Om mig

Mit navn er Tina Brandt Sørensen, igennem mange år i sundhedsvæsenet af både patienter og personale blot kaldet for Tina Brandt, deraf navnet på min blog.

Jeg blev uddannet læge i januar 1989, er speciallæge i lungemedicin, og har de sidste 20 år alene beskæftiget mig med intern medicin: lungemedicin og allergi. I mange år indenfor hospitalsvæsenet, heraf 10 år som overlæge, hvorfor jeg har et grundigt kendskab til sygehusvæsenet, dets organisation og alle de mange skrevne og ikke mindst uskrevne regler, der findes der.

Siden maj 2015 har jeg været beskæftiget i speciallægepraksis, hvor jeg arbejder med nøjagtig det samme som jeg altid har gjort. OG JEG ELSKER DET!!

Sideløbende med mit arbejde i speciallægepraksis bliver jeg ofte brugt som landsdækkende foredragsholder om sygdomsspecifikke emner, jeg har skrevet artikler, været forfatter til lærebog og også været med i Ugeskrift for Lægers blog.

Min blog kommer til at indeholde alt muligt indenfor områderne lungemedicin og allergi, krydret med små historier fra sygehusvæsenet. Min motivation for at starte denne blog er, at alt for mange allergikere, astmatikere og lungesyge i det hele taget må vente helt urimeligt længe i sundhedsvæsenet, før de kan få den nødvendige hjælp. Og det må og skal vi have lavet om på.

Da bloggen er helt ny, og jeg ligeledes er ny blogger vil der uden tvivl komme mange andre emner ind med tiden.

Følg mig også på facebook under Lungemedicinsk og allergologisk klinik og/eller se min hjemmeside www.lungemedicinskklinik.dk