Der er fortsat rigtig meget fokus på KOL, heldigvis må man sige, for det er en vigtig, og nogen gange invaliderende sygdom. I de senest opdaterede vejledninger tales der om såkaldt nedskalering af medicin, altså medicin der ikke er nødvendig, den skal man ikke have. Logisk ville mange sige. Men udfordringen opstår der, hvor det bliver svært at skelne mellem diagnoser, behov for medicin, hvilke undersøgelser der er nødvendige for at afgøre hvilken medicin der ikke gavner. Og man har på politisk niveau endnu ikke erkendt, at behandlingen af de lungesyge patienter, både astma, KOL, uafklaret åndenød, hoste, allergi med mere, må og skal høre hjemme i specialistregi. Ikke dermed sagt, at de praktiserende læger ikke duer, men de pålægges flere og flere SKAL-opgaver uden at tage højde for at de hverken har tiden eller den nødvendige viden til at kunne udføre disse specialistopgaver. For somme tider fejler patienterne jo mere end én lungesygdom.
Det var netop tilfældet for Elise. Hun er 61 år gammel, gennem hele sit voksenliv har hun beskæftiget sig med børn, fraset en kort periode som landmandskone. Børnene må have knuselsket hende, for sikken da en positiv kvinde at få ind ad døren.
Hun var meget svært påvirket af åndenød da jeg så hende første gang. Jeg kunne høre hendes hvæsende vejrtrækning og hendes udtalte hoste allerede da hun trådte ind ad døren til venteværelset. Med sig havde hun kæresten, der var dybt bekymret for hende. Elise havde fået stillet diagnosen KOL – i moderat grad. Hvilket også ville have været korrekt, hvis ikke hun havde startet sin ”lungekarriere” som astmapatient. Elise havde gennem mange år haft problemer med vejrtrækningen, men lungefunktionen havde ligget rigtig pænt, helt normalt. Man havde stillet diagnosen astma og startet på inhalationsbehandling med binyrebarkhormon og langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin. Og Elise havde lagt cigaretterne på hylden.
Årene gik, ingen foretog regelmæssige kontroller. Der var af og til akutte forværringer, som blev behandlet med antibiotika. Og efter mange år kom hun ind i et kontrolforløb ved sin læge. Her fandt man ud af at Elise havde en lungefunktion på 69 %. Elise huskede at den tidligere havde været betydeligt højere. Men efter de nye vejledninger skulle Elise ud af hendes nuværende behandling, og sættes over på anden medicin som ikke indeholdt binyrebarkhormon. Som sagt så gjort.
Og nu fulgte en flere måneder varende rejse med talrige kontakter til lægen, utallige forværringer og lige så mange antibiotikakure. Intet hjalp. Få dage var der effekt, så var det nøjagtig det samme igen. Enkelte gange fik Elise Prednisolontabletter (binyrebarkhormon i tabletform), og i løbet af ét døgn var der effekt. Elise kunne cykle, spille fodbold med børnebørnene, havde ingen gener. Efter et halvt år på denne måde var hun nu blevet henvist til mig.
Hun havde det voldsomt dårligt. Hostede så det næsten gjorde ondt at høre på, kæmpede med vejrtrækningen. Det hylede og peb fra lungerne. Indlægges, -DET ville hun ikke.
Undersøgelsen viste en meget voldsom irritationstilstand i lungerne, et tårnhøjt tal, som udtryk for at lungerne har det meget dårligt og der produceres sejt, gult slim hele tiden. Lungefunktionen lå på 30 %. Trods luftvejsudvidende medicin lå den stadig på 30 %. Men indlægges – NEJ, ikke tale om, hun ville hjem.
Elise blev sat i behandling med inhalationsmedicin, som indeholder binyrebarkhormon og langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin. Og hun fik en tabletkur med Prednisolon. Og en ny tid til kontrol efter 14 dage.
Og ind ad døren trådte nu en fuldstændig forandret kvinde. Glad, i strålende humør, særdeles velklædt, med en stærk og positiv udstråling, så man straks lagde mærke til hende.
Allerede efter få dage var der markant effekt på behandlingen. Hun havde det godt, havde sågar spillet fodbold med sine børnebørn i weekenden – omend hun havde sagt at hun kun ville spille om lørdagen, ikke også om søndagen. For hun var da lidt træt, trods alt. Lungefunktionen var steget til 69 %, en stigning på 129 %!!! Irritationen i lungerne viste et næsten halveret tal. Elise var glad. Kæresten var glad OG lettet, og begge glædede de sig til den snarlige rejse til Kroatien.
Hvad var der sket her? Elise var ikke blevet tilstrækkeligt kontrolleret. Heller ikke tilstrækkeligt informeret om hendes diagnose. Så med en behandling, der ikke havde været optimal igennem flere år, var hendes lungefunktion ganske langsomt faldet. Og i stedet for at bibeholde astmadiagnosen ændrede man den til en KOL-diagnose, og patienten fik ikke sin nødvendige medicin. For lægen gjorde som KOL-vejledningerne anbefalede, – at trappe hende ud af medicinen. Havde man vidst at hun havde astma, ville man have trappet hende op i medicin. Men med den travlhed og det pres der er på de praktiserende læger for tiden gjorde velsagtens, at der ikke var tid til at gå grundigt til værks, tilbage i sygehistorien og grundig undersøgelse af patienten.
Det er fint med alle disse vejledninger for hvordan man skal følge den lungesyge patient. Men vi kan altså ikke være bekendt at blive ved med at pådutte de stakkels praktiserende læger mere arbejde. De gør et kæmpestort stykke arbejde med deres patienter, lad dem gøre det de er gode til. At finde ud af hvilke patienter de selv kan behandle og hvilke de kan/skal/bør henvise til en specialist. Så får de også meget bedre tid til deres kerneopgave.
Lad os ikke forvente at de kan være eksperter på alle områder, men give dem mulighederne for at kunne vælge forskellige tilbud til deres patienter.
Elise er endnu ikke færdigbehandlet hos mig, der mangler fortsat en del. Men vi er godt på vej, og hun har det godt, har en masse overskud. Vi ved endnu ikke om Elise genvinder den lungefunktion hun allerede har nået at tabe pga den årelange utilstrækkelige behandling. Men vi har sikret, at Elise kan få et normalt liv og nyde sit otium, med alt hvad dertil hører.
Hvad var der sket hvis ikke Elise var kommet den dag. Ingen ved det eksakt. Men lungefunktionen bliver jo på et tidspunkt nedsat, uden mulighed for atter at få genoprettet.
Og den værst tænkelige tanke – – – Elise kunne være død af sit svære anfald.
Der er alt for mange ”Eliser” derude. Jamen så gør dog noget ved det, kære politikere!!!