Da Covid 19 kom til Danmark

For et par måneder siden troede jeg ikke på at det ville ske. At vi fik en pandemi. Men jeg, og alle andre må sande, at sådan er det altså. Vi er midt i en anderledes tid – en krisetid. Og vi kan lige så godt vænne os til det, for den fjende der har ramt os, slipper vi ikke af med lige foreløbig. Der vil formentlig gå flere år, før vi igen kan begynde at se på vores land, som værende tilbage til mere ”normale” tilstande. Nemlig når vaccinen er udviklet, og tilpas mange af os har fået den. Vaccinen eller sygdommen.

Vi er alle nervøse, det kan vist ingen sige sig fri for. Det er jeg bestemt også, nervøs for det ukendte, nervøs for om vi selv eller nogen af vore kære bliver ramt. Nervøs for om vi, hvis vi bliver ramt, vil skulle slutte os til statistikken over de døde.

Derfor er vi alle i samme båd, ingen kan melde sig ud af samfundet, vi skal alle indrette vores hverdag så vi kan nedsætte sandsynligheden for smitte. Og hvordan gør vi det? Jo, først og fremmest, så handler smitteinddæmning og hindring af smitteudbredning om at holde afstand. Hold afstand, hvor end du bevæger dig hen. Det være sig i Supermarkedet, hos lægen, i bussen, i skolen og derhjemme. Og det handler om at have en god hygiejne. Vask hænder, og gør det hver gang du har været ude. Og gør ekstra rent. Og gør det til en vane, også bagefter.

Jeg bliver for tiden spurgt af mange af mine lungepatienter, om hvorvidt det er sikkert for dem at gå på arbejde igen, når nu Danmark så småt begynder at lukke op igen. Det kan ingen svare helt korrekt på. Men ud over afstanden og de ovenfor nævnte gode vaner, så betyder det særdeles meget, at man som patient, tager den medicin som er blevet ordineret. For lungesyge gælder det om at tage sin inhalationsmedicin, og tage den hver dag. Og vi ved at rygere vil kunne risikere at blive ramt hårdere end ex- eller aldrigrygerne. Så hvis ikke tiden har været inde til at gennemføre et rygestop før, så gør det nu. For selv om du bliver indendøre de næste uger til måneder, så er Coronavirusset der altså stadig, derude.

Vi har også en stærk formodning om, at er man velbehandlet i sin lungesygdom, dvs, at ens lungefunktion er normal, så vil man ikke være i højere risiko end andre. Så velbehandlede astmatikere, med normal lungefunktion og et fast og dagligt medicinindtag, forventes ikke at være i højere risiko.

Allergikere der er velbehandlede vil heller ikke høre til i risikogruppen. Og igen gælder det om at man tager sin medicin.

Og når du så bevæger dig ud, hvad så? Hold afstand, vask hænder når du atter er hjemme, og hold hænderne væk fra ansigtet. Mange af os har en tendens til at pille os selv i ansigtet, vi tænker ikke over det. Vi stryger håret væk fra ansigtet, klør os i øjnene, klør os ved mundvigene og alt sammen uden at tænke over det. Men tænk over det nu, og hold hænderne væk fra ansigtet.

Når jeg er ude at handle ser jeg mange forskellige scenarier. Det der virker bedst er igen at holde afstand, og holde god hygiejne. Og god hygiejne er ikke at iføre sig gummihandsker, herefter røre ved håndtag, overflader etc, for så at sætte sig ind i bilen og køre hjem, fortsat med handskerne på. Handsker der bruges på denne måde beskytter IKKE mod Coronavirusset, og heller ikke mod andre virus eller bakterier. Det er dine hænder der flytter smitten rundt. Med eller uden handsker. Skab ikke en falsk tryghed.

Vi er nervøse for vores børn. Hvad nu når de skal i skole, daginstitution, fritidsordninger med mere? Men børn er fantastiske til at indstille sig på en ny hverdag og andre måder at begå sig på. Børn kan sagtens lære god håndhygiejne, de kan sagtens lære at holde afstand til de fleste, og kun være tæt på de få. Og tænk på, at de mange sundhedsmedarbejdere, der arbejder hårdt for de sværest syge og indlagte, ja deres børn har været i pasningsordninger hele tiden.

Lad os alle stå sammen i den tid vi er i. Lad os hjælpe hinanden igennem denne krise. Og til dem der er modstandere af vaccinationer, ja så er tiden måske inde til at ændre holdning, og blive vaccineret også mod såkaldt ”almindelig” influenza. I 2017-2018, hvor vi havde en hård influenzaperiode døde 1.644 danskere. I perioden 2018-2019, hvor den ikke var så slem døde 790 danskere. Til dato er 285 danskere døde, ikke af, men med corona.

Lad os stå sammen – hver for sig

Er du lungesyg, så gå op i mad

I disse dage, hvor julen er gået på hæld, et nyt år står for døren, og mange af os har fået lidt for meget af den gode julemad, så er det vigtigt at påpege hvor vigtig kosten, og læs her; den rigtige kost, er for dig der er lungesyg.
Vi har i mange år fået prædiket, at vi skal spise grønsager og frugt, og at vi skal spare på de ting der ”feder”. Specielt har Hjerteforeningen været på banen her og belært os om mangt og meget. Men somme tider kan dette være den decideret mest forkerte kost at indtage. Er du lungesyg har du brug for ekstra proteiner, her skal du indtage 1,5 gram protein pr. kg. kropsvægt. Vejer du f.eks. 75 kg, så skal du indtage 112,5 gram protein hver dag for at give dine muskler det brændstof de har brug for. Hvis du indtager f.eks. 100 gram røget laks, så får du 21 gram protein. Og du skal være opmærksom på dit BMI = Body Mass Index. Det skal ligge mellem 21 og 30, men er du svækket af din lungesygdom, så bør det ikke ligge under 25. Du udregner dit BMI ved at gange din højde med din højde og dividere dette tal op i din vægt. Hvis du er 1,65 meter høj, så er 1,65 x 1,65 lig 2,72. Og 75 kg, divideret med 2,72 givet et BMI på 27,6.

Kristine på 68 år blev henvist til mig fordi hun igennem 2019 havde fået tiltagende åndenød. Hun havde haft kendt KOL igennem mange år, i hvert fald igennem 15 år, men som hun selv sagde, så havde hun sikkert haft det meget i længere tid, men det var for 15 år siden, at hun erkendte at der var et problem. Hendes læge havde gjort alt det rigtige. Kristine fik hjælp til at stoppe med at ryge, hun fik inhalationsmedicin for at stabilisere tilstanden, og hun blev sendt til træning i kommunen, hvor hun lærte alle de gode principper med at træne musklerne og indtage den rette mad når man er lungesyg. Siden hun var 53 år, hvor sygdommen blev diagnosticeret havde hun vejet 75 kg, og med en højde på 1,74 meter havde hun således et BMI på 24,8. Hun blev forpustet når hun trænede, men hun kendte sin krop godt og vidste at dette var normalt for hende.

Men så fik Kristine pludselig blod i afføringen, og hun blev sendt afsted til undersøgelse. Hurtigt konstaterede man, at er sad en kræftsvulst i tyktarmen, hun blev opereret, alt kræften blev fjernet og hun var hurtigt klar igen til at genoptage sin træning. Men i efterforløbet fik hun et brok i operationsarret. Det var stort, brokket, så det generede hende i mange situationer, og igen blev hun sendt afsted til kirurgerne.

Og det var her det gik galt. For kirurgen meddelte Kristine at hun var for fed, ja, fed var det udtryk der blev brugt. De ville kun operere hende hvis hun tabte sig, helst 10 kg, men mindst 5 kg. Og Kristine gik hjem og gjorde som hun fik bud om. Hun tabte sig 7 kg. Hendes BMI var nu nede på 22,5, og kirurgen ville gerne operere hende. Efter operationen skulle hun dog tage den med ro, hun måtte ikke anstrenge sig, for ikke at ødelægge det gode operationsresultat.

I månederne efter operationen bemærkede Kristine, at hun var meget mere forpustet hvis hun f.eks. skulle gå en etage op, end hun havde været før sit vægttab. Så hun gik til læge. Lungefunktionsundersøgelsen viste det samme, som den havde gjort i mange år, den var på 30 %. Hendes iltning i blodet var fin, den var på 94 %. Hun blev også undersøgt af en hjertelæge, men heller ikke her fandt man årsagen til hendes problem.

Hun er nu undersøgt hos mig, og jeg kunne heller ikke finde ændringer i forhold til hvad hun tidligere havde fået målt. Udover på hendes vægt. For Kristine havde tabt sig, og det hun havde tabt var muskelmasse, ikke fedtvæv. Og musklerne er dem der skal hjælpe hende når hun anstrenger sig. Hun var normalvægtig før operationen, faktisk lå hun på vippen til at være undervægtig, for Kristine skal anses for at være svækket af sin lungesygdom, og så skal BMI helst ligge mellem 25 og 30. Nu lå det på 22,5.
Der skal kun meget lidt pause til i træningen, og endnu kortere pause til efter en operation, før man som KOL-patient har halveret sin muskelmasse, og det vil tage mange måneder at genopbygge. Kristine skal nu i gang med at blive fedet op, dvs. hun skal indtage mange gram protein dagligt, og hun skal træne samtidig, for ellers kan genopbygningen af musklerne ikke ske.  
Så Kristine er sendt hjem med en kostplan, hun skal spise 6 gange om dagen. Det kan være svært, så derfor erstatter vi nogle af måltiderne med proteindrikke, for herved kan hun få et pænt stort indtag af den nødvendige mængde protein. Alt frugt og grønt er bandlyst indtil videre, det kan hun begynde at spise lidt mere af, når hun en gang om mange måneder forhåbentlig er i mål, og blot skal holde vægten.

Kristine er rigtig træt af, at det blev sådan her. Hun synes det er svært med så mange måltider, men hun gør det, fordi hun gerne vil tilbage til hvad hun kunne en gang, nemlig besøge sin datter og dennes familie, der bor på 2. sal. Hun finder meget inspiration på Lungeforeningens hjemmeside, hvor der er mange gode forslag til at få den rette mad, der er også opskrifter. Men det er hårdt slid for hende, og hun er somme tider ved at opgive ævred. Heldigvis har hun en god læge, der bakker hende op og følger hende fremover.

Nu mangler vi så bare at kirurgerne og andet godtfolk både sætter sig ind i dels hvornår man er normalvægtig og dels hvornår man har en patient med en sygdom, som man er nødt til at tage hensyn til også. Vi skal arbejde sammen, på tværs af fag og sektorer, og vi skal søge råd hos hinanden. Det vigtigste vi skal gøre, er trods alt at give vore patienter de bedste betingelser, både før og efter de behandlinger og indgreb vi udsætter dem for.

Og så kan jeg passende sige velbekomme.

Den forløbsansvarlige læge løser ALLE problemer, eller hvad?

De seneste par uger har igen budt på nyt angående kræftudredningen. En ny kræftpakke er lanceret, vi skal sende endnu flere milliarder afsted. Og alle er begejstrede, specielt direktøren for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard, kan næsten ikke få armene ned. Den forløbsansvarlige læge lader til at være svaret på alt ondt. Men virker det? Og er det i det hele taget et nyt begreb?

Jeg kan kun tilslutte mig den generelle mening, at patienterne ikke skal ses af 30 forskellige læger, for det er bestemt ikke godt. Specielt ikke når den læge, der kommer på stuegang i dag, laver om på kollegaens ordinationer fra i går. Men at tro på, at en enkelt læge kan løse alt dette tror jeg er utopi. Og hvad hvis fagligheden ved den enkelte læge ikke er i orden? Eller hvis lægen ikke tør tage den vigtige samtale med patienten? Ikke tør sige: ”Jeg tror ikke du bliver rask. Jeg tror du kommer til at skulle dø af din sygdom.”

På en afdeling jeg arbejdede på for år tilbage lå Karen. Karen var 56 år gammel, og havde haft lungekræft i efterhånden en del år. Hun havde først fået foretaget en operation, hvor man havde fjernet den ene lunge, og efterfølgende havde hun fået kemo-behandling på onkologisk afdeling. Jævnlige kontroller havde ikke vist tegn på at kræften var kommet igen. Sidst hun havde været til skanning på onkologisk afdeling var i april måned, her havde alt set fint ud, leveren var skannet med, der var intet unormalt at se. Karen og hendes familie var glade, og de syntes at de gik en lysere fremtid i møde. Så emnet med at berøre døden, om Karen kom over det her, om det kunne dukke op senere, det var slet ikke blevet nævnt. For alt pegede jo på, at Karens kræftsygdom var blevet helbredt.

Men Karen var selv bange for om kræften kom igen. Mange gange havde hun haft en seddel med til hendes forløbsansvarlige læge (ja, det hed det også dengang) på onkologisk afdeling, hvorpå hun havde skrevet ét spørgsmål ned; ”Kan jeg dø af det her?” Hver gang var den blevet i tasken, for lægen havde været så glad på Karens vegne, og så skulle hun jo heller ikke stille sådanne spørgsmål, som ikke var relevante. Men Karen var bange. Bange for fremtiden.

Karens mand var også bange. Han havde set Karen forandre sig igennem de senere år. Hun var stadig smilende og virkede glad, men øjnene havde mistet den glans som tidligere havde været helt typisk for Karen. Men han sagde ikke noget. For efter en stor operation, efter kemoterapi og de gener det giver, så kunne det vel ikke være anderledes. Så han sagde ikke noget.

Karens 2 voksne døtre sagde heller ikke noget. De var så glade hver gang de fik de gode nyheder i telefonen, når Karen ringede til dem efter besøgene på onkologisk.

Nu var det blevet august måned. Fire måneder var gået efter Karens sidste skanning. Hen over sommeren havde Karen mærket at noget ikke var som det skulle være. Hun havde mistet appetitten, havde tabt sig lidt, kun et par kg, og hun var så træt. Så den forløbsansvarlige onkolog var blevet kontaktet. Men både Karen og hendes mand var blevet beroliget, for skanningen i april var jo fin, så det var helt naturligt efter et sådant forløb, at man ikke var helt på toppen. Så der var ingen grund til at foretage skanning igen, før den der var planlagt til at skulle foregå til oktober.

Men så kom feberen. Temperaturen lå skiftevis mellem normal og 38,5. Den forløbsansvarlige havde bestilt blodprøver, der viste let forhøjede infektionstal, så derfor skulle Karen indlægges. Ikke på kræftafdelingen, men på det lokale sygehus. På den afdeling, hvor jeg arbejdede. Den forløbsansvarlige læge havde ringet til min afdeling og foranlediget indlæggelsen, samt ordineret den antibiotika vi skulle give Karen for hendes infektion.

Dagene gik. Antibiotikaen blev givet som ordineret fra kræftafdelingen, men infektionstallene rokkede sig ikke. Feberen heller ikke. Den forløbsansvarlige kræftlæge blev kontaktet flere gange i forløbet, der blev lagt mere antibiotika på og Karen fik nu 3 forskellige slags, men lige lidt hjalp det. Karen tabte sig mere og mere, trods mad der nu blev givet i en sonde, for hun kunne ikke udholde synet af mad hun selv skulle spise. Infektionstallene lå uændret, feberen svandt ikke.

Jeg havde haft en del gode samtaler med Karen og hendes mand igennem den seneste uge. Karen så efterhånden ret afpillet ud, hun var sengeliggende i de fleste af døgnets timer. Hun kunne mærke, at kræften ikke var helbredt. På en stuegang, hvor jeg sad og talte længe med Karen og hendes mand, kom hendes spørgsmål: ”Kan jeg dø af det her?” Det spørgsmål, der stod på den seddel, som Karen havde haft med i sin taske ved besøgene og samtalerne på onkologisk afdeling. Men som aldrig var blevet nævnt. Og jeg svarede ærligt: ”Ja, det kan du.” Karen havde kun ét svar her: ”Jeg vidste det”, sagde hun og lukkede øjnene et øjeblik. Og ægtefællens skuldre faldt helt ned, han tog Karens hånd, og begge så de helt afklarede ud.

Samme formiddag lavede vi en ultralydsskanning af Karens lever. Da svaret kom var det ikke overraskende. Leveren var fuldstændig oversået med metastaser, altså spredning af lungekræften til leveren. Jeg fortalte Karen og hendes mand, hvad skanningen havde vist. Vi havde igen en rigtig god og lang snak. Karen mærkede, hvor det bar hen, hun vidste hun skulle dø. Men hun syntes, at jeg skulle ringe til hendes forløbsansvarlige læge på onkologisk afdeling og fortælle svaret på scanningen. Så det gjorde jeg. Og jeg fik da lige en del skæld-ud. Hvorfor havde jeg bestilt den scanning? I april havde den jo været fin, og en ny var planlagt i oktober. Jo, men nu havde vi jo august og alle kunne se, at dette ikke bare var en infektion. Den forløbsansvarlige kræftlæge ville have lavet en vævsprøve fra leveren. For vi måtte jo finde ud af hvad dette var. Jeg spurgte en ekstra gang om dette virkelig var kræftlægens mening. Forløbsansvarlig eller ej. Karen var døende. Hvilken konsekvens ville dette have? Det eneste der blev svaret var, at så ville vi få at vide hvad Karen døde af. Men det vidste vi jo allerede.

Efter samtalen med den forløbsansvarlige læge gik jeg atter ind til Karen og hendes mand. Jeg fortalte dem, at man anbefalede en vævsprøve. Karen lukkede øjnene, og der var længe, længe, længe tavst på stuen. Da hun atter åbnede øjnene var hun helt klar. ”Det vil jeg ikke gå med til”, sagde hun, ”for jeg dør af det her, det kan jeg mærke”. Jeg nikkede. Og hun spurgte mig herefter om ikke jeg ville hjælpe med at fortælle hendes 2 døtre om sygdommens spredning og hvad der skulle ske.

Og det gjorde jeg. Døtrene blev inviteret ind til samtalen, som foregik på et lille kontor. Til stede var også Karen og hendes mand. Døtrene vidste det også godt, men havde ikke turdet sige noget, fordi det jo alt sammen så rigtig fint ud. Men de kunne se på deres mor, at hun var syg, og de kunne se hvordan hun langsomt mistede mere og mere af livet, dag for dag. Vi fik alle nogle rigtig gode samtaler i dagene der gik herefter. Jeg husker ikke helt, hvor lang tid der gik før Karen sov stille ind, med hele familien omkring sig. Afklaret, rolig, smertefri på den givne medicinering. Hun fik sagt farvel.

Og så er det jeg spørger mig selv. Er den forløbsansvarlige læge løsningen på alt? Hvad hvis de heller ikke selv tør tale om at ikke alle overlever en kræftsygdom? Og hvorfor blive ved med at udrede på patienter der med al tydelighed har spredning af deres kræftsygdom? Jeg har oplevet en forløbsansvarlig kræftlæge, som VILLE have en svært syg kræftpatient kørt ind til sit ambulatorium, for så at fortælle, at patienten nu var for syg til at kunne tåle yderligere behandling. Det kunne vi jo have fortalt.

Hvorfor anser man det for vigtigst i verden at tale om helbredelse, også i tilfælde, hvor den ikke er mulig? Hvornår skal vi til også at tale om at nogen dør af deres sygdom? Og giver disse patienter chancen for at kunne få ordnet nogle ting selv, som de måske synes er vigtige for dem at ordne inden de bliver for syge.

Jeg glemmer aldrig Karens sidste spørgsmål til mig: ”Hvorfor talte de ikke med mig om det her? Jeg ville så gerne have haft ordnet de sidste ting”.