Lungeplan til lidende lunger

Der har været talt om det mange gange. Om behovet for en national lungeplan. Men hver gang strander det, og vi fortsætter som hidtil. Samtidig er udgifterne til sygehusvæsnet og i det hele taget sundhedsvæsnet eksploderet. Og igen kommer snakken til at dreje sig om manglen på varme hænder, manglen på sengepladser, manglen på ressourcer. Men hvad nu hvis… Hvad nu hvis vi kunne undgå en hel del indlæggelser, fordi vi fik fat på de syge i tide? Hvad nu hvis vi kunne spare på kommunernes udgifter til sygedagpenge, fordi vi fandt patienterne tidligere, måske allerede i skolealderen for nogles vedkommende, hvor vi kunne rådgive eleverne om kommende jobvalg? Hvad nu hvis vi kunne finde de syge før de blev meget syge, og fik iværksat behandling der kunne forhindre en moderat eller mild sygdom i at udvikle sig til svær eller meget svær sygdom? Hvad nu hvis vi alle hjalp hinanden og fik iværksat forebyggelse så tidligt, at snakken om helbredelse ikke bliver nødvendig? Ja, hvad nu hvis?

Astma, allergi og KOL koster i DK årligt ca. kr. 20 MIA. Det er omregnet for Horsens Kommune et beløb på kr. 300 MIO. Tænk hvilke muligheder Kommunen kunne få hvis man kunne spare bare lidt af et så svimlende beløb. Børneastma er den hyppigste sygdom ved børn, 20 % førskolebørn har astma, 10 % skolebørn har astma. Det har vidtrækkende konsekvenser idet mange børn ender op med lavt selvværd, de bliver mobbede, de har fraværsdage, forældrene har fravær fra arbejde pga børns sygedage, og der kan være problemer med indlæringen i skolen.

Hver 10. voksen oplever at blive indlagt med KOL. Hver 5. dansker har høfeber. Ofte u- eller underbehandlet med risiko for udvikling af astma til følge.

Svend havde gennem hele sin barndom og teenagealderen været ramt af både svær høfeber og astmasymptomer. Han havde aldrig været i tilstrækkelig behandling, symptomerne var der i udtalt grad, specielt i birke- og græspollensæsonen, hvor han også ofte havde astmasymptomer. I skolen havde han ikke fået stor opmærksomhed. Lærerne syntes nok han var en ballademager, for han spillede ofte klassens klovn. Kammeraterne syntes han var sjov, men de gad alligevel ikke rigtig have ham med til noget, for han sad altid med røde øjne og løbenæse, og når det var slemt hostede han og forstyrrede alt og alle. Og forældrene havde den mening, at det var bedst at undgå medicin, specielt den medicin med binyrebarkhormon i, for det var ikke godt for kroppen. Og der var ingen, INGEN der sagde dem imod. Ingen der gjorde noget for at Svend kunne blive undersøgt og behandlet.

Så Svend havde aldrig rigtig fået anden medicin end den man kan få i håndkøb. Og han var aldrig blevet ordentligt undersøgt. Men nu sad han der. I klinikken. Hans nye læge var faldet over de symptomer han beskrev, og havde fluks henvist ham til yderligere udredning. Svend havde aftjent sin værnepligt, han havde været på sergentskolen, og hans store drøm var en karriere indenfor Forsvaret. Han havde søgt ind til Frømandskorpset. Han var særdeles veltrænet, løb mange kilometer hver dag, gik til fitness, og syntes egentlig ikke han var begrænset i sin fysiske formåen. Men han hostede. Meget. Ofte. Og havde gult slim.

Undersøgelserne hos mig afslørede både birke- og græspollenallergi. Han spiste op til 8 høfebertabletter om dagen for at kunne holde det ud!!! Og han havde astma. Hans lungefunktion viste sig kun at ligge på 67 %. Men det var hverdagen for Svend, så han vidste ikke noget om hvilke muligheder der var, for at han kunne få det bedre. Men nu blev Svend endelig sat i behandling, og efter flere besøg hos mig, fik vi fundet den rette medicinering. Hans lungefunktion steg til 85 %. Han berettede at hans løbetider var bedret betydeligt. Hosten og slimen var væk. Han kunne meget tydeligt mærke forskellen på årene uden medicin og månederne med. Han var slet ikke klar over, at han kunne have det så godt.

Men i en alder af 26 år måtte Svend informeres om, at videre uddannelse indenfor det område han havde ønsket sig brændende siden han var dreng, IKKE var mulig. For hans sygdom harmonerer ikke med en karriere indenfor Forsvaret.

Hvis nu man allerede mens Svend var dreng og gik i daginstitution havde set at noget var galt, hvis man allerede i skolen havde set at Svend var syg, hvis man allerede inden han skulle foretage jobvalg havde rådgivet Svend og hans forældre, så ville Svend have haft en bedre opvækst, en bedre skoletid og han havde ikke behøvet at starte på en videregående uddannelse som 26-årig, men måske allerede siddet i et godt job. Og hans lunger ville ikke have taget varig skade af de mange års ubehandlet astma.

I Lungeforeningens lokalafdeling i Horsens har vi valgt ikke at vente på en National lungeplan, men har valgt at komme med input til en kommunal lungeplan for Horsens Kommune. Vi vil så gerne at der kommer fokus på lungerne og allergien. Helt fra man er lille og begynder i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole og senere videre uddannelse, skal der være nogle der undrer sig over at der er et barn der hoster, har allergisymptomer eller ikke trives. Der skal være nogen der tør sige, at her er noget der skal undersøges. Der skal være personale der har lært hvilke tegn de skal se efter på sygdom hos børn. Der skal være arbejdspladser der hjælper deres medarbejdere til bedre sundhed. Der skal være kommuner der vælger at have fokus på rygning og som tør gøre noget ved det. Gå foran. Og for de der er syge skal der være sundhedspersonale, der arbejder på tværs af sektorerne, der arbejder sammen med kommunen, som har opdateret viden om håndteringen af disse lidelser.

Lad os nu komme i gang med arbejdet. Og lad os gøre det sammen.