Grethes møde med velfærden

Velfærd er blevet vor tids mantra. Alle taler om det, alle vil have mere af det. I udlandet forstår de ikke hvad der sker her i DK, udlandet synes vi har rigtig meget velfærd. Jeg synes også vi har meget velfærd. Om vi skal have mere kan man altid diskutere, men snakken om emnet har gjort at man fuldstændig har glemt ordet ”faglighed”. Den vil jeg hellere have mere af. Måske kunne vi så, ved at øge fagligheden, opnå mere velfærd, i hvert fald ville vi kunne bruge de ressourcer der er på sygehusene i dag bedre. Det er jeg helt overbevist om. For fagligheden er dalende. Ingen stiller på dette område krav længere. For så bliver man ked af det, og det duer ikke i dag.

Grethe er en fantastisk kvinde på 65 år. Hun elsker at være sammen med sin familie, rejser gerne på ferie sammen med døtrene og børnebørnene, både i og udenfor Danmark. Hun elsker livet, hun synes hun har så meget hun er taknemmelig for. Men Grethe har også KOL. I meget svær grad. Og det begrænser hende voldsomt. Ilten hjælper hende, men kan ikke gøre hende symptomfri, medicinen er den samme som i lang tid, de nyere præparater som er kommet på markedet, har man ikke villet afprøve om de kan hjælpe Grethe bedre, selvom både Grethe og familien har spurgt. Og på det seneste er iltbehovet steget, det er blevet til en del indlæggelser, pulsen har lagt sig op omkring de 140, vægten er for nedadgående, hun vejer nu 46 kg, og med en højde på 172 er det alt for lidt. Et EKG kunne det blive til, under en nylig indlæggelse, og da det ikke viste atrieflimren, som man mistænkte, ja så skulle der ikke foretages mere. Hvorfor ikke? Hvorfor ikke en CT-skanning for at se om der skulle være en blodprop i lungen, eller en delvist sammenklappet lunge? Hvorfor ikke behandle for det øgede tryk i lungekredsløbet, som der jo må være, men hvor man vælger ikke at undersøge for det?

Jeg har fået tilladelse af Grethe til at læse hendes journal. Den er alenlang, og der skrives dagligt at Grethe har spist godt, eller er gået til badeværelset selv, eller er i godt humør og snart skal udskrives. Men ikke noget om, at man har talt med Grethe om hvor man tror hun befinder sig i sit sygdomsstadium, og om hun gør sig nogle tanker om dette. I journalen skriver man at hun er terminal i sin KOL-lidelse. Men ingen taler med Grethe og hendes familie, snarere oplever Grethe og familien, at hvis og når de spørger, så bliver der kigget lidt skævt til dem, og de føler sig ikke ret godt tilpas i afdelingen.

Der er lige så mange forskellige personer, der tilser Grethe under hendes indlæggelser, som der er linjer i hendes journal. Der er talt meget om kontaktlæger eller kontaktpersoner, men Grethe har ikke opnået at blive tildelt en sådan. Ærgerligt, for netop her er det nødvendigt. At der er sundhedsprofessionelle, som kender Grethe og hendes sygdom. Som kunne se på hende at noget ændrer sig i hendes tilstand.

Så altså, på med vanten kære kolleger. Indkald familien til en samtale, og sæt jer ned sammen med dem og Grethe. Fortæl at I ikke synes der skal laves flere undersøgelser, fordi I mener at Grethe er i slutstadiet af livet. Og tal med dem om de gode muligheder der er for at afhjælpe de gener man har, når man er så syg som Grethe er. Fortæl, at I godt ved hvor fortvivlende en situation det er at være i, giv dem lov til at være magtesløse, vrede, kede af det, – men hjælp dem. Og giv Grethe noget medicin, som kan sætte den puls ned, for det er meget ubehageligt at have en puls på 140. Det kan hverken prednisolon eller antibiotika ændre på.

Det går rigtig stærkt i sygehusvæsnet for tiden. Der er et kæmpestort flow af patienter der går ind og ud. Men hvis vi glemmer at være fagligt opdaterede, så vi kender sygdommene og deres forløb, så hjælper vi ikke patienten ret godt. Og hvis vi glemmer medmenneskeligheden, så bliver det endnu værre. I stedet for bliver det til en snak om manglende ressourcer, man vil være flere på arbejde, for så bliver det bedre. Nej, det bliver det ikke bedre af. Hvis fagligheden var i top, så ville man udnytte de ressourcer, som ER sparsomme, bedre. Og hvis nogen ikke var fagligt opdaterede, så skulle det påpeges, så vedkommende kunne rette ind.

Hvad ville der ske, hvis man inviterede Grethe og hendes familie ind til en samtale? Hvad ville der ske, hvis man lyttede til familien, og måske afprøvede noget andet medicin? Hvad ville der ske, hvis man gav noget for at nedsætte den hurtige puls? Måske Grethes iltning blev bedre? Hvad ville der ske hvis man viste at familien var mere end velkomne til at spørge? Mon ikke det frigav nogle ressourcer som kunne bruges effektivt? Mon ikke det sparede en enkelt indlæggelse eller to? Mon ikke Grethe og hendes familie fik det bedre, fordi nogen lyttede til dem og ”så” dem?

Jeg har ikke fortalt hvor i landet Grethe bor, eller på hvilket sygehus Grethe så ofte er indlagt. For det er ikke det relevante her. Det kunne ske på et hvilket som helst sygehus i Danmark. Velfærdsstaten Danmark.

Jeg synes ikke vi kan være det bekendt, og jeg synes vi skal gøre noget ved det. Jeg har et par forslag.