Helbrede – lindre – trøste

Enhver læge har dagligt disse tre begreber tæt inde på livet, netop fordi dette er de fornemmeste opgaver i vort arbejde. En af vor tids ”Grand old doctors”, Ole Helmig, har ændret en smule på ordlyden og kaldt det: ”Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste”.

Igen har der de seneste uger været en særdeles ophedet debat. En nordjyde på 71 år mener han har fået en dødsstraf, fordi lægerne har meddelt ham, at man ikke vil genoplive ham ved et hjertestop. Han gik til pressen, som sultent (med skyldig hensyn til oplagstallet) hilste ham velkommen, og hele Danmark kom atter op at stå. Liselott Blixt, sundhedsordfører ved DF, var heller ikke sen til opportunistisk at udtale: ”Hvem er det, der skal lege Vorherre? Det er altså ikke lægerne! Lægerne har skrevet under på et lægeløfte, der siger at de skal redde de mennesker, der har brug for det”. Desværre – Ikke korrekt Fru Blixt! Lægeløftet siger derimod, at man stedse skal lade det være magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende kundskaber med flid og omhu til samfundets og sine medmenneskers gavn. Vi skal helbrede, ja, men er dette ikke muligt skal vi lindre og trøste. Så, Liselott Blixt, hvem er det der leger Vorherre?

Ditte havde i en del år haft KOL. Hun havde haft mere end svært ved at lægge tobakken på hylden, og selv om hun passede sin medicinske behandling, gik til træning på et Lungehold, så var hendes lungefunktion fortsat faldet meget hurtigt. Efterhånden var lungefunktionen faldet til 20 %, hun havde åndenød i hvile, kunne ikke selv længere tage tøjet af eller på, det kom hjemmehjælpen og hjalp hende med. Dittes to voksne børn hjalp ofte til i hjemmet og støttede deres mor, de var der også da Dittes ægtefælle gav op og ikke længere magtede at være gift med en kone der var så syg, at hun efterhånden opholdt sig mere på sygehuset end hjemme. Talrige akutte forværringer havde gjort, at Dittes lungefunktion nu var faldet til 12 %. Hun havde været sendt til vurdering mhp. lungetransplantation, men man fandt, at Dittes nyrer var for dårlige til at kunne tåle en så stor operation og den behandling, der skulle følge efter en transplantation. Samtidig havde hun i den seneste tid haft svære rygsmerter, og en skanning havde vist at der var 3 sammenfald i Dittes ryg. Så lægerne på hospitalet havde fortalt Ditte at hun ikke kunne blive transplanteret.

I starten havde Ditte haft det svært med denne besked. Hun ville gerne have nogle flere år, hun ville gerne se sit endnu ufødte barnebarn, havde egentlig stor appetit på livet, trods sin svære sygdom, men efterhånden accepterede hun sin skæbne. Jeg havde talrige samtaler med Ditte igennem dette forløb. Vi talte om døden. Om hvordan Ditte kunne hjælpes med hendes åndenød. Om at en genoplivning ved hjertestop eller en respiratorbehandling ved en lungebetændelse ikke var mulig. Og om muligheden for lindrende behandling.

Ditte fik meget lindrende medicin, det hjalp hende rigtig godt, åndenøden blev til at holde ud. Hun var meget sammen med sine to børn. De fik talt sammen og de fik grædt sammen. De fik lavet planer for fremtiden. Om hvordan Dittes ejendele skulle fordeles, om hvordan bisættelsen skulle foregå, hvilke salmer der skulle synges. Ditte fik sagt farvel på den gode måde.

Ditte blev indlagt en hverdagsmorgen. Jeg blev tilkaldt til afdelingen den morgen, for jeg var hendes kontaktlæge – ja, sådan en havde vi også for 6 år siden, selvom det netop er blevet udråbt som en innovation på Christiansborg! Ditte havde atter fået en akut forværring, måske var der også en lungebetændelse, men vi blev enige om, at hverken røntgenbillede af lungerne eller blodprøver var noget Ditte skulle have taget – det havde jo ingen konsekvens. Behandlingen ville ikke blive ændret. Hun var afslappet og ved godt mod, da jeg gik ned for at passe mit ambulatorium. Hun havde fået en ekstra dosis lindrende medicin, og hun var ikke bange.

I Ambulatoriet havde jeg netop sagt farvel til den sidste patient den dag, da der blev ringet fra afdelingen. Dittes tilstand var forringet og hun ville gerne have jeg kom op på afdelingen. Dittes familie var der alle sammen, der herskede en ro på stuen, lyset var dæmpet og der blev talt stille og roligt. Ditte var vågen, så på mig da jeg kom ind ad døren og sagde blot, at hun bare ville sige farvel. Jeg var på stuen da Ditte en halv time senere sov stille ind.

Jeg var ikke Vorherre den dag. Jeg følte jeg havde udført min lægegerning som man bør udføre den. Og givet Dittes familie muligheden for at komme videre – med mange gode minder. Ditte blev 46 år.

Stig blev indlagt en sen nattetime. Han havde ikke – trods sine 66 år – været indlagt tidligere, men var særdeles hyppigt ved sin egen læge. Stig var ikke ved bevidsthed da han kom ind på skadestuen, og det stod hurtigt klart, at Stig måtte lægges i respirator. Herefter fulgte 3 måneder. 3 måneder på intensiv afdelingen. Lungerne svigtede, og hver gang man forsøgte at få Stig ud af respiratoren mislykkedes det. Han var ikke i stand til at trække vejret selv. Hans nyrer svigtede og han måtte i dialyse, hans hjerte svigtede, vi kæmpede med at få styr på hans uregelmæssige hjerterytme, vi kæmpede for at få hans hjerte til at pumpe bedre ved at give medicin, men alligevel havde han 20 liter væske for meget i kroppen. I lungerne, i benene, i bughulen. Hans fødder var begyndt at blive blåsorte, til sidst gik der koldbrand i begge fødder, fordi hans blodforsyning var så dårlig. Ved kontakt til Stigs egen læge fik vi oplyst, at han havde svær KOL, dårlige nyrer, diabetes og dårligt hjerte.

Efter adskillige forsøg på at få Stig ud af respiratoren måtte intensivlægerne give op. Vi havde en samtale med Stig og hans familie. Stig var vågen i respiratoren, men kunne ikke give udtryk for hvad han tænkte, for man kan ikke tale, når man ligger i respirator. Vi havde prøvet at få Stig til at skrive til os, men han ville ikke. Stig var bange – det kunne man nemt se på hans øjne. Familien var desperate, – de havde slet ikke set hvor syg Stig var. De havde våget på skift ved Stigs seng, i måneder. Og nu måtte vi fortælle dem, at behandlingsmulighederne var udtømte. Stig var døende.

Stig døde 4 dage senere. Uden at få talt med sin familie. Uden at få sat ord på hvordan han havde det og hvordan han gerne ville have den sidste tid skulle foregå.

Da Stig døde følte jeg mig slet ikke som Vorherre. Jeg havde det rigtig dårligt da jeg forlod intensivafdelingen den dag. For Stig fik ingen hjælp, og det gjorde familien heller ikke. Den hjælp familien havde brug for kunne vi ikke give dem. De havde ikke fået talt det igennem, for de kunne ikke tale med Stig.

Så kære politikere, herunder Liselott Blixt, og journalister. Lad lægerne passe deres arbejde og tage de beslutninger der ofte er svære. Støt op om det arbejde der udføres hver eneste dag på en hospitalsafdeling. Vi har uddannelsen, vi har erfaringen, vi er gode til det vi laver. Vi helbreder, hvor vi kan. Vi lindrer med medicin hvor helbredelse ikke er mulig. Og vi trøster, både den syge og de efterladte, når døden er på banen. Gid det fortsat må være sådan i fremtiden – lad de sundhedsprofessionelle udføre deres opgaver, som er alt for seriøse og mangeartede til journalistisk og politisk plattenslageri. Prøv at fortælle også om de mange gode forløb og resultater fra et sundhedsvæsen, der faktisk gør det rigtig godt!

Tilbage til nordjyden der startede hele denne debat. Han er helt åbenlyst så syg, at lægerne har vurderet at behandlingsmulighederne er udtømte, og at et evt. hjertestop ikke skal føre til et genoplivningsforsøg. Dette betyder ikke, at man ikke behandler med al den medicin der måtte være nødvendig for at forsøge at stabilisere hans tilstand så længe som muligt. Det betyder heller ikke at man vil slå ham ihjel, for det gør danske læger ikke. Nej, det betyder at man vil sikre ham en rolig død, når den tid kommer, at man vil lindre hans gener, og lade det være muligt for familien at være hos deres kære, både før døden indtræder, men også mens døden indtræder og bagefter. Der er rigtig meget lindring og trøst i sådan en svær situation.

Lad os tale om dette emne. Tale om sygdom når den er svær, tale om hvordan vi bedst hjælper, når helbredelse ikke er mulig. Og lad os fortsætte med at forlænge livet, – ikke trække døden i langdrag.