Måned: september 2016

Når sommeren ikke er til at holde ud

Han sad i stolen overfor mig, Lukas som lige var fyldt 16 år. Moderen var med, og jeg kunne godt se på hende at hun var ret så desperat over sønnens allergi. Og omvendt havde hun ingen forventninger til at det kunne blive bedre. For de havde efterhånden prøvet alt hvad der fandtes af allergimedicin. Mange ture var gået til apotekerne i byen, i håb om at der var kommet noget nyt der kunne afhjælpe allergien. Skuffede var de blevet hver gang. Mange penge var der efterhånden blevet brugt på medicin, men intet af det havde gjort hverdagen tålelig for Lukas. Annoncerne som de læste i avisen lovede ellers det modsatte. Så Lukas havde efterhånden vænnet sig til, at sommeren for ham bare var noget der skulle overstås. Fra maj til september var han på svært nedsat kraft. De værste dage forhindrede ham i at passe sin skolegang, mange sygedage var det blevet til. Og nu var det eksamenstid, og både Lukas og mor håbede på at han kunne komme igennem dem uden sygemeldinger.

Lukas havde haft allergi siden han var 7 år. Og den var slem. Han mærkede hvert år at symptomerne ramte ham som et slag. Øjnene var fuldstændig rødsprængte, øjets bindehinde var så hævet, at den sad udenfor øjnene når han lukkede dem. Hans næse var stoppet, han talte som om han havde en varm kartoffel i munden, der var absolut ingen passage. Han fik et nyseanfald mens han sad i stolen der, foran mig. Jeg stoppede med at tælle antal nys da vi var nået op på 23 i træk. Han hostede og han så ud som havde han ikke sovet i en uge.

De havde været ved egen læge mange gange. Og lige så mange gange havde de fået at vide at de måtte gå på apoteket og prøve sig frem med hvilken medicin der bedst virker. Og ligeså mange gange var de blevet skuffede over resultatet. For intet af det kunne give Lukas en tålelig hverdag. Så de ventede, derhjemme i familien, ventede på efteråret, hvor Lukas igen forandrede sig til en aktiv ung mand, uden den invaliderende træthed og irritabilitet, som det fører med sig at have så svær en allergi. De ventede på efteråret hvor han atter kunne passe sin skolegang uden de mange, mange sygedage.

Lukas var allergisk overfor græs og grå bynke. Græs kan man vaccinere imod, men da vi var midt i sæsonen, og han var så rigeligt angrebet i forvejen, så skulle vi nu lave en plan for Lukas, som kunne bringe ham igennem sommeren, hen til efteråret, hvor vi så kunne få ham sat i gang med allergivaccination.

Lukas fik sat gang i en ret så omfattende medicinsk behandling. Men den hjalp ham. Moderen ringede til mig efter 3 uger. Ikke for at fortælle, at Lukas havde uændrede svære symptomer, men for at fortælle, at hun næsten ikke kunne kende sin dreng igen. Han cyklede i skole – i græspollensæsonen – han var udenfor på terrassen sammen med resten af familien, og kunne nyde sommeren, og han havde ikke haft en eneste sygedag siden han var startet op i høfeberbehandling.

Da efteråret kom fik vi sat Lukas i gang med allergivaccination. Den første sommer er allerede overstået og han har igen haft en god sommer, nu med kun få symptomer. Lukas er glad, moderen er glad, alt tegner godt for at Lukas kan få mange, mange gode somre, uden de svære gener af allergien. Og sygedage har han ikke haft nogen af.

Jeg bliver så uendelig ked af det på patienternes vegne, når jeg sidder med Lukas og andre af hans lidelsesfæller. Mange af dem har haft ulidelige somre, og sådan behøver det ikke at være. Der er så mange behandlingsmuligheder, både for at afhjælpe symptomerne med medicin, hvor én slags medicin sjældent er tilstrækkeligt, men også for at få en allergivaccination, som på sigt enten kan bedre allergien så meget at man kan leve et normalt liv, men fortsat skal have lidt høfebermedicin i sæsonen, eller måske endda kan fjerne symptomerne helt. Der er 80 % sandsynlighed for at få en af de nævnte effekter af vaccinen. Ikke dårlige odds.

Desværre bliver mange slet ikke henvist til en sådan behandling eller vurdering. Oftest fordi man tror at det er helt urimeligt dyrt. Men for max mellem kr. 155,00 og kr. 230,00 om måneden i 3 år kan man få hjælp til sin allergi. Hvilket er absolut en fordel, for allergi kan også være medvirkende årsag til udvikling af astma. I dag kan man vaccinere med tabletter mod både græs og husstøv, mens man er nødt til at have jævnlige indsprøjtninger hvis man skal vaccineres mod birk, og indsprøjtninger i 5 år hvis det er hveps eller bi man er allergisk overfor.

Desværre bliver mange allergipatienter heller ikke henvist fordi mange tror at der ikke er så meget man kan gøre ved det. Måske også fordi at de som ikke har allergi selv, underkender allergi og tror det er noget ganske harmløst og som ikke betyder alverden.

Mange gange glemmer vi hvordan det var at have symptomerne. Og når man så kommer hen til efteråret, så får man ikke gjort mere ved det. Eller man får en indsprøjtning med binyrebarkhormon ved lægen. Den fjerner ikke allergien, men symptomerne i en periode. Så effektivt at mange vælger denne løsning, men på sigt er det en rigtig dårlig idé, for der er risiko for bivirkninger til denne type indsprøjtning. Risikoen for udvikling af diabetes og/eller knogleskørhed er særdeles forhøjet. Så man risikerer at skulle betale en større ”regning” senere.

Lukas er godt på vej med sin allergivaccination. Effekten er der allerede, og han er en herlig, rask ung mand, der går en dejlig fremtid i møde. Han kan være udenfor – også om sommeren.

Han vidste slet ikke at han kunne have det så godt.

Lungesyge skal have en “Lungepakke”, ellers kommer der flere af Jonnas slags

De senere år har budt på mange beregninger over antal speciallæger som man anser for værende nødvendige for at opretholde efterspørgslen. Disse beregninger vil vel aldrig kunne fortælle hele sandheden, for den kender vi næppe. Det vil kræve at man næsten kender diagnoserne på forhånd, hvilket ikke giver mening, idet vi jo først skal have udredt patienten. Det gør også, at mange patienter kan berette om årelange rejser igennem systemet, som måske endelig fører til en diagnose og en korrekt behandling, men som også fører til fejldiagnoser undervejs, tabt arbejdsfortjeneste, ødelagte familier og i sidste instans også pension. Pension som ikke ville være nødvendig, hvis man ikke i sin higen efter at spare penge i sundhedsvæsenet, fik iværksat korrekt udredning af de syge i tide ved de speciallæger der har uddannelsen til at udrede korrekt, og helst i et samarbejde mellem flere specialer, for af og til fejler patienterne mere end én sygdom. Det vil min næste beretning fra det virkelige liv visualisere.

Jonna er i dag 34 år gammel. Hun har altid været sund og rask, i hvert fald indtil for 2 år siden. Får ingen medicin, andet end hvis en halsbetændelse lige meldte sig. Kun indlagt i forbindelse med de 3 fødsler, der alle forløb helt normale og uden komplikationer. Hun har passet sit arbejde som ingeniør med kun meget få sygedage. Og børnenes sygedage har hun løst sammen med ægtefællen, med god hjælp fra bedsteforældre, naboer og venner.

Men for 2 år siden skiftede Jonna arbejde. Hun fik sit drømmejob i en større virksomhed, med ansvar for udvikling af nye produkter. Hun var lykkelig og endnu mere lykkelig da hun sammen med sine kolleger rykkede ind i de nye, istandsatte omgivelser. Alt tegnede lyst. Men kort tid efter at Jonna var startet på arbejde i de nye bygninger blev hun syg. Det blev også 15 andre af hendes kolleger. Forkølelser, snot og hoste. Kollegerne var tilbage på arbejde efter få dages fravær, og deres symptomer forsvandt. Men ikke Jonnas. Jonna blev ved med at hoste, og fik en vedvarende trykkende fornemmelse over begge kæbehuler. Afsted til egen læge, der behandlede først med næsespray, så med antibiotika. Intet hjalp.

Efter nogle måneders ventetid sad Jonna endelig i venteværelset ved øre-næse-halslægen. Så fulgte yderligere nogle måneder med konsultationer, skanning af bihulerne og gentagne antibiotikakure samt næsespray. Men generne var uændrede. Hoste og fornemmelse af tæthed i hovedet. Manglende søvn, fordi hosten hele tiden vækkede hende om natten. Samt vedvarende flåd fra næsen, som gjorde at hun somme tider måtte sidde med vattamponer i næsen, for ellers dryppede det ned på tastaturet på hendes computer. Hendes smags- og lugtesans var forsvundet for længe siden.

Da det hele startede i forbindelse med flytningen til nye lokaler i den virksomhed hun arbejder i, så blev arbejdsmedicinerne involveret. Nu fulgte atter nogle måneder med undersøgelser. Men der kunne ikke findes noget i Jonnas omgivelser på hendes arbejde, som kunne forklare hendes symptomer. Lungefunktionsundersøgelse blev der heldigvis lavet, men den var rigtig flot. 110 %.

Der var nu gået 1 år. Jonna blev mere og mere syg. Hun vågnede om natten med lufthunger, og hun vidste at først hen på de små timer ville det lette så hun atter kunne få lidt søvn. Efterhånden var Jonna ved at være temmelig træt, de 3 børn fik al opmærksomheden, ægtefællen var begyndt at synes at han blev forsømt.

En eftermiddag gik det helt galt. Jonnas luftveje hvæsede og peb, som de havde gjort så mange gange før, men denne gang stoppede det ikke igen. Jonna mærkede for første gang dødsangsten. Angsten for om dette var hendes sidste time, hun følte det som om hun blev kvalt. Så hun tog til sin egen læge, der for første gang målte en lungefunktion på Jonna. Den viste 40 %, men lægen mente ikke den var repræsentativ, fordi hun jo havde det så skidt, og ved arbejdsmedicinerne var den på 110 %. Men lægen indlagde Jonna, for der var ingen tvivl om at Jonna havde det rigtig dårligt.

På sygehuset blev der målt en smule forhøjelse af hendes infektionstal, så man mente det måtte dreje sig om en infektion. Jonna fik besked om at tage antibiotika i en måned. I en måned! Så hun sad der igen, på sengekanten i hjemmet, med dødsangsten hængende på skulderen, ude af stand til at bidrage med noget som helst i hjemmet, som alt sammen derfor afhang af ægtefællen. Stille og roligt fik Jonna det en anelse bedre. Men hosten var der stadig.

Herefter fulgte en langtidssygemelding fra hendes arbejde, en ægtefælle der efterhånden også var ved at være stressramt, men ingen synderlig bedring i Jonnas sygdom. Så et nyt besøg ved lægen, som nu tog allergiprøver på Jonna. De viste positiv reaktion overfor hund. Så Jonna gik hjem og fik familiens hund aflivet.

Og endelig – efter næsten 2 års rejse igennem systemet blev Jonna henvist til en speciallæge i lungemedicin. Der var så bare lige igen 3-4 måneders ventetid, men hun var tålmodig. Og håbede. Håbede at der kunne findes noget. Findes en diagnose, findes en behandling.

Hun sad der i stolen foran mig. Virkede helt enormt træt, bleg, ingen gnist i de smukke mørkebrune øjne. Og hun hostede for hver eneste sætning. Hun virkede nærmest en anelse deprimeret, uden forventning til at jeg skulle kunne ændre hendes situation.

Lungefunktionen var nedsat til 66 %. NO-måling, det er en måling der kan fortælle om der findes irritation i luftvejene – den lå tårnhøjt på over 300. Grænsen for forhøjelse ligger på ca. 20-25. Lungefunktionen steg til 80 % efter luftvejsudvidende medicin. Sammen gennemgik vi alle de tidligere undersøgelser Jonna havde fået lavet. Alle hver især jo rigtig fine undersøgelser, men de skal jo ses i en sammenhæng, og vurderes i en sammenhæng. Jonna har en svær kronisk bihulebetændelse, som ikke har reageret på behandling med gentagne antibiotikakure og langvarig behandling med næsespray med binyrebarkhormon. Og Jonna har astma, nøjagtig som hendes bedstemor havde det. Det var hun ikke blevet spurgt om før, men der var faktisk flere tilfælde i familien. Og da hun blev sat i en måneds behandling med antibiotika, da havde hun en lungefunktion på 40 %. Hun havde et endog meget alvorligt astmaanfald, et anfald man rent faktisk kan dø af.

Jonna er nu sat i behandling for sin astma, og vi har – i et samarbejde med øre-næse-halslægen – fået foretaget en operation for hendes alvorlige bihulebetændelse. For astmaen bliver aldrig velreguleret, hvis ikke bihulebetændelsen bliver behandlet – og bihulebetændelse er en hyppig årsag til hoste. Hun er nu i rigtig god bedring. Har fået gnisten tilbage i de mørkebrune øjne, er i arbejde igen, parforholdet overlevede.

Men tænk hvis egen læge, arbejdsmedicineren, øre-næse-halslægen og lungemedicineren helt fra starten havde samarbejdet. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når der er mellem 3 og 5 måneders ventetid til hvert speciale? Tænk hvis man havde haft anderledes kassetænkning her. Hvis man ikke havde den holdning, at privatpraktiserende speciallæger, dem skal der ikke være flere af. Tænk hvis man havde givet de privatpraktiserende speciallæger med kun deltidsydernumre lov til at få et fuldtidsydernummer. Tænk hvis man lavede samarbejder mellem klinikker, så man kunne få de nødvendige undersøgelser gennemført på kort tid. I Region Midtjylland er der 5 praktiserende speciallæger i lungemedicin. Kun én har et fuldtidsydernummer, to deler et fuldtidsydernummer, to har hver et deltidsydernummer. Til sammenligning er der 30 fuldtidspraksis og 1 deltidspraksis i øre-næse-hals-specialet i Region Midt. I alt er der kun knapt 150 speciallæger i alt i lungemedicin i hele Danmark, mens antallet af speciallæger i øre-næse-halssygdomme ligger på ca. 350. Og der findes ca. 300.000 danskere med astma, og ca. 21.000 med bihulebetændelse årligt. Astma er en kronisk sygdom, bihulebetændelse er i langt de fleste tilfælde en forbigående akut sygdom.

Tænk hvis Jonna i dag havde haft en helt normal lungefunktion på 110 %, for det ved vi at den tidligere har været, og ikke 80 %, som i dag er hendes bedste. Hun har for evigt mistet meget af sin lungefunktion. Og været igennem et 2-årigt langt helvede. Det ene af de 2 år har hun brugt på at vente på at få tid ved den næste speciallæge.

Men vi må være glade for at Jonna overlevede. For rent faktisk har hun været i livsfare flere gange igennem de seneste 2 år. Der ses stadig astmadødsfald i Danmark. Danmark og danskerne har hårdt brug for en ”lungepakke”.

Den forløbsansvarlige læge løser ALLE problemer, eller hvad?

De seneste par uger har igen budt på nyt angående kræftudredningen. En ny kræftpakke er lanceret, vi skal sende endnu flere milliarder afsted. Og alle er begejstrede, specielt direktøren for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard, kan næsten ikke få armene ned. Den forløbsansvarlige læge lader til at være svaret på alt ondt. Men virker det? Og er det i det hele taget et nyt begreb?

Jeg kan kun tilslutte mig den generelle mening, at patienterne ikke skal ses af 30 forskellige læger, for det er bestemt ikke godt. Specielt ikke når den læge, der kommer på stuegang i dag, laver om på kollegaens ordinationer fra i går. Men at tro på, at en enkelt læge kan løse alt dette tror jeg er utopi. Og hvad hvis fagligheden ved den enkelte læge ikke er i orden? Eller hvis lægen ikke tør tage den vigtige samtale med patienten? Ikke tør sige: ”Jeg tror ikke du bliver rask. Jeg tror du kommer til at skulle dø af din sygdom.”

På en afdeling jeg arbejdede på for år tilbage lå Karen. Karen var 56 år gammel, og havde haft lungekræft i efterhånden en del år. Hun havde først fået foretaget en operation, hvor man havde fjernet den ene lunge, og efterfølgende havde hun fået kemo-behandling på onkologisk afdeling. Jævnlige kontroller havde ikke vist tegn på at kræften var kommet igen. Sidst hun havde været til skanning på onkologisk afdeling var i april måned, her havde alt set fint ud, leveren var skannet med, der var intet unormalt at se. Karen og hendes familie var glade, og de syntes at de gik en lysere fremtid i møde. Så emnet med at berøre døden, om Karen kom over det her, om det kunne dukke op senere, det var slet ikke blevet nævnt. For alt pegede jo på, at Karens kræftsygdom var blevet helbredt.

Men Karen var selv bange for om kræften kom igen. Mange gange havde hun haft en seddel med til hendes forløbsansvarlige læge (ja, det hed det også dengang) på onkologisk afdeling, hvorpå hun havde skrevet ét spørgsmål ned; ”Kan jeg dø af det her?” Hver gang var den blevet i tasken, for lægen havde været så glad på Karens vegne, og så skulle hun jo heller ikke stille sådanne spørgsmål, som ikke var relevante. Men Karen var bange. Bange for fremtiden.

Karens mand var også bange. Han havde set Karen forandre sig igennem de senere år. Hun var stadig smilende og virkede glad, men øjnene havde mistet den glans som tidligere havde været helt typisk for Karen. Men han sagde ikke noget. For efter en stor operation, efter kemoterapi og de gener det giver, så kunne det vel ikke være anderledes. Så han sagde ikke noget.

Karens 2 voksne døtre sagde heller ikke noget. De var så glade hver gang de fik de gode nyheder i telefonen, når Karen ringede til dem efter besøgene på onkologisk.

Nu var det blevet august måned. Fire måneder var gået efter Karens sidste skanning. Hen over sommeren havde Karen mærket at noget ikke var som det skulle være. Hun havde mistet appetitten, havde tabt sig lidt, kun et par kg, og hun var så træt. Så den forløbsansvarlige onkolog var blevet kontaktet. Men både Karen og hendes mand var blevet beroliget, for skanningen i april var jo fin, så det var helt naturligt efter et sådant forløb, at man ikke var helt på toppen. Så der var ingen grund til at foretage skanning igen, før den der var planlagt til at skulle foregå til oktober.

Men så kom feberen. Temperaturen lå skiftevis mellem normal og 38,5. Den forløbsansvarlige havde bestilt blodprøver, der viste let forhøjede infektionstal, så derfor skulle Karen indlægges. Ikke på kræftafdelingen, men på det lokale sygehus. På den afdeling, hvor jeg arbejdede. Den forløbsansvarlige læge havde ringet til min afdeling og foranlediget indlæggelsen, samt ordineret den antibiotika vi skulle give Karen for hendes infektion.

Dagene gik. Antibiotikaen blev givet som ordineret fra kræftafdelingen, men infektionstallene rokkede sig ikke. Feberen heller ikke. Den forløbsansvarlige kræftlæge blev kontaktet flere gange i forløbet, der blev lagt mere antibiotika på og Karen fik nu 3 forskellige slags, men lige lidt hjalp det. Karen tabte sig mere og mere, trods mad der nu blev givet i en sonde, for hun kunne ikke udholde synet af mad hun selv skulle spise. Infektionstallene lå uændret, feberen svandt ikke.

Jeg havde haft en del gode samtaler med Karen og hendes mand igennem den seneste uge. Karen så efterhånden ret afpillet ud, hun var sengeliggende i de fleste af døgnets timer. Hun kunne mærke, at kræften ikke var helbredt. På en stuegang, hvor jeg sad og talte længe med Karen og hendes mand, kom hendes spørgsmål: ”Kan jeg dø af det her?” Det spørgsmål, der stod på den seddel, som Karen havde haft med i sin taske ved besøgene og samtalerne på onkologisk afdeling. Men som aldrig var blevet nævnt. Og jeg svarede ærligt: ”Ja, det kan du.” Karen havde kun ét svar her: ”Jeg vidste det”, sagde hun og lukkede øjnene et øjeblik. Og ægtefællens skuldre faldt helt ned, han tog Karens hånd, og begge så de helt afklarede ud.

Samme formiddag lavede vi en ultralydsskanning af Karens lever. Da svaret kom var det ikke overraskende. Leveren var fuldstændig oversået med metastaser, altså spredning af lungekræften til leveren. Jeg fortalte Karen og hendes mand, hvad skanningen havde vist. Vi havde igen en rigtig god og lang snak. Karen mærkede, hvor det bar hen, hun vidste hun skulle dø. Men hun syntes, at jeg skulle ringe til hendes forløbsansvarlige læge på onkologisk afdeling og fortælle svaret på scanningen. Så det gjorde jeg. Og jeg fik da lige en del skæld-ud. Hvorfor havde jeg bestilt den scanning? I april havde den jo været fin, og en ny var planlagt i oktober. Jo, men nu havde vi jo august og alle kunne se, at dette ikke bare var en infektion. Den forløbsansvarlige kræftlæge ville have lavet en vævsprøve fra leveren. For vi måtte jo finde ud af hvad dette var. Jeg spurgte en ekstra gang om dette virkelig var kræftlægens mening. Forløbsansvarlig eller ej. Karen var døende. Hvilken konsekvens ville dette have? Det eneste der blev svaret var, at så ville vi få at vide hvad Karen døde af. Men det vidste vi jo allerede.

Efter samtalen med den forløbsansvarlige læge gik jeg atter ind til Karen og hendes mand. Jeg fortalte dem, at man anbefalede en vævsprøve. Karen lukkede øjnene, og der var længe, længe, længe tavst på stuen. Da hun atter åbnede øjnene var hun helt klar. ”Det vil jeg ikke gå med til”, sagde hun, ”for jeg dør af det her, det kan jeg mærke”. Jeg nikkede. Og hun spurgte mig herefter om ikke jeg ville hjælpe med at fortælle hendes 2 døtre om sygdommens spredning og hvad der skulle ske.

Og det gjorde jeg. Døtrene blev inviteret ind til samtalen, som foregik på et lille kontor. Til stede var også Karen og hendes mand. Døtrene vidste det også godt, men havde ikke turdet sige noget, fordi det jo alt sammen så rigtig fint ud. Men de kunne se på deres mor, at hun var syg, og de kunne se hvordan hun langsomt mistede mere og mere af livet, dag for dag. Vi fik alle nogle rigtig gode samtaler i dagene der gik herefter. Jeg husker ikke helt, hvor lang tid der gik før Karen sov stille ind, med hele familien omkring sig. Afklaret, rolig, smertefri på den givne medicinering. Hun fik sagt farvel.

Og så er det jeg spørger mig selv. Er den forløbsansvarlige læge løsningen på alt? Hvad hvis de heller ikke selv tør tale om at ikke alle overlever en kræftsygdom? Og hvorfor blive ved med at udrede på patienter der med al tydelighed har spredning af deres kræftsygdom? Jeg har oplevet en forløbsansvarlig kræftlæge, som VILLE have en svært syg kræftpatient kørt ind til sit ambulatorium, for så at fortælle, at patienten nu var for syg til at kunne tåle yderligere behandling. Det kunne vi jo have fortalt.

Hvorfor anser man det for vigtigst i verden at tale om helbredelse, også i tilfælde, hvor den ikke er mulig? Hvornår skal vi til også at tale om at nogen dør af deres sygdom? Og giver disse patienter chancen for at kunne få ordnet nogle ting selv, som de måske synes er vigtige for dem at ordne inden de bliver for syge.

Jeg glemmer aldrig Karens sidste spørgsmål til mig: ”Hvorfor talte de ikke med mig om det her? Jeg ville så gerne have haft ordnet de sidste ting”.

Det koster kassen at overse KOL – også for KOL-patienten

Jens sad i stolen overfor mig og stirrede mig direkte i øjnene. Med megen besvær havde han fået sat sig i stolen. Åndenøden var slem for ham, det var hans hoste og meget rigelige produktion af slim også. Slim som man tydeligt kunne høre i luftvejene, og som han ikke kunne få hostet op. Bentøjet var heller ikke hvad det havde været. Slidgigten i hofter og knæ var taget til i de senere år, hvilket gjorde at han havde svært ved at gå, rejse sig og sætte sig, så stokken var blevet skiftet ud med en rollator. Hans egen læge havde sendt ham til træning for hans slidgigt, men det var en umulighed for ham, for hans luftveje begrænsede hans fysiske formåen.

Jens var efterhånden blevet 76 år gammel, havde nydt sit otium i fulde drag, været meget glad for hans arbejde tidligere i livet, han havde været folkeskolelærer og havde nydt den tid: ”Det var dengang børn kunne opføre sig ordentligt i skolen”, sagde han og kluklo. Vi havde med det samme en fin kemi, jeg tror vi begge følte os godt tilpas i hinandens selskab.

Han havde i nu næsten 2 år døjet med hoste og masser af slim, og åndenøden var også blevet værre. Han havde været hos egen læge masser af gange, som havde sendt ham til en hele række undersøgelser. Røntgenbilledet af lungerne så fint ud, ingen tegn til infektion, forstørret hjerte eller forandringer der kunne tyde på kræft. Hjerteundersøgelsen på sygehuset havde også set fin ud, hjertet var stærkt som en bjørns. Men Jens havde det ikke godt og han var begyndt at tabe sig. 6 kg var der efterhånden røget af, så han måtte have seler på for at holde bukserne oppe.

For 1,5 år siden havde der pludselig været blod i hans opspyt. Både Jens og hans hustru blev meget forskrækkede og kontaktede straks deres egen læge. Så Jens blev henvist til kræftpakken. I løbet af 2 hverdage var han i gang med udredningen på en lungemedicinsk afdeling. CT-skanningen viste ikke nogen kræftsvulst. Den viste kroniske forandringer, rigeligt med slim, og det der hedder emfysem, altså for store lunger. Forventeligt når man har røget 5-6 cigarer dagligt i 50 år, det svarer til at ryge 25-30 cigaretter dagligt. Pga blod i opspyttet blev der også foretaget en kikkertundersøgelse af lungerne = en bronkoskopi. Den viste masser af betændelsesagtigt slim, som blev suget op og noget af det sendt til undersøgelse. Der var bakterier i og Jens fik antibiotika. Og han blev afsluttet fra lungemedicinsk afdeling. Med besked om at der ikke var fundet kræft, men bakterier, og infektion i luftvejene er og bliver den hyppigste årsag til blod i opspyttet. Jens og hans hustru var lettede over beskeden, men hvad var diagnosen så?

Gennem det kommende år gik Jens lidt ud og ind af sygehuset. Ofte fik han infektion i luftvejene, blev indlagt og fik antibiotika direkte i en blodåre. Så snart infektionstallene faldt blev han udskrevet og skulle så afslutte antibiotikakuren med tabletter i hjemmet.

Jens var grundigt træt af ikke at vide hvad han fejlede. Han havde selv sat sit cigarforbrug ned til 1-2 dagligt, og han var begyndt at få fløde på sin øllebrød, men lige lidt hjalp det. Han var træt, havde åndenød, og havde efterhånden fået antibiotika 5-6 gange igennem det seneste år. Så nu havde Jens forlangt at få en diagnose. Det var derfor han sad og stirrede på mig. ”Jeg går ikke førend du fortæller mig hvad jeg fejler” sagde han.

Så lavede vi en lungefunktionsundersøgelse på ham. Den første han nogensinde havde fået lavet! Egen læge havde ikke lavet nogen, det havde man heller ikke på lungemedicinsk afdeling. Lungemedicinerne havde undersøgt om han havde kræft, og da han ikke havde det var han blevet afsluttet. Lungefunktionen var svært nedsat. Den lå på 45 %. Jens havde svær KOL. Det forklarede alle symptomer. Vi fik iværksat behandling med inhalationsmedicin, PEP-fløjte blev udleveret og Jens blev rådet til at lægge de sidste cigarer på hylden.

Og hvad vil jeg så fortælle med denne historie?

Jeg vil fortælle at vi skal passe på at vi ikke kommer til at overse skoven for bare træer, som man kalder det. Havde man lavet en lungefunktionsundersøgelse langt tidligere, så havde man haft diagnosen, måske endda for mange år siden, for Jens havde jo røget i mange år før han blev syg. Og KOL kan erkendes langt tidligere bare man undersøger for det. Og man kan iværksætte medicinsk behandling, som har forebyggende effekt, samt hjælpe patienterne med at stoppe med at ryge.
Jeg vil fortælle at vi i sundhedsvæsenet bruger enorme beløb på undersøgelser der er unødvendige. Hvad koster hjerteundersøgelsen ikke? Kr. 50.000, måske endda kr. 100.000, for der var både blevet lavet ultralydsundersøgelse af hjertet, en hjerte-CT-skanning og en undersøgelse af hjertets kranspulsårer. Hvad koster en CT-skanning i lungemedicinsk regi? Kr. 10.000? Og hvad med bronkoskopien?
Jeg vil fortælle at vi presser de lungemedicinske afdelinger meget mere end godt er, fordi de skal udrede for kræft næsten inden patienterne er blevet syge. Og pga de mange, mange kræftudredninger de skal lave, så bliver der ikke tid til at lave en helt simpel undersøgelse som en lungefunktionsundersøgelse, som kunne have stillet diagnosen i tide.
Jeg vil fortælle, at det har kostet mange tusinde kroner for danskerne, at Jens har været indlagt så mange gange med infektion. Indlæggelser der måske kunne have været undgået, eller i hvert fald reduceret i antal ved en tidligere diagnose.
Jeg vil fortælle at der dør ca. 3600 danskere årligt af lungekræft, mens der dør ca. 5900 danskere årligt af KOL. Alene KOL-patienter koster samfundet omkring 3 mia. om året.
Og jeg vil fortælle at kommer vi så sent med at stille diagnosen, så venter der ofte måske 10-15 år med svære, dybt invaliderende gener af en kronisk sygdom.

Skal vi ikke snart komme ud og finde og hjælpe alle de danske Jens’er?