Er du vores nye lægesekretær eller praksissekretær?

Vi er en speciallægeklinik, hvor vi p.t. er en deltidsansat lægesekretær, en deltidsansat praksisekretær, en lungesygeplejerske hver anden mandag, en speciallæge i lungemedicin og allergi, og en vikar som er speciallæge i lungemedicin og allergi hver torsdag.

Klinikken varetager udredning af patienter med lungemedicinske sygdomme eller mistanke herom, af allergiske lidelser, foretager allergivaccinationer og vi laver speciallægeerklæringer. Vi ser patienter fra 15 års alderen. Vi ser både nyhenviste og har en del kontroller. Klinikkens åbningstid er i dagtiden fra kl. 7.30 til kl. ca. 15.

Da vores praksissekretær har fået andet arbejde søger vi en lægesekretær/praksissekretær som gerne vil arbejde 25-30 timer i et team, hvor vi har det godt med hinanden, der er plads til at være individuel, men hvor man også får noget fra hånden

Vores krav til dig er:

  • Du er uddannet lægesekretær eller anden uddannelse, men med erfaring i sekretærarbejde
  • Du udviser engagement og faglig stolthed
  • Du er fleksibel og servicemindet
  • Du har flair for IT
  • Du er omstillingsparat
  • Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner
  • Du kan arbejde selvstændigt
  • Du er mødestabil

Arbejdsopgaver:

  • Modtage patienter i klinikken
  • Booking af tider
  • Indkalde patienter
  • Passe telefon
  • Skrive journaler, korrespondancer, speciallægeerklæringer mv.
  • Bestilling af diverse undersøgelser
  • Registrering i databaser
  • Observere patienter efter allergivaccinationer
  • Faktureringer

Vi tilbyder:

  • Gode arbejdsforhold
  • Spændende speciallægeklinik med stor patienttilfredshed
  • Tæt samarbejde med vores lægesekretær, lægerne og sygeplejersken
  • Fleksibilitet og frihed under ansvar
  • 4 dages arbejdsuge med fridag hver fredag
  • God og grundig oplæring
  • Varierede arbejdsopgaver
  • Gode ferieordninger

Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2023 eller snarest muligt

Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst (PLA)

Ansøgningsfristen er tirsdag d. 19. september kl. 17.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt tirsdag d. 26. september eller efter aftale

For yderligere information om stillingen kontakt lægesekretær Sarah Vinther Rasmussen eller klinikejer Tina Brandt Sørensen på telefon 86215577 mellem kl. 10 og 12 eller på mail tina@lungemedicinskklinik.dk

Ansøgning sendes enten pr. mail til tina@lungemedicinskklinik.dk eller pr. post til Lungemedicinsk og Allergologisk Klinik, speciallæge Tina Brandt Sørensen, Godsbanegade 3, 1. th, 8700 Horsens.

Med venlig hilsen                                                                                                                                           

Tina Brandt Sørensen                                     Sarah Vinther Rasmussen

Speciallæge                                                         Lægesekretær

Det er bare en lille lungebetændelse…

Det var ordene der faldt fra lægen på en akutafdeling her i DK. Sigrid, som jeg havde besøg af forleden, er 31 år gammel, har i mange år haft en smule pollenallergi, men ikke mere end at hun i birke- og græspollensæsonen har kunnet klare sig med en høfebertablet i ny og næ.

Men denne gang var det anderledes. Hun havde igennem nogle dage haft nogle helt uspecifikke symptomer, som kunne være tegn på en begyndende underlivsbetændelse. Egen læge havde undersøgt Sigrid grundigt, og mente at der var indikation for at behandle med et antibiotikum. Så Sigrid havde i nu et par dage taget antibiotikaen, og symptomerne var hastigt i aftagende. Til gengæld var der nu andre gener, langt mere trælse. Et udslæt havde igennem timer bredt sig til nu stort set at dække hele kroppen. Hun var hævet op i ansigtet, havde ondt i brystet og følte det rigtigt svært at trække vejret. Mavesmerterne og diareen som var begyndt dagen efter gav hende ingen ro, de var der hele tiden, så hun søgte hjælp ved egen læge, der startede behandling med høfebertabletter/antihistaminer i høje doser, på mistanke om at de trælse gener var udløst af den antibiotika, som Sigrid fik. Altså at der var tale om en allergisk reaktion.

Men generne tog til, trods pause med antibiotika udviklede det sig. Hendes øreflipper var helt blålilla af hævelsen, hele ansigtet var voldsomt hævet, udslættet var overalt, mavesmerterne og diareen var uudholdelige, så egen læge valgte at indlægge Sigrid på det lokale sygehus’ akutafdeling.

Her fandt man, at Sigrid havde høj feber, et enkelt infektionstal var forhøjet, CRP, et andet normalt, leucocytter, et tredje forhøjet, eosinofiltal.

Der blev taget røntgen af lungerne, det var helt normalt.

Lægen kom ind til Sigrid og meddelte at der var tale om en lungebetændelse. Sigrid var meget i tvivl om hun skulle tro på denne diagnose, så hun fik spurgt lægen, om ikke det var en allergisk reaktion på den antibiotika hun havde fået. Men det var det ikke, for symptomerne var jo først begyndt et par dage efter opstart på behandlingen, nej det VAR lungebetændelse, så hun skulle bare have noget mere penicillin. Da Sigrid protesterede og fortalte at hun følte sig meget utryg ved denne behandling, blev hun afspist med kommentaren, at ”det vidste lægen bedst”. Og Sigrid var for syg til at diskutere yderligere med lægen.

Efter knapt 4 timers indlæggelse blev Sigrid udskrevet. Med en recept på Penicillin i hånden.

Jeg må sige, at jeg bliver så træt og så ked af det, når jeg hører sådanne fortællinger. For selvfølgelig var der tale om et udslæt på baggrund af at Sigrid var allergisk over for den antibiotika hun fik. Hvor er fagligheden henne i denne historie? Hvorfor hører ingen på patienten, i dette tilfælde Sigrid? Hvorfor er det vigtigste i hele verden, at udskrive patienterne inden de er ordentligt udredt og sat i korrekt behandling? Jeg tror, at risikoen for at blive genindlagt ret hurtigt er meget stor, når patienter sendes hjem uden ordentlig udredning, uden at få den nødvendige behandling og uden at få ordentlig besked på, hvad man fejler, og hvordan man undgår lignende igen.

Sigrid blev henvist til et andet sygehus til udredning for allergi overfor antibiotika. Ila meget kort tid havde man bekræftet at der var tale om allergi for den type antibiotika man havde givet Sigrid, både den hun fik op til indlæggelsen og den hun blev udskrevet med. Men ingen fik det noteret i den rubrik i journalen og i FMK = Fælles Medicin Kort, så alle der skal ordinere medicin kan se dette. Sigrid var informeret, og kunne selv sige at hun ikke tålte disse former for antibiotika, men hvad nu hvis Sigrid blev indlagt igen og var i en tilstand at hun ikke kunne sige noget, og tilfældigvis fik samme type antibiotika?

Imens Sigrid gik til udredning for allergi for antibiotika, fik hun flere allergiske gener. Indtagelse af mælk gav samme gener som hun havde haft ved indlæggelsen, nemlig svære mavesmerter, diare, opkastninger. Hasselnødder gav kløe i munden og fornemmelsen af at halsen hævede op. Så Sigrid spurgte om ikke de også kunne udrede hende for fødevareallergi, alternativt hjælpe med at fortælle hvad årsagen til generne var. Men nej, det var ikke muligt, for hun var kun henvist til udredning for allergi for antibiotika, så det måtte hun tale med egen læge om. En udredning, der normalt foregår på samme afdeling som udreder hende for antibiotikaallergi!

Vi er nu gået i gang med udredning af fødevareallergi. Sigrid har måttet vente i mange måneder på at komme til undersøgelse, for ved privatpraktiserende speciallæge gælder udredningsretten og behandlingsgarantien ikke.

Sigrid var uendelig træt, fysisk træt. Der var nu også tilkommet åndenød ved anstrengelse, ind imellem hoste og lidt piben fra luftvejene. Efterhånden var hun blevet nervøs for at indtage mad, som hun tidligere blot havde kløet i munden af, men nu også fik vejrtrækningsbesvær af. Utrygheden var vokset igennem det sidste halve år, helt siden Sigrids indlæggelse i akutafdelingen. Når nu vi er i gang med undersøgelser, så udreder vi også for astma, og jo, Sigrid havde også astma, og er nu sat i behandling.

De første allergiprøver viste allergi for de pollen, som Sigrid altid har kunnet reagere på, men også reaktion for nødder og mælk, så nu er vi ved at undersøge Sigrid for om det er ægte allergier hun har for fødevarerne eller om det er krydsallergier. Senere venter yderligere tests, der er lang vej endnu, men jeg har lovet Sigrid at vi nok skal nå i mål, og at jeg er med hende hele vejen.  

Og indtil da vil jeg stille dette spørgsmål; ”Hvad i alverden sker der derude???”

Når teambuilding ikke er det bedste for medarbejderen

I disse moderne tider er det meget populært for firmaer at arrangere teambuilding for deres personale. Disse kan bestå i både indendørs og udendørs kurser, men det generelle formål er at skabe bedre sammenhold, samarbejde, kommunikation og relationer. Af en eller anden grund skal sådanne kurser ofte foregå udendørs, helst i noget der kommer så tæt på primitive ødemarksforhold som muligt.

Mads er 26 år, han er endnu en af mine skønne patienter. Han er en frisk ung mand, har en universitetsuddannelse, sidder i et godt job, som han er vældig glad for, og som han også – så vidt jeg kan forstå på ham – klarer til alles tilfredshed.

Mads har altid grinet lidt af hans dårlige gener, som hans forældre har udstyret ham med, og her tænker han specielt på de helbredsmæssige. Da han var omkring 12 år gammel, fik han en kronisk nyresygdom, det tog han i stiv arm, og heldigvis holder han sig på den gode side af stabilitet i sygdommen, når han er til kontrol.

Da han blev omkring de 20-22 år fik han nu også en kronisk tarmsygdom, colitis ulcerosa, som er en kronisk betændelsestilstand i tarmen, og som har krævet undersøgelser, blodprøver og fast medicinering; en tilstand, som han vil have som en livslang følgesvend. Når Mads bliver presset og bliver lidt stresset, fx i eksamenssituationer eller som nu med deadlines på arbejdet, så kan tarmen godt drille lidt. Også dette tager han i stiv arm, for det kræver blot at der er et toilet i nærheden.

Og så har Mads allergi, overfor græspollen. Det har fulgt ham siden han var helt lille, hele Mads’ familie har allergi, så alle vidste, hvad det var, da Mads i græspollensæsonen begyndte at få røde, hævede, kløende øjne, tilstoppet næse og ind imellem også lidt astma. Også her var Mads nødt til at være heftigt medicineret for at kunne klare sæsonen. Det endte også med, at Mads blev allergivaccineret mod græspollen med tabletvaccine. Det har dæmpet symptomerne meget, men vil aldrig kunne fjerne en allergi. Mads klarer sig dog fint i græspollensæsonen med næsespray, øjendråber, høfebertabletter og inhalationsmedicin. Han kan sagtens være udenfor, men skal ikke sidde midt i en græsmark midt i højsæsonen.

Nu sad Mads overfor mig, og jeg kunne hurtigt mærke på ham, at han var meget ked af det. Og efter lidt snak frem og tilbage stod årsagen også ganske klar: Han skulle med firmaet på teambuilding. Det kan jo i sig selv være en god oplevelse, men i Mads’ tilfælde skulle det foregå ude i naturen, midt i græspollensæsonen. Han skulle sove i telt, noget han aldrig havde gjort før, fordi han altid havde alt for mange symptomer i sæsonen, så telt var ikke noget, der havde tiltalt ham. Og bare ved tanken om at være væk fra et toilet i længere tid havde også sat gang i hans tarmsygdom.

Hvis jeg – som hans allergilæge – skal medicinere ham, så han kan holde til opholdet på græsmarken og i skoven, så er jeg nødt til at give Prednisolon, altså binyrebarkhormon i stor dosis, men det synes jeg ikke vil være rimeligt, idet Mads altid har kunnet undgå dette ved den behandling, han i forvejen får, og ved at opholde sig indendøre mest muligt i de timer på dagen hvor græspollen er meget høj, vaske hår om aftenen før sengetid etc.

Men er det rimeligt? At jeg skal medicinere min patient med særdeles kraftige midler, fordi han skal presses ud i en situation, som han godt kan klare ved at undgå at være udendørs i den allerværste græspollensæson? Og hvad med hans tarmsygdom? Som også vil kunne kræve en mere omfattende behandling, fordi Mads’ stressreaktion over turen allerede havde sat gang i sygdommen?

Jeg er bestemt ikke i tvivl om, at teambuilding er godt og en god måde at sikre bedre arbejdsforhold og relationer på. Men hvorfor skal det som oftest være under primitive forhold og åben himmel? Hvorfor kan man ikke lave kurser på hoteller, hvor der ikke er pollen i store mængder, og hvor man kan sove i en rigtig seng?

Desværre ser vi stadig, at alt for mange er uvidende om, hvad det betyder at have allergi. Man kan ikke ”tænke” en allergi væk, man kan heller ikke gøre som ingenting og trodse alt, man har lært ikke er godt at gøre, fordi der kommer en pris at betale.

Vi kan gøre rigtig meget i dag for vores talrige allergikere. Vi kan behandle med tabletter, næsespray, øjendråber, og vi tilråder, at man prøver at opholde sig der, hvor der er færrest pollen, hvis det er en pollenallergi man har, at undgå pelsdyr, hvis det er der skoen trykker, og at holde støvudsættelse på et minimum, hvis det er støvallergi, man har. Vi vaccinerer rigtig mange, og heldigvis har mange særdeles god effekt af vaccinen, men man kan ikke fjerne allergien. Den er for altid din følgesvend.

Og hvad sagde jeg så til Mads, da han sad der overfor mig? Jeg sagde, at han var nødt til at melde fra til teambuilding så længe den skal foregå under åben himmel.

Næste gang Mads kommer til kontrol, skal jeg høre, hvordan hans afbud blev modtaget. Og så vil jeg bruge min tid på at fortælle Mads, at hans fravalg var det helt rigtige at gøre.

Kære allergiker – det er nu du skal i behandling

Vi sidder her i regn og rusk, og mens den ene storm efter den anden passerer Danmark er der ikke mange af os der tænker på de gener der venter lige om hjørnet. Men alle allergikerne i Danmark bør netop lige nu tænke på, at inden længe er luften fyldt med pollen, og er du birkepollenallergiker, eller allergisk overfor andre træpollen, såsom f.eks. hassel, eg, el, bøg eller avnbøg, så er det netop nu du skal i gang med din allergimedicin. Græspollenallergikerne kan stadig vente lidt med at starte på medicinen.

Hvert år, når pollentallene har nået nye højder, strømmer det ind med henvisninger på patienter, der igen oplever at blive hårdt ramt. Desværre er der også patienter der aldrig bliver henvist, enten fordi de ikke ved at der er gode muligheder for at få hjælp, eller fordi egen læge, uvist af hvilken grund, ikke vil henvise, enten fordi de ikke mener jeg kan gøre det bedre, eller fordi de mener at allergivaccination er for dyrt. Og det er rigtig ærgerligt.

Jens på 45 år havde i mange år haft ret voldsom birkepollenallergi. Han havde svære gener i april måned, nogle gange måtte han sygemelde sig fra arbejdet som skolelærer, fordi han simpelthen ikke kunne se ud af øjnene fra første birkepollen kunne måles i luften. Han følte at hans øjne var fyldt med grus, de var røde, hævede, og han var udtalt lysfølsom, havde solbriller på på arbejdet, til stor morskab for hans elever, der syntes at han lignede en mafioso.
Jens havde siden teen-age alderen hvert år fået en indsprøjtning med binyrebarkhormon. Det tog prompte generne, men nu var han gamle læge gået på pension, og den nye læge ville ikke give ham indsprøjtningerne. En helt korrekt vurdering.
Jens havde så prøvet at købe forskellige slags håndkøbspræparater på apoteket, men lige lidt hjalp det. Og nu var han efterhånden desperat, for hvor han de tidligere år kun havde haft generne i april måned, hvor birken springer ud, så havde de første symptomer nu meldt sig i februar, i forbindelse med hassel, som er meget i familie med birk.

Jens sad overfor mig og ville egentlig bare gerne have en indsprøjtning med binyrebarkhormon, men det kunne jeg ikke tilbyde ham, da det ikke længere er en anbefalet behandling, pga risikoen for bivirkninger i form af udvikling af diabetes og af knogleskørhed.
Jens følte i første omgang at slaget var tabt, for han havde i mange år fået at vide, at man så ikke kunne gøre det bedre. Men det er ikke korrekt.

Da vi allerede var i gang med hasselsæsonen og birkepollensæson nært forestående, var løsningen ikke at starte Jens op i allergivaccination lige nu. Løsningen blev at få ham sat i gang med 2 slags tabletter, øjendråber og næsespray. Og det var på høje tid, for behandlingen har bedst effekt når man får den iværksat senest en måned før forventet sæson, altså FØR man får de første symptomer.

Jens kom betydeligt lettere igennem pollensæsonen end tidligere. Han behøvede ikke længere at sygemelde sig, og solbrillerne var også lagt på hylden. Men han havde svært ved at opholde sig udendørs i længere tid, uden at øjnene voldte ham for meget besvær. Så da vi mødtes til ny konsultation efter sæsonen, blev Jens sat i gang med allergivaccination med tabletter. Han fik første tablet (under tungen) i klinikken, og skulle så hæve recepter på apoteket herefter, og selv tage en tablet under tungen dagligt.

Prisen for allergivaccinationen tror mange er skyhøj. Selvfølgelig er det mange penge at bruge på tabletterne, men der er tilskud til dem, og hvis man også er medlem af sygesikring Danmark får man yderligere tilskud derfra. Så gennemfører man et 3-års forløb koster det ca. kr. 250 om måneden i gennemsnit.

Tabletvaccine findes også til patienter der er allergiske overfor græspollen og overfor husstøvmider, og det er en nem måde at gennemføre en vaccine på, da man kun behøver komme til opstart. Herefter tager man selv derhjemme, og efter første sæson vurderes om der har været effekt. Effekten er ikke at fjerne allergien, for det lader sig ikke gøre. Nej, effekten er at man får færre symptomer, og det gør heldigvis langt de fleste. Denne form for vaccine kalder man SLIT = Sub-Lingual-Immun-Terapi. Sublingual betyder ”under tungen”, det er der tabletten placeres og den opløser sig meget hurtigt. Immunterapi betyder jo egentlig blot at man ”snyder” ens immunforsvar til ikke at reagere så voldsomt på de ting man er allergisk overfor. Patienterne vil ofte kunne klare sig med vanlig behandling i sæsonen.

Der findes også såkaldt SCIT, det står for Sub-Cutan-Immun-Terapi, hvor Subcutan betyder ”under huden” og er vaccination med indsprøjtninger. Når man får denne form for vaccine, så skal man møde op hver gang til injektionen, og man skal sidde til observation i en halv time før man får lov til at gå.

Det gør det meget lettere at blive vaccineret med tabletter. I min klinik møder man til kontrol efter første sæson til vurdering af om der har været effekt. Har man haft færre symptomer, så har det virket og der fortsættes i fulde 3 år i alt. Hvis ingen effekt stopper man vaccine-behandlingen her. Det samme med injektionsbehandlingen. Kun ved allergi for bi og hvepse giver man injektioner i 5 år. Til bi og hvepse er der ikke udviklet tabletvaccine, men indsprøjtningerne er meget effektive. Man skal KUN vaccineres mod bi eller hveps hvis man har haft en meget svær reaktion. Man skal have blodtryksfald, besvimelse, eller anden svær reaktion. En stor hævelse indikerer ikke at man skal vaccineres.

Jens kom til kontrol efter sommerferien, hvor vi startede ham op i tabletvaccine. Han tog også sin vanlige behandling med opstart i god tid før næste sæson, og han kom igennem med meget få symptomer. Så Jens var særdeles glad, han havde haft den bedste sæson i mere end 30 år. Så han skal fortsætte i fulde 3 år. Ingen ved om effekten varer i mange år eller kun i få. Men vi ser at effekten ofte er langvarig, dvs. mange år.

Jens havde kun én bemærkning da han var igennem første sæson; ”hvorfor er der ikke nogen der har fortalt mig om denne mulighed før?”

Tre små julehistorier

Det er alt for længe siden at jeg sidst har slået et blogindlæg op, der er flere årsager til dette, men forklaringen på det skal I ikke trættes med. Så vil jeg hellere fortælle 3 små julehistorier her fra december måned. Det er alle sammen kvinder, den yngste er 22 år gammel, den ældste er 75 år gammel. Disse tre kvinder er nogle af de sejeste jeg kender.

Marie er den ældste af dem, hun er 75 år gammel, ramt af flere forskellige sygdomme. Dels har hun en mangeårig astma, som har været underbehandlet, da man i hendes barndom og ungdom ikke havde de gode inhalationsmedicinske præparater. Så hun kom først i fast behandling da hun var i 40’erne, dette har gjort, at hendes lungefunktion ikke ligger i normalområdet, men ligger på omkring de 65 %. Men hun har det godt, når hendes lungefunktion ligger på 65 %, hun føler sig ikke begrænset i noget og har altid en masse aktiviteter i gang.
Marie blev så ramt af hjertesygdom, det tog hun i stiv arm, også da hun fik hjertestop, blev genoplivet og hjertelægerne fortalte hende, at hun skulle have en pacemaker, der kunne give hende det livreddende stød, hvis hun atter skulle få et hjertestop. Der, hvor det er svært for Marie er, at hjertelægerne bliver ved med at ville medicinere hende med medicin, som hendes astma ikke tåler. Marie har sine talegaver i orden, så hun protesterer hver gang hun er til kontrol på hjerteafdelingen. Og hver gang tror de ikke på hende. Det ender altid med at Marie – for ikke at virke negativ – vælger at tage imod den behandling, som hjertelægerne anbefaler, med det resultat, at når hun så er til kontrol hos mig, så kan hun dårligt slæbe sig afsted. Hendes luftveje hyler og piber, hun hoster, har masser af slim og hendes lungefunktion falder ned til de 40 %.
Alle de gange hun har haft det sådan – og vi tæller dem ikke mere for det er mange – har hun fået overtalt hjertelægerne til at lade hende blive trappet ud af medicinen igen. Jeg har skrevet til hjertelægerne også, så Maries ord står bestemt ikke alene, men lige lidt hjælper det. Indtil Marie sagde direkte til hjertelægen, at hun hellere ville dø af et hjertestop, end ikke at kunne trække vejret og føle at hun blev kvalt langsomt.
I dag er Marie helt ude af den medicin, som hendes astma ikke tåler. Hendes lungefunktion er tilbage på de 65 %, hun har det godt og glæder sig til at holde jul med familien lige om lidt.

Emma er 31 år gammel. Hun blev henvist til undersøgelse af den læge hun for nyligt var skiftet til. Emma havde i mere end 15 år haft hyppige problemer med åndenød ved anstrengelse, samt ved forkølelser. Hertil kom så en allergi mod græspollen, som den tidligere læge hver sommer havde behandlet med indsprøjtninger med binyrebarkhormon.
Emma havde mange besøg ved lægen med sin åndenød, hoste og slim i luftvejene, problemet var blot, at hver gang hun var ved lægen, så viste pusteprøven nogle endog meget flotte værdier, en lungefunktion på 109 % var jo flot. Så til sidst fik Emma en snak om at hun var hypokonder og sygdomsfixeret i en sådan grad at hun blev ordineret beroligende tabletter! For det var ikke astma. Men de hjalp ikke på hendes åndenød, så Emma smed dem ud og skiftede læge.
Den nye læge tog Emma meget alvorligt. Her viste pusteprøven heller ikke udslag, men lægen henviste Emma. De første undersøgelser var også normale hos os, men vi har mulighed for at lave ekstra undersøgelser. Da vi lavede provokationstest faldt Emmas lungefunktion 26 % kun halvt inde i testen. Emmas luftveje hylede og peb, hun hostede og kunne fortælle at det netop var sådan hun havde haft det mange gange de seneste i 15 år.
Emma blev informeret om, at hun HAVDE astma, og at hendes luftveje reagerede på kulde, varme, fugt, pollen, forkølelser, ja stort set alt, og at det er helt normalt at lungefunktionen kan være normal, når man så sidder ved egen læge og er i afstand fra sit anfald.
Emma brød grædende sammen. Endelig, ENDELIG fik hun svaret på hvad der var galt med hende. En helt banal astma, som hun nu er i behandling for. Hun var så lettet da hun forlod klinikken. Hun var glad.

Xenia er 22 år gammel. Hun har aldrig tidligere fejlet noget som helst. Ingen allergi, ingen luftvejsproblemer, ingen migræne, ja absolut intet. Indtil den dag i maj 2020, da hun bliver smittet med Covid-19, de var i alt 7 på hendes arbejdsplads, der blev smittet samtidig.
Xenia var ikke særlig syg af Covid-19. Hun var hjemme en lille uges tid, havde lidt feber, ondt i halsen, og følte til tider tung vejrtrækning, men hun var hurtigt tilbage på arbejdet igen. Men i månederne der fulgte blev hun ramt af flere forskellige symptomer. Hun fik hovedpine, migræneagtig hovedpine med opkastninger og sygemelding til følge. Hun fik koncentrationsvanskeligheder. Hun kunne på arbejde gå på lageret for at hente en vare, men når hun nåede lageret havde hun glemt hvad det var hun skulle hente, så hun måtte skrive det ned på en seddel før hun gik på lageret. Hun blev ramt af en helt invaliderende træthed. Hun kunne dårligt holde til en hel arbejdsdag og måtte bede om at komme på nedsat tid. For hun havde brug for mindst 11 timers søvn. Og nu var hun også begyndt at få luftvejsproblemer. Fornemmelsen af at have en elefant siddende på brystkassen, fornemmelsen af at der var en svien vi luftrøret ved vejrtrækningen.
Vi kunne ikke bekræfte nogen astma, alle undersøgelserne var normale.
Xenia er nu henvist til senfølgeklinikken for coronaramte. Ikke at de kan hjælpe hende med hendes symptomer, men de kan følge hende og vi kan alle blive klogere på dette virus, der har ramt hele verden. Ingen ved om Xenias senfølger vil vare ved, eller om de mildnes med årene. Men én ting er sikkert – Xenias liv er meget forandret, selv her 1 år og 7 måneder efter hendes Coronainfektion.

Disse tre historier er et godt bevis på, hvordan man kan blive ramt på forskellig vis af forskellige sygdomme.

Marie oplevede tydeligt på egen krop, at nogle læger har svært ved patienter, der klart giver deres egen mening til kende, og ikke blot vil ”føje” sig. Og jeg kan kun sige til Marie, at det skal hun blive ved med. Jeg ser Marie som en særdeles ressourcestærk person, hvor man netop kan bruge hendes oplysninger om medicinens effekt på hende, til at rette det til og hjælpe Marie bedst muligt. Jeg ser Maries historie som et glimrende eksempel på, at den tiltagende specialisering i dag kan bevirke, at man overser vigtige ting. Mange læger siger, at de ikke har tid til at sætte sig ind i patientens hele sygehistorie. Hertil kan jeg kun sige; vi har ikke tid til at lade være.

Emma måtte kæmpe for at få undersøgt hvad årsagen til hendes gener var. Hun begyndte næsten til sidst selv at tro på, at hun var hypokonder, for det var blevet sagt så mange gange til hende. Og en stor forløsning for hende, da hun fik at vide, at hun har astma og at vi nemt kan behandle hende for det. Mange læger siger, at hvis lungefunktionen er normal, så er det ikke astma, men det er forkert. Her kan vi specialister lave ekstra undersøgelser, der kan hjælpe med at afklare hvad årsagen er.

Xenia blev ramt af Corona i maj 2020, altså før vi havde vaccinerne. Hun er ung, hun er, eller hun VAR rask, og havde et let sygdomsforløb da hun havde corona. Problemet er kommet bagefter, nu hvor hun er ramt af senfølger til den tidligere coronainfektion. Mange tror, at blot fordi man er ung eller ikke fejler noget, så er corona ligesom at have en forkølelse eller en influenza, nogle tror endda, at coronavaccinen kan gøre dem sterile. Jeg har aldrig, og jeg mener ALDRIG hørt noget så dumt!
Vi har alle en samfundspligt og i coronasammenhæng, så gælder det om at blive vaccineret. For vores sygehus er i knæ, der er kun 10 intensivpladser tilbage på landsplan. På landsplan! Og de andre sygdomme er jo ikke sat på stand-by mens coronaen hærger. De fleste langtidsindlagte med corona er de uvaccinerede. Hvem skal IKKE på intensiv, når ens sygdom er så svær, uanset om det er corona eller ej, det er den beslutning lægerne snart skal tage på sygehuset, hvis ikke vi får stoppet den 3. bølge. Få så bestilt tid til at få den vaccine, skal opfordringen lyde herfra.

Både Marie, Emma og Xenia er coronavaccinerede. De er de sejeste kvinder jeg kender.

Vi må værne om fagligheden – specielt i en coronatid

Jeg ser det hver eneste dag, avisoverskrifterne, hvor mine kollegaer indenfor andre specialer råber vagt i gevær. Alle har en og samme bekymring, nemlig at der er for mange eksempler på at alvorlig sygdom overses, fordi alle er så bange for corona, at alt for få får foretaget den nødvendige udredning og behandling i tide. Og det må simpelthen stoppe nu. Vi må værne om den faglighed som vi har fået gennem vores uddannelse, og få udredt patienterne så de kan sættes i korrekt behandling, uden alt for mange omveje – med fare for at varig skade vil ske.

Lars er 58 år, har været mangeårig ryger, omkring 10 cigaretter dagligt i næsten 40 år. Det er endnu ikke lykkedes for ham at få stoppet med tobakken, han har prøvet utallige gange gennem årene, men aldrig kunnet holde sit rygestop. Han har i hvert fald i de sidste 20 år haft udtalt langvarige bronkitistilfælde i forbindelse med almindelige forkølelser. Han har aldrig søgt læge for dette tidligere, da han har følt sig lidt skamfuld over det; ”det var jo bare tobakshoste, så det er min egen skyld”.
Lars er et aktivt menneske, han elsker at rejse, og han og hustruen vælger ofte ferier, hvor de kan komme ud at vandre. Gerne vandreture i kuperet terræn. Det har aldrig været et problem tidligere. Men nu har Lars igen fået vejrtrækningsbesvær, det piber når han trækker vejret, han har rigeligt med slim. Han kontakter lægen, men får at vide, at de ikke vil se ham i praksis pga corona, han må vente til han spontant får det bedre. Der går nogle måneder på denne måde, flere opkald til lægen, men Lars må ikke komme i praksis.
Efter 3 måneder, hvor Lars efterhånden er temmelig tyndslidt, banker han i bordet og får lov til at komme til lægen. Her laver man så en lungefunktionsundersøgelse, med slangen til apparatet ud gennem vinduet, Lars står udenfor og puster lungefunktionsprøve, sygeplejersken sidder indenfor. Lars føler sig noget udstillet under denne seance.
Lægens dom er klar, Lars har fået KOL, hans lungefunktion er let nedsat. Han skal stoppe med at ryge og han bliver sat i behandling med Spiriva, et inhalationspræparat man bruger hos blandt andet KOL-patienter.
Lars får det måske lidt bedre, men ikke meget. Ny kontakt til lægen, der sender ham i kræftpakken. Rygere eller ex-ryger med langvarig hoste kan have kræft. CT-skanningen viser, at Lars ikke har kræft, man anbefaler videre behandling via egen læge.
En aften får Lars pludselig meget hurtig og uregelmæssig hjertebanken, pulsen er på 160 slag pr. minut, nu kan han slet ikke få luft. Så Lars indlægges på et af de to sygehuse han bor midt imellem. Man finder en lille lungebetændelse på røntgen, og da han også har KOL, så får han behandling med antibiotika og Prednisolon (binyrebarkhormon), og man planlægger at Lars dagen efter indlæggelsen skal have lavet en såkaldt DC-konvertering. Det er når man giver patientens hjerte et stød, så hjertet kan hoppe tilbage i normal rytme igen. Dette bliver dog unødvendigt, for dagen efter er hjerterytmen spontant helt normal, så Lars udskrives tilbage til egen læges behandling. Under hans indlæggelse viste blodprøven en stor forhøjelse af eosinofile, noget man kan se ved blandt andet astmapatienter. Ingen har bemærket dette høje tal.
4 uger efter udskrivelsen indlægges Lars igen. Denne gang på det andet af de sygehuse han bor midt imellem. Denne gang på akutafdelingen. Også her tages flere eosinofiltal, som alle er stærkt forhøjede. Ingen ser det, i hvert fald bemærkes det ikke. Lars får ændret sin Spiriva til Bevespi, (et andet præparat til KOL), og udskrives tilbage til egen læge med ny antibiotika- og prednisolonkur. Også efter denne kur har han det godt i en uges tid.
Lars har været sygemeldt i flere måneder nu, han kan intet. Mindste bevægelse medfører svær åndenød, og han hoster gult slim op konstant.

Og endelig, efter 8 måneder, henvises han nu til lungemedicinsk udredning.

Lars fortæller, at han som barn var allergisk overfor græs og familiens hund, som de skaffede sig af med dengang. Han var en periode i behandling for astma, som han dog voksede” sig fra. Lars’s far døde som 40-årig i et astmaanfald, men Lars har aldrig tænkt på, at det kunne være astma han havde, for hans symptomer var så forskellige fra faderens.
Lars’s No er på 158 – et udtryk for meget svær irritation (eosinofili) i luftvejene, dette forklarer hosten og den gule slim. Lars’s lungefunktion viste en værdi på 37 %. Den var målt til 67 % ved ege læge, det har her man stillede diagnosen KOL.

Lars har været til kontrol efterfølgende. Han blev sat i behandling med medicin til astma. Man skal altid have inhalationsmedicin med binyrebarkhormon i, når man har astma. Det fik han og ved efterfølgende kontrol viste det en normal NO på 17 og en lungefunktion på 87 %.

Hvorfor skulle Lars vente i 8 måneder før han fik korrekt udredning og behandling? Hvorfor afviser man patienter der hoster, fordi man er bange for at de har corona? Hvorfor tager man specifikke blodprøver (eosinofile), men ingen ser dem, eller bemærker dem, når de ligger langt over normalområdet? Hvorfor spurgte ingen ind til om Lars havde haft langvarige hosteperioder tidligere, i forbindelse med forkølelser? Hvorfor spurgte ingen ind til allergier tidligere, eller om der i familien var kendt astma? Hvorfor tror mange, at rygning er lig med KOL? Hvordan kunne det gå til, at Lars blev indlagt på to forskellige sygehuse, og var til kræftudredning på et tredje sygehus – UDEN at nogen fangede, hvad dette drejede sig om?

Spørgsmålene er mange. Vi må have fagligheden sat højest. Det duer simpelthen ikke at vi undlader at udrede og behandle patienterne hurtigt og korrekt, fordi vi er så bange for corona. Corona er farlig – ja, men man kan meget nemt tjekke om patienten er smittet. Og ingen infektion varer i 8 måneder.

Få fagligheden ind i hverdagen igen, det skylder vi patienterne.

Når udsættelse for dufte og kemikalier medfører sygdom

Alle med lungesygdom, uanset om det er KOL, astma eller andre lidelser man er ramt af, vil genkende fornemmelsen af luftveje der reagerer på stærke dufte, såsom parfumer, mados, blomster, rengøringsmidler, tryksværte fra aviser etc., men nogle få danskere er decideret ramt af at blive syge hvis de udsættes for dufte eller kemikalier.
Det er ofte meget invaliderende at være ramt, idet mange kan have svært ved at passe et arbejde, hvor man jo som bekendt ofte udsættes for andres dufte, ligesom man kan blive socialt særdeles isoleret, når man beder om at venner og bekendte møder op uden at have taget parfume på, ingen hårprodukter i håret, ikke nyt tøj der kan afgive dufte, og det samme når man som inviteret i andres hjem og omgivelser ofte må takke nej til invitationen.

Mette blev henvist til mig da hun efterhånden var tiltagende invalideret af de dufte der er i det offentlige rum. Mette er i halvtredserne, har igennem mange år passet sit arbejde i en bank, men de sidste år har efterhånden været tiltagende svære for hende at komme igennem.
Som barn og ung var hun ramt af allergi overfor græspollen. Hun var ofte plaget af høfeber i sæsonen, ligesom hun kunne få udslæt når hun fik f.eks. græs på huden. Disse gener var taget meget af efterhånden som hun blev ældre. Desværre var generne blevet afløst af besvær med at tåle dufte.
På mange arbejdspladser er det helt almindeligt, at man gør en del ud af sig selv. Man møder op nyvasket, nogle har brugt parfumeret sæbe, andre hårprodukter med parfume, og næsten alle bruger kropsdufte, enten i form af parfumeret bodylotion eller parfume på hud eller tøj. Og det gør Mette syg. For Mette har det man kalder MCS, som står for Multiple Chemical Sensitivity, eller Duft- og kemikalieoverfølsomhed.

MCS er en underlig størrelse. For der findes ingen tests der kan påvise sygdommen, og der findes ingen behandling. Men at have MCS kan være svært invaliderende, netop fordi man kan have svært ved at passe sit arbejde, have gæster, besøge andre, ligesom man kan have udfordringer når man skal have nye møbler eller ny bil, nyt tøj, ja alt hvad der kan afgive dufte.
MCS har ingen sammenhæng til andre kendte allergier, så Mettes kendte allergi til græs kan ikke være hverken udløsende årsag og heller ikke forstærkende for hendes gener af dufte. Der er mange teorier fremme, såsom øget histaminfrigørelse fra slimhinder, mulige øgede signaler fra centralnervesystemet etc, som alle fører for vidt at komme ind på her. Det vigtige er i denne blog at gøre opmærksom på problemet, som findes derude blandt vore kolleger og som giver anledning til mange bekymringer hos de ramte.

Mettes MCS er nu så udtalt, at hun ofte har symptomer i mere end en uge når hun udsættes for dufte. En kollega havde glemt at Mette ikke tåler parfume, så da kollegaen dukkede op på arbejde medførte det en voldsom reaktion hos Mette. Hovedpine, svimmelhed, åndenød, svien i øjne, næse, mund, hals og efterhånden også tiltagende koncentrationsbesvær, gør at Mette har det svært på arbejdet. Også influenzalignende symptomer kan præge billedet, med muskelsmerter, fornemmelsen af feber, svær træthed, ligesom også maven kan give problemer med diare og smerter. Kollegaen gør ikke dette med vilje, kollegaen kender jo ikke til denne sygdom. Og Mette kan intet gøre for at bedre den tilstand hun er i. Kun når man fjerner sig fra de ting der giver gener får man det bedre. Derfor er Mettes sociale omgangskreds krympet til nogle meget få, der ikke ser på Mette som om hun er psykisk syg, ligesom hendes arbejde efterhånden også er ramt, både i form af en nedsat arbejdskraft fra Mettes side, og en chef der ikke får det arbejde ud af Mette som Mette kan og som hun tidligere har kunnet, dengang hun ikke var så hårdt ramt.
Når Mette rammes af de ting hun ikke tåler, så kan symptomerne efterhånden vare en uge eller længere. Den eneste behandling der er for denne sygdom, er at undgå dufte og kemikalier.

MCS kan ramme os alle. Det er ikke kun allergikere der rammes af denne sygdom. Men den der rammes har det rigtig svært. Derfor vil mit råd til alle MCS-ramte være at tale med kollegerne og deres familier om deres problem. Fortæl hvad det betyder at have MCS. Vær åben og ærlig om det.
Og til jer der er pårørende, kollega, ven, kæreste til en MCS-ramt, lyt til hvad der bliver fortalt. Den bedste måde du kan hjælpe på er at undlade brug af parfume og andre dufte når du er sammen med ”en Mette”. Gør ikke hele huset rent i Ajax eller andre rengøringsmidler, før ”en Mette” kommer på besøg. Spørg gerne hvad der duer.

MCS er en invaliderende sygdom. Og den kan ramme os alle. Og som jeg begyndte med at sige, så kan alle med lungesygdom også reagere på de stærke dufte.

Så for alle de Metter og alle de lungepatienter der findes derude. Undlad brug af parfume og stærke dufte. Du kan selv blive ramt.

Når man bliver Coronablind

Vi er midt i anden bølge af Corona, og alle holder vi sikkert vejret. Det er en ganske skræmmende tid vi lever i, for ingen ved hvordan denne fjende, der har indfundet sig i hele Verdenssamfundet vil opføre sig i den kommende tid, og heller ikke hvor længe det vil vare.
Vi skal passe på, for ellers kan vort sygehusvæsen bryde sammen, så vi kan risikere at se lige så triste billeder som vi så fra Italien tidligere på året. Så alle de syge der ikke behøver at blive indlagt skal være hjemme, – men sådan har det vel altid været, eller har det ikke?

Selv om Coronaen er over os, og nogle af de syge med Covid-19 har brug for at blive indlagt, ja så er der altså stadig danskere der bliver syge af andre lidelser. Også lidelser der vil kræve en indlæggelse, idet disse patienter har brug for ydelser der ikke kan tilbydes andre steder end på et sygehus. Og her må man passe på ikke at blive Coronablind. Landets akutafdelinger, hvor langt de fleste patienter der bliver indlagt, kommer ind på, skal virkelig passe på, at de får ydet den udredning og givet den behandling der er nødvendig, og ikke bare sender patienterne hjem, når coronatesten viser sig at være negativ.

Lone er 55 år gammel og kommer fra en jysk provinsby. I efteråret 2019 fik hun problemer med at næsen stoppede til, hun blev meget snottet, mistede en overgang også lugtesansen. Øre-næse-halslægen, som hun opsøgte kunne godt se at næsens slimhinder ikke havde det optimalt, så hun blev sat i behandling med næsespray med binyrebarkhormon, som hun skulle tage indtil hun igen skulle kontrolleres af øre-næse-halslægen efter 4 måneders behandling. Det hjalp rigtig godt på den tilstoppede næse, men nu var Lone så til gengæld begyndt at hoste rigtig meget. Men så blev Danmark ramt af Corona, og øre-næse-halslægerne var et af de specialer der fik bud om at lukke mest muligt ned. Så Lone kom aldrig til den kontrol.
Lone opsøgte egen læge igen og igen. Men ved de praktiserende læger havde de forbud mod at lave lungefunktionsundersøgelser, så lægen måtte gøre hvad de havde mulighed for. Og det var telefonisk at ordinere flere antibiotikakure – der ikke hjalp spor. Gentagne coronatests var alle negative. Lone havde nu også svær åndenød, og slimen som hun kunne hoste op fra lungerne blev mere og mere betændt at se på.
Lone var efterhånden desperat. Hun hostede dag og nat, fik max 30 minutters søvn ad gangen før hun blev vækket af et voldsomt hosteanfald. Hun hev efter vejret, det lød som om der var en violin i lungerne. Nu måtte lægen smide håndklædet i ringen. Nøjagtig 2 måneder efter at Danmark lukkede ned pga Corona, blev Lone indlagt.
Lone var indlagt et døgn. Ét døgn. Ny coronatest (det var nr. 7 i rækken af negative tests) var igen negativ. Røntgenbillede af lungerne var normalt. Blodprøver viste ikke noget, syntes lægen. Men der var altså ét tal, som var meget voldsomt forhøjet, og som burde have fået alle alarmklokker til at ringe. Det blev bemærket som værende set. En læge mente at det måske godt kunne være astma (ENDELIG!), det syntes han godt man kunne mistænke, så Lone fik en inhalation med medicin på et forstøverapparat. Og pludselig kunne hu få luft, for første gang i flere måneder. Det fortalte hun lægen, som så sendte hende hjem med besked om at opsøge egen læge.
Kort efter at Lone kom hjem tog hosteanfaldene til. Og denne gang medførte det en meget pludselig og meget svær smerter i venstre side af brystkassen. Lone gik igen til lægen. Som ikke anede hvad han skulle gøre. Så lægen valgte at sende patienten til skanning i Lungepakken (det kalder man den afdeling der tager sig af udredning af lungecancer). Skanningen viste ingen cancer, det eneste der kunne ses var et brækket ribben, som var årsag til smerterne. Det kunne man ikke gøre noget ved, lød beskeden. Ingen undrede sig over at årsagen til det brækkede ribben var Lones hoste, ingen foreslog nogen diagnoser, som kunne være årsagen. Men kræft var det ikke. Så retur til egen læge.
6 uger efter indlæggelsen valgte egen læge nu at se bort fra at man i praksis ikke må lave lungefunktionsundersøgelser her i coronatiden. Lone fik lavet den første lungefunktionsprøve, den viste en lungefunktion på 60 %. Så fik Lone endelig den nødvendige inhalationsmedicin, 4 måneder efter hun begyndte at hoste.

Jeg fik Lone henvist til vurdering, så rette diagnose kunne blive stillet. Da jeg så Lone første gang havde hun det væsentligt bedre, men var meget træt efter så langt et forløb. Hendes lungefunktion var nu oppe på 99 %, og den svære irritation i lungerne var helt væk. Lone fik sin diagnose, astma.  Hun har det meget bedre i dag, men ser tilbage på de foregående måneder med mange spørgsmål. Hvorfor blev hun sendt hjem så hurtigt? Det hun var indlagt for, nemlig hoste og svær åndenød, havde hun jo stadig ved hjemsendelsen? Hvorfor håndterede de ikke det meget forhøjede tal i akutafdelingen, hun havde eosinofiltal (det hedder blodprøven) på 1,65? Hvorfor gjorde de ingenting? Hvorfor?

Min bedste forklaring på det må være, at man var Coronablind den dag i akutafdelingen på det sygehus Lone blev indlagt på.

Lone er desværre ikke det eneste eksempel.

Vi skal lære at leve med Coronavirusset

Her i denne tid, godt et halvt år efter at DK blev ramt af nedlukning grundet Covid-19, må vi alle sande, at virusset er iblandt os, og vi må alle indstille os på at det vil tage flere år, før vi finder en stabilitet i dette.
I mit daglige arbejde ser jeg mange patienter som er i risikogruppe for alvorligt sygdomsforløb, i fald de skulle blive ramt af Covid-19. En del af dem er fortsat meget angste for virusset, nogle tør ikke begive sig udenfor en dør, andre har lært at leve med det og tager forholdsregler i form af afstand og god håndhygiejne, og en sidste gruppe ser stort på det hele, og mener at det blot drejer sig om en lille snue, som vi jo alle bare skal se at blive smittet med, jo hurtigere jo bedre.

Nettet, specielt de sociale medier flyder over med kommentarer. Mange synes det er for meget med mundbind, andre lader hånt om at holde afstand, og bliver voldsomt sure når man påpeger det. Andre holder fester, selv om myndighederne beder os om at udsætte disse.

Man kan diskutere til solen brænder ud, som en kendt politiker en gang udtalte, men én ting er sikkert; vi skal ALLE hjælpe med at få smitten bragt ned, vi er i samme båd alle sammen, så lad os nu stå sammen.

Specielt de mange, der efterhånden har været smittet med corona, og haft et langt og besværligt Covid-19-forløb skylder vi at tage dette meget alvorligt. For selv om at Covid-19 for mange kan være overstået på få dage, så er et efterhånden stort antal danskere ramt af senfølger efter infektionen. Og deres liv er blevet vendt til et helvede.

Jeg har efterhånden set en del patienter i min klinik med sådanne senfølger. Og de er mange. Disse senfølger rammer fuldstændig tilfældigt ned, også på unge og tidligere helt raske. Måske det skyldes en form for defekt i immunsystemet, det er det sidste nye der er kommet frem. Men følgerne der kan være tale om, er hukommelsesproblemer, hovedpine, svær åndenød, konstante smerter i brystkassen, påvirkning af hjertet, nedsat appetit, kvalme, ondt i maven, forhøjede levertal, muskelsmerter, føleforstyrrelser, ændret smags- og lugtesans
Ingen kan svare på hvornår disse senfølger igen forsvinder, eller OM de forsvinder eller bliver mindre med tiden. I starten troede vi at det var forbigående, men meget tyder på at det kan være blivende. Derfor er der nu oprettet en klinik for disse patienter, så de kan blive vurderet centralt på Universitetshospitalet med mange forskellige faglige specialister ind over.

Jeg har haft en del patienter som især har klaget over at hver eneste vejrtrækning de tager, giver dem fornemmelsen af at de inhalerer ild, de føler det brænder nede i lungerne på dem. Nogle har konstant hovedpine, der forværres hvis de prøver på at passe deres arbejde. Hovedpinen er voldsom, migræneagtig, og medicin kan ikke dulme smerten. Andre har fornemmelsen af at musklerne brænder indvendig og de kan ikke rigtig føle berøring af huden. Og en del har sagt at de skal have ting og færdigheder de tidligere kunne uden overhovedet at tænke på det, repeteret hver gang de skal udføre en opgave, da de ikke kan huske hvordan man egentlig gør.

Alt imens dette foregår i DK, ja i hele verden, diskuteres det at det er forfærdeligt man ikke kan rejse frit, rejse på ferie og ligge ved en strand i højt solskin. Det diskuteres at vi skal bære mundbind i offentlig transport, at det sikkert ikke hjælper og bare er noget som idiotiske politikere eller myndighederne har indført for at genere os. Det diskuteres at det er helt uretfærdigt at der indføres max antal deltagere til fester, for det burde myndighederne have fortalt os for en måned siden. Jamen, prøv lige at følge med i Nyhederne, se hvordan smitteantallet stiger for hver dag. Og alt imens holdes der fester alligevel, fester som politiet skal ud at lukke ned for, fordi nogle bare ikke vil gøre som vi alle bliver bedt om, for at få dette i bero hurtigst muligt. Men netop ved disse fester kan man jo risikere at være den der bringer smitten videre, og dermed udsætter sig selv, sin familie og andre for en alvorlig fare for at få blive smittet og måske få et svært sygdomsforløb.

Og i den anden ende, er der dem der bliver testet for Covid-19 med jævne mellemrum. Hvorfor? Fordi vi kan teste behøver vi ikke misbruge det og derved være medvirkende til at de der virkelig behøver en test, enten fordi de har symptomer, eller har været tæt på en smittet, ikke kan få foretaget testen, men må vente unødigt længe, og derfor ikke kan gå på arbejde i tiden op til testen og svaret på den. Også her kræves der klare retningslinjer, så man ikke bare pr. automatik lader sig teste hver uge, hver 14. dag, eller for nogles vedkommende dagligt, bare fordi man kan. Der skal være et formål med testen, og det er der ikke i det som vi ser nu. Det er misbrug.

Så vi må alle lægge os i selen. Vi skal omgås hinanden med omtanke. Bære det mundbind og holde den afstand til andre som vi bliver bedt om. Vi skal sikre fortsat god håndhygiejne. Vi skal kun lade os teste for smitte, når der er grund til det. En test kan ikke bruges forebyggende. Og når vaccinen kommer, så skal vi alle lægge arm til og få den, så hurtigt som muligt.

Det skylder vi alle de mange derude, der i dag døjer med senfølger efter et svært Covid-19 sygdomsforløb.

Tiden efter Covid19 kom til DK

Nu hvor sommeren går på hæld, og vi snart tager fat på årets første efterårsmåned, må det være på tide at få sat gang i et nyt blogindlæg. Meget er sket her hen over sommeren, vores allesammens gode gamle hverdag er blevet vendt på hovedet ad flere omgange.

I marts oplevede vi at verden lukkede ned. Vi var ramt af denne uforklarlige størrelse der hedder en ”Pandemi”. Et virus, med udgangspunkt i Kina, havde spredt sig med voldsom hastighed, og snart kunne alle lande i verden berette om et stigende antal daglige nye smittetilfælde, indlæggelser og mange døde.
Efterhånden som DK lukkede op, kom også mange forskellige holdninger til orde. Var det nødvendigt at lukke så meget ned? Var der overhovedet tale om en epidemi? Var det ikke bare en lille forkølelse eller influenza der var tale om? Og nu diskuteres så om man vil gå med mundbind eller ønsker vaccinen, når den formentlig indenfor en overskuelig tid kommer på markedet.

Vi må alle gøre noget. Vi skal alle passe på, både os selv og hinanden. Gør vi det, så kommer vi igennem dette meget hurtigere og lettere end ellers. Og tro mig, selv om de fleste heldigvis kommer igennem en eventuel smitte uden de store problemer, så er der nogle der bliver endog meget hårdt ramt af dette virus. Nogle af dem sunde og raske indtil de blev smittet, nogle af dem unge og i deres bedste alder.

Jeg har set de første patienter i klinikken, som er henvist med senfølger af Covid19-infektion. Og de er meget hårdt ramt. Hovedpine, træthed, hukommelsesproblemer, blodpropper, åndenød, fornemmelsen af at det brænder i lungerne når de trækker vejret – og det gør du mange gange dagligt, ja mange senfølger kan nævnes. For de værst ramte er en dagligdag uden sygdom, uden medicin, uden gener af nogen art, forvandlet til et helvede. Og så brokker nogen sig over at de skal tage et mundbind på under offentlig transport. Jeg bliver så ked af det.

En anden følge efter Covid19 er, at der er kommet en meget voldsom forsinkelse på at patienter bliver henvist til udredning for de gener de har, og som ikke er Covid19-relaterede. Én ting er at antallet af henvisninger til kræftudredninger faldt med næsten 30 %. Noget andet er, at mange lunge-/allergisyge i mange måneder har haft mere end svært ved at trække vejret eller ved at få styr på deres allergi. For de er blevet afvist ved deres egen læge (det er ikke egen læges skyld det her, men et påbud, der kom højere steds fra). For man skulle ikke tage patienterne ind og undersøge dem, hvis man kunne undgå det. Og da der igen blev åbnet op for at patienterne kunne få tid ved deres læge og blive undersøgt, ja, så måtte de ikke lave lungefunktionstest i almen praksis.

De manglende lungefunktionstest betød, at en del enten ikke fik behandling i tide, eller at de fik behandling UDEN at være blevet undersøgt, alene på mistanken om fx en astmasygdom. Dette har besværliggjort både den efterfølgende udredning hos os specialister, men også medført en øget risiko, for at nogle af de lungesyges tilstand ender op værre end den ville have gjort med diagnostik i tide.

Tænk hvis man behandlede med blodtrykssænkende medicin, uden at måle blodtrykket først? Eller gav insulin til en patient der er tørstig og tisser meget, uden at måle blodsukkeret først? Eller man undlod at tage et EKG på en patient med svære brystsmerter og blot sagde at det nok ikke var en blodprop i hjertet, men bare var muskelinfiltrationer?

Én af disse patienter er Susanne. Hun er 25 år, og har siden hun var barn haft allergi overfor støv. I de senere år synes hun at det er gået lidt bedre med næsen der altid løb og øjnene der kløede, når hun var i støvede omgivelser.
Men i år var det anderledes. Efter et besøg ved mormor, hvor hun sov på et værelse, der ikke er varmet om vinteren, og hvor dynen lugtede af støv, forværrede hendes gener sig pludselig. Næsen løb, øjnene kløede, og det blev tiltagende svært at trække vejret. Men DK var netop blevet lukket ned, så de mange opkald til den praktiserende læge resulterede i, at hun skulle vente i hjemmet på at det blev bedre. Da det ikke var bedre efter 1 måned og endnu flere telefonopkald, fik hun en blå inhalator, som hun kunne bruge ved anfald. Den var brugt på under en måned (der er 200 doser i). Et nyt opkald til lægen resulterede i at hun nu fik en ekstra inhalator, der var forebyggende. Men lige lidt hjalp det. Så fik hun binyrebarkhormon som tabletter. Det hjalp så længe hun var i behandling med det, men generne kom igen få dage efter hun var stoppet med dem.

Månederne gik. Susannes tilstand gik op og ned. Hun havde mere og mere besvær med at passe sin lille datter. Hun havde flere og flere sygedage. Hun var efterhånden desperat.

Jeg så Susanne til første undersøgelse her i starten af august. På det tidspunkt havde hun haft svære problemer siden marts. Hun havde kortvarigt været indlagt, men var sendt hjem igen, da både infektionstal, røntgen af lunger og Covid19-test var uden anmærkning. Beskeden lød på at hun skulle gå til egen læge. Men egen læge måtte ikke måle lungefunktion på hende.

Vi fik sat gang i de nødvendige undersøgelser, og hurtigt afslørede der sig en astma, en lungefunktion på 45 %, svær irritationstilstand i lungerne, og Susanne havde simpelthen ikke sugekraft nok til at inhalere den medicin hun havde fået igennem de seneste måneder. Vi så hendes blodprøver igennem, som hun havde fået taget på sygehuset under hendes kortvarige indlæggelse, her kunne man se, at hun havde et endog meget højt tal på den blodprøve som ville kunne have vist, at man skulle have tænkt på ubehandlet astma og man skulle have undersøgt hende for dette. Men den var ikke blevet bemærket under hendes indlæggelse.

Susanne er nu sat i behandling, hun har det meget bedre og ser meget lysere på fremtiden nu. Men i værste fald kunne Susanne have været død af den svære astmaforværring.

En anden patient som jeg så, er Ellen. Hun fejler ingenting, har ingen kroniske sygdomme, får ingen medicin, er 42 år og sidder i en ledende stilling i et stort firma. Men hun blev smittet med Covid19, ligesom resten af familien. Men mens både mand og børn hurtigt var oppe på benene igen, så lå Ellen i ugevis med feber og vejrtrækningsproblemer. Hun var ikke indlagt i sit forløb, for dengang skulle man helst blive hjemme, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.

Ellen har i dag en fornemmelse af at lungerne brænder indvendigt HVER gang hun trækker vejret. Hun har problemer med at huske, hun er så træt, at hun kun kan arbejde en halv time ad gangen, så skal hun hen og sove et par timer. Det har nu stået på i 5 måneder. Ingen ved hvornår det stopper igen, eller OM det stopper.

Og alt imens disse fantastiske mennesker slås hver deres seje kamp, så er der tiltagende brok over at vi skal bære mundbind under offentlig transport, og over at vi ikke må holde store fester!

Jeg forstår det ikke.