt i en coronatid

Jeg ser det hver eneste dag, avisoverskrifterne, hvor mine kollegaer indenfor andre specialer råber vagt i gevær. Alle har en og samme bekymring, nemlig at der er for mange eksempler på at alvorlig sygdom overses, fordi alle er så bange for corona, at alt for få får foretaget den nødvendige udredning og behandling i tide. Og det må simpelthen stoppe nu. Vi må værne om den faglighed som vi har fået gennem vores uddannelse, og få udredt patienterne så de kan sættes i korrekt behandling, uden alt for mange omveje – med fare for at varig skade vil ske.

Lars er 58 år, har været mangeårig ryger, omkring 10 cigaretter dagligt i næsten 40 år. Det er endnu ikke lykkedes for ham at få stoppet med tobakken, han har prøvet utallige gange gennem årene, men aldrig kunnet holde sit rygestop. Han har i hvert fald i de sidste 20 år haft udtalt langvarige bronkitistilfælde i forbindelse med almindelige forkølelser. Han har aldrig søgt læge for dette tidligere, da han har følt sig lidt skamfuld over det; ”det var jo bare tobakshoste, så det er min egen skyld”.
Lars er et aktivt menneske, han elsker at rejse, og han og hustruen vælger ofte ferier, hvor de kan komme ud at vandre. Gerne vandreture i kuperet terræn. Det har aldrig været et problem tidligere. Men nu har Lars igen fået vejrtrækningsbesvær, det piber når han trækker vejret, han har rigeligt med slim. Han kontakter lægen, men får at vide, at de ikke vil se ham i praksis pga corona, han må vente til han spontant får det bedre. Der går nogle måneder på denne måde, flere opkald til lægen, men Lars må ikke komme i praksis.
Efter 3 måneder, hvor Lars efterhånden er temmelig tyndslidt, banker han i bordet og får lov til at komme til lægen. Her laver man så en lungefunktionsundersøgelse, med slangen til apparatet ud gennem vinduet, Lars står udenfor og puster lungefunktionsprøve, sygeplejersken sidder indenfor. Lars føler sig noget udstillet under denne seance.
Lægens dom er klar, Lars har fået KOL, hans lungefunktion er let nedsat. Han skal stoppe med at ryge og han bliver sat i behandling med Spiriva, et inhalationspræparat man bruger hos blandt andet KOL-patienter.
Lars får det måske lidt bedre, men ikke meget. Ny kontakt til lægen, der sender ham i kræftpakken. Rygere eller ex-ryger med langvarig hoste kan have kræft. CT-skanningen viser, at Lars ikke har kræft, man anbefaler videre behandling via egen læge.
En aften får Lars pludselig meget hurtig og uregelmæssig hjertebanken, pulsen er på 160 slag pr. minut, nu kan han slet ikke få luft. Så Lars indlægges på et af de to sygehuse han bor midt imellem. Man finder en lille lungebetændelse på røntgen, og da han også har KOL, så får han behandling med antibiotika og Prednisolon (binyrebarkhormon), og man planlægger at Lars dagen efter indlæggelsen skal have lavet en såkaldt DC-konvertering. Det er når man giver patientens hjerte et stød, så hjertet kan hoppe tilbage i normal rytme igen. Dette bliver dog unødvendigt, for dagen efter er hjerterytmen spontant helt normal, så Lars udskrives tilbage til egen læges behandling. Under hans indlæggelse viste blodprøven en stor forhøjelse af eosinofile, noget man kan se ved blandt andet astmapatienter. Ingen har bemærket dette høje tal.
4 uger efter udskrivelsen indlægges Lars igen. Denne gang på det andet af de sygehuse han bor midt imellem. Denne gang på akutafdelingen. Også her tages flere eosinofiltal, som alle er stærkt forhøjede. Ingen ser det, i hvert fald bemærkes det ikke. Lars får ændret sin Spiriva til Bevespi, (et andet præparat til KOL), og udskrives tilbage til egen læge med ny antibiotika- og prednisolonkur. Også efter denne kur har han det godt i en uges tid.
Lars har været sygemeldt i flere måneder nu, han kan intet. Mindste bevægelse medfører svær åndenød, og han hoster gult slim op konstant.

Og endelig, efter 8 måneder, henvises han nu til lungemedicinsk udredning.

Lars fortæller, at han som barn var allergisk overfor græs og familiens hund, som de skaffede sig af med dengang. Han var en periode i behandling for astma, som han dog voksede” sig fra. Lars’s far døde som 40-årig i et astmaanfald, men Lars har aldrig tænkt på, at det kunne være astma han havde, for hans symptomer var så forskellige fra faderens.
Lars’s No er på 158 – et udtryk for meget svær irritation (eosinofili) i luftvejene, dette forklarer hosten og den gule slim. Lars’s lungefunktion viste en værdi på 37 %. Den var målt til 67 % ved ege læge, det har her man stillede diagnosen KOL.

Lars har været til kontrol efterfølgende. Han blev sat i behandling med medicin til astma. Man skal altid have inhalationsmedicin med binyrebarkhormon i, når man har astma. Det fik han og ved efterfølgende kontrol viste det en normal NO på 17 og en lungefunktion på 87 %.

Hvorfor skulle Lars vente i 8 måneder før han fik korrekt udredning og behandling? Hvorfor afviser man patienter der hoster, fordi man er bange for at de har corona? Hvorfor tager man specifikke blodprøver (eosinofile), men ingen ser dem, eller bemærker dem, når de ligger langt over normalområdet? Hvorfor spurgte ingen ind til om Lars havde haft langvarige hosteperioder tidligere, i forbindelse med forkølelser? Hvorfor spurgte ingen ind til allergier tidligere, eller om der i familien var kendt astma? Hvorfor tror mange, at rygning er lig med KOL? Hvordan kunne det gå til, at Lars blev indlagt på to forskellige sygehuse, og var til kræftudredning på et tredje sygehus – UDEN at nogen fangede, hvad dette drejede sig om?

Spørgsmålene er mange. Vi må have fagligheden sat højest. Det duer simpelthen ikke at vi undlader at udrede og behandle patienterne hurtigt og korrekt, fordi vi er så bange for corona. Corona er farlig – ja, men man kan meget nemt tjekke om patienten er smittet. Og ingen infektion varer i 8 måneder.

Få fagligheden ind i hverdagen igen, det skylder vi patienterne.