Når teambuilding ikke er det bedste for medarbejderen

I disse moderne tider er det meget populært for firmaer at arrangere teambuilding for deres personale. Disse kan bestå i både indendørs og udendørs kurser, men det generelle formål er at skabe bedre sammenhold, samarbejde, kommunikation og relationer. Af en eller anden grund skal sådanne kurser ofte foregå udendørs, helst i noget der kommer så tæt på primitive ødemarksforhold som muligt.

Mads er 26 år, han er endnu en af mine skønne patienter. Han er en frisk ung mand, har en universitetsuddannelse, sidder i et godt job, som han er vældig glad for, og som han også – så vidt jeg kan forstå på ham – klarer til alles tilfredshed.

Mads har altid grinet lidt af hans dårlige gener, som hans forældre har udstyret ham med, og her tænker han specielt på de helbredsmæssige. Da han var omkring 12 år gammel, fik han en kronisk nyresygdom, det tog han i stiv arm, og heldigvis holder han sig på den gode side af stabilitet i sygdommen, når han er til kontrol.

Da han blev omkring de 20-22 år fik han nu også en kronisk tarmsygdom, colitis ulcerosa, som er en kronisk betændelsestilstand i tarmen, og som har krævet undersøgelser, blodprøver og fast medicinering; en tilstand, som han vil have som en livslang følgesvend. Når Mads bliver presset og bliver lidt stresset, fx i eksamenssituationer eller som nu med deadlines på arbejdet, så kan tarmen godt drille lidt. Også dette tager han i stiv arm, for det kræver blot at der er et toilet i nærheden.

Og så har Mads allergi, overfor græspollen. Det har fulgt ham siden han var helt lille, hele Mads’ familie har allergi, så alle vidste, hvad det var, da Mads i græspollensæsonen begyndte at få røde, hævede, kløende øjne, tilstoppet næse og ind imellem også lidt astma. Også her var Mads nødt til at være heftigt medicineret for at kunne klare sæsonen. Det endte også med, at Mads blev allergivaccineret mod græspollen med tabletvaccine. Det har dæmpet symptomerne meget, men vil aldrig kunne fjerne en allergi. Mads klarer sig dog fint i græspollensæsonen med næsespray, øjendråber, høfebertabletter og inhalationsmedicin. Han kan sagtens være udenfor, men skal ikke sidde midt i en græsmark midt i højsæsonen.

Nu sad Mads overfor mig, og jeg kunne hurtigt mærke på ham, at han var meget ked af det. Og efter lidt snak frem og tilbage stod årsagen også ganske klar: Han skulle med firmaet på teambuilding. Det kan jo i sig selv være en god oplevelse, men i Mads’ tilfælde skulle det foregå ude i naturen, midt i græspollensæsonen. Han skulle sove i telt, noget han aldrig havde gjort før, fordi han altid havde alt for mange symptomer i sæsonen, så telt var ikke noget, der havde tiltalt ham. Og bare ved tanken om at være væk fra et toilet i længere tid havde også sat gang i hans tarmsygdom.

Hvis jeg – som hans allergilæge – skal medicinere ham, så han kan holde til opholdet på græsmarken og i skoven, så er jeg nødt til at give Prednisolon, altså binyrebarkhormon i stor dosis, men det synes jeg ikke vil være rimeligt, idet Mads altid har kunnet undgå dette ved den behandling, han i forvejen får, og ved at opholde sig indendøre mest muligt i de timer på dagen hvor græspollen er meget høj, vaske hår om aftenen før sengetid etc.

Men er det rimeligt? At jeg skal medicinere min patient med særdeles kraftige midler, fordi han skal presses ud i en situation, som han godt kan klare ved at undgå at være udendørs i den allerværste græspollensæson? Og hvad med hans tarmsygdom? Som også vil kunne kræve en mere omfattende behandling, fordi Mads’ stressreaktion over turen allerede havde sat gang i sygdommen?

Jeg er bestemt ikke i tvivl om, at teambuilding er godt og en god måde at sikre bedre arbejdsforhold og relationer på. Men hvorfor skal det som oftest være under primitive forhold og åben himmel? Hvorfor kan man ikke lave kurser på hoteller, hvor der ikke er pollen i store mængder, og hvor man kan sove i en rigtig seng?

Desværre ser vi stadig, at alt for mange er uvidende om, hvad det betyder at have allergi. Man kan ikke ”tænke” en allergi væk, man kan heller ikke gøre som ingenting og trodse alt, man har lært ikke er godt at gøre, fordi der kommer en pris at betale.

Vi kan gøre rigtig meget i dag for vores talrige allergikere. Vi kan behandle med tabletter, næsespray, øjendråber, og vi tilråder, at man prøver at opholde sig der, hvor der er færrest pollen, hvis det er en pollenallergi man har, at undgå pelsdyr, hvis det er der skoen trykker, og at holde støvudsættelse på et minimum, hvis det er støvallergi, man har. Vi vaccinerer rigtig mange, og heldigvis har mange særdeles god effekt af vaccinen, men man kan ikke fjerne allergien. Den er for altid din følgesvend.

Og hvad sagde jeg så til Mads, da han sad der overfor mig? Jeg sagde, at han var nødt til at melde fra til teambuilding så længe den skal foregå under åben himmel.

Næste gang Mads kommer til kontrol, skal jeg høre, hvordan hans afbud blev modtaget. Og så vil jeg bruge min tid på at fortælle Mads, at hans fravalg var det helt rigtige at gøre.

Kære allergiker – det er nu du skal i behandling

Vi sidder her i regn og rusk, og mens den ene storm efter den anden passerer Danmark er der ikke mange af os der tænker på de gener der venter lige om hjørnet. Men alle allergikerne i Danmark bør netop lige nu tænke på, at inden længe er luften fyldt med pollen, og er du birkepollenallergiker, eller allergisk overfor andre træpollen, såsom f.eks. hassel, eg, el, bøg eller avnbøg, så er det netop nu du skal i gang med din allergimedicin. Græspollenallergikerne kan stadig vente lidt med at starte på medicinen.

Hvert år, når pollentallene har nået nye højder, strømmer det ind med henvisninger på patienter, der igen oplever at blive hårdt ramt. Desværre er der også patienter der aldrig bliver henvist, enten fordi de ikke ved at der er gode muligheder for at få hjælp, eller fordi egen læge, uvist af hvilken grund, ikke vil henvise, enten fordi de ikke mener jeg kan gøre det bedre, eller fordi de mener at allergivaccination er for dyrt. Og det er rigtig ærgerligt.

Jens på 45 år havde i mange år haft ret voldsom birkepollenallergi. Han havde svære gener i april måned, nogle gange måtte han sygemelde sig fra arbejdet som skolelærer, fordi han simpelthen ikke kunne se ud af øjnene fra første birkepollen kunne måles i luften. Han følte at hans øjne var fyldt med grus, de var røde, hævede, og han var udtalt lysfølsom, havde solbriller på på arbejdet, til stor morskab for hans elever, der syntes at han lignede en mafioso.
Jens havde siden teen-age alderen hvert år fået en indsprøjtning med binyrebarkhormon. Det tog prompte generne, men nu var han gamle læge gået på pension, og den nye læge ville ikke give ham indsprøjtningerne. En helt korrekt vurdering.
Jens havde så prøvet at købe forskellige slags håndkøbspræparater på apoteket, men lige lidt hjalp det. Og nu var han efterhånden desperat, for hvor han de tidligere år kun havde haft generne i april måned, hvor birken springer ud, så havde de første symptomer nu meldt sig i februar, i forbindelse med hassel, som er meget i familie med birk.

Jens sad overfor mig og ville egentlig bare gerne have en indsprøjtning med binyrebarkhormon, men det kunne jeg ikke tilbyde ham, da det ikke længere er en anbefalet behandling, pga risikoen for bivirkninger i form af udvikling af diabetes og af knogleskørhed.
Jens følte i første omgang at slaget var tabt, for han havde i mange år fået at vide, at man så ikke kunne gøre det bedre. Men det er ikke korrekt.

Da vi allerede var i gang med hasselsæsonen og birkepollensæson nært forestående, var løsningen ikke at starte Jens op i allergivaccination lige nu. Løsningen blev at få ham sat i gang med 2 slags tabletter, øjendråber og næsespray. Og det var på høje tid, for behandlingen har bedst effekt når man får den iværksat senest en måned før forventet sæson, altså FØR man får de første symptomer.

Jens kom betydeligt lettere igennem pollensæsonen end tidligere. Han behøvede ikke længere at sygemelde sig, og solbrillerne var også lagt på hylden. Men han havde svært ved at opholde sig udendørs i længere tid, uden at øjnene voldte ham for meget besvær. Så da vi mødtes til ny konsultation efter sæsonen, blev Jens sat i gang med allergivaccination med tabletter. Han fik første tablet (under tungen) i klinikken, og skulle så hæve recepter på apoteket herefter, og selv tage en tablet under tungen dagligt.

Prisen for allergivaccinationen tror mange er skyhøj. Selvfølgelig er det mange penge at bruge på tabletterne, men der er tilskud til dem, og hvis man også er medlem af sygesikring Danmark får man yderligere tilskud derfra. Så gennemfører man et 3-års forløb koster det ca. kr. 250 om måneden i gennemsnit.

Tabletvaccine findes også til patienter der er allergiske overfor græspollen og overfor husstøvmider, og det er en nem måde at gennemføre en vaccine på, da man kun behøver komme til opstart. Herefter tager man selv derhjemme, og efter første sæson vurderes om der har været effekt. Effekten er ikke at fjerne allergien, for det lader sig ikke gøre. Nej, effekten er at man får færre symptomer, og det gør heldigvis langt de fleste. Denne form for vaccine kalder man SLIT = Sub-Lingual-Immun-Terapi. Sublingual betyder ”under tungen”, det er der tabletten placeres og den opløser sig meget hurtigt. Immunterapi betyder jo egentlig blot at man ”snyder” ens immunforsvar til ikke at reagere så voldsomt på de ting man er allergisk overfor. Patienterne vil ofte kunne klare sig med vanlig behandling i sæsonen.

Der findes også såkaldt SCIT, det står for Sub-Cutan-Immun-Terapi, hvor Subcutan betyder ”under huden” og er vaccination med indsprøjtninger. Når man får denne form for vaccine, så skal man møde op hver gang til injektionen, og man skal sidde til observation i en halv time før man får lov til at gå.

Det gør det meget lettere at blive vaccineret med tabletter. I min klinik møder man til kontrol efter første sæson til vurdering af om der har været effekt. Har man haft færre symptomer, så har det virket og der fortsættes i fulde 3 år i alt. Hvis ingen effekt stopper man vaccine-behandlingen her. Det samme med injektionsbehandlingen. Kun ved allergi for bi og hvepse giver man injektioner i 5 år. Til bi og hvepse er der ikke udviklet tabletvaccine, men indsprøjtningerne er meget effektive. Man skal KUN vaccineres mod bi eller hveps hvis man har haft en meget svær reaktion. Man skal have blodtryksfald, besvimelse, eller anden svær reaktion. En stor hævelse indikerer ikke at man skal vaccineres.

Jens kom til kontrol efter sommerferien, hvor vi startede ham op i tabletvaccine. Han tog også sin vanlige behandling med opstart i god tid før næste sæson, og han kom igennem med meget få symptomer. Så Jens var særdeles glad, han havde haft den bedste sæson i mere end 30 år. Så han skal fortsætte i fulde 3 år. Ingen ved om effekten varer i mange år eller kun i få. Men vi ser at effekten ofte er langvarig, dvs. mange år.

Jens havde kun én bemærkning da han var igennem første sæson; ”hvorfor er der ikke nogen der har fortalt mig om denne mulighed før?”

Tre små julehistorier

Det er alt for længe siden at jeg sidst har slået et blogindlæg op, der er flere årsager til dette, men forklaringen på det skal I ikke trættes med. Så vil jeg hellere fortælle 3 små julehistorier her fra december måned. Det er alle sammen kvinder, den yngste er 22 år gammel, den ældste er 75 år gammel. Disse tre kvinder er nogle af de sejeste jeg kender.

Marie er den ældste af dem, hun er 75 år gammel, ramt af flere forskellige sygdomme. Dels har hun en mangeårig astma, som har været underbehandlet, da man i hendes barndom og ungdom ikke havde de gode inhalationsmedicinske præparater. Så hun kom først i fast behandling da hun var i 40’erne, dette har gjort, at hendes lungefunktion ikke ligger i normalområdet, men ligger på omkring de 65 %. Men hun har det godt, når hendes lungefunktion ligger på 65 %, hun føler sig ikke begrænset i noget og har altid en masse aktiviteter i gang.
Marie blev så ramt af hjertesygdom, det tog hun i stiv arm, også da hun fik hjertestop, blev genoplivet og hjertelægerne fortalte hende, at hun skulle have en pacemaker, der kunne give hende det livreddende stød, hvis hun atter skulle få et hjertestop. Der, hvor det er svært for Marie er, at hjertelægerne bliver ved med at ville medicinere hende med medicin, som hendes astma ikke tåler. Marie har sine talegaver i orden, så hun protesterer hver gang hun er til kontrol på hjerteafdelingen. Og hver gang tror de ikke på hende. Det ender altid med at Marie – for ikke at virke negativ – vælger at tage imod den behandling, som hjertelægerne anbefaler, med det resultat, at når hun så er til kontrol hos mig, så kan hun dårligt slæbe sig afsted. Hendes luftveje hyler og piber, hun hoster, har masser af slim og hendes lungefunktion falder ned til de 40 %.
Alle de gange hun har haft det sådan – og vi tæller dem ikke mere for det er mange – har hun fået overtalt hjertelægerne til at lade hende blive trappet ud af medicinen igen. Jeg har skrevet til hjertelægerne også, så Maries ord står bestemt ikke alene, men lige lidt hjælper det. Indtil Marie sagde direkte til hjertelægen, at hun hellere ville dø af et hjertestop, end ikke at kunne trække vejret og føle at hun blev kvalt langsomt.
I dag er Marie helt ude af den medicin, som hendes astma ikke tåler. Hendes lungefunktion er tilbage på de 65 %, hun har det godt og glæder sig til at holde jul med familien lige om lidt.

Emma er 31 år gammel. Hun blev henvist til undersøgelse af den læge hun for nyligt var skiftet til. Emma havde i mere end 15 år haft hyppige problemer med åndenød ved anstrengelse, samt ved forkølelser. Hertil kom så en allergi mod græspollen, som den tidligere læge hver sommer havde behandlet med indsprøjtninger med binyrebarkhormon.
Emma havde mange besøg ved lægen med sin åndenød, hoste og slim i luftvejene, problemet var blot, at hver gang hun var ved lægen, så viste pusteprøven nogle endog meget flotte værdier, en lungefunktion på 109 % var jo flot. Så til sidst fik Emma en snak om at hun var hypokonder og sygdomsfixeret i en sådan grad at hun blev ordineret beroligende tabletter! For det var ikke astma. Men de hjalp ikke på hendes åndenød, så Emma smed dem ud og skiftede læge.
Den nye læge tog Emma meget alvorligt. Her viste pusteprøven heller ikke udslag, men lægen henviste Emma. De første undersøgelser var også normale hos os, men vi har mulighed for at lave ekstra undersøgelser. Da vi lavede provokationstest faldt Emmas lungefunktion 26 % kun halvt inde i testen. Emmas luftveje hylede og peb, hun hostede og kunne fortælle at det netop var sådan hun havde haft det mange gange de seneste i 15 år.
Emma blev informeret om, at hun HAVDE astma, og at hendes luftveje reagerede på kulde, varme, fugt, pollen, forkølelser, ja stort set alt, og at det er helt normalt at lungefunktionen kan være normal, når man så sidder ved egen læge og er i afstand fra sit anfald.
Emma brød grædende sammen. Endelig, ENDELIG fik hun svaret på hvad der var galt med hende. En helt banal astma, som hun nu er i behandling for. Hun var så lettet da hun forlod klinikken. Hun var glad.

Xenia er 22 år gammel. Hun har aldrig tidligere fejlet noget som helst. Ingen allergi, ingen luftvejsproblemer, ingen migræne, ja absolut intet. Indtil den dag i maj 2020, da hun bliver smittet med Covid-19, de var i alt 7 på hendes arbejdsplads, der blev smittet samtidig.
Xenia var ikke særlig syg af Covid-19. Hun var hjemme en lille uges tid, havde lidt feber, ondt i halsen, og følte til tider tung vejrtrækning, men hun var hurtigt tilbage på arbejdet igen. Men i månederne der fulgte blev hun ramt af flere forskellige symptomer. Hun fik hovedpine, migræneagtig hovedpine med opkastninger og sygemelding til følge. Hun fik koncentrationsvanskeligheder. Hun kunne på arbejde gå på lageret for at hente en vare, men når hun nåede lageret havde hun glemt hvad det var hun skulle hente, så hun måtte skrive det ned på en seddel før hun gik på lageret. Hun blev ramt af en helt invaliderende træthed. Hun kunne dårligt holde til en hel arbejdsdag og måtte bede om at komme på nedsat tid. For hun havde brug for mindst 11 timers søvn. Og nu var hun også begyndt at få luftvejsproblemer. Fornemmelsen af at have en elefant siddende på brystkassen, fornemmelsen af at der var en svien vi luftrøret ved vejrtrækningen.
Vi kunne ikke bekræfte nogen astma, alle undersøgelserne var normale.
Xenia er nu henvist til senfølgeklinikken for coronaramte. Ikke at de kan hjælpe hende med hendes symptomer, men de kan følge hende og vi kan alle blive klogere på dette virus, der har ramt hele verden. Ingen ved om Xenias senfølger vil vare ved, eller om de mildnes med årene. Men én ting er sikkert – Xenias liv er meget forandret, selv her 1 år og 7 måneder efter hendes Coronainfektion.

Disse tre historier er et godt bevis på, hvordan man kan blive ramt på forskellig vis af forskellige sygdomme.

Marie oplevede tydeligt på egen krop, at nogle læger har svært ved patienter, der klart giver deres egen mening til kende, og ikke blot vil ”føje” sig. Og jeg kan kun sige til Marie, at det skal hun blive ved med. Jeg ser Marie som en særdeles ressourcestærk person, hvor man netop kan bruge hendes oplysninger om medicinens effekt på hende, til at rette det til og hjælpe Marie bedst muligt. Jeg ser Maries historie som et glimrende eksempel på, at den tiltagende specialisering i dag kan bevirke, at man overser vigtige ting. Mange læger siger, at de ikke har tid til at sætte sig ind i patientens hele sygehistorie. Hertil kan jeg kun sige; vi har ikke tid til at lade være.

Emma måtte kæmpe for at få undersøgt hvad årsagen til hendes gener var. Hun begyndte næsten til sidst selv at tro på, at hun var hypokonder, for det var blevet sagt så mange gange til hende. Og en stor forløsning for hende, da hun fik at vide, at hun har astma og at vi nemt kan behandle hende for det. Mange læger siger, at hvis lungefunktionen er normal, så er det ikke astma, men det er forkert. Her kan vi specialister lave ekstra undersøgelser, der kan hjælpe med at afklare hvad årsagen er.

Xenia blev ramt af Corona i maj 2020, altså før vi havde vaccinerne. Hun er ung, hun er, eller hun VAR rask, og havde et let sygdomsforløb da hun havde corona. Problemet er kommet bagefter, nu hvor hun er ramt af senfølger til den tidligere coronainfektion. Mange tror, at blot fordi man er ung eller ikke fejler noget, så er corona ligesom at have en forkølelse eller en influenza, nogle tror endda, at coronavaccinen kan gøre dem sterile. Jeg har aldrig, og jeg mener ALDRIG hørt noget så dumt!
Vi har alle en samfundspligt og i coronasammenhæng, så gælder det om at blive vaccineret. For vores sygehus er i knæ, der er kun 10 intensivpladser tilbage på landsplan. På landsplan! Og de andre sygdomme er jo ikke sat på stand-by mens coronaen hærger. De fleste langtidsindlagte med corona er de uvaccinerede. Hvem skal IKKE på intensiv, når ens sygdom er så svær, uanset om det er corona eller ej, det er den beslutning lægerne snart skal tage på sygehuset, hvis ikke vi får stoppet den 3. bølge. Få så bestilt tid til at få den vaccine, skal opfordringen lyde herfra.

Både Marie, Emma og Xenia er coronavaccinerede. De er de sejeste kvinder jeg kender.

Vi må værne om fagligheden – specielt i en coronatid

Jeg ser det hver eneste dag, avisoverskrifterne, hvor mine kollegaer indenfor andre specialer råber vagt i gevær. Alle har en og samme bekymring, nemlig at der er for mange eksempler på at alvorlig sygdom overses, fordi alle er så bange for corona, at alt for få får foretaget den nødvendige udredning og behandling i tide. Og det må simpelthen stoppe nu. Vi må værne om den faglighed som vi har fået gennem vores uddannelse, og få udredt patienterne så de kan sættes i korrekt behandling, uden alt for mange omveje – med fare for at varig skade vil ske.

Lars er 58 år, har været mangeårig ryger, omkring 10 cigaretter dagligt i næsten 40 år. Det er endnu ikke lykkedes for ham at få stoppet med tobakken, han har prøvet utallige gange gennem årene, men aldrig kunnet holde sit rygestop. Han har i hvert fald i de sidste 20 år haft udtalt langvarige bronkitistilfælde i forbindelse med almindelige forkølelser. Han har aldrig søgt læge for dette tidligere, da han har følt sig lidt skamfuld over det; ”det var jo bare tobakshoste, så det er min egen skyld”.
Lars er et aktivt menneske, han elsker at rejse, og han og hustruen vælger ofte ferier, hvor de kan komme ud at vandre. Gerne vandreture i kuperet terræn. Det har aldrig været et problem tidligere. Men nu har Lars igen fået vejrtrækningsbesvær, det piber når han trækker vejret, han har rigeligt med slim. Han kontakter lægen, men får at vide, at de ikke vil se ham i praksis pga corona, han må vente til han spontant får det bedre. Der går nogle måneder på denne måde, flere opkald til lægen, men Lars må ikke komme i praksis.
Efter 3 måneder, hvor Lars efterhånden er temmelig tyndslidt, banker han i bordet og får lov til at komme til lægen. Her laver man så en lungefunktionsundersøgelse, med slangen til apparatet ud gennem vinduet, Lars står udenfor og puster lungefunktionsprøve, sygeplejersken sidder indenfor. Lars føler sig noget udstillet under denne seance.
Lægens dom er klar, Lars har fået KOL, hans lungefunktion er let nedsat. Han skal stoppe med at ryge og han bliver sat i behandling med Spiriva, et inhalationspræparat man bruger hos blandt andet KOL-patienter.
Lars får det måske lidt bedre, men ikke meget. Ny kontakt til lægen, der sender ham i kræftpakken. Rygere eller ex-ryger med langvarig hoste kan have kræft. CT-skanningen viser, at Lars ikke har kræft, man anbefaler videre behandling via egen læge.
En aften får Lars pludselig meget hurtig og uregelmæssig hjertebanken, pulsen er på 160 slag pr. minut, nu kan han slet ikke få luft. Så Lars indlægges på et af de to sygehuse han bor midt imellem. Man finder en lille lungebetændelse på røntgen, og da han også har KOL, så får han behandling med antibiotika og Prednisolon (binyrebarkhormon), og man planlægger at Lars dagen efter indlæggelsen skal have lavet en såkaldt DC-konvertering. Det er når man giver patientens hjerte et stød, så hjertet kan hoppe tilbage i normal rytme igen. Dette bliver dog unødvendigt, for dagen efter er hjerterytmen spontant helt normal, så Lars udskrives tilbage til egen læges behandling. Under hans indlæggelse viste blodprøven en stor forhøjelse af eosinofile, noget man kan se ved blandt andet astmapatienter. Ingen har bemærket dette høje tal.
4 uger efter udskrivelsen indlægges Lars igen. Denne gang på det andet af de sygehuse han bor midt imellem. Denne gang på akutafdelingen. Også her tages flere eosinofiltal, som alle er stærkt forhøjede. Ingen ser det, i hvert fald bemærkes det ikke. Lars får ændret sin Spiriva til Bevespi, (et andet præparat til KOL), og udskrives tilbage til egen læge med ny antibiotika- og prednisolonkur. Også efter denne kur har han det godt i en uges tid.
Lars har været sygemeldt i flere måneder nu, han kan intet. Mindste bevægelse medfører svær åndenød, og han hoster gult slim op konstant.

Og endelig, efter 8 måneder, henvises han nu til lungemedicinsk udredning.

Lars fortæller, at han som barn var allergisk overfor græs og familiens hund, som de skaffede sig af med dengang. Han var en periode i behandling for astma, som han dog voksede” sig fra. Lars’s far døde som 40-årig i et astmaanfald, men Lars har aldrig tænkt på, at det kunne være astma han havde, for hans symptomer var så forskellige fra faderens.
Lars’s No er på 158 – et udtryk for meget svær irritation (eosinofili) i luftvejene, dette forklarer hosten og den gule slim. Lars’s lungefunktion viste en værdi på 37 %. Den var målt til 67 % ved ege læge, det har her man stillede diagnosen KOL.

Lars har været til kontrol efterfølgende. Han blev sat i behandling med medicin til astma. Man skal altid have inhalationsmedicin med binyrebarkhormon i, når man har astma. Det fik han og ved efterfølgende kontrol viste det en normal NO på 17 og en lungefunktion på 87 %.

Hvorfor skulle Lars vente i 8 måneder før han fik korrekt udredning og behandling? Hvorfor afviser man patienter der hoster, fordi man er bange for at de har corona? Hvorfor tager man specifikke blodprøver (eosinofile), men ingen ser dem, eller bemærker dem, når de ligger langt over normalområdet? Hvorfor spurgte ingen ind til om Lars havde haft langvarige hosteperioder tidligere, i forbindelse med forkølelser? Hvorfor spurgte ingen ind til allergier tidligere, eller om der i familien var kendt astma? Hvorfor tror mange, at rygning er lig med KOL? Hvordan kunne det gå til, at Lars blev indlagt på to forskellige sygehuse, og var til kræftudredning på et tredje sygehus – UDEN at nogen fangede, hvad dette drejede sig om?

Spørgsmålene er mange. Vi må have fagligheden sat højest. Det duer simpelthen ikke at vi undlader at udrede og behandle patienterne hurtigt og korrekt, fordi vi er så bange for corona. Corona er farlig – ja, men man kan meget nemt tjekke om patienten er smittet. Og ingen infektion varer i 8 måneder.

Få fagligheden ind i hverdagen igen, det skylder vi patienterne.

Når udsættelse for dufte og kemikalier medfører sygdom

Alle med lungesygdom, uanset om det er KOL, astma eller andre lidelser man er ramt af, vil genkende fornemmelsen af luftveje der reagerer på stærke dufte, såsom parfumer, mados, blomster, rengøringsmidler, tryksværte fra aviser etc., men nogle få danskere er decideret ramt af at blive syge hvis de udsættes for dufte eller kemikalier.
Det er ofte meget invaliderende at være ramt, idet mange kan have svært ved at passe et arbejde, hvor man jo som bekendt ofte udsættes for andres dufte, ligesom man kan blive socialt særdeles isoleret, når man beder om at venner og bekendte møder op uden at have taget parfume på, ingen hårprodukter i håret, ikke nyt tøj der kan afgive dufte, og det samme når man som inviteret i andres hjem og omgivelser ofte må takke nej til invitationen.

Mette blev henvist til mig da hun efterhånden var tiltagende invalideret af de dufte der er i det offentlige rum. Mette er i halvtredserne, har igennem mange år passet sit arbejde i en bank, men de sidste år har efterhånden været tiltagende svære for hende at komme igennem.
Som barn og ung var hun ramt af allergi overfor græspollen. Hun var ofte plaget af høfeber i sæsonen, ligesom hun kunne få udslæt når hun fik f.eks. græs på huden. Disse gener var taget meget af efterhånden som hun blev ældre. Desværre var generne blevet afløst af besvær med at tåle dufte.
På mange arbejdspladser er det helt almindeligt, at man gør en del ud af sig selv. Man møder op nyvasket, nogle har brugt parfumeret sæbe, andre hårprodukter med parfume, og næsten alle bruger kropsdufte, enten i form af parfumeret bodylotion eller parfume på hud eller tøj. Og det gør Mette syg. For Mette har det man kalder MCS, som står for Multiple Chemical Sensitivity, eller Duft- og kemikalieoverfølsomhed.

MCS er en underlig størrelse. For der findes ingen tests der kan påvise sygdommen, og der findes ingen behandling. Men at have MCS kan være svært invaliderende, netop fordi man kan have svært ved at passe sit arbejde, have gæster, besøge andre, ligesom man kan have udfordringer når man skal have nye møbler eller ny bil, nyt tøj, ja alt hvad der kan afgive dufte.
MCS har ingen sammenhæng til andre kendte allergier, så Mettes kendte allergi til græs kan ikke være hverken udløsende årsag og heller ikke forstærkende for hendes gener af dufte. Der er mange teorier fremme, såsom øget histaminfrigørelse fra slimhinder, mulige øgede signaler fra centralnervesystemet etc, som alle fører for vidt at komme ind på her. Det vigtige er i denne blog at gøre opmærksom på problemet, som findes derude blandt vore kolleger og som giver anledning til mange bekymringer hos de ramte.

Mettes MCS er nu så udtalt, at hun ofte har symptomer i mere end en uge når hun udsættes for dufte. En kollega havde glemt at Mette ikke tåler parfume, så da kollegaen dukkede op på arbejde medførte det en voldsom reaktion hos Mette. Hovedpine, svimmelhed, åndenød, svien i øjne, næse, mund, hals og efterhånden også tiltagende koncentrationsbesvær, gør at Mette har det svært på arbejdet. Også influenzalignende symptomer kan præge billedet, med muskelsmerter, fornemmelsen af feber, svær træthed, ligesom også maven kan give problemer med diare og smerter. Kollegaen gør ikke dette med vilje, kollegaen kender jo ikke til denne sygdom. Og Mette kan intet gøre for at bedre den tilstand hun er i. Kun når man fjerner sig fra de ting der giver gener får man det bedre. Derfor er Mettes sociale omgangskreds krympet til nogle meget få, der ikke ser på Mette som om hun er psykisk syg, ligesom hendes arbejde efterhånden også er ramt, både i form af en nedsat arbejdskraft fra Mettes side, og en chef der ikke får det arbejde ud af Mette som Mette kan og som hun tidligere har kunnet, dengang hun ikke var så hårdt ramt.
Når Mette rammes af de ting hun ikke tåler, så kan symptomerne efterhånden vare en uge eller længere. Den eneste behandling der er for denne sygdom, er at undgå dufte og kemikalier.

MCS kan ramme os alle. Det er ikke kun allergikere der rammes af denne sygdom. Men den der rammes har det rigtig svært. Derfor vil mit råd til alle MCS-ramte være at tale med kollegerne og deres familier om deres problem. Fortæl hvad det betyder at have MCS. Vær åben og ærlig om det.
Og til jer der er pårørende, kollega, ven, kæreste til en MCS-ramt, lyt til hvad der bliver fortalt. Den bedste måde du kan hjælpe på er at undlade brug af parfume og andre dufte når du er sammen med ”en Mette”. Gør ikke hele huset rent i Ajax eller andre rengøringsmidler, før ”en Mette” kommer på besøg. Spørg gerne hvad der duer.

MCS er en invaliderende sygdom. Og den kan ramme os alle. Og som jeg begyndte med at sige, så kan alle med lungesygdom også reagere på de stærke dufte.

Så for alle de Metter og alle de lungepatienter der findes derude. Undlad brug af parfume og stærke dufte. Du kan selv blive ramt.

Tiden efter Covid19 kom til DK

Nu hvor sommeren går på hæld, og vi snart tager fat på årets første efterårsmåned, må det være på tide at få sat gang i et nyt blogindlæg. Meget er sket her hen over sommeren, vores allesammens gode gamle hverdag er blevet vendt på hovedet ad flere omgange.

I marts oplevede vi at verden lukkede ned. Vi var ramt af denne uforklarlige størrelse der hedder en ”Pandemi”. Et virus, med udgangspunkt i Kina, havde spredt sig med voldsom hastighed, og snart kunne alle lande i verden berette om et stigende antal daglige nye smittetilfælde, indlæggelser og mange døde.
Efterhånden som DK lukkede op, kom også mange forskellige holdninger til orde. Var det nødvendigt at lukke så meget ned? Var der overhovedet tale om en epidemi? Var det ikke bare en lille forkølelse eller influenza der var tale om? Og nu diskuteres så om man vil gå med mundbind eller ønsker vaccinen, når den formentlig indenfor en overskuelig tid kommer på markedet.

Vi må alle gøre noget. Vi skal alle passe på, både os selv og hinanden. Gør vi det, så kommer vi igennem dette meget hurtigere og lettere end ellers. Og tro mig, selv om de fleste heldigvis kommer igennem en eventuel smitte uden de store problemer, så er der nogle der bliver endog meget hårdt ramt af dette virus. Nogle af dem sunde og raske indtil de blev smittet, nogle af dem unge og i deres bedste alder.

Jeg har set de første patienter i klinikken, som er henvist med senfølger af Covid19-infektion. Og de er meget hårdt ramt. Hovedpine, træthed, hukommelsesproblemer, blodpropper, åndenød, fornemmelsen af at det brænder i lungerne når de trækker vejret – og det gør du mange gange dagligt, ja mange senfølger kan nævnes. For de værst ramte er en dagligdag uden sygdom, uden medicin, uden gener af nogen art, forvandlet til et helvede. Og så brokker nogen sig over at de skal tage et mundbind på under offentlig transport. Jeg bliver så ked af det.

En anden følge efter Covid19 er, at der er kommet en meget voldsom forsinkelse på at patienter bliver henvist til udredning for de gener de har, og som ikke er Covid19-relaterede. Én ting er at antallet af henvisninger til kræftudredninger faldt med næsten 30 %. Noget andet er, at mange lunge-/allergisyge i mange måneder har haft mere end svært ved at trække vejret eller ved at få styr på deres allergi. For de er blevet afvist ved deres egen læge (det er ikke egen læges skyld det her, men et påbud, der kom højere steds fra). For man skulle ikke tage patienterne ind og undersøge dem, hvis man kunne undgå det. Og da der igen blev åbnet op for at patienterne kunne få tid ved deres læge og blive undersøgt, ja, så måtte de ikke lave lungefunktionstest i almen praksis.

De manglende lungefunktionstest betød, at en del enten ikke fik behandling i tide, eller at de fik behandling UDEN at være blevet undersøgt, alene på mistanken om fx en astmasygdom. Dette har besværliggjort både den efterfølgende udredning hos os specialister, men også medført en øget risiko, for at nogle af de lungesyges tilstand ender op værre end den ville have gjort med diagnostik i tide.

Tænk hvis man behandlede med blodtrykssænkende medicin, uden at måle blodtrykket først? Eller gav insulin til en patient der er tørstig og tisser meget, uden at måle blodsukkeret først? Eller man undlod at tage et EKG på en patient med svære brystsmerter og blot sagde at det nok ikke var en blodprop i hjertet, men bare var muskelinfiltrationer?

Én af disse patienter er Susanne. Hun er 25 år, og har siden hun var barn haft allergi overfor støv. I de senere år synes hun at det er gået lidt bedre med næsen der altid løb og øjnene der kløede, når hun var i støvede omgivelser.
Men i år var det anderledes. Efter et besøg ved mormor, hvor hun sov på et værelse, der ikke er varmet om vinteren, og hvor dynen lugtede af støv, forværrede hendes gener sig pludselig. Næsen løb, øjnene kløede, og det blev tiltagende svært at trække vejret. Men DK var netop blevet lukket ned, så de mange opkald til den praktiserende læge resulterede i, at hun skulle vente i hjemmet på at det blev bedre. Da det ikke var bedre efter 1 måned og endnu flere telefonopkald, fik hun en blå inhalator, som hun kunne bruge ved anfald. Den var brugt på under en måned (der er 200 doser i). Et nyt opkald til lægen resulterede i at hun nu fik en ekstra inhalator, der var forebyggende. Men lige lidt hjalp det. Så fik hun binyrebarkhormon som tabletter. Det hjalp så længe hun var i behandling med det, men generne kom igen få dage efter hun var stoppet med dem.

Månederne gik. Susannes tilstand gik op og ned. Hun havde mere og mere besvær med at passe sin lille datter. Hun havde flere og flere sygedage. Hun var efterhånden desperat.

Jeg så Susanne til første undersøgelse her i starten af august. På det tidspunkt havde hun haft svære problemer siden marts. Hun havde kortvarigt været indlagt, men var sendt hjem igen, da både infektionstal, røntgen af lunger og Covid19-test var uden anmærkning. Beskeden lød på at hun skulle gå til egen læge. Men egen læge måtte ikke måle lungefunktion på hende.

Vi fik sat gang i de nødvendige undersøgelser, og hurtigt afslørede der sig en astma, en lungefunktion på 45 %, svær irritationstilstand i lungerne, og Susanne havde simpelthen ikke sugekraft nok til at inhalere den medicin hun havde fået igennem de seneste måneder. Vi så hendes blodprøver igennem, som hun havde fået taget på sygehuset under hendes kortvarige indlæggelse, her kunne man se, at hun havde et endog meget højt tal på den blodprøve som ville kunne have vist, at man skulle have tænkt på ubehandlet astma og man skulle have undersøgt hende for dette. Men den var ikke blevet bemærket under hendes indlæggelse.

Susanne er nu sat i behandling, hun har det meget bedre og ser meget lysere på fremtiden nu. Men i værste fald kunne Susanne have været død af den svære astmaforværring.

En anden patient som jeg så, er Ellen. Hun fejler ingenting, har ingen kroniske sygdomme, får ingen medicin, er 42 år og sidder i en ledende stilling i et stort firma. Men hun blev smittet med Covid19, ligesom resten af familien. Men mens både mand og børn hurtigt var oppe på benene igen, så lå Ellen i ugevis med feber og vejrtrækningsproblemer. Hun var ikke indlagt i sit forløb, for dengang skulle man helst blive hjemme, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.

Ellen har i dag en fornemmelse af at lungerne brænder indvendigt HVER gang hun trækker vejret. Hun har problemer med at huske, hun er så træt, at hun kun kan arbejde en halv time ad gangen, så skal hun hen og sove et par timer. Det har nu stået på i 5 måneder. Ingen ved hvornår det stopper igen, eller OM det stopper.

Og alt imens disse fantastiske mennesker slås hver deres seje kamp, så er der tiltagende brok over at vi skal bære mundbind under offentlig transport, og over at vi ikke må holde store fester!

Jeg forstår det ikke.

Sommer, sol og – allergi

Vi er nu godt i gang med sæsonen, sæsonen, hvor rigtig mange danskere dagligt er voldsomt generet af høfeber. Nys, stoppet næse eller næse der løber, røde, kløende øjne, og for mange måske også astmasymptomer. Nogle er endda så hårdt angrebne at de har nærmest influenzalignende symptomer. Og så er der trætheden. Og i disse coronatider bliver man nærmest set på som en omvandrende smittekilde, hvis man får en nysetur midt i Bilka.

Hvis du har nogle af disse symptomer, så gå til din læge. Det er vigtigt at få undersøgt hvad man ikke kan tåle, for så er det meget lettere at håndtere symptomerne, når de rammer. Man bør altid gå i gang i god tid, inden sæsonen starter, med at tage sin medicin, og behandlingen kan været særdeles forskellig fra person til person, så det er oftest ikke godt nok blot at gå på Apoteket og afprøve forskellige slags medicin.

Susanne på 30 år havde haft græspollenallergi efterhånden 20 år. Hun var særdeles generet af det. Øjnene var meget røde, de hævede ofte så meget at øjets bindehinde hang udenfor når øjnene var lukkede. Næsen var konstant stoppet, om natten løb den og hun havde nyseture hvor hun kunne nyse 30 gange i træk. Nogle gange var generne så voldsomme at hun måtte sygemelde sig fra sit arbejde.

Susanne havde flere gange spurgt sin læge om ikke der kunne gøres mere, men svaret var hver gang det samme. Det kunne der ikke, og i øvrigt var der bare tale om en smule allergi, så slemt var det jo heller ikke. Og så fik hun en indsprøjtning med binyrebarkhormon, som jo hjalp godt på symptomerne. Susanne troede at hun blev vaccineret når hun fik denne indsprøjtning. Men nu var Susannes læge gået på pension, og hendes nye læge ville ikke give disse indsprøjtninger. Hendes nye læge sendte i stedet for Susanne afsted til specialisten.

Hun var hårdt angrebet af sin allergi, man kunne undre sig over hvordan hun har kunnet holde dette ud i så mange år. Men hun vidste ikke at det kunne være anderledes.

Den første sæson fik vi sat Susanne i en god og forebyggende behandling. Hun fik 2 slags tabletter, øjendråber og næsespray, altså det man kalder 4-stofsbehandling, hun startede op mere end en måned før forventet sæson, men generne var trods dette ikke tilstrækkeligt behandlede. Så fik hun tablet Prednisolon, som hun kunne tage på de svære allergidage, og da sæsonen var slut fik vi hende sat i regelret vaccinationsbehandling.

Allerede året efter, da græspollensæsonen igen ramte, kunne Susanne mærke betydeligt færre gener end de tidligere år. Det betød, at vi fortsætter med vaccinen i fulde 3 år, og hun klarer sig nu med meget let behandling i forhold til tidligere.

Susanne er vældig glad for sin vaccination mod græs, hun har fået et helt nyt liv. Kan nu være udenfor om sommeren, har stadig brug for at tage noget medicin, men symptomerne holdes helt i ave. Og hun har ikke haft nogen sygedage.

Susanne er et glimrende eksempel på hvordan det ikke behøver at være. Allergi skal tages alvorligt, det kan betyde mange sygedage, det kan betyde udvikling af astma senere i livet, så en livslang kontrol er påkrævet. Specialisterne ved hvilke slags medikamenter der kan bruges og i hvilke kombinationer, og de kan udrede for andre allergier, der også kan betyde noget. For slet ikke at tale om alle krydsallergierne, hvor f.eks. birkepollenallergikere kan have svært ved at spise nødder eller æbler. Her kan specialisten udrede for om det drejer sig om en krydsallergi eller om der er tale om en ægte allergi.

Sommeren behøver ikke at være vanskelig, der kan gøres rigtig meget. Vigtigt er det dog også, at allergikeren accepterer sin sygdom, det er eneste måde man kan styre sin allergi på. Ellers bliver det allergien der styrer allergikeren.

Så kære allergiker, hvis du har symptomer der kunne tyde på allergi, og du ikke kan styre dem på den behandling din læge sætter i værk, så tal med din læge om at få en henvisning til en specialist. Så ser vi sammen på hvad der kan gøres.

Alle allergikere ønskes hermed en rigtig god sommer.

Da Covid 19 kom til Danmark

For et par måneder siden troede jeg ikke på at det ville ske. At vi fik en pandemi. Men jeg, og alle andre må sande, at sådan er det altså. Vi er midt i en anderledes tid – en krisetid. Og vi kan lige så godt vænne os til det, for den fjende der har ramt os, slipper vi ikke af med lige foreløbig. Der vil formentlig gå flere år, før vi igen kan begynde at se på vores land, som værende tilbage til mere ”normale” tilstande. Nemlig når vaccinen er udviklet, og tilpas mange af os har fået den. Vaccinen eller sygdommen.

Vi er alle nervøse, det kan vist ingen sige sig fri for. Det er jeg bestemt også, nervøs for det ukendte, nervøs for om vi selv eller nogen af vore kære bliver ramt. Nervøs for om vi, hvis vi bliver ramt, vil skulle slutte os til statistikken over de døde.

Derfor er vi alle i samme båd, ingen kan melde sig ud af samfundet, vi skal alle indrette vores hverdag så vi kan nedsætte sandsynligheden for smitte. Og hvordan gør vi det? Jo, først og fremmest, så handler smitteinddæmning og hindring af smitteudbredning om at holde afstand. Hold afstand, hvor end du bevæger dig hen. Det være sig i Supermarkedet, hos lægen, i bussen, i skolen og derhjemme. Og det handler om at have en god hygiejne. Vask hænder, og gør det hver gang du har været ude. Og gør ekstra rent. Og gør det til en vane, også bagefter.

Jeg bliver for tiden spurgt af mange af mine lungepatienter, om hvorvidt det er sikkert for dem at gå på arbejde igen, når nu Danmark så småt begynder at lukke op igen. Det kan ingen svare helt korrekt på. Men ud over afstanden og de ovenfor nævnte gode vaner, så betyder det særdeles meget, at man som patient, tager den medicin som er blevet ordineret. For lungesyge gælder det om at tage sin inhalationsmedicin, og tage den hver dag. Og vi ved at rygere vil kunne risikere at blive ramt hårdere end ex- eller aldrigrygerne. Så hvis ikke tiden har været inde til at gennemføre et rygestop før, så gør det nu. For selv om du bliver indendøre de næste uger til måneder, så er Coronavirusset der altså stadig, derude.

Vi har også en stærk formodning om, at er man velbehandlet i sin lungesygdom, dvs, at ens lungefunktion er normal, så vil man ikke være i højere risiko end andre. Så velbehandlede astmatikere, med normal lungefunktion og et fast og dagligt medicinindtag, forventes ikke at være i højere risiko.

Allergikere der er velbehandlede vil heller ikke høre til i risikogruppen. Og igen gælder det om at man tager sin medicin.

Og når du så bevæger dig ud, hvad så? Hold afstand, vask hænder når du atter er hjemme, og hold hænderne væk fra ansigtet. Mange af os har en tendens til at pille os selv i ansigtet, vi tænker ikke over det. Vi stryger håret væk fra ansigtet, klør os i øjnene, klør os ved mundvigene og alt sammen uden at tænke over det. Men tænk over det nu, og hold hænderne væk fra ansigtet.

Når jeg er ude at handle ser jeg mange forskellige scenarier. Det der virker bedst er igen at holde afstand, og holde god hygiejne. Og god hygiejne er ikke at iføre sig gummihandsker, herefter røre ved håndtag, overflader etc, for så at sætte sig ind i bilen og køre hjem, fortsat med handskerne på. Handsker der bruges på denne måde beskytter IKKE mod Coronavirusset, og heller ikke mod andre virus eller bakterier. Det er dine hænder der flytter smitten rundt. Med eller uden handsker. Skab ikke en falsk tryghed.

Vi er nervøse for vores børn. Hvad nu når de skal i skole, daginstitution, fritidsordninger med mere? Men børn er fantastiske til at indstille sig på en ny hverdag og andre måder at begå sig på. Børn kan sagtens lære god håndhygiejne, de kan sagtens lære at holde afstand til de fleste, og kun være tæt på de få. Og tænk på, at de mange sundhedsmedarbejdere, der arbejder hårdt for de sværest syge og indlagte, ja deres børn har været i pasningsordninger hele tiden.

Lad os alle stå sammen i den tid vi er i. Lad os hjælpe hinanden igennem denne krise. Og til dem der er modstandere af vaccinationer, ja så er tiden måske inde til at ændre holdning, og blive vaccineret også mod såkaldt ”almindelig” influenza. I 2017-2018, hvor vi havde en hård influenzaperiode døde 1.644 danskere. I perioden 2018-2019, hvor den ikke var så slem døde 790 danskere. Til dato er 285 danskere døde, ikke af, men med corona.

Lad os stå sammen – hver for sig

Er du vores nye lægesekretær?

Vi er en speciallægeklinik, hvor vi p.t. er en deltidsansat lægesekretær, en lungesygeplejerske hver anden mandag og en speciallæge i lungemedicin og allergi.

Klinikken varetager udredning af patienter med lungemedicinske sygdomme eller mistanke herom, af allergiske lidelser, foretager allergivaccinationer og vi laver speciallægeerklæringer. Vi ser patienter fra 15 års alderen. Vi ser både nyhenviste og har en del kontroller. Klinikkens åbningstid er i dagtiden fra kl. 8.00 til kl. ca. 15.

Vi har brug for en lægesekretær som gerne vil arbejde 25-28 timer i et team, hvor vi har det godt med hinanden, der er plads til at være individuel, men hvor man også får noget fra hånden

Vores krav til dig er:

  • Du er uddannet lægesekretær
  • Du udviser engagement og faglig stolthed
  • Du er fleksibel og servicemindet
  • Du har flair for IT
  • Du er omstillingsparat
  • Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner
  • Du kan arbejde selvstændigt

Arbejdsopgaver:

  • Modtage patienter i klinikken
  • Booking af tider
  • Indkalde patienter
  • Passe telefon
  • Skrive journaler, korrespondancer, speciallægeerklæringer mv.
  • Bestilling af diverse undersøgelser
  • Registrering i databaser
  • Observere patienter efter allergivaccinationer
  • Faktureringer

Vi tilbyder:

  • Gode arbejdsforhold
  • Spændende speciallægeklinik med stor patienttilfredshed
  • Tæt samarbejde med lægen og sygeplejersken
  • Fleksibilitet og frihed under ansvar
  • 4 dages arbejdsuge med fridag hver fredag
  • God og grundig oplæring
  • Varierede arbejdsopgaver
  • Gode ferieordninger

Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2020 eller snarest derefter

Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst (PLA)

Ansøgningsfristen er tirsdag d. 24. marts kl. 17.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt fredag d. 27. marts

For yderligere information om stillingen kontakt lægesekretær Sarah Vinther Rasmussen på telefon 86215577 mellem kl. 10 og 12 eller på mail lungeklinik@lungemedicinskklinik.dk

Ansøgning sendes enten pr. mail til lungeklinik@lungemedicinskklinik.dk eller pr. post til Lungemedicinsk og Allergologisk Klinik, speciallæge Tina Brandt Sørensen, Godsbanegade 3, 1. th, 8700 Horsens.

Med venlig hilsen

Tina Brandt Sørensen                               Sarah Vinther Rasmussen

Speciallæge                                                   Lægesekretær

Du er ikke alene

Så er atter en International Lungedag, i år onsdag d. 20. november løbet af stablen og vi kan i Lungeforeningen se tilbage på en særdeles vellykket dag. I Horsens blev dagen afholdt, jeg kan vel nærmest sige festligholdt, i Bilka.
Om formiddagen var der Lungeløb på parkeringstaget. 4., 5. og 6. klasserne i Horsens var alle inviteret til en konkurrence på taget. Her skulle der løbes 1000 meter på tid. 500 elever var mødt op og der blev heppet på de 100 løbere. Borgmester Peter Sørensen åbnede dagen, og så blev der ellers løbet så det var en fryd. I samarbejde med Atlética Horsens og Bilka havde Lungeforeningen, lokalafdeling Horsens planlagt dette løb, og præmien for bedste årgang var en klassefest. En fantastisk dag hvor alle gik all-in.

Senere på dagen, nærmere bestemt mellem kl. 14 og 17 var der så et arrangement i Bilka, hvor forbipasserende kunne få en snak med personale fra Sygehusets Lungemedicinske ambulatorium og fra min klinik, hvor også jeg var til stede. Kommunens folk tog sig af de gode råd om rygestop, træning, fysioterapi, og der blev målt lungefunktioner non-stop i de 3 timer det stod på. Fik man målt lungefunktion blev det præmieret med et gavekort til Bilka. Og Lungekoret stillede igen op og underholdt med deres dejlige sange.

Bilka havde sørget for at der var både kaffe og kager til de besøgende, og hurtigt var der en lang kø af borgere, der kom for at få målt lungefunktionen, få en snak om den medicin de fik, ja bare få gode råd.

137 lungefunktionsmålinger blev det til på de 3 timer. Nogle af de besøgende vidste godt at de var lungesyge, de fik også medicin for det, andre fik sig en gevaldig overraskelse over at få at vide, at deres lungefunktion var påvirket. Og de var der alle sammen. KOL-patienterne, astmapatienterne, de der havde hoste af uforklarlig årsag, åndenød, rygerne og ex-rygerne.

En hel del fik inhalationsmedicin i forvejen, og desværre var der også mange, som ikke var i stand til at tage deres inhalationsmedicin rigtigt.

Der er mange forskellige slags inhalationsmedicin på markedet. Og stort set lige så mange forskellige måder man skal inhalere på. Nogle skal man inhalere kraftigt på, andre langsomt, nogle skal rystes før man inhalerer, andre ikke. Det er virkelig svært, og derfor så vi også mange der ikke fik fuldt udbytte af deres medicin. Jeg talte blandt andet med en kvinde, jeg vil tro hun er i 60’erne. Hun havde kendt til sin diagnose i ca. et års tid. Hun fik inhalationsmedicin, og hun tog troligt sin medicin hver morgen og hver aften, men i det år der var gået havde hun fået det værre og værre, og lungefunktionstesten viste da også et markant fald i forhold til det der blev målt for et år siden. Det viste sig, at hun slet ikke kunne inhalere den medicin hun havde fået udskrevet. Det fik vi en god samtale om, hun blev instrueret i at bruge sin inhalator rigtigt, og jeg tror hun gik derfra med en større ro på. Hendes bekymring for den lungefunktion der var faldet, blev vendt til en forhåbning om at det kunne der gøres noget ved.

En anden jeg talte med var en ung kvinde på 15 år. Hun havde mange symptomer når hun var fysisk aktiv. Så manglede hun luft, blev endda meget forpustet, hostede og havde slim i lungerne. Så hun var holdt op med at være fysisk aktiv, dyrkede ikke længere sport, for så gik det bedre, men forkølelserne var fortsat langvarige og trælse. Og hendes lungefunktion var ikke så god. Så vi fik en snak om den astma hun helt åbenlyst havde, men som kun var blevet behandlet med Bricanyl. Hun fik et kort med, hvor lungefunktionen var beskrevet og hun fik besked om at kontakte egen læge mhp at blive videre udredt og behandlet. Hendes lunger skal holde mange år endnu, og hun skal helt nødvendigt behandles, ellers går det galt.

Jeg fik også besøg af en ældre herre, som jeg havde set for mange år siden under en indlæggelse og et forløb i ambulatoriet på sygehuset, da jeg i sin tid var ansat der. Det var dejligt at se både ham og hustruen igen og vi fik talt om hans sygdom. Han er velbehandlet og har det godt, trods de begrænsninger han dagligt mærker. Man kan kun blive glad for sådant et besøg.

Og så var der den unge mand på 26 år, som helst ville undgå al den kemi, som han kaldte den inhalationsmedicin han var sat i behandling med. Så han prøvede at undvære medicinen, for han var bange for bivirkningerne på langt sigt. Også det fik vi en snak om, så han kan komme i gang med at tage sin medicin og undgå at hans lungefunktion falder yderligere end til de 70 % den nu var nede på.

En del havde symptomer i dagligdagen, men havde været ved egen læge og fået målt lungefunktionen. De havde fået at vide at den var fin, og de fik så ingen behandling. Her fik vi pointeret at en normal lungefunktion IKKE og ALDRIG vil kunne afkræfte at man er lungesyg. Mange astmapatienter debuterer på denne måde. Det vigtige her er netop, at har man symptomer så skal man udredes. Og er lungefunktionen normal kan sygdom ikke afkræftes, det kræver udredning, oftest ved en speciallæge, som har flere muligheder for at udrede end man har i almen praksis.

Det var virkelig en fantastisk dag. Humøret var højt ved alle den dag. Vi følte at vi havde givet mange borgere nogle gode råd, og vi fik igen sat fokus på lungesygdomme, som fylder alt for lidt på den politiske dagsorden. Til trods for at der er så mange danskere der er syge, mange uden at vide det.

Så til alle lungesyge, både de der ved det men så sandelig også de der endnu ikke ved det; søg læge, få det undersøgt. Jo tidligere jo bedre. Og få behandling. For kun herved kan man stoppe faldet i lungefunktion og undgå at symptomerne bliver for voldsomme og for invaliderende. Livet bliver alt, alt for svært, hvis ikke man kommer så tidligt som muligt. Og har du symptomer, så tal med din læge om yderligere udredning, uanset at din lungefunktion ser fin ud.

Du er ikke alene.