Den forløbsansvarlige læge løser ALLE problemer, eller hvad?

De seneste par uger har igen budt på nyt angående kræftudredningen. En ny kræftpakke er lanceret, vi skal sende endnu flere milliarder afsted. Og alle er begejstrede, specielt direktøren for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard, kan næsten ikke få armene ned. Den forløbsansvarlige læge lader til at være svaret på alt ondt. Men virker det? Og er det i det hele taget et nyt begreb?

Jeg kan kun tilslutte mig den generelle mening, at patienterne ikke skal ses af 30 forskellige læger, for det er bestemt ikke godt. Specielt ikke når den læge, der kommer på stuegang i dag, laver om på kollegaens ordinationer fra i går. Men at tro på, at en enkelt læge kan løse alt dette tror jeg er utopi. Og hvad hvis fagligheden ved den enkelte læge ikke er i orden? Eller hvis lægen ikke tør tage den vigtige samtale med patienten? Ikke tør sige: ”Jeg tror ikke du bliver rask. Jeg tror du kommer til at skulle dø af din sygdom.”

På en afdeling jeg arbejdede på for år tilbage lå Karen. Karen var 56 år gammel, og havde haft lungekræft i efterhånden en del år. Hun havde først fået foretaget en operation, hvor man havde fjernet den ene lunge, og efterfølgende havde hun fået kemo-behandling på onkologisk afdeling. Jævnlige kontroller havde ikke vist tegn på at kræften var kommet igen. Sidst hun havde været til skanning på onkologisk afdeling var i april måned, her havde alt set fint ud, leveren var skannet med, der var intet unormalt at se. Karen og hendes familie var glade, og de syntes at de gik en lysere fremtid i møde. Så emnet med at berøre døden, om Karen kom over det her, om det kunne dukke op senere, det var slet ikke blevet nævnt. For alt pegede jo på, at Karens kræftsygdom var blevet helbredt.

Men Karen var selv bange for om kræften kom igen. Mange gange havde hun haft en seddel med til hendes forløbsansvarlige læge (ja, det hed det også dengang) på onkologisk afdeling, hvorpå hun havde skrevet ét spørgsmål ned; ”Kan jeg dø af det her?” Hver gang var den blevet i tasken, for lægen havde været så glad på Karens vegne, og så skulle hun jo heller ikke stille sådanne spørgsmål, som ikke var relevante. Men Karen var bange. Bange for fremtiden.

Karens mand var også bange. Han havde set Karen forandre sig igennem de senere år. Hun var stadig smilende og virkede glad, men øjnene havde mistet den glans som tidligere havde været helt typisk for Karen. Men han sagde ikke noget. For efter en stor operation, efter kemoterapi og de gener det giver, så kunne det vel ikke være anderledes. Så han sagde ikke noget.

Karens 2 voksne døtre sagde heller ikke noget. De var så glade hver gang de fik de gode nyheder i telefonen, når Karen ringede til dem efter besøgene på onkologisk.

Nu var det blevet august måned. Fire måneder var gået efter Karens sidste skanning. Hen over sommeren havde Karen mærket at noget ikke var som det skulle være. Hun havde mistet appetitten, havde tabt sig lidt, kun et par kg, og hun var så træt. Så den forløbsansvarlige onkolog var blevet kontaktet. Men både Karen og hendes mand var blevet beroliget, for skanningen i april var jo fin, så det var helt naturligt efter et sådant forløb, at man ikke var helt på toppen. Så der var ingen grund til at foretage skanning igen, før den der var planlagt til at skulle foregå til oktober.

Men så kom feberen. Temperaturen lå skiftevis mellem normal og 38,5. Den forløbsansvarlige havde bestilt blodprøver, der viste let forhøjede infektionstal, så derfor skulle Karen indlægges. Ikke på kræftafdelingen, men på det lokale sygehus. På den afdeling, hvor jeg arbejdede. Den forløbsansvarlige læge havde ringet til min afdeling og foranlediget indlæggelsen, samt ordineret den antibiotika vi skulle give Karen for hendes infektion.

Dagene gik. Antibiotikaen blev givet som ordineret fra kræftafdelingen, men infektionstallene rokkede sig ikke. Feberen heller ikke. Den forløbsansvarlige kræftlæge blev kontaktet flere gange i forløbet, der blev lagt mere antibiotika på og Karen fik nu 3 forskellige slags, men lige lidt hjalp det. Karen tabte sig mere og mere, trods mad der nu blev givet i en sonde, for hun kunne ikke udholde synet af mad hun selv skulle spise. Infektionstallene lå uændret, feberen svandt ikke.

Jeg havde haft en del gode samtaler med Karen og hendes mand igennem den seneste uge. Karen så efterhånden ret afpillet ud, hun var sengeliggende i de fleste af døgnets timer. Hun kunne mærke, at kræften ikke var helbredt. På en stuegang, hvor jeg sad og talte længe med Karen og hendes mand, kom hendes spørgsmål: ”Kan jeg dø af det her?” Det spørgsmål, der stod på den seddel, som Karen havde haft med i sin taske ved besøgene og samtalerne på onkologisk afdeling. Men som aldrig var blevet nævnt. Og jeg svarede ærligt: ”Ja, det kan du.” Karen havde kun ét svar her: ”Jeg vidste det”, sagde hun og lukkede øjnene et øjeblik. Og ægtefællens skuldre faldt helt ned, han tog Karens hånd, og begge så de helt afklarede ud.

Samme formiddag lavede vi en ultralydsskanning af Karens lever. Da svaret kom var det ikke overraskende. Leveren var fuldstændig oversået med metastaser, altså spredning af lungekræften til leveren. Jeg fortalte Karen og hendes mand, hvad skanningen havde vist. Vi havde igen en rigtig god og lang snak. Karen mærkede, hvor det bar hen, hun vidste hun skulle dø. Men hun syntes, at jeg skulle ringe til hendes forløbsansvarlige læge på onkologisk afdeling og fortælle svaret på scanningen. Så det gjorde jeg. Og jeg fik da lige en del skæld-ud. Hvorfor havde jeg bestilt den scanning? I april havde den jo været fin, og en ny var planlagt i oktober. Jo, men nu havde vi jo august og alle kunne se, at dette ikke bare var en infektion. Den forløbsansvarlige kræftlæge ville have lavet en vævsprøve fra leveren. For vi måtte jo finde ud af hvad dette var. Jeg spurgte en ekstra gang om dette virkelig var kræftlægens mening. Forløbsansvarlig eller ej. Karen var døende. Hvilken konsekvens ville dette have? Det eneste der blev svaret var, at så ville vi få at vide hvad Karen døde af. Men det vidste vi jo allerede.

Efter samtalen med den forløbsansvarlige læge gik jeg atter ind til Karen og hendes mand. Jeg fortalte dem, at man anbefalede en vævsprøve. Karen lukkede øjnene, og der var længe, længe, længe tavst på stuen. Da hun atter åbnede øjnene var hun helt klar. ”Det vil jeg ikke gå med til”, sagde hun, ”for jeg dør af det her, det kan jeg mærke”. Jeg nikkede. Og hun spurgte mig herefter om ikke jeg ville hjælpe med at fortælle hendes 2 døtre om sygdommens spredning og hvad der skulle ske.

Og det gjorde jeg. Døtrene blev inviteret ind til samtalen, som foregik på et lille kontor. Til stede var også Karen og hendes mand. Døtrene vidste det også godt, men havde ikke turdet sige noget, fordi det jo alt sammen så rigtig fint ud. Men de kunne se på deres mor, at hun var syg, og de kunne se hvordan hun langsomt mistede mere og mere af livet, dag for dag. Vi fik alle nogle rigtig gode samtaler i dagene der gik herefter. Jeg husker ikke helt, hvor lang tid der gik før Karen sov stille ind, med hele familien omkring sig. Afklaret, rolig, smertefri på den givne medicinering. Hun fik sagt farvel.

Og så er det jeg spørger mig selv. Er den forløbsansvarlige læge løsningen på alt? Hvad hvis de heller ikke selv tør tale om at ikke alle overlever en kræftsygdom? Og hvorfor blive ved med at udrede på patienter der med al tydelighed har spredning af deres kræftsygdom? Jeg har oplevet en forløbsansvarlig kræftlæge, som VILLE have en svært syg kræftpatient kørt ind til sit ambulatorium, for så at fortælle, at patienten nu var for syg til at kunne tåle yderligere behandling. Det kunne vi jo have fortalt.

Hvorfor anser man det for vigtigst i verden at tale om helbredelse, også i tilfælde, hvor den ikke er mulig? Hvornår skal vi til også at tale om at nogen dør af deres sygdom? Og giver disse patienter chancen for at kunne få ordnet nogle ting selv, som de måske synes er vigtige for dem at ordne inden de bliver for syge.

Jeg glemmer aldrig Karens sidste spørgsmål til mig: ”Hvorfor talte de ikke med mig om det her? Jeg ville så gerne have haft ordnet de sidste ting”.