Vi må værne om fagligheden – specielt i en coronatid

Jeg ser det hver eneste dag, avisoverskrifterne, hvor mine kollegaer indenfor andre specialer råber vagt i gevær. Alle har en og samme bekymring, nemlig at der er for mange eksempler på at alvorlig sygdom overses, fordi alle er så bange for corona, at alt for få får foretaget den nødvendige udredning og behandling i tide. Og det må simpelthen stoppe nu. Vi må værne om den faglighed som vi har fået gennem vores uddannelse, og få udredt patienterne så de kan sættes i korrekt behandling, uden alt for mange omveje – med fare for at varig skade vil ske.

Lars er 58 år, har været mangeårig ryger, omkring 10 cigaretter dagligt i næsten 40 år. Det er endnu ikke lykkedes for ham at få stoppet med tobakken, han har prøvet utallige gange gennem årene, men aldrig kunnet holde sit rygestop. Han har i hvert fald i de sidste 20 år haft udtalt langvarige bronkitistilfælde i forbindelse med almindelige forkølelser. Han har aldrig søgt læge for dette tidligere, da han har følt sig lidt skamfuld over det; ”det var jo bare tobakshoste, så det er min egen skyld”.
Lars er et aktivt menneske, han elsker at rejse, og han og hustruen vælger ofte ferier, hvor de kan komme ud at vandre. Gerne vandreture i kuperet terræn. Det har aldrig været et problem tidligere. Men nu har Lars igen fået vejrtrækningsbesvær, det piber når han trækker vejret, han har rigeligt med slim. Han kontakter lægen, men får at vide, at de ikke vil se ham i praksis pga corona, han må vente til han spontant får det bedre. Der går nogle måneder på denne måde, flere opkald til lægen, men Lars må ikke komme i praksis.
Efter 3 måneder, hvor Lars efterhånden er temmelig tyndslidt, banker han i bordet og får lov til at komme til lægen. Her laver man så en lungefunktionsundersøgelse, med slangen til apparatet ud gennem vinduet, Lars står udenfor og puster lungefunktionsprøve, sygeplejersken sidder indenfor. Lars føler sig noget udstillet under denne seance.
Lægens dom er klar, Lars har fået KOL, hans lungefunktion er let nedsat. Han skal stoppe med at ryge og han bliver sat i behandling med Spiriva, et inhalationspræparat man bruger hos blandt andet KOL-patienter.
Lars får det måske lidt bedre, men ikke meget. Ny kontakt til lægen, der sender ham i kræftpakken. Rygere eller ex-ryger med langvarig hoste kan have kræft. CT-skanningen viser, at Lars ikke har kræft, man anbefaler videre behandling via egen læge.
En aften får Lars pludselig meget hurtig og uregelmæssig hjertebanken, pulsen er på 160 slag pr. minut, nu kan han slet ikke få luft. Så Lars indlægges på et af de to sygehuse han bor midt imellem. Man finder en lille lungebetændelse på røntgen, og da han også har KOL, så får han behandling med antibiotika og Prednisolon (binyrebarkhormon), og man planlægger at Lars dagen efter indlæggelsen skal have lavet en såkaldt DC-konvertering. Det er når man giver patientens hjerte et stød, så hjertet kan hoppe tilbage i normal rytme igen. Dette bliver dog unødvendigt, for dagen efter er hjerterytmen spontant helt normal, så Lars udskrives tilbage til egen læges behandling. Under hans indlæggelse viste blodprøven en stor forhøjelse af eosinofile, noget man kan se ved blandt andet astmapatienter. Ingen har bemærket dette høje tal.
4 uger efter udskrivelsen indlægges Lars igen. Denne gang på det andet af de sygehuse han bor midt imellem. Denne gang på akutafdelingen. Også her tages flere eosinofiltal, som alle er stærkt forhøjede. Ingen ser det, i hvert fald bemærkes det ikke. Lars får ændret sin Spiriva til Bevespi, (et andet præparat til KOL), og udskrives tilbage til egen læge med ny antibiotika- og prednisolonkur. Også efter denne kur har han det godt i en uges tid.
Lars har været sygemeldt i flere måneder nu, han kan intet. Mindste bevægelse medfører svær åndenød, og han hoster gult slim op konstant.

Og endelig, efter 8 måneder, henvises han nu til lungemedicinsk udredning.

Lars fortæller, at han som barn var allergisk overfor græs og familiens hund, som de skaffede sig af med dengang. Han var en periode i behandling for astma, som han dog voksede” sig fra. Lars’s far døde som 40-årig i et astmaanfald, men Lars har aldrig tænkt på, at det kunne være astma han havde, for hans symptomer var så forskellige fra faderens.
Lars’s No er på 158 – et udtryk for meget svær irritation (eosinofili) i luftvejene, dette forklarer hosten og den gule slim. Lars’s lungefunktion viste en værdi på 37 %. Den var målt til 67 % ved ege læge, det har her man stillede diagnosen KOL.

Lars har været til kontrol efterfølgende. Han blev sat i behandling med medicin til astma. Man skal altid have inhalationsmedicin med binyrebarkhormon i, når man har astma. Det fik han og ved efterfølgende kontrol viste det en normal NO på 17 og en lungefunktion på 87 %.

Hvorfor skulle Lars vente i 8 måneder før han fik korrekt udredning og behandling? Hvorfor afviser man patienter der hoster, fordi man er bange for at de har corona? Hvorfor tager man specifikke blodprøver (eosinofile), men ingen ser dem, eller bemærker dem, når de ligger langt over normalområdet? Hvorfor spurgte ingen ind til om Lars havde haft langvarige hosteperioder tidligere, i forbindelse med forkølelser? Hvorfor spurgte ingen ind til allergier tidligere, eller om der i familien var kendt astma? Hvorfor tror mange, at rygning er lig med KOL? Hvordan kunne det gå til, at Lars blev indlagt på to forskellige sygehuse, og var til kræftudredning på et tredje sygehus – UDEN at nogen fangede, hvad dette drejede sig om?

Spørgsmålene er mange. Vi må have fagligheden sat højest. Det duer simpelthen ikke at vi undlader at udrede og behandle patienterne hurtigt og korrekt, fordi vi er så bange for corona. Corona er farlig – ja, men man kan meget nemt tjekke om patienten er smittet. Og ingen infektion varer i 8 måneder.

Få fagligheden ind i hverdagen igen, det skylder vi patienterne.

Når udsættelse for dufte og kemikalier medfører sygdom

Alle med lungesygdom, uanset om det er KOL, astma eller andre lidelser man er ramt af, vil genkende fornemmelsen af luftveje der reagerer på stærke dufte, såsom parfumer, mados, blomster, rengøringsmidler, tryksværte fra aviser etc., men nogle få danskere er decideret ramt af at blive syge hvis de udsættes for dufte eller kemikalier.
Det er ofte meget invaliderende at være ramt, idet mange kan have svært ved at passe et arbejde, hvor man jo som bekendt ofte udsættes for andres dufte, ligesom man kan blive socialt særdeles isoleret, når man beder om at venner og bekendte møder op uden at have taget parfume på, ingen hårprodukter i håret, ikke nyt tøj der kan afgive dufte, og det samme når man som inviteret i andres hjem og omgivelser ofte må takke nej til invitationen.

Mette blev henvist til mig da hun efterhånden var tiltagende invalideret af de dufte der er i det offentlige rum. Mette er i halvtredserne, har igennem mange år passet sit arbejde i en bank, men de sidste år har efterhånden været tiltagende svære for hende at komme igennem.
Som barn og ung var hun ramt af allergi overfor græspollen. Hun var ofte plaget af høfeber i sæsonen, ligesom hun kunne få udslæt når hun fik f.eks. græs på huden. Disse gener var taget meget af efterhånden som hun blev ældre. Desværre var generne blevet afløst af besvær med at tåle dufte.
På mange arbejdspladser er det helt almindeligt, at man gør en del ud af sig selv. Man møder op nyvasket, nogle har brugt parfumeret sæbe, andre hårprodukter med parfume, og næsten alle bruger kropsdufte, enten i form af parfumeret bodylotion eller parfume på hud eller tøj. Og det gør Mette syg. For Mette har det man kalder MCS, som står for Multiple Chemical Sensitivity, eller Duft- og kemikalieoverfølsomhed.

MCS er en underlig størrelse. For der findes ingen tests der kan påvise sygdommen, og der findes ingen behandling. Men at have MCS kan være svært invaliderende, netop fordi man kan have svært ved at passe sit arbejde, have gæster, besøge andre, ligesom man kan have udfordringer når man skal have nye møbler eller ny bil, nyt tøj, ja alt hvad der kan afgive dufte.
MCS har ingen sammenhæng til andre kendte allergier, så Mettes kendte allergi til græs kan ikke være hverken udløsende årsag og heller ikke forstærkende for hendes gener af dufte. Der er mange teorier fremme, såsom øget histaminfrigørelse fra slimhinder, mulige øgede signaler fra centralnervesystemet etc, som alle fører for vidt at komme ind på her. Det vigtige er i denne blog at gøre opmærksom på problemet, som findes derude blandt vore kolleger og som giver anledning til mange bekymringer hos de ramte.

Mettes MCS er nu så udtalt, at hun ofte har symptomer i mere end en uge når hun udsættes for dufte. En kollega havde glemt at Mette ikke tåler parfume, så da kollegaen dukkede op på arbejde medførte det en voldsom reaktion hos Mette. Hovedpine, svimmelhed, åndenød, svien i øjne, næse, mund, hals og efterhånden også tiltagende koncentrationsbesvær, gør at Mette har det svært på arbejdet. Også influenzalignende symptomer kan præge billedet, med muskelsmerter, fornemmelsen af feber, svær træthed, ligesom også maven kan give problemer med diare og smerter. Kollegaen gør ikke dette med vilje, kollegaen kender jo ikke til denne sygdom. Og Mette kan intet gøre for at bedre den tilstand hun er i. Kun når man fjerner sig fra de ting der giver gener får man det bedre. Derfor er Mettes sociale omgangskreds krympet til nogle meget få, der ikke ser på Mette som om hun er psykisk syg, ligesom hendes arbejde efterhånden også er ramt, både i form af en nedsat arbejdskraft fra Mettes side, og en chef der ikke får det arbejde ud af Mette som Mette kan og som hun tidligere har kunnet, dengang hun ikke var så hårdt ramt.
Når Mette rammes af de ting hun ikke tåler, så kan symptomerne efterhånden vare en uge eller længere. Den eneste behandling der er for denne sygdom, er at undgå dufte og kemikalier.

MCS kan ramme os alle. Det er ikke kun allergikere der rammes af denne sygdom. Men den der rammes har det rigtig svært. Derfor vil mit råd til alle MCS-ramte være at tale med kollegerne og deres familier om deres problem. Fortæl hvad det betyder at have MCS. Vær åben og ærlig om det.
Og til jer der er pårørende, kollega, ven, kæreste til en MCS-ramt, lyt til hvad der bliver fortalt. Den bedste måde du kan hjælpe på er at undlade brug af parfume og andre dufte når du er sammen med ”en Mette”. Gør ikke hele huset rent i Ajax eller andre rengøringsmidler, før ”en Mette” kommer på besøg. Spørg gerne hvad der duer.

MCS er en invaliderende sygdom. Og den kan ramme os alle. Og som jeg begyndte med at sige, så kan alle med lungesygdom også reagere på de stærke dufte.

Så for alle de Metter og alle de lungepatienter der findes derude. Undlad brug af parfume og stærke dufte. Du kan selv blive ramt.

Tiden efter Covid19 kom til DK

Nu hvor sommeren går på hæld, og vi snart tager fat på årets første efterårsmåned, må det være på tide at få sat gang i et nyt blogindlæg. Meget er sket her hen over sommeren, vores allesammens gode gamle hverdag er blevet vendt på hovedet ad flere omgange.

I marts oplevede vi at verden lukkede ned. Vi var ramt af denne uforklarlige størrelse der hedder en ”Pandemi”. Et virus, med udgangspunkt i Kina, havde spredt sig med voldsom hastighed, og snart kunne alle lande i verden berette om et stigende antal daglige nye smittetilfælde, indlæggelser og mange døde.
Efterhånden som DK lukkede op, kom også mange forskellige holdninger til orde. Var det nødvendigt at lukke så meget ned? Var der overhovedet tale om en epidemi? Var det ikke bare en lille forkølelse eller influenza der var tale om? Og nu diskuteres så om man vil gå med mundbind eller ønsker vaccinen, når den formentlig indenfor en overskuelig tid kommer på markedet.

Vi må alle gøre noget. Vi skal alle passe på, både os selv og hinanden. Gør vi det, så kommer vi igennem dette meget hurtigere og lettere end ellers. Og tro mig, selv om de fleste heldigvis kommer igennem en eventuel smitte uden de store problemer, så er der nogle der bliver endog meget hårdt ramt af dette virus. Nogle af dem sunde og raske indtil de blev smittet, nogle af dem unge og i deres bedste alder.

Jeg har set de første patienter i klinikken, som er henvist med senfølger af Covid19-infektion. Og de er meget hårdt ramt. Hovedpine, træthed, hukommelsesproblemer, blodpropper, åndenød, fornemmelsen af at det brænder i lungerne når de trækker vejret – og det gør du mange gange dagligt, ja mange senfølger kan nævnes. For de værst ramte er en dagligdag uden sygdom, uden medicin, uden gener af nogen art, forvandlet til et helvede. Og så brokker nogen sig over at de skal tage et mundbind på under offentlig transport. Jeg bliver så ked af det.

En anden følge efter Covid19 er, at der er kommet en meget voldsom forsinkelse på at patienter bliver henvist til udredning for de gener de har, og som ikke er Covid19-relaterede. Én ting er at antallet af henvisninger til kræftudredninger faldt med næsten 30 %. Noget andet er, at mange lunge-/allergisyge i mange måneder har haft mere end svært ved at trække vejret eller ved at få styr på deres allergi. For de er blevet afvist ved deres egen læge (det er ikke egen læges skyld det her, men et påbud, der kom højere steds fra). For man skulle ikke tage patienterne ind og undersøge dem, hvis man kunne undgå det. Og da der igen blev åbnet op for at patienterne kunne få tid ved deres læge og blive undersøgt, ja, så måtte de ikke lave lungefunktionstest i almen praksis.

De manglende lungefunktionstest betød, at en del enten ikke fik behandling i tide, eller at de fik behandling UDEN at være blevet undersøgt, alene på mistanken om fx en astmasygdom. Dette har besværliggjort både den efterfølgende udredning hos os specialister, men også medført en øget risiko, for at nogle af de lungesyges tilstand ender op værre end den ville have gjort med diagnostik i tide.

Tænk hvis man behandlede med blodtrykssænkende medicin, uden at måle blodtrykket først? Eller gav insulin til en patient der er tørstig og tisser meget, uden at måle blodsukkeret først? Eller man undlod at tage et EKG på en patient med svære brystsmerter og blot sagde at det nok ikke var en blodprop i hjertet, men bare var muskelinfiltrationer?

Én af disse patienter er Susanne. Hun er 25 år, og har siden hun var barn haft allergi overfor støv. I de senere år synes hun at det er gået lidt bedre med næsen der altid løb og øjnene der kløede, når hun var i støvede omgivelser.
Men i år var det anderledes. Efter et besøg ved mormor, hvor hun sov på et værelse, der ikke er varmet om vinteren, og hvor dynen lugtede af støv, forværrede hendes gener sig pludselig. Næsen løb, øjnene kløede, og det blev tiltagende svært at trække vejret. Men DK var netop blevet lukket ned, så de mange opkald til den praktiserende læge resulterede i, at hun skulle vente i hjemmet på at det blev bedre. Da det ikke var bedre efter 1 måned og endnu flere telefonopkald, fik hun en blå inhalator, som hun kunne bruge ved anfald. Den var brugt på under en måned (der er 200 doser i). Et nyt opkald til lægen resulterede i at hun nu fik en ekstra inhalator, der var forebyggende. Men lige lidt hjalp det. Så fik hun binyrebarkhormon som tabletter. Det hjalp så længe hun var i behandling med det, men generne kom igen få dage efter hun var stoppet med dem.

Månederne gik. Susannes tilstand gik op og ned. Hun havde mere og mere besvær med at passe sin lille datter. Hun havde flere og flere sygedage. Hun var efterhånden desperat.

Jeg så Susanne til første undersøgelse her i starten af august. På det tidspunkt havde hun haft svære problemer siden marts. Hun havde kortvarigt været indlagt, men var sendt hjem igen, da både infektionstal, røntgen af lunger og Covid19-test var uden anmærkning. Beskeden lød på at hun skulle gå til egen læge. Men egen læge måtte ikke måle lungefunktion på hende.

Vi fik sat gang i de nødvendige undersøgelser, og hurtigt afslørede der sig en astma, en lungefunktion på 45 %, svær irritationstilstand i lungerne, og Susanne havde simpelthen ikke sugekraft nok til at inhalere den medicin hun havde fået igennem de seneste måneder. Vi så hendes blodprøver igennem, som hun havde fået taget på sygehuset under hendes kortvarige indlæggelse, her kunne man se, at hun havde et endog meget højt tal på den blodprøve som ville kunne have vist, at man skulle have tænkt på ubehandlet astma og man skulle have undersøgt hende for dette. Men den var ikke blevet bemærket under hendes indlæggelse.

Susanne er nu sat i behandling, hun har det meget bedre og ser meget lysere på fremtiden nu. Men i værste fald kunne Susanne have været død af den svære astmaforværring.

En anden patient som jeg så, er Ellen. Hun fejler ingenting, har ingen kroniske sygdomme, får ingen medicin, er 42 år og sidder i en ledende stilling i et stort firma. Men hun blev smittet med Covid19, ligesom resten af familien. Men mens både mand og børn hurtigt var oppe på benene igen, så lå Ellen i ugevis med feber og vejrtrækningsproblemer. Hun var ikke indlagt i sit forløb, for dengang skulle man helst blive hjemme, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.

Ellen har i dag en fornemmelse af at lungerne brænder indvendigt HVER gang hun trækker vejret. Hun har problemer med at huske, hun er så træt, at hun kun kan arbejde en halv time ad gangen, så skal hun hen og sove et par timer. Det har nu stået på i 5 måneder. Ingen ved hvornår det stopper igen, eller OM det stopper.

Og alt imens disse fantastiske mennesker slås hver deres seje kamp, så er der tiltagende brok over at vi skal bære mundbind under offentlig transport, og over at vi ikke må holde store fester!

Jeg forstår det ikke.

Sommer, sol og – allergi

Vi er nu godt i gang med sæsonen, sæsonen, hvor rigtig mange danskere dagligt er voldsomt generet af høfeber. Nys, stoppet næse eller næse der løber, røde, kløende øjne, og for mange måske også astmasymptomer. Nogle er endda så hårdt angrebne at de har nærmest influenzalignende symptomer. Og så er der trætheden. Og i disse coronatider bliver man nærmest set på som en omvandrende smittekilde, hvis man får en nysetur midt i Bilka.

Hvis du har nogle af disse symptomer, så gå til din læge. Det er vigtigt at få undersøgt hvad man ikke kan tåle, for så er det meget lettere at håndtere symptomerne, når de rammer. Man bør altid gå i gang i god tid, inden sæsonen starter, med at tage sin medicin, og behandlingen kan været særdeles forskellig fra person til person, så det er oftest ikke godt nok blot at gå på Apoteket og afprøve forskellige slags medicin.

Susanne på 30 år havde haft græspollenallergi efterhånden 20 år. Hun var særdeles generet af det. Øjnene var meget røde, de hævede ofte så meget at øjets bindehinde hang udenfor når øjnene var lukkede. Næsen var konstant stoppet, om natten løb den og hun havde nyseture hvor hun kunne nyse 30 gange i træk. Nogle gange var generne så voldsomme at hun måtte sygemelde sig fra sit arbejde.

Susanne havde flere gange spurgt sin læge om ikke der kunne gøres mere, men svaret var hver gang det samme. Det kunne der ikke, og i øvrigt var der bare tale om en smule allergi, så slemt var det jo heller ikke. Og så fik hun en indsprøjtning med binyrebarkhormon, som jo hjalp godt på symptomerne. Susanne troede at hun blev vaccineret når hun fik denne indsprøjtning. Men nu var Susannes læge gået på pension, og hendes nye læge ville ikke give disse indsprøjtninger. Hendes nye læge sendte i stedet for Susanne afsted til specialisten.

Hun var hårdt angrebet af sin allergi, man kunne undre sig over hvordan hun har kunnet holde dette ud i så mange år. Men hun vidste ikke at det kunne være anderledes.

Den første sæson fik vi sat Susanne i en god og forebyggende behandling. Hun fik 2 slags tabletter, øjendråber og næsespray, altså det man kalder 4-stofsbehandling, hun startede op mere end en måned før forventet sæson, men generne var trods dette ikke tilstrækkeligt behandlede. Så fik hun tablet Prednisolon, som hun kunne tage på de svære allergidage, og da sæsonen var slut fik vi hende sat i regelret vaccinationsbehandling.

Allerede året efter, da græspollensæsonen igen ramte, kunne Susanne mærke betydeligt færre gener end de tidligere år. Det betød, at vi fortsætter med vaccinen i fulde 3 år, og hun klarer sig nu med meget let behandling i forhold til tidligere.

Susanne er vældig glad for sin vaccination mod græs, hun har fået et helt nyt liv. Kan nu være udenfor om sommeren, har stadig brug for at tage noget medicin, men symptomerne holdes helt i ave. Og hun har ikke haft nogen sygedage.

Susanne er et glimrende eksempel på hvordan det ikke behøver at være. Allergi skal tages alvorligt, det kan betyde mange sygedage, det kan betyde udvikling af astma senere i livet, så en livslang kontrol er påkrævet. Specialisterne ved hvilke slags medikamenter der kan bruges og i hvilke kombinationer, og de kan udrede for andre allergier, der også kan betyde noget. For slet ikke at tale om alle krydsallergierne, hvor f.eks. birkepollenallergikere kan have svært ved at spise nødder eller æbler. Her kan specialisten udrede for om det drejer sig om en krydsallergi eller om der er tale om en ægte allergi.

Sommeren behøver ikke at være vanskelig, der kan gøres rigtig meget. Vigtigt er det dog også, at allergikeren accepterer sin sygdom, det er eneste måde man kan styre sin allergi på. Ellers bliver det allergien der styrer allergikeren.

Så kære allergiker, hvis du har symptomer der kunne tyde på allergi, og du ikke kan styre dem på den behandling din læge sætter i værk, så tal med din læge om at få en henvisning til en specialist. Så ser vi sammen på hvad der kan gøres.

Alle allergikere ønskes hermed en rigtig god sommer.

Da Covid 19 kom til Danmark

For et par måneder siden troede jeg ikke på at det ville ske. At vi fik en pandemi. Men jeg, og alle andre må sande, at sådan er det altså. Vi er midt i en anderledes tid – en krisetid. Og vi kan lige så godt vænne os til det, for den fjende der har ramt os, slipper vi ikke af med lige foreløbig. Der vil formentlig gå flere år, før vi igen kan begynde at se på vores land, som værende tilbage til mere ”normale” tilstande. Nemlig når vaccinen er udviklet, og tilpas mange af os har fået den. Vaccinen eller sygdommen.

Vi er alle nervøse, det kan vist ingen sige sig fri for. Det er jeg bestemt også, nervøs for det ukendte, nervøs for om vi selv eller nogen af vore kære bliver ramt. Nervøs for om vi, hvis vi bliver ramt, vil skulle slutte os til statistikken over de døde.

Derfor er vi alle i samme båd, ingen kan melde sig ud af samfundet, vi skal alle indrette vores hverdag så vi kan nedsætte sandsynligheden for smitte. Og hvordan gør vi det? Jo, først og fremmest, så handler smitteinddæmning og hindring af smitteudbredning om at holde afstand. Hold afstand, hvor end du bevæger dig hen. Det være sig i Supermarkedet, hos lægen, i bussen, i skolen og derhjemme. Og det handler om at have en god hygiejne. Vask hænder, og gør det hver gang du har været ude. Og gør ekstra rent. Og gør det til en vane, også bagefter.

Jeg bliver for tiden spurgt af mange af mine lungepatienter, om hvorvidt det er sikkert for dem at gå på arbejde igen, når nu Danmark så småt begynder at lukke op igen. Det kan ingen svare helt korrekt på. Men ud over afstanden og de ovenfor nævnte gode vaner, så betyder det særdeles meget, at man som patient, tager den medicin som er blevet ordineret. For lungesyge gælder det om at tage sin inhalationsmedicin, og tage den hver dag. Og vi ved at rygere vil kunne risikere at blive ramt hårdere end ex- eller aldrigrygerne. Så hvis ikke tiden har været inde til at gennemføre et rygestop før, så gør det nu. For selv om du bliver indendøre de næste uger til måneder, så er Coronavirusset der altså stadig, derude.

Vi har også en stærk formodning om, at er man velbehandlet i sin lungesygdom, dvs, at ens lungefunktion er normal, så vil man ikke være i højere risiko end andre. Så velbehandlede astmatikere, med normal lungefunktion og et fast og dagligt medicinindtag, forventes ikke at være i højere risiko.

Allergikere der er velbehandlede vil heller ikke høre til i risikogruppen. Og igen gælder det om at man tager sin medicin.

Og når du så bevæger dig ud, hvad så? Hold afstand, vask hænder når du atter er hjemme, og hold hænderne væk fra ansigtet. Mange af os har en tendens til at pille os selv i ansigtet, vi tænker ikke over det. Vi stryger håret væk fra ansigtet, klør os i øjnene, klør os ved mundvigene og alt sammen uden at tænke over det. Men tænk over det nu, og hold hænderne væk fra ansigtet.

Når jeg er ude at handle ser jeg mange forskellige scenarier. Det der virker bedst er igen at holde afstand, og holde god hygiejne. Og god hygiejne er ikke at iføre sig gummihandsker, herefter røre ved håndtag, overflader etc, for så at sætte sig ind i bilen og køre hjem, fortsat med handskerne på. Handsker der bruges på denne måde beskytter IKKE mod Coronavirusset, og heller ikke mod andre virus eller bakterier. Det er dine hænder der flytter smitten rundt. Med eller uden handsker. Skab ikke en falsk tryghed.

Vi er nervøse for vores børn. Hvad nu når de skal i skole, daginstitution, fritidsordninger med mere? Men børn er fantastiske til at indstille sig på en ny hverdag og andre måder at begå sig på. Børn kan sagtens lære god håndhygiejne, de kan sagtens lære at holde afstand til de fleste, og kun være tæt på de få. Og tænk på, at de mange sundhedsmedarbejdere, der arbejder hårdt for de sværest syge og indlagte, ja deres børn har været i pasningsordninger hele tiden.

Lad os alle stå sammen i den tid vi er i. Lad os hjælpe hinanden igennem denne krise. Og til dem der er modstandere af vaccinationer, ja så er tiden måske inde til at ændre holdning, og blive vaccineret også mod såkaldt ”almindelig” influenza. I 2017-2018, hvor vi havde en hård influenzaperiode døde 1.644 danskere. I perioden 2018-2019, hvor den ikke var så slem døde 790 danskere. Til dato er 285 danskere døde, ikke af, men med corona.

Lad os stå sammen – hver for sig

Er du vores nye lægesekretær?

Vi er en speciallægeklinik, hvor vi p.t. er en deltidsansat lægesekretær, en lungesygeplejerske hver anden mandag og en speciallæge i lungemedicin og allergi.

Klinikken varetager udredning af patienter med lungemedicinske sygdomme eller mistanke herom, af allergiske lidelser, foretager allergivaccinationer og vi laver speciallægeerklæringer. Vi ser patienter fra 15 års alderen. Vi ser både nyhenviste og har en del kontroller. Klinikkens åbningstid er i dagtiden fra kl. 8.00 til kl. ca. 15.

Vi har brug for en lægesekretær som gerne vil arbejde 25-28 timer i et team, hvor vi har det godt med hinanden, der er plads til at være individuel, men hvor man også får noget fra hånden

Vores krav til dig er:

  • Du er uddannet lægesekretær
  • Du udviser engagement og faglig stolthed
  • Du er fleksibel og servicemindet
  • Du har flair for IT
  • Du er omstillingsparat
  • Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner
  • Du kan arbejde selvstændigt

Arbejdsopgaver:

  • Modtage patienter i klinikken
  • Booking af tider
  • Indkalde patienter
  • Passe telefon
  • Skrive journaler, korrespondancer, speciallægeerklæringer mv.
  • Bestilling af diverse undersøgelser
  • Registrering i databaser
  • Observere patienter efter allergivaccinationer
  • Faktureringer

Vi tilbyder:

  • Gode arbejdsforhold
  • Spændende speciallægeklinik med stor patienttilfredshed
  • Tæt samarbejde med lægen og sygeplejersken
  • Fleksibilitet og frihed under ansvar
  • 4 dages arbejdsuge med fridag hver fredag
  • God og grundig oplæring
  • Varierede arbejdsopgaver
  • Gode ferieordninger

Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2020 eller snarest derefter

Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst (PLA)

Ansøgningsfristen er tirsdag d. 24. marts kl. 17.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt fredag d. 27. marts

For yderligere information om stillingen kontakt lægesekretær Sarah Vinther Rasmussen på telefon 86215577 mellem kl. 10 og 12 eller på mail lungeklinik@lungemedicinskklinik.dk

Ansøgning sendes enten pr. mail til lungeklinik@lungemedicinskklinik.dk eller pr. post til Lungemedicinsk og Allergologisk Klinik, speciallæge Tina Brandt Sørensen, Godsbanegade 3, 1. th, 8700 Horsens.

Med venlig hilsen

Tina Brandt Sørensen                               Sarah Vinther Rasmussen

Speciallæge                                                   Lægesekretær

Du er ikke alene

Så er atter en International Lungedag, i år onsdag d. 20. november løbet af stablen og vi kan i Lungeforeningen se tilbage på en særdeles vellykket dag. I Horsens blev dagen afholdt, jeg kan vel nærmest sige festligholdt, i Bilka.
Om formiddagen var der Lungeløb på parkeringstaget. 4., 5. og 6. klasserne i Horsens var alle inviteret til en konkurrence på taget. Her skulle der løbes 1000 meter på tid. 500 elever var mødt op og der blev heppet på de 100 løbere. Borgmester Peter Sørensen åbnede dagen, og så blev der ellers løbet så det var en fryd. I samarbejde med Atlética Horsens og Bilka havde Lungeforeningen, lokalafdeling Horsens planlagt dette løb, og præmien for bedste årgang var en klassefest. En fantastisk dag hvor alle gik all-in.

Senere på dagen, nærmere bestemt mellem kl. 14 og 17 var der så et arrangement i Bilka, hvor forbipasserende kunne få en snak med personale fra Sygehusets Lungemedicinske ambulatorium og fra min klinik, hvor også jeg var til stede. Kommunens folk tog sig af de gode råd om rygestop, træning, fysioterapi, og der blev målt lungefunktioner non-stop i de 3 timer det stod på. Fik man målt lungefunktion blev det præmieret med et gavekort til Bilka. Og Lungekoret stillede igen op og underholdt med deres dejlige sange.

Bilka havde sørget for at der var både kaffe og kager til de besøgende, og hurtigt var der en lang kø af borgere, der kom for at få målt lungefunktionen, få en snak om den medicin de fik, ja bare få gode råd.

137 lungefunktionsmålinger blev det til på de 3 timer. Nogle af de besøgende vidste godt at de var lungesyge, de fik også medicin for det, andre fik sig en gevaldig overraskelse over at få at vide, at deres lungefunktion var påvirket. Og de var der alle sammen. KOL-patienterne, astmapatienterne, de der havde hoste af uforklarlig årsag, åndenød, rygerne og ex-rygerne.

En hel del fik inhalationsmedicin i forvejen, og desværre var der også mange, som ikke var i stand til at tage deres inhalationsmedicin rigtigt.

Der er mange forskellige slags inhalationsmedicin på markedet. Og stort set lige så mange forskellige måder man skal inhalere på. Nogle skal man inhalere kraftigt på, andre langsomt, nogle skal rystes før man inhalerer, andre ikke. Det er virkelig svært, og derfor så vi også mange der ikke fik fuldt udbytte af deres medicin. Jeg talte blandt andet med en kvinde, jeg vil tro hun er i 60’erne. Hun havde kendt til sin diagnose i ca. et års tid. Hun fik inhalationsmedicin, og hun tog troligt sin medicin hver morgen og hver aften, men i det år der var gået havde hun fået det værre og værre, og lungefunktionstesten viste da også et markant fald i forhold til det der blev målt for et år siden. Det viste sig, at hun slet ikke kunne inhalere den medicin hun havde fået udskrevet. Det fik vi en god samtale om, hun blev instrueret i at bruge sin inhalator rigtigt, og jeg tror hun gik derfra med en større ro på. Hendes bekymring for den lungefunktion der var faldet, blev vendt til en forhåbning om at det kunne der gøres noget ved.

En anden jeg talte med var en ung kvinde på 15 år. Hun havde mange symptomer når hun var fysisk aktiv. Så manglede hun luft, blev endda meget forpustet, hostede og havde slim i lungerne. Så hun var holdt op med at være fysisk aktiv, dyrkede ikke længere sport, for så gik det bedre, men forkølelserne var fortsat langvarige og trælse. Og hendes lungefunktion var ikke så god. Så vi fik en snak om den astma hun helt åbenlyst havde, men som kun var blevet behandlet med Bricanyl. Hun fik et kort med, hvor lungefunktionen var beskrevet og hun fik besked om at kontakte egen læge mhp at blive videre udredt og behandlet. Hendes lunger skal holde mange år endnu, og hun skal helt nødvendigt behandles, ellers går det galt.

Jeg fik også besøg af en ældre herre, som jeg havde set for mange år siden under en indlæggelse og et forløb i ambulatoriet på sygehuset, da jeg i sin tid var ansat der. Det var dejligt at se både ham og hustruen igen og vi fik talt om hans sygdom. Han er velbehandlet og har det godt, trods de begrænsninger han dagligt mærker. Man kan kun blive glad for sådant et besøg.

Og så var der den unge mand på 26 år, som helst ville undgå al den kemi, som han kaldte den inhalationsmedicin han var sat i behandling med. Så han prøvede at undvære medicinen, for han var bange for bivirkningerne på langt sigt. Også det fik vi en snak om, så han kan komme i gang med at tage sin medicin og undgå at hans lungefunktion falder yderligere end til de 70 % den nu var nede på.

En del havde symptomer i dagligdagen, men havde været ved egen læge og fået målt lungefunktionen. De havde fået at vide at den var fin, og de fik så ingen behandling. Her fik vi pointeret at en normal lungefunktion IKKE og ALDRIG vil kunne afkræfte at man er lungesyg. Mange astmapatienter debuterer på denne måde. Det vigtige her er netop, at har man symptomer så skal man udredes. Og er lungefunktionen normal kan sygdom ikke afkræftes, det kræver udredning, oftest ved en speciallæge, som har flere muligheder for at udrede end man har i almen praksis.

Det var virkelig en fantastisk dag. Humøret var højt ved alle den dag. Vi følte at vi havde givet mange borgere nogle gode råd, og vi fik igen sat fokus på lungesygdomme, som fylder alt for lidt på den politiske dagsorden. Til trods for at der er så mange danskere der er syge, mange uden at vide det.

Så til alle lungesyge, både de der ved det men så sandelig også de der endnu ikke ved det; søg læge, få det undersøgt. Jo tidligere jo bedre. Og få behandling. For kun herved kan man stoppe faldet i lungefunktion og undgå at symptomerne bliver for voldsomme og for invaliderende. Livet bliver alt, alt for svært, hvis ikke man kommer så tidligt som muligt. Og har du symptomer, så tal med din læge om yderligere udredning, uanset at din lungefunktion ser fin ud.

Du er ikke alene.

Astmamedicin er ikke altid dopingmedicin

”Kan dit næste blogindlæg ikke handle om at astmamedicin ikke altid er doping?”

Anette på 48 år sad i stolen og så alvorligt på mig da hun sagde dette. Hun har astma, har haft det i efterhånden nogle år. Hun har allergi, både overfor pollen og overfor husstøvmider. Og hun er diagnosticeret med flere andre kroniske sygdomme såsom reflux = mavesyre i spiserøret, osteoporose = knogleskørhed, en dårlig ryg, muskelgigt og senest har overgangsalderen og alle dens luner ramt hende med voldsom kraft. Så Anette har nok at slås med. Men Anette har taget beslutningen for flere år siden. Hun vil ikke have at hendes kroniske lidelser skal bestemme over hende, hun vil bestemme over de kroniske lidelser. Så hun træner fysisk meget, og har det godt med det. Hun kan mærke, at både ryg, muskler, knogleskørheden og astmaen alle har det bedst når hun træner, både i fitnesscenter og på mountainbikecyklen ude i vort danske landskab. Turen på cykel tager hun ofte sammen med ægtefællen, og begge nyder de motionen, landskabet de cykler igennem, naturen og hinanden. Hun elsker det. Men i fitnesscenteret bliver hun ofte mødt med fordømmende blikke. For hun tager som regel altid et sug eller to af sin hurtigvirkende astmamedicin før hun skal ind og træne. ”Nå, så du tager doping”, siger de fordømmende.

Antidoping Danmark er en selvejende institution under Kulturministeriet, og de bekæmper brug af doping indenfor idræt, et arbejde der udføres via forebyggelse og kontrol. Er man elitesportsudøver på konkurrenceniveau gælder der specielle regler, her skal der ofte en erklæring til fra lægen om at medicin benyttes pga en astmasygdom. Og der skal være bevis på at der er en astma, dvs en minimums procentvis forbedring i lungefunktionen på medicin, eller et fald i lungefunktion når man provokerer luftvejene med medicin der er fremstillet til dette formål.
Motionsidræt er i mange tilfælde også underlagt dopingkontrol. Og de kommercielle fitnesscentre kan også være underlagt disse kontroller.  Uanset om de er tilmeldt Antidoping Danmarks kontrol eller ej, så skal de reklamere med det i form af et klistermærke, hvor der står at man enten har en aftale eller at man ikke har en aftale om samarbejde med Antidoping Danmark. Hovedformålet med dette samarbejde er godt og vi skal være glade for at der bliver forebygget, informeret og rådgivet om korrekt brug af medicin, og vi skal også være glade for at man får fat på dem der bruger forbudte stoffer, så de ikke skal være rollemodellerne i de forskellige centre.

Anettes astma har drillet hende i de senere år. Hun er meget omhyggelig med at tage sin faste medicin. Her har det været en stor udfordring at finde den korrekte dosering, for Anette har mange bivirkninger til medicinen, også selv om hun ikke er på max dosis. Noget af den type medicin der er i hendes ene inhalator giver hende mange muskelkramper, både i hænder, fødder og lægmuskulatur. Og den selvsamme medicin skubber til hendes refluxproblem, så hun kan få brænden og svien bag brystbenet pga syre i spiserøret, en sygdom der også kan forværre hendes astma. Derfor har vi ikke kunnet skrue op for den faste medicin til den dosis der holder hendes astmasymptomer helt væk. Men efter en del afprøvninger af forskellige slags medicin har vi fundet den rette dosis og den rette kombination af både inhalatorer og tabletter.
 Men Anette er nødt til at tage lidt ekstra af sin hurtigvirkende astmainhalator før hun skal træne. For ellers kan hun ikke gennemføre sin træning, men må stoppe fordi hun får astmasymptomer. Og netop denne form for medicin har stor opmærksomhed, idet man i de senere år er blevet opmærksom på, at professionelle cykelryttere, fodboldspillere, svømmere med mere har brugt disse stoffer som doping.

Den blå astmamedicin er hurtigvirkende og kan give en kortvarig maximal udvidelse af luftvejene/bronkierne. Når man bliver meget forpustet, som man jo netop gør ved sport med høj intensitet, ja så får man en afkøling og en udtørring af luftvejene. Ved astmapatienter kan dette medføre at deres astma bliver forværret, så i stedet for at skulle stoppe med aktiviteten, så kan man fortsætte med at træne, og opnå alle de fordele der er ved det. For Anette betyder det dels et øget velvære, idet både hendes dårlige ryg bliver styrket, men også hendes muskelgigt, osteoporose og hendes astma alle har det meget bedre og er meget lettere for hende at styre.

Anette har bestemt dårlige dage, hvor astmaen driller hende, så træningen må nedsættes. Og det mærker hun straks som en ulempe, også på hendes andre lidelser. Men hun har for længe siden taget beslutningen om, at hun ikke vil sidde i selvmedlidenhed derhjemme. Hun vil hellere tage kampen op og styre de lidelser hun nu en gang en blevet udstyret med. Så i stedet for at hendes astma styrer hende, så styrer hun sin astma (og de andre sygdomme).

Så astmamedicin er ikke altid doping, ligesom diabetikeren der tager sin insulin heller ikke altid er narkoman. Der er mange regler for brug af forskellige former for medicin, og er man idrætsudøver kan man finde en masse information ved at læse på Antidoping Danmarks hjemmeside (antidoping.dk). Og er du i tvivl, så tal med din læge om det.

Så spørg hellere på en anden måde næste gang I møder en Anette i fitnesscenteret. I stedet for at spørge om det er doping Anette tager, så stil hende spørgsmålet: ” Har du astma? Hvordan fungerer det for dig når du tager medicinen før træningen?” Så kan jeg garantere for at I får mulighed for at tilegne jer en masse, masse viden om astma, håndteringen af astmaen og hvordan det er at træne med en kronisk sygdom. Og med alle de astmatikere vi har i dag, så kender I garanteret alle sammen en der kan bruge denne viden til selv at kunne styre sygdommen. Ellers kender I sikkert svømmerne Mette Jacobsen, Pernille Bluhme og Jeanette Ottesen. Eller håndboldspilleren Casper U. Mortensen, eller tidligere badmintonspiller Morten Frost. De har alle astma, tager medicin, og kan dyrke motion på meget højt niveau.

Så nej, astmamedicin er ikke altid doping. Astmamedicin er nødvendig medicin til astmatikeren.

Astmamedicin ændrer astmatikerens liv.

Livet bliver meget, meget bedre.

Når man tror at inhalationsmedicin er farligt

Jeg hører næsten dagligt en meget stor bekymring for, at inhaleret medicin, specielt af den type der hedder binyrebarkhormon, er farlig. Denne holdning er en udbredt misforståelse i den danske befolkning. Det er specielt astmapatienterne der er udsat for at blive bombarderet med omgivelsernes misforståelse på dette punkt, men rigtig mange lever også efter devisen; ”Mindst mulig medicin er bedst muligt for kroppen”

Og det er selvfølgelig korrekt nok på den måde, at man ikke skal indtage mere medicin end nødvendigt, men talrige sygdomme bliver stabile og kan således håndteres, stort set livslangt, uden at få blivende skader, hvis man passer sin medicinering.

Nicklas er 22 år gammel. Han har haft allergi siden han var ganske lille, faktisk så længe han kan huske. Hver eneste sommer var en pine for ham at komme igennem, for når græspollen eksploderede i juni-juli, så måtte Nicklas oftest opholde sig indendøre, idet øjnene og næsen gav ret udtalte symptomer, og han havde også ofte problemer med hoste, slim og hvæsende vejrtrækning. Når han var på besøg ved bedsteforældrene og sov i et værelse, der ikke blev brugt andet end til gæster, ja, så rørte hans støvallergi også på sig, så han ofte hostede sig igennem natten.

Nicklas var vant til at have det sådan, så han vidste ikke at det kunne være anderledes. Han klarede sig igennem på håndkøbs medicin mod høfeberen om sommeren, og i han hosteperioder, som også omfattede lange perioder i forbindelse med forkølelser, ja så brugte han sin blå medicin op til 10 gange om dagen.

Da Nicklas var barn havde lægen flere gange iværksat inhalationsmedicin som indeholdt binyrebarkhormon, men forældrene var bange for at det var skadeligt, og at det var bedst hvis kroppen selv kunne klare det. Og i øvrigt kunne det også gå ud over højdevæksten mente de.

Nu sad han der så i stolen. Han var startet på en videregående uddannelse, hvor flere af hans studiekammerater havde sagt at det da ikke kunne være rigtigt, at han skulle hoste så meget, og at han ikke kunne være med når solen i juni-juli indbød til hyggeligt samvær på græsplænen.

Vi fandt ret hurtigt ud af at han havde sin græspollen- og sin husstøvmideallergi. Og vi iværksatte en bedre behandling, end den han havde kunnet få i håndkøb. Det hjalp rigtig meget på hans gener, og han indtog gladeligt medicinen.
Værre var det at overbevise ham om at han også havde brug for en fast behandling for den astma, han i virkeligheden havde haft i mange år. Han blev voldsomt bekymret for om hans lunger ville tage skade af medicinen, for det havde han hørt igennem hele sin barndom, at der ville være en risiko for.
I virkeligheden havde hans lunger allerede taget skade. Hans lungefunktion var nedsat til 60 % da jeg så ham første gang. En meget lav værdi for en ung mand der gerne skulle have et langt liv foran sig uden luftvejsproblemer. Han havde nemlig aldrig røget.

Men efter en grundig vejledning i virkning og bivirkninger til medicinen så accepterede han at afprøve medicineringen i nogle måneder, og vi aftalte et nyt besøg.

Inhaleret binyrebarkhormon er IKKE farlig for lungerne. Det er lige modsat. Hvis ikke man får behandlet astmaen, så risikerer man at lungevævet tager varigt skade. Når bronkierne konstant er udsat for irritation, så laver de til sidst om på sig selv, ændrer deres struktur. Man kan sammenligne bronkierne med villaveje, hvor der opsættes trafiksaneringer. Og er skaden først sket kan man ikke få den tilbage til normal igen, man kan kun undgå at det forværres yderligere. Det er netop dette der er årsagen til at mange af de gamle astmapatienter, der levede i en tid hvor disse gode inhalationsmedicinske behandlingsformer ikke fandtes, i dag sidder og er svært lungeinvaliderede, og hvor det at rejse sig fra stuen og hente en kop kaffe i køkkenet kan volde stort besvær.  

Nicklas kom tilbage efter 3 måneders behandling med inhalationsmedicin der indeholdt både binyrebarkhormon og luftvejsudvidende medicin. Han havde det fuldstændig fantastisk. Havde slet ikke brugt den blå inhalationsmedicin, som man bruger i akutte tilfælde, han kunne trække vejret frit, og vinteren var gået fint. Den forkølelse han havde været ramt af havde kun varet en uges tid, der havde slet ikke været den langvarige hoste som tidligere havde præget billedet i mange uger efter.

Nicklas var meget glad. Han vidste slet ikke hvor godt han kunne have det, for det havde han aldrig prøvet før. Han følte han havde fået et helt nyt liv. Hans lungefunktion var steget på behandlingen, den var nu kommet op på 78 %. Og selv om den ikke er normal, og formentlig heller aldrig bliver det pga de varige skader, så følte Nicklas det som om han havde luft nok til at kunne løbe maraton. Han mærkede så tydeligt forskellen, og som han sagde; ”Jeg vidste jo slet ikke at det kunne være så meget bedre”
Så han var særdeles godt tilfreds med resultatet. Og lovede sig selv at fortælle vidt og bredt at medicinen er en vigtig behandling, som IKKE er skadelig. Det eneste der generede ham nu var hans højde på 170 cm.

Mange er bange for, at inhaleret binyrebarkhormonbehandling kan gå ud over højdevæksten, hvis man skal behandles inden man er færdig med at vokse. Men faktisk er det lige omvendt. Der findes mange studier over børns højdevækst, og det viser sig, at man kun mister maximalt 1,5 cm i højden hvis man får behandling med inhaleret binyrebarkhormon under opvæksten. Derimod ved man at manglende trivsel, og ubehandlet eller underbehandlet astma giver dårlig trivsel, ja det kan betyde mange flere centimeter på højden.

Om Nicklas kunne have været højere end 170 cm hvis han havde fået behandling langt tidligere ved vi ikke med sikkerhed, der er jo også noget arveligt i højdevæksten. Hvis forældrene ikke er ret høje, så er det ikke givet at børnene bliver særlig meget højere. Det kan vi kun gisne om.

Men lungefunktionen, den vil han for altid have en lavere værdi af, end hvis han havde fået behandlingen. Ærgerligt, for han har forhåbentligt et langt liv foran sig, og lungerne skal jo som bekendt holde hele livet. Man får kun den ene chance.

Og man får heller ikke såkaldt måneansigt eller knogleskørhed af at få medicinen. Så heller ikke her skal man være bekymret.

Så inhaleret binyrebarkhormon er ikke skadelig for dig. Den forhindrer skader i at opstå.

 

Når 23 bliver til 600

Horsens er en by, der på alle måder bliver større. Der bygges alle vegne, lejlighedskomplekser, huse, veje, overalt. Befolkningstallet er vækstet med rekordfart de seneste år. Over 1000 nye borgere om året.
Også Lungeforeningen, Lokalafdeling Horsens er blevet større. Meget større, og det blev fejret under særdeles festlige former her fredag d. 26. april.
Håndværkerforeningen lagde historiske lokaler til foreningens Generalforsamling og 5 års jubilæum, efterfulgt af en festmiddag og indlæg fra både byens Borgmester Peter Sørensen, fra journalist Kurt Leth, kendt fra ”Kaffe med Kurt” og ”Kurt kom forbi” og fra Lungekoret.

For 5 år siden holdt vi Stiftende Generalforsamling her i byen, der kom 40 personer, og da Foreningen dengang kun havde 23 medlemmer tog vi det som et tegn på, at der var et behov. På de 5 år er foreningens medlemstal her i Horsens steget til 600. En stigning på 2500 %.

Den flotte sal i Håndværkergården blev hurtigt fyldt op den aften. Skønne lungesyge mennesker, flere havde taget deres ægtefælle med. Nogle af de lungesyge var svært syge, andre havde lungesygdom i mindre grad, nogle havde KOL andre astma, og andre endnu ikke helt afklarede i hvad de fejler. Aldersmæssigt var der også stor spredning. Men alle var i samme båd.

Så ingen kan være i tvivl om, at de lungesyge kommer mere og mere på banen. Og der bliver flere og flere. Men desværre er behovet for sundhedsprofessionelle, der kan udrede og behandle disse svært syge lungepatienter ikke fulgt med. I stedet for vælger man fra politisk side, at lægge det hele ud til de praktiserende læger. Men de magter ikke opgaven. Dels har de i forvejen alt for travlt, dels har de ikke den nødvendige viden til at kunne løfte denne opgave, som på alle måder, ALLE måder kræver specialistviden, i hvert fald for de sværest syge. Konsekvensen af det bliver et øget antal svært lungesyge, som vil koste kassen for vort samfund, idet man for sent vil kunne gribe ind og få sat ind med den nødvendige specialistbehandling. I årevis har vi specialister kæmpet for, at de sværest syge skal ses af en lungespecialist, og hvad sker der så? Man slår nu patienten hjem, som i Ludo.

Forleden havde jeg besøg af en kvinde på 55 år. Ella hedder hun, og hun har gået hos mig i nogle år. Hun havde igennem mere end 30 år haft symptomer fra luftvejene. Hoste hvert efterår og vinter, langvarige forkølelsesperioder, som ofte endte ud i behov for antibiotisk behandling. Hun endte som regel med, efter at have hostet i 3-4 uger, at få høj feber og var så sygemeldt fra sit arbejde i ugevis, før hun kunne vende tilbage. Pga de mange sygedage var hun blevet fyret fra sit arbejde, og hun havde siden ikke været i stand til at få et nyt arbejde. Talrige praktikker var hun blevet sendt ud i af kommunen, der ikke rigtig forstod, at Ella IKKE kan tåle mange luftvejsirriterende stoffer, så praktikken i en Matasforretning varede kun kort, ligesom praktikken i et industrikøkken også ret hurtigt endte med en sygemelding. Så blev hun Parkeringsvagt. Hvor lang tid tror I at det varede?

Ella havde haft astma i mange år, men var ikke blevet diagnosticeret før kort tid før hun blev henvist til mig for nogle år siden. Men i forløbet var hun blevet meget grundigt hjerteudredt med talrige dyre undersøgelser. En undersøgelse, der koster en brøkdel af hvad en hjerteundersøgelse koster, gjorde, at vi fik hende sat i den rigtige behandling, så hendes tilstand stabiliserede sig. Men hun vil for altid have meget sensitive luftveje, der ikke tåler luftvejsirriterende stoffer. Den pris har Ella betalt. Hun har mistet sit arbejde. Har været i mange praktikker, nu prøver kommunen at se om de kan finde et flexjob til hende. Ellas drøm er at blive Zoneterapeut og få en klinik hjemme, men den uddannelse vil kommunen ikke hjælpe hende med at få, og hun har ikke selv råd.

Ella er blot én af mange derude. Det vidner medlemstallet for Lungeforeningen, Lokalafdeling Horsens om. Jeg har sagt det før og vil sige det igen og igen; Jeg bliver på barrikaderne, for de lungesyge har for dårlige betingelser. De bliver ikke taget tilstrækkeligt alvorligt, og det må og skal der laves om på.

Vi havde den mest fantastiske aften i fredags. Vi fik meget dejlig, veltilberedt mad serveret. Der var vin, øl og vand til at holde væskebalancen ved lige med, og snakken gik ved bordene, så det var en lyst. Stemningen var i top den aften, til trods for at så mange var lungesyge.
Vores Borgmester Peter Sørensen kom forbi og holdt en tale for Lungeforeningen. Han er selv medlem af vores Lungeforening, og blev begavet med blandt andet en Lunge-T-shirt. Og Kurt Leth fortalte anekdoter fra et langt journalistliv, flankeret af billeder på storskærm af de mange han har interviewet gennem årene.

Aftenens højdepunkt var dog vores Lungekor. Man kunne sagtens se at mange af kormedlemmerne havde temmelig meget besvær med at få luft nok. Men takket være en fantastisk korleder med et engagement i at få det allerbedste ud af de stemmer hun har at arbejde med og en professionalisme i det arbejde hun har påtaget sig, som må lade mange af hendes kolleger misundelige tilbage, så viste hun at hun er en kvinde med de helt rigtige evner. Og kormedlemmernes ukuelige lyst til at præstere og levere, deres glæde ved at synge, trods luftmangel og besvær med at få stemmen til at lyde helt rigtig, så sang de sig igennem 4 skønne og dejlige sange, flerstemmigt og skønt. De sang med en glæde der lyste ud af dem alle, så vi alle sammen gik hjem, fuldstændig høje af den gode stemning. BRAVO!

Jo jo, når den grimme ælling bliver til en svane. Eller når 23 bliver til 600.