3 historier fra det virkelige liv

Forleden stod jeg og kiggede ned i køledisken i vores lokale Superbrugs. Pludselig mærkede jeg at jeg blev betragtet, og da jeg løftede hovedet kom han hen til mig. Jeg ved ikke hvem han er, men jeg vil tro at han har passeret pensionsalderen. ”Er du ikke med i Lungeforeningen?”, spurgte han. ”Er det ikke dig der har klinik inde i Godsbanegade i Horsens?”, var det næste spørgsmål. Jeg svarede bekræftende til begge dele, og herefter lukkede han op for posen.

Denne søde ældre mand havde i lang tid forsøgt at få en henvisning til undersøgelse i min klinik, men hans egen læge ville ikke henvise ham. Efter et stykke tid havde egen læge i stedet for henvist ham til hospitalets lungeambulatorium, hvor han havde været flere gange med sin KOL. Men han synes ikke, at der skete så meget, de var søde, bestemt, men han synes det var spild af tid. Kontrollerne tog ikke lang tid, under 10 minutter, og han havde meget sjældent mulighed for at få svar på sine spørgsmål. Medicinen var ikke blevet ændret, og han følte ikke rigtig at han var kommet videre end før han blev henvist. Han havde stadig et stort ønske om at blive set af mig.

Vi havde en lille snak om, at det jo ikke var sikkert at jeg kunne gøre tingene anderledes, og jeg opfordrede ham til at fortælle personalet ved hans næste kontrol på hospitalet, om de tanker han gik med. Jeg tror ikke, at hospitalets lungeambulatorium ikke havde gjort alt korrekt. Næ, jeg tror mere det handlede om, at denne mands ønsker og forventninger ikke var blevet hørt og indfriet. Og han var ikke interesseret i at være tilknyttet hospitalet, han ville hellere vide hvordan han kunne komme ned til mig.

Jeg måtte fortælle ham, at muligheden for at komme hos mig er enten en henvisning fra egen læge, at bruge sin sundhedsforsikring, hvis man har en sådan, eller at blive omvisiteret fra sygehuset hvis ventetiden der er for lang. ”Kan jeg ikke selv betale?”, spurgte han. Jo, det kan man godt, men det er tankevækkende, at så mange vælger den mulighed, til trods for at vi har et system som kan gøre det gratis for patienten. Vi skal være patientinddragende, men det var ikke den oplevelse denne ældre mand havde. Han var trist. Han undskyldte herefter mange gange for at have forstyrret mig. Jeg følte mig ikke spor forstyrret. Jeg synes det var så synd for denne mand, og jeg havde gerne lagt øre til.

 

Jette er en af mine skønne patienter. Hun er 68 år, nyder sin pensionisttilværelse i fulde drag, og har fuld fart på med alle mulige gøremål. Hun havde i længere tid haft problemer med åndenød, specielt synes hun, at de bakker hun tidligere havde forceret uden problem, nu var blevet hårde at komme op af. Samtidig var der en del slim, som generede hende rigtig meget. Så hun gik til læge.

Lægen undersøgte Jette grundigt. Der blev taget blodprøver, EKG, røntgen af lungerne og der blev lavet lungefunktionsundersøgelse. Blodprøverne var fine, EKG’et var normalt, røntgen kunne give mistanke om, at der var noget med hjertet. Så Jette blev henvist til sygehuset og gennemgik en hjerteudredning, der viste sig at være helt normal. Så hjertelægen gav hende KOL-diagnosen, for det var eneste sandsynlige årsag til hendes åndenød. Lungefunktionstesten viste en lungekapacitet på 65 %, så diagnosen KOL var nu helt sikker, og Jette blev sat i inhalationsmedicinsk behandling.

Jette tvivlede selv meget på KOL-diagnosen, hun synes ikke det kunne passe. Det er for så vidt ikke særlig mystisk, for mange bliver chokerede over at få denne diagnose, også selv om de har røget tobak i mange år. Nøjagtig som Jette havde. Og Jette blev også sendt til rehabilitering. Så hun gennemgik KOL-kursus i den by hun kommer fra.

Sygeplejersken på KOL-kurset havde ved flere lejligheder talt med Jette om, at hun ikke syntes at Jette var en typisk KOL-patient, og sygeplejersken havde sat spørgsmålstegn ved om diagnosen var korrekt. Det endte med at sygeplejersken foretog en lungefunktionstest, da Jette var færdig med sit KOL-kursus. Og lungefunktionstesten var helt normal, den viste nu 90 %.

Jette henvendte sig atter til sin læge, denne kunne heller ikke forstå hvordan det hang sammen, så Jette blev sendt videre til mig. Og alle undersøgelserne hos mig var normale. Ingen allergi, normal lungefunktion, men åndenøden var der. Og der var slim. Og har man slim, kan det give åndenød.

Jette fik foretaget en speciel form for skanning af lungerne, en såkaldt HR-CT. Og resultatet var klart og gav os en forklaring på hendes åndenød og slim. Hun har bronkiektasier. Det er udvidelser på bronkierne, en tilstand der ikke kan helbredes, men hvor behandlingen er rettet mod at afhjælpe symptomerne. Vi ved ikke hvorfor Jette har fået disse bronkiektasier, hun har ikke haft lungebetændelser, hun har ikke astma, ikke haft fremmedlegemer i luftvejene, fejler ikke anden lungesygdom. Så måske er eneste årsag et mange-årigt tobaksforbrug. Men hun har fået det bedre på behandlingen, og frem for alt; hun har fået at vide hvad der er årsagen.

 

Søren er 19 år og supersportstrænet. Han er elitesvømmer og træner mange gange om ugen. Igennem noget tid har han haft problemer med hoste og slim, specielt efter at han har trænet, og endnu værre efter et svømmestævne, hvor han giver sig selv 100 %. Utallige besøg ved egen læge, havde ikke kunnet afsløre noget abnormt. Lungefunktionen er helt normal, og han har flere gange fået at vide, at han ikke fejler noget. Men hvorfor hoster han så? Hvorfor er der slim? Og hvorfor er han så træt? Fordi han træner så meget, fik han at vide, og atter blev han sendt hjem med beskeden om at han skulle indstille sig på at han IKKE fejlede noget.

Til sidst slog forældrene i bordet og sagde at nu måtte der andre øjne på. Og han blev henvist til mig. Og han sad der i stolen, og så fuldstændig rask ud. De første undersøgelser så alle helt normale ud, så da jeg gav ham inhalationsmedicin som udvider luftvejene, for senere at gentage lungefunktionstesten og se om der var forskel, troede jeg end ikke selv på, at det ville give os en diagnose. Så jeg fortalte ham, at selv om testene ikke viste noget i dag, så kunne han sagtens have astma, mistanken derom var stor, for hans symptomer pegede i den retning. Og hvis testene skulle vise sig negative, så ville vi gå videre med at lave provokationstest. Dette foregår ved at vi så lader Søren inhalere stigende mængder af et bronkieirriterende stof, og først når der heller ikke her viste sig noget fald i lungefunktion, kunne vi endegyldigt afkræfte astmadiagnosen. For en normal lungefunktionstest udelukker ingenlunde astma. Astmatikere har jo netop normal lungefunktion ind imellem de har deres symptomer.

Helt overraskende var det derfor, da Søren lavede ny lungefunktionstest efter at have fået bronkieudvidende medicin. Han steg næsten en hel liter i lungefunktion, og stigningen lå på 16 %. Så behandlingen blev iværksat, og svømmestævnerne gennemføres nu helt uden problemer. Og trætheden? Den er pist væk.

 

Morale: lad os være patientinddragende. Lyt til patienterne, hjælp dem med at få den undersøgelse der kan hjælpe dem, enten ved at få stillet diagnosen, hjulpet dem til den rette medicinering og give dem svar på de mange spørgsmål, der fylder, eller ved at få afkræftet en mistanke.

Og til alle jer lungepatienter og jeres pårørende: meld jer ind i Lungeforeningen. Det første år er gratis, herefter koster det kun kr. 210 om året. Sammen er vi stærke, og jo flere vi er, jo mere indflydelse får vi, så politikerne ikke kan komme udenom også at give lungepatienterne meget bedre vilkår.