Når udsættelse for dufte og kemikalier medfører sygdom

Alle med lungesygdom, uanset om det er KOL, astma eller andre lidelser man er ramt af, vil genkende fornemmelsen af luftveje der reagerer på stærke dufte, såsom parfumer, mados, blomster, rengøringsmidler, tryksværte fra aviser etc., men nogle få danskere er decideret ramt af at blive syge hvis de udsættes for dufte eller kemikalier.
Det er ofte meget invaliderende at være ramt, idet mange kan have svært ved at passe et arbejde, hvor man jo som bekendt ofte udsættes for andres dufte, ligesom man kan blive socialt særdeles isoleret, når man beder om at venner og bekendte møder op uden at have taget parfume på, ingen hårprodukter i håret, ikke nyt tøj der kan afgive dufte, og det samme når man som inviteret i andres hjem og omgivelser ofte må takke nej til invitationen.

Mette blev henvist til mig da hun efterhånden var tiltagende invalideret af de dufte der er i det offentlige rum. Mette er i halvtredserne, har igennem mange år passet sit arbejde i en bank, men de sidste år har efterhånden været tiltagende svære for hende at komme igennem.
Som barn og ung var hun ramt af allergi overfor græspollen. Hun var ofte plaget af høfeber i sæsonen, ligesom hun kunne få udslæt når hun fik f.eks. græs på huden. Disse gener var taget meget af efterhånden som hun blev ældre. Desværre var generne blevet afløst af besvær med at tåle dufte.
På mange arbejdspladser er det helt almindeligt, at man gør en del ud af sig selv. Man møder op nyvasket, nogle har brugt parfumeret sæbe, andre hårprodukter med parfume, og næsten alle bruger kropsdufte, enten i form af parfumeret bodylotion eller parfume på hud eller tøj. Og det gør Mette syg. For Mette har det man kalder MCS, som står for Multiple Chemical Sensitivity, eller Duft- og kemikalieoverfølsomhed.

MCS er en underlig størrelse. For der findes ingen tests der kan påvise sygdommen, og der findes ingen behandling. Men at have MCS kan være svært invaliderende, netop fordi man kan have svært ved at passe sit arbejde, have gæster, besøge andre, ligesom man kan have udfordringer når man skal have nye møbler eller ny bil, nyt tøj, ja alt hvad der kan afgive dufte.
MCS har ingen sammenhæng til andre kendte allergier, så Mettes kendte allergi til græs kan ikke være hverken udløsende årsag og heller ikke forstærkende for hendes gener af dufte. Der er mange teorier fremme, såsom øget histaminfrigørelse fra slimhinder, mulige øgede signaler fra centralnervesystemet etc, som alle fører for vidt at komme ind på her. Det vigtige er i denne blog at gøre opmærksom på problemet, som findes derude blandt vore kolleger og som giver anledning til mange bekymringer hos de ramte.

Mettes MCS er nu så udtalt, at hun ofte har symptomer i mere end en uge når hun udsættes for dufte. En kollega havde glemt at Mette ikke tåler parfume, så da kollegaen dukkede op på arbejde medførte det en voldsom reaktion hos Mette. Hovedpine, svimmelhed, åndenød, svien i øjne, næse, mund, hals og efterhånden også tiltagende koncentrationsbesvær, gør at Mette har det svært på arbejdet. Også influenzalignende symptomer kan præge billedet, med muskelsmerter, fornemmelsen af feber, svær træthed, ligesom også maven kan give problemer med diare og smerter. Kollegaen gør ikke dette med vilje, kollegaen kender jo ikke til denne sygdom. Og Mette kan intet gøre for at bedre den tilstand hun er i. Kun når man fjerner sig fra de ting der giver gener får man det bedre. Derfor er Mettes sociale omgangskreds krympet til nogle meget få, der ikke ser på Mette som om hun er psykisk syg, ligesom hendes arbejde efterhånden også er ramt, både i form af en nedsat arbejdskraft fra Mettes side, og en chef der ikke får det arbejde ud af Mette som Mette kan og som hun tidligere har kunnet, dengang hun ikke var så hårdt ramt.
Når Mette rammes af de ting hun ikke tåler, så kan symptomerne efterhånden vare en uge eller længere. Den eneste behandling der er for denne sygdom, er at undgå dufte og kemikalier.

MCS kan ramme os alle. Det er ikke kun allergikere der rammes af denne sygdom. Men den der rammes har det rigtig svært. Derfor vil mit råd til alle MCS-ramte være at tale med kollegerne og deres familier om deres problem. Fortæl hvad det betyder at have MCS. Vær åben og ærlig om det.
Og til jer der er pårørende, kollega, ven, kæreste til en MCS-ramt, lyt til hvad der bliver fortalt. Den bedste måde du kan hjælpe på er at undlade brug af parfume og andre dufte når du er sammen med ”en Mette”. Gør ikke hele huset rent i Ajax eller andre rengøringsmidler, før ”en Mette” kommer på besøg. Spørg gerne hvad der duer.

MCS er en invaliderende sygdom. Og den kan ramme os alle. Og som jeg begyndte med at sige, så kan alle med lungesygdom også reagere på de stærke dufte.

Så for alle de Metter og alle de lungepatienter der findes derude. Undlad brug af parfume og stærke dufte. Du kan selv blive ramt.

Når man bliver Coronablind

Vi er midt i anden bølge af Corona, og alle holder vi sikkert vejret. Det er en ganske skræmmende tid vi lever i, for ingen ved hvordan denne fjende, der har indfundet sig i hele Verdenssamfundet vil opføre sig i den kommende tid, og heller ikke hvor længe det vil vare.
Vi skal passe på, for ellers kan vort sygehusvæsen bryde sammen, så vi kan risikere at se lige så triste billeder som vi så fra Italien tidligere på året. Så alle de syge der ikke behøver at blive indlagt skal være hjemme, – men sådan har det vel altid været, eller har det ikke?

Selv om Coronaen er over os, og nogle af de syge med Covid-19 har brug for at blive indlagt, ja så er der altså stadig danskere der bliver syge af andre lidelser. Også lidelser der vil kræve en indlæggelse, idet disse patienter har brug for ydelser der ikke kan tilbydes andre steder end på et sygehus. Og her må man passe på ikke at blive Coronablind. Landets akutafdelinger, hvor langt de fleste patienter der bliver indlagt, kommer ind på, skal virkelig passe på, at de får ydet den udredning og givet den behandling der er nødvendig, og ikke bare sender patienterne hjem, når coronatesten viser sig at være negativ.

Lone er 55 år gammel og kommer fra en jysk provinsby. I efteråret 2019 fik hun problemer med at næsen stoppede til, hun blev meget snottet, mistede en overgang også lugtesansen. Øre-næse-halslægen, som hun opsøgte kunne godt se at næsens slimhinder ikke havde det optimalt, så hun blev sat i behandling med næsespray med binyrebarkhormon, som hun skulle tage indtil hun igen skulle kontrolleres af øre-næse-halslægen efter 4 måneders behandling. Det hjalp rigtig godt på den tilstoppede næse, men nu var Lone så til gengæld begyndt at hoste rigtig meget. Men så blev Danmark ramt af Corona, og øre-næse-halslægerne var et af de specialer der fik bud om at lukke mest muligt ned. Så Lone kom aldrig til den kontrol.
Lone opsøgte egen læge igen og igen. Men ved de praktiserende læger havde de forbud mod at lave lungefunktionsundersøgelser, så lægen måtte gøre hvad de havde mulighed for. Og det var telefonisk at ordinere flere antibiotikakure – der ikke hjalp spor. Gentagne coronatests var alle negative. Lone havde nu også svær åndenød, og slimen som hun kunne hoste op fra lungerne blev mere og mere betændt at se på.
Lone var efterhånden desperat. Hun hostede dag og nat, fik max 30 minutters søvn ad gangen før hun blev vækket af et voldsomt hosteanfald. Hun hev efter vejret, det lød som om der var en violin i lungerne. Nu måtte lægen smide håndklædet i ringen. Nøjagtig 2 måneder efter at Danmark lukkede ned pga Corona, blev Lone indlagt.
Lone var indlagt et døgn. Ét døgn. Ny coronatest (det var nr. 7 i rækken af negative tests) var igen negativ. Røntgenbillede af lungerne var normalt. Blodprøver viste ikke noget, syntes lægen. Men der var altså ét tal, som var meget voldsomt forhøjet, og som burde have fået alle alarmklokker til at ringe. Det blev bemærket som værende set. En læge mente at det måske godt kunne være astma (ENDELIG!), det syntes han godt man kunne mistænke, så Lone fik en inhalation med medicin på et forstøverapparat. Og pludselig kunne hu få luft, for første gang i flere måneder. Det fortalte hun lægen, som så sendte hende hjem med besked om at opsøge egen læge.
Kort efter at Lone kom hjem tog hosteanfaldene til. Og denne gang medførte det en meget pludselig og meget svær smerter i venstre side af brystkassen. Lone gik igen til lægen. Som ikke anede hvad han skulle gøre. Så lægen valgte at sende patienten til skanning i Lungepakken (det kalder man den afdeling der tager sig af udredning af lungecancer). Skanningen viste ingen cancer, det eneste der kunne ses var et brækket ribben, som var årsag til smerterne. Det kunne man ikke gøre noget ved, lød beskeden. Ingen undrede sig over at årsagen til det brækkede ribben var Lones hoste, ingen foreslog nogen diagnoser, som kunne være årsagen. Men kræft var det ikke. Så retur til egen læge.
6 uger efter indlæggelsen valgte egen læge nu at se bort fra at man i praksis ikke må lave lungefunktionsundersøgelser her i coronatiden. Lone fik lavet den første lungefunktionsprøve, den viste en lungefunktion på 60 %. Så fik Lone endelig den nødvendige inhalationsmedicin, 4 måneder efter hun begyndte at hoste.

Jeg fik Lone henvist til vurdering, så rette diagnose kunne blive stillet. Da jeg så Lone første gang havde hun det væsentligt bedre, men var meget træt efter så langt et forløb. Hendes lungefunktion var nu oppe på 99 %, og den svære irritation i lungerne var helt væk. Lone fik sin diagnose, astma.  Hun har det meget bedre i dag, men ser tilbage på de foregående måneder med mange spørgsmål. Hvorfor blev hun sendt hjem så hurtigt? Det hun var indlagt for, nemlig hoste og svær åndenød, havde hun jo stadig ved hjemsendelsen? Hvorfor håndterede de ikke det meget forhøjede tal i akutafdelingen, hun havde eosinofiltal (det hedder blodprøven) på 1,65? Hvorfor gjorde de ingenting? Hvorfor?

Min bedste forklaring på det må være, at man var Coronablind den dag i akutafdelingen på det sygehus Lone blev indlagt på.

Lone er desværre ikke det eneste eksempel.

Vi skal lære at leve med Coronavirusset

Her i denne tid, godt et halvt år efter at DK blev ramt af nedlukning grundet Covid-19, må vi alle sande, at virusset er iblandt os, og vi må alle indstille os på at det vil tage flere år, før vi finder en stabilitet i dette.
I mit daglige arbejde ser jeg mange patienter som er i risikogruppe for alvorligt sygdomsforløb, i fald de skulle blive ramt af Covid-19. En del af dem er fortsat meget angste for virusset, nogle tør ikke begive sig udenfor en dør, andre har lært at leve med det og tager forholdsregler i form af afstand og god håndhygiejne, og en sidste gruppe ser stort på det hele, og mener at det blot drejer sig om en lille snue, som vi jo alle bare skal se at blive smittet med, jo hurtigere jo bedre.

Nettet, specielt de sociale medier flyder over med kommentarer. Mange synes det er for meget med mundbind, andre lader hånt om at holde afstand, og bliver voldsomt sure når man påpeger det. Andre holder fester, selv om myndighederne beder os om at udsætte disse.

Man kan diskutere til solen brænder ud, som en kendt politiker en gang udtalte, men én ting er sikkert; vi skal ALLE hjælpe med at få smitten bragt ned, vi er i samme båd alle sammen, så lad os nu stå sammen.

Specielt de mange, der efterhånden har været smittet med corona, og haft et langt og besværligt Covid-19-forløb skylder vi at tage dette meget alvorligt. For selv om at Covid-19 for mange kan være overstået på få dage, så er et efterhånden stort antal danskere ramt af senfølger efter infektionen. Og deres liv er blevet vendt til et helvede.

Jeg har efterhånden set en del patienter i min klinik med sådanne senfølger. Og de er mange. Disse senfølger rammer fuldstændig tilfældigt ned, også på unge og tidligere helt raske. Måske det skyldes en form for defekt i immunsystemet, det er det sidste nye der er kommet frem. Men følgerne der kan være tale om, er hukommelsesproblemer, hovedpine, svær åndenød, konstante smerter i brystkassen, påvirkning af hjertet, nedsat appetit, kvalme, ondt i maven, forhøjede levertal, muskelsmerter, føleforstyrrelser, ændret smags- og lugtesans
Ingen kan svare på hvornår disse senfølger igen forsvinder, eller OM de forsvinder eller bliver mindre med tiden. I starten troede vi at det var forbigående, men meget tyder på at det kan være blivende. Derfor er der nu oprettet en klinik for disse patienter, så de kan blive vurderet centralt på Universitetshospitalet med mange forskellige faglige specialister ind over.

Jeg har haft en del patienter som især har klaget over at hver eneste vejrtrækning de tager, giver dem fornemmelsen af at de inhalerer ild, de føler det brænder nede i lungerne på dem. Nogle har konstant hovedpine, der forværres hvis de prøver på at passe deres arbejde. Hovedpinen er voldsom, migræneagtig, og medicin kan ikke dulme smerten. Andre har fornemmelsen af at musklerne brænder indvendig og de kan ikke rigtig føle berøring af huden. Og en del har sagt at de skal have ting og færdigheder de tidligere kunne uden overhovedet at tænke på det, repeteret hver gang de skal udføre en opgave, da de ikke kan huske hvordan man egentlig gør.

Alt imens dette foregår i DK, ja i hele verden, diskuteres det at det er forfærdeligt man ikke kan rejse frit, rejse på ferie og ligge ved en strand i højt solskin. Det diskuteres at vi skal bære mundbind i offentlig transport, at det sikkert ikke hjælper og bare er noget som idiotiske politikere eller myndighederne har indført for at genere os. Det diskuteres at det er helt uretfærdigt at der indføres max antal deltagere til fester, for det burde myndighederne have fortalt os for en måned siden. Jamen, prøv lige at følge med i Nyhederne, se hvordan smitteantallet stiger for hver dag. Og alt imens holdes der fester alligevel, fester som politiet skal ud at lukke ned for, fordi nogle bare ikke vil gøre som vi alle bliver bedt om, for at få dette i bero hurtigst muligt. Men netop ved disse fester kan man jo risikere at være den der bringer smitten videre, og dermed udsætter sig selv, sin familie og andre for en alvorlig fare for at få blive smittet og måske få et svært sygdomsforløb.

Og i den anden ende, er der dem der bliver testet for Covid-19 med jævne mellemrum. Hvorfor? Fordi vi kan teste behøver vi ikke misbruge det og derved være medvirkende til at de der virkelig behøver en test, enten fordi de har symptomer, eller har været tæt på en smittet, ikke kan få foretaget testen, men må vente unødigt længe, og derfor ikke kan gå på arbejde i tiden op til testen og svaret på den. Også her kræves der klare retningslinjer, så man ikke bare pr. automatik lader sig teste hver uge, hver 14. dag, eller for nogles vedkommende dagligt, bare fordi man kan. Der skal være et formål med testen, og det er der ikke i det som vi ser nu. Det er misbrug.

Så vi må alle lægge os i selen. Vi skal omgås hinanden med omtanke. Bære det mundbind og holde den afstand til andre som vi bliver bedt om. Vi skal sikre fortsat god håndhygiejne. Vi skal kun lade os teste for smitte, når der er grund til det. En test kan ikke bruges forebyggende. Og når vaccinen kommer, så skal vi alle lægge arm til og få den, så hurtigt som muligt.

Det skylder vi alle de mange derude, der i dag døjer med senfølger efter et svært Covid-19 sygdomsforløb.

Tiden efter Covid19 kom til DK

Nu hvor sommeren går på hæld, og vi snart tager fat på årets første efterårsmåned, må det være på tide at få sat gang i et nyt blogindlæg. Meget er sket her hen over sommeren, vores allesammens gode gamle hverdag er blevet vendt på hovedet ad flere omgange.

I marts oplevede vi at verden lukkede ned. Vi var ramt af denne uforklarlige størrelse der hedder en ”Pandemi”. Et virus, med udgangspunkt i Kina, havde spredt sig med voldsom hastighed, og snart kunne alle lande i verden berette om et stigende antal daglige nye smittetilfælde, indlæggelser og mange døde.
Efterhånden som DK lukkede op, kom også mange forskellige holdninger til orde. Var det nødvendigt at lukke så meget ned? Var der overhovedet tale om en epidemi? Var det ikke bare en lille forkølelse eller influenza der var tale om? Og nu diskuteres så om man vil gå med mundbind eller ønsker vaccinen, når den formentlig indenfor en overskuelig tid kommer på markedet.

Vi må alle gøre noget. Vi skal alle passe på, både os selv og hinanden. Gør vi det, så kommer vi igennem dette meget hurtigere og lettere end ellers. Og tro mig, selv om de fleste heldigvis kommer igennem en eventuel smitte uden de store problemer, så er der nogle der bliver endog meget hårdt ramt af dette virus. Nogle af dem sunde og raske indtil de blev smittet, nogle af dem unge og i deres bedste alder.

Jeg har set de første patienter i klinikken, som er henvist med senfølger af Covid19-infektion. Og de er meget hårdt ramt. Hovedpine, træthed, hukommelsesproblemer, blodpropper, åndenød, fornemmelsen af at det brænder i lungerne når de trækker vejret – og det gør du mange gange dagligt, ja mange senfølger kan nævnes. For de værst ramte er en dagligdag uden sygdom, uden medicin, uden gener af nogen art, forvandlet til et helvede. Og så brokker nogen sig over at de skal tage et mundbind på under offentlig transport. Jeg bliver så ked af det.

En anden følge efter Covid19 er, at der er kommet en meget voldsom forsinkelse på at patienter bliver henvist til udredning for de gener de har, og som ikke er Covid19-relaterede. Én ting er at antallet af henvisninger til kræftudredninger faldt med næsten 30 %. Noget andet er, at mange lunge-/allergisyge i mange måneder har haft mere end svært ved at trække vejret eller ved at få styr på deres allergi. For de er blevet afvist ved deres egen læge (det er ikke egen læges skyld det her, men et påbud, der kom højere steds fra). For man skulle ikke tage patienterne ind og undersøge dem, hvis man kunne undgå det. Og da der igen blev åbnet op for at patienterne kunne få tid ved deres læge og blive undersøgt, ja, så måtte de ikke lave lungefunktionstest i almen praksis.

De manglende lungefunktionstest betød, at en del enten ikke fik behandling i tide, eller at de fik behandling UDEN at være blevet undersøgt, alene på mistanken om fx en astmasygdom. Dette har besværliggjort både den efterfølgende udredning hos os specialister, men også medført en øget risiko, for at nogle af de lungesyges tilstand ender op værre end den ville have gjort med diagnostik i tide.

Tænk hvis man behandlede med blodtrykssænkende medicin, uden at måle blodtrykket først? Eller gav insulin til en patient der er tørstig og tisser meget, uden at måle blodsukkeret først? Eller man undlod at tage et EKG på en patient med svære brystsmerter og blot sagde at det nok ikke var en blodprop i hjertet, men bare var muskelinfiltrationer?

Én af disse patienter er Susanne. Hun er 25 år, og har siden hun var barn haft allergi overfor støv. I de senere år synes hun at det er gået lidt bedre med næsen der altid løb og øjnene der kløede, når hun var i støvede omgivelser.
Men i år var det anderledes. Efter et besøg ved mormor, hvor hun sov på et værelse, der ikke er varmet om vinteren, og hvor dynen lugtede af støv, forværrede hendes gener sig pludselig. Næsen løb, øjnene kløede, og det blev tiltagende svært at trække vejret. Men DK var netop blevet lukket ned, så de mange opkald til den praktiserende læge resulterede i, at hun skulle vente i hjemmet på at det blev bedre. Da det ikke var bedre efter 1 måned og endnu flere telefonopkald, fik hun en blå inhalator, som hun kunne bruge ved anfald. Den var brugt på under en måned (der er 200 doser i). Et nyt opkald til lægen resulterede i at hun nu fik en ekstra inhalator, der var forebyggende. Men lige lidt hjalp det. Så fik hun binyrebarkhormon som tabletter. Det hjalp så længe hun var i behandling med det, men generne kom igen få dage efter hun var stoppet med dem.

Månederne gik. Susannes tilstand gik op og ned. Hun havde mere og mere besvær med at passe sin lille datter. Hun havde flere og flere sygedage. Hun var efterhånden desperat.

Jeg så Susanne til første undersøgelse her i starten af august. På det tidspunkt havde hun haft svære problemer siden marts. Hun havde kortvarigt været indlagt, men var sendt hjem igen, da både infektionstal, røntgen af lunger og Covid19-test var uden anmærkning. Beskeden lød på at hun skulle gå til egen læge. Men egen læge måtte ikke måle lungefunktion på hende.

Vi fik sat gang i de nødvendige undersøgelser, og hurtigt afslørede der sig en astma, en lungefunktion på 45 %, svær irritationstilstand i lungerne, og Susanne havde simpelthen ikke sugekraft nok til at inhalere den medicin hun havde fået igennem de seneste måneder. Vi så hendes blodprøver igennem, som hun havde fået taget på sygehuset under hendes kortvarige indlæggelse, her kunne man se, at hun havde et endog meget højt tal på den blodprøve som ville kunne have vist, at man skulle have tænkt på ubehandlet astma og man skulle have undersøgt hende for dette. Men den var ikke blevet bemærket under hendes indlæggelse.

Susanne er nu sat i behandling, hun har det meget bedre og ser meget lysere på fremtiden nu. Men i værste fald kunne Susanne have været død af den svære astmaforværring.

En anden patient som jeg så, er Ellen. Hun fejler ingenting, har ingen kroniske sygdomme, får ingen medicin, er 42 år og sidder i en ledende stilling i et stort firma. Men hun blev smittet med Covid19, ligesom resten af familien. Men mens både mand og børn hurtigt var oppe på benene igen, så lå Ellen i ugevis med feber og vejrtrækningsproblemer. Hun var ikke indlagt i sit forløb, for dengang skulle man helst blive hjemme, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.

Ellen har i dag en fornemmelse af at lungerne brænder indvendigt HVER gang hun trækker vejret. Hun har problemer med at huske, hun er så træt, at hun kun kan arbejde en halv time ad gangen, så skal hun hen og sove et par timer. Det har nu stået på i 5 måneder. Ingen ved hvornår det stopper igen, eller OM det stopper.

Og alt imens disse fantastiske mennesker slås hver deres seje kamp, så er der tiltagende brok over at vi skal bære mundbind under offentlig transport, og over at vi ikke må holde store fester!

Jeg forstår det ikke.

Sommer, sol og – allergi

Vi er nu godt i gang med sæsonen, sæsonen, hvor rigtig mange danskere dagligt er voldsomt generet af høfeber. Nys, stoppet næse eller næse der løber, røde, kløende øjne, og for mange måske også astmasymptomer. Nogle er endda så hårdt angrebne at de har nærmest influenzalignende symptomer. Og så er der trætheden. Og i disse coronatider bliver man nærmest set på som en omvandrende smittekilde, hvis man får en nysetur midt i Bilka.

Hvis du har nogle af disse symptomer, så gå til din læge. Det er vigtigt at få undersøgt hvad man ikke kan tåle, for så er det meget lettere at håndtere symptomerne, når de rammer. Man bør altid gå i gang i god tid, inden sæsonen starter, med at tage sin medicin, og behandlingen kan været særdeles forskellig fra person til person, så det er oftest ikke godt nok blot at gå på Apoteket og afprøve forskellige slags medicin.

Susanne på 30 år havde haft græspollenallergi efterhånden 20 år. Hun var særdeles generet af det. Øjnene var meget røde, de hævede ofte så meget at øjets bindehinde hang udenfor når øjnene var lukkede. Næsen var konstant stoppet, om natten løb den og hun havde nyseture hvor hun kunne nyse 30 gange i træk. Nogle gange var generne så voldsomme at hun måtte sygemelde sig fra sit arbejde.

Susanne havde flere gange spurgt sin læge om ikke der kunne gøres mere, men svaret var hver gang det samme. Det kunne der ikke, og i øvrigt var der bare tale om en smule allergi, så slemt var det jo heller ikke. Og så fik hun en indsprøjtning med binyrebarkhormon, som jo hjalp godt på symptomerne. Susanne troede at hun blev vaccineret når hun fik denne indsprøjtning. Men nu var Susannes læge gået på pension, og hendes nye læge ville ikke give disse indsprøjtninger. Hendes nye læge sendte i stedet for Susanne afsted til specialisten.

Hun var hårdt angrebet af sin allergi, man kunne undre sig over hvordan hun har kunnet holde dette ud i så mange år. Men hun vidste ikke at det kunne være anderledes.

Den første sæson fik vi sat Susanne i en god og forebyggende behandling. Hun fik 2 slags tabletter, øjendråber og næsespray, altså det man kalder 4-stofsbehandling, hun startede op mere end en måned før forventet sæson, men generne var trods dette ikke tilstrækkeligt behandlede. Så fik hun tablet Prednisolon, som hun kunne tage på de svære allergidage, og da sæsonen var slut fik vi hende sat i regelret vaccinationsbehandling.

Allerede året efter, da græspollensæsonen igen ramte, kunne Susanne mærke betydeligt færre gener end de tidligere år. Det betød, at vi fortsætter med vaccinen i fulde 3 år, og hun klarer sig nu med meget let behandling i forhold til tidligere.

Susanne er vældig glad for sin vaccination mod græs, hun har fået et helt nyt liv. Kan nu være udenfor om sommeren, har stadig brug for at tage noget medicin, men symptomerne holdes helt i ave. Og hun har ikke haft nogen sygedage.

Susanne er et glimrende eksempel på hvordan det ikke behøver at være. Allergi skal tages alvorligt, det kan betyde mange sygedage, det kan betyde udvikling af astma senere i livet, så en livslang kontrol er påkrævet. Specialisterne ved hvilke slags medikamenter der kan bruges og i hvilke kombinationer, og de kan udrede for andre allergier, der også kan betyde noget. For slet ikke at tale om alle krydsallergierne, hvor f.eks. birkepollenallergikere kan have svært ved at spise nødder eller æbler. Her kan specialisten udrede for om det drejer sig om en krydsallergi eller om der er tale om en ægte allergi.

Sommeren behøver ikke at være vanskelig, der kan gøres rigtig meget. Vigtigt er det dog også, at allergikeren accepterer sin sygdom, det er eneste måde man kan styre sin allergi på. Ellers bliver det allergien der styrer allergikeren.

Så kære allergiker, hvis du har symptomer der kunne tyde på allergi, og du ikke kan styre dem på den behandling din læge sætter i værk, så tal med din læge om at få en henvisning til en specialist. Så ser vi sammen på hvad der kan gøres.

Alle allergikere ønskes hermed en rigtig god sommer.

Da Covid 19 kom til Danmark

For et par måneder siden troede jeg ikke på at det ville ske. At vi fik en pandemi. Men jeg, og alle andre må sande, at sådan er det altså. Vi er midt i en anderledes tid – en krisetid. Og vi kan lige så godt vænne os til det, for den fjende der har ramt os, slipper vi ikke af med lige foreløbig. Der vil formentlig gå flere år, før vi igen kan begynde at se på vores land, som værende tilbage til mere ”normale” tilstande. Nemlig når vaccinen er udviklet, og tilpas mange af os har fået den. Vaccinen eller sygdommen.

Vi er alle nervøse, det kan vist ingen sige sig fri for. Det er jeg bestemt også, nervøs for det ukendte, nervøs for om vi selv eller nogen af vore kære bliver ramt. Nervøs for om vi, hvis vi bliver ramt, vil skulle slutte os til statistikken over de døde.

Derfor er vi alle i samme båd, ingen kan melde sig ud af samfundet, vi skal alle indrette vores hverdag så vi kan nedsætte sandsynligheden for smitte. Og hvordan gør vi det? Jo, først og fremmest, så handler smitteinddæmning og hindring af smitteudbredning om at holde afstand. Hold afstand, hvor end du bevæger dig hen. Det være sig i Supermarkedet, hos lægen, i bussen, i skolen og derhjemme. Og det handler om at have en god hygiejne. Vask hænder, og gør det hver gang du har været ude. Og gør ekstra rent. Og gør det til en vane, også bagefter.

Jeg bliver for tiden spurgt af mange af mine lungepatienter, om hvorvidt det er sikkert for dem at gå på arbejde igen, når nu Danmark så småt begynder at lukke op igen. Det kan ingen svare helt korrekt på. Men ud over afstanden og de ovenfor nævnte gode vaner, så betyder det særdeles meget, at man som patient, tager den medicin som er blevet ordineret. For lungesyge gælder det om at tage sin inhalationsmedicin, og tage den hver dag. Og vi ved at rygere vil kunne risikere at blive ramt hårdere end ex- eller aldrigrygerne. Så hvis ikke tiden har været inde til at gennemføre et rygestop før, så gør det nu. For selv om du bliver indendøre de næste uger til måneder, så er Coronavirusset der altså stadig, derude.

Vi har også en stærk formodning om, at er man velbehandlet i sin lungesygdom, dvs, at ens lungefunktion er normal, så vil man ikke være i højere risiko end andre. Så velbehandlede astmatikere, med normal lungefunktion og et fast og dagligt medicinindtag, forventes ikke at være i højere risiko.

Allergikere der er velbehandlede vil heller ikke høre til i risikogruppen. Og igen gælder det om at man tager sin medicin.

Og når du så bevæger dig ud, hvad så? Hold afstand, vask hænder når du atter er hjemme, og hold hænderne væk fra ansigtet. Mange af os har en tendens til at pille os selv i ansigtet, vi tænker ikke over det. Vi stryger håret væk fra ansigtet, klør os i øjnene, klør os ved mundvigene og alt sammen uden at tænke over det. Men tænk over det nu, og hold hænderne væk fra ansigtet.

Når jeg er ude at handle ser jeg mange forskellige scenarier. Det der virker bedst er igen at holde afstand, og holde god hygiejne. Og god hygiejne er ikke at iføre sig gummihandsker, herefter røre ved håndtag, overflader etc, for så at sætte sig ind i bilen og køre hjem, fortsat med handskerne på. Handsker der bruges på denne måde beskytter IKKE mod Coronavirusset, og heller ikke mod andre virus eller bakterier. Det er dine hænder der flytter smitten rundt. Med eller uden handsker. Skab ikke en falsk tryghed.

Vi er nervøse for vores børn. Hvad nu når de skal i skole, daginstitution, fritidsordninger med mere? Men børn er fantastiske til at indstille sig på en ny hverdag og andre måder at begå sig på. Børn kan sagtens lære god håndhygiejne, de kan sagtens lære at holde afstand til de fleste, og kun være tæt på de få. Og tænk på, at de mange sundhedsmedarbejdere, der arbejder hårdt for de sværest syge og indlagte, ja deres børn har været i pasningsordninger hele tiden.

Lad os alle stå sammen i den tid vi er i. Lad os hjælpe hinanden igennem denne krise. Og til dem der er modstandere af vaccinationer, ja så er tiden måske inde til at ændre holdning, og blive vaccineret også mod såkaldt ”almindelig” influenza. I 2017-2018, hvor vi havde en hård influenzaperiode døde 1.644 danskere. I perioden 2018-2019, hvor den ikke var så slem døde 790 danskere. Til dato er 285 danskere døde, ikke af, men med corona.

Lad os stå sammen – hver for sig

Er du vores nye lægesekretær?

Vi er en speciallægeklinik, hvor vi p.t. er en deltidsansat lægesekretær, en lungesygeplejerske hver anden mandag og en speciallæge i lungemedicin og allergi.

Klinikken varetager udredning af patienter med lungemedicinske sygdomme eller mistanke herom, af allergiske lidelser, foretager allergivaccinationer og vi laver speciallægeerklæringer. Vi ser patienter fra 15 års alderen. Vi ser både nyhenviste og har en del kontroller. Klinikkens åbningstid er i dagtiden fra kl. 8.00 til kl. ca. 15.

Vi har brug for en lægesekretær som gerne vil arbejde 25-28 timer i et team, hvor vi har det godt med hinanden, der er plads til at være individuel, men hvor man også får noget fra hånden

Vores krav til dig er:

  • Du er uddannet lægesekretær
  • Du udviser engagement og faglig stolthed
  • Du er fleksibel og servicemindet
  • Du har flair for IT
  • Du er omstillingsparat
  • Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner
  • Du kan arbejde selvstændigt

Arbejdsopgaver:

  • Modtage patienter i klinikken
  • Booking af tider
  • Indkalde patienter
  • Passe telefon
  • Skrive journaler, korrespondancer, speciallægeerklæringer mv.
  • Bestilling af diverse undersøgelser
  • Registrering i databaser
  • Observere patienter efter allergivaccinationer
  • Faktureringer

Vi tilbyder:

  • Gode arbejdsforhold
  • Spændende speciallægeklinik med stor patienttilfredshed
  • Tæt samarbejde med lægen og sygeplejersken
  • Fleksibilitet og frihed under ansvar
  • 4 dages arbejdsuge med fridag hver fredag
  • God og grundig oplæring
  • Varierede arbejdsopgaver
  • Gode ferieordninger

Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2020 eller snarest derefter

Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst (PLA)

Ansøgningsfristen er tirsdag d. 24. marts kl. 17.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt fredag d. 27. marts

For yderligere information om stillingen kontakt lægesekretær Sarah Vinther Rasmussen på telefon 86215577 mellem kl. 10 og 12 eller på mail lungeklinik@lungemedicinskklinik.dk

Ansøgning sendes enten pr. mail til lungeklinik@lungemedicinskklinik.dk eller pr. post til Lungemedicinsk og Allergologisk Klinik, speciallæge Tina Brandt Sørensen, Godsbanegade 3, 1. th, 8700 Horsens.

Med venlig hilsen

Tina Brandt Sørensen                               Sarah Vinther Rasmussen

Speciallæge                                                   Lægesekretær

Én gang astma – ALTID astma

Jeg ser mange patienter i min klinik, som henvises til udredning for uafklaret åndenød, og som kan fortælle, at de som børn har haft astma. Ofte har disse patienter været igennem en meget lang udredning før de ender hos mig. En udredning der ofte har betydet mange og meget dyre undersøgelser, som intet viser.

Heidi var en af disse patienter. Hun var 16 år da hun blev henvist. Igennem nogle år havde hun haft mange besøg ved sin egen læge, som havde prøvet alt. Der var også lavet en lungefunktionstest, som viste helt normale værdier, så hurtigt havde man kunnet afkræfte at der var tale om astma. Men symptomerne varede ved. Ofte fik hun åndenød, følte en elefant på brystkassen, og hun begyndte at få besvimelsestilfælde når hun pressede sig selv. Hun elskede at danse, men dansen, som havde været hendes ét og alt, blev nu pludselig en aktivitet, som hun frygtede.

Heidi blev sendt til hjertelæge, men alt var normalt. Ingen kunne forklare hendes symptomer, flere gange pointerede man at det IKKE var astma, for hendes lungefunktionstest var normal.

Man fandt også at Heidi havde nogle store mandler, så i håbet om, at det var dem, der forårsagede hendes vejrtrækningsproblem, blev de fjernet. Men symptomerne fortsatte.

Heidi kom på efterskole, hun var glad for skolen og veninderne, men blev hele tiden mindet om, at der var mange ting hun ikke kunne, for hun fik simpelthen svære symptomer fra luftvejene. Og mens hun var på efterskole blev Heidis mor ramt af alvorlig sygdom. Heidi var bekymret, hun var bange, frygtede for at dette var noget hendes mor kunne dø af, så efterhånden begyndte alle at tro, at Heidis symptomer var af psykisk karakter. Da Heidi dog havde fået p-piller igennem de sidste par år, ville man dog lige sikre sig, at hun ikke havde blodpropper i lungerne, så hun blev sendt videre til nye undersøgelser på sygehuset. Hun blev igen vurderet af hjertelægerne, fik lavet ultralydsskanning af hjertet, blodprøver og blev og CT-skannet. Alt var normalt. Så det MÅTTE være psykisk.

Heidis mor var efterhånden desperat, for hun kunne tydeligt se, at Heidi ikke havde det godt, og hun var overbevist om, at det ikke var psyken der spillede ind. De havde talt åbent om moderens sygdomsforløb derhjemme, de vidste godt, at man psykisk godt kan reagere på mange måder, men fornemmelsen var at dette var somatisk, ikke psykisk. Mange gange havde man spurgt ind til om det ikke kunne være astma, for symptomerne lignede fuldstændig dem Heidi havde som barn.

Heidi havde som lille, og frem til 12-års alderen været under børnelægernes vinger. Hun havde astma dengang, men havde haft det godt i nogle år, så man tog hende ud af medicinen, og efter et par kontroller var alt fint, der var ingen symptomer, og hun blev afsluttet med beskeden om, at hun havde ”vokset” sig fra astmaen. Men 2 år efter at hun var stoppet med medicinen fik hun de første symptomer.

Da jeg fik henvisningen på Heidi var det for at få afklaret om der alligevel kunne være tale om astma, eller om det var psykisk. Hvis det var psykisk ville man iværksætte psykologbehandling.

Overfor mig sad en fuldstændig normal, velfungerende, klog og fornuftig ung kvinde. Efter en lang samtale om de symptomer Heidi havde, hvor moderen, der fortsat var præget af sit alvorlige sygdomsforløb, fuldstændig roligt og præcist kunne bidrage med meget væsentlige oplysninger fra Heidis tid som patient i børneambulatoriet, gik vi i gang med undersøgelserne.

Heidi havde en lungefunktion på 90 %, der var ingen stigning efter luftvejsudvidende medicin. Ingen allergi, heller ikke øget irritation i luftvejene. Men den allerførste test vi lavede var abnorm. Vi lavede en måling af, om der er øget modstand i Heidis luftveje, en såkaldt Impuls-Oscillometri, og testen afslørede at modstanden var øget, både i de centrale og i de perifere luftveje. Endog meget forhøjet.

Heidi blev sendt hjem med inhalationsmedicin, indeholdende både langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin og binyrebarkhormon. Ved den første kontrol efter 3 måneder var modstanden fortsat for høj, så vi øgede hendes medicin, og ved ny kontrol efter endnu 3 måneder var modstanden fuldstændig normal, og Heidis lungefunktion var steget fra 90 % til 108 %. Og Heidi var nu uden nogen form for symptomer. Efter en ekstra kontrol nogle måneder senere var alt stadig meget fint, så Heidi kunne afsluttes til fremtidige kontroller ved egen læge, dog med besked om ALDRIG at stoppe med medicinen fremover. Astma er en kronisk sygdom, som kræver livslang behandling og kontrol.

Heidis historie er ikke enestående. Vi ser mange patienter, der har været i behandling for astma som børn, får det godt, stopper med behandlingen efter aftale med lægerne, men efter nogle år igen får symptomer. Der findes selvfølgelig nogle børn og unge mennesker, som kan komme ud af medicinen, men er man først blevet 9-10 år ses det ikke så ofte, at astmaen virkelig er blevet ”helbredt”.

Så hvis man hører til denne gruppe, så hold ved og få det undersøgt. Det er ofte nødvendigt, at man bliver henvist til en specialist med mere avanceret udstyr. Man skal endelig ikke acceptere at man har det sådan, for kommer man ikke tids nok i behandling vil der kunne opstå uoprettelige skader i lungerne. Prisen for de undersøgelser, selv om de er avancerede, ligger dog nok på mindre end 10 % af prisen for de undersøgelser Heidi fik lavet forud for henvisningen til mig. Og med vort hårdt trængte sygehusvæsen og mangel på penge i selvsamme væsen, så kunne man jo passende starte med de billigste undersøgelser.

For én gang astma – er ofte ALTID astma

Er du lungesyg, så gå op i mad

I disse dage, hvor julen er gået på hæld, et nyt år står for døren, og mange af os har fået lidt for meget af den gode julemad, så er det vigtigt at påpege hvor vigtig kosten, og læs her; den rigtige kost, er for dig der er lungesyg.
Vi har i mange år fået prædiket, at vi skal spise grønsager og frugt, og at vi skal spare på de ting der ”feder”. Specielt har Hjerteforeningen været på banen her og belært os om mangt og meget. Men somme tider kan dette være den decideret mest forkerte kost at indtage. Er du lungesyg har du brug for ekstra proteiner, her skal du indtage 1,5 gram protein pr. kg. kropsvægt. Vejer du f.eks. 75 kg, så skal du indtage 112,5 gram protein hver dag for at give dine muskler det brændstof de har brug for. Hvis du indtager f.eks. 100 gram røget laks, så får du 21 gram protein. Og du skal være opmærksom på dit BMI = Body Mass Index. Det skal ligge mellem 21 og 30, men er du svækket af din lungesygdom, så bør det ikke ligge under 25. Du udregner dit BMI ved at gange din højde med din højde og dividere dette tal op i din vægt. Hvis du er 1,65 meter høj, så er 1,65 x 1,65 lig 2,72. Og 75 kg, divideret med 2,72 givet et BMI på 27,6.

Kristine på 68 år blev henvist til mig fordi hun igennem 2019 havde fået tiltagende åndenød. Hun havde haft kendt KOL igennem mange år, i hvert fald igennem 15 år, men som hun selv sagde, så havde hun sikkert haft det meget i længere tid, men det var for 15 år siden, at hun erkendte at der var et problem. Hendes læge havde gjort alt det rigtige. Kristine fik hjælp til at stoppe med at ryge, hun fik inhalationsmedicin for at stabilisere tilstanden, og hun blev sendt til træning i kommunen, hvor hun lærte alle de gode principper med at træne musklerne og indtage den rette mad når man er lungesyg. Siden hun var 53 år, hvor sygdommen blev diagnosticeret havde hun vejet 75 kg, og med en højde på 1,74 meter havde hun således et BMI på 24,8. Hun blev forpustet når hun trænede, men hun kendte sin krop godt og vidste at dette var normalt for hende.

Men så fik Kristine pludselig blod i afføringen, og hun blev sendt afsted til undersøgelse. Hurtigt konstaterede man, at er sad en kræftsvulst i tyktarmen, hun blev opereret, alt kræften blev fjernet og hun var hurtigt klar igen til at genoptage sin træning. Men i efterforløbet fik hun et brok i operationsarret. Det var stort, brokket, så det generede hende i mange situationer, og igen blev hun sendt afsted til kirurgerne.

Og det var her det gik galt. For kirurgen meddelte Kristine at hun var for fed, ja, fed var det udtryk der blev brugt. De ville kun operere hende hvis hun tabte sig, helst 10 kg, men mindst 5 kg. Og Kristine gik hjem og gjorde som hun fik bud om. Hun tabte sig 7 kg. Hendes BMI var nu nede på 22,5, og kirurgen ville gerne operere hende. Efter operationen skulle hun dog tage den med ro, hun måtte ikke anstrenge sig, for ikke at ødelægge det gode operationsresultat.

I månederne efter operationen bemærkede Kristine, at hun var meget mere forpustet hvis hun f.eks. skulle gå en etage op, end hun havde været før sit vægttab. Så hun gik til læge. Lungefunktionsundersøgelsen viste det samme, som den havde gjort i mange år, den var på 30 %. Hendes iltning i blodet var fin, den var på 94 %. Hun blev også undersøgt af en hjertelæge, men heller ikke her fandt man årsagen til hendes problem.

Hun er nu undersøgt hos mig, og jeg kunne heller ikke finde ændringer i forhold til hvad hun tidligere havde fået målt. Udover på hendes vægt. For Kristine havde tabt sig, og det hun havde tabt var muskelmasse, ikke fedtvæv. Og musklerne er dem der skal hjælpe hende når hun anstrenger sig. Hun var normalvægtig før operationen, faktisk lå hun på vippen til at være undervægtig, for Kristine skal anses for at være svækket af sin lungesygdom, og så skal BMI helst ligge mellem 25 og 30. Nu lå det på 22,5.
Der skal kun meget lidt pause til i træningen, og endnu kortere pause til efter en operation, før man som KOL-patient har halveret sin muskelmasse, og det vil tage mange måneder at genopbygge. Kristine skal nu i gang med at blive fedet op, dvs. hun skal indtage mange gram protein dagligt, og hun skal træne samtidig, for ellers kan genopbygningen af musklerne ikke ske.  
Så Kristine er sendt hjem med en kostplan, hun skal spise 6 gange om dagen. Det kan være svært, så derfor erstatter vi nogle af måltiderne med proteindrikke, for herved kan hun få et pænt stort indtag af den nødvendige mængde protein. Alt frugt og grønt er bandlyst indtil videre, det kan hun begynde at spise lidt mere af, når hun en gang om mange måneder forhåbentlig er i mål, og blot skal holde vægten.

Kristine er rigtig træt af, at det blev sådan her. Hun synes det er svært med så mange måltider, men hun gør det, fordi hun gerne vil tilbage til hvad hun kunne en gang, nemlig besøge sin datter og dennes familie, der bor på 2. sal. Hun finder meget inspiration på Lungeforeningens hjemmeside, hvor der er mange gode forslag til at få den rette mad, der er også opskrifter. Men det er hårdt slid for hende, og hun er somme tider ved at opgive ævred. Heldigvis har hun en god læge, der bakker hende op og følger hende fremover.

Nu mangler vi så bare at kirurgerne og andet godtfolk både sætter sig ind i dels hvornår man er normalvægtig og dels hvornår man har en patient med en sygdom, som man er nødt til at tage hensyn til også. Vi skal arbejde sammen, på tværs af fag og sektorer, og vi skal søge råd hos hinanden. Det vigtigste vi skal gøre, er trods alt at give vore patienter de bedste betingelser, både før og efter de behandlinger og indgreb vi udsætter dem for.

Og så kan jeg passende sige velbekomme.

Du er ikke alene

Så er atter en International Lungedag, i år onsdag d. 20. november løbet af stablen og vi kan i Lungeforeningen se tilbage på en særdeles vellykket dag. I Horsens blev dagen afholdt, jeg kan vel nærmest sige festligholdt, i Bilka.
Om formiddagen var der Lungeløb på parkeringstaget. 4., 5. og 6. klasserne i Horsens var alle inviteret til en konkurrence på taget. Her skulle der løbes 1000 meter på tid. 500 elever var mødt op og der blev heppet på de 100 løbere. Borgmester Peter Sørensen åbnede dagen, og så blev der ellers løbet så det var en fryd. I samarbejde med Atlética Horsens og Bilka havde Lungeforeningen, lokalafdeling Horsens planlagt dette løb, og præmien for bedste årgang var en klassefest. En fantastisk dag hvor alle gik all-in.

Senere på dagen, nærmere bestemt mellem kl. 14 og 17 var der så et arrangement i Bilka, hvor forbipasserende kunne få en snak med personale fra Sygehusets Lungemedicinske ambulatorium og fra min klinik, hvor også jeg var til stede. Kommunens folk tog sig af de gode råd om rygestop, træning, fysioterapi, og der blev målt lungefunktioner non-stop i de 3 timer det stod på. Fik man målt lungefunktion blev det præmieret med et gavekort til Bilka. Og Lungekoret stillede igen op og underholdt med deres dejlige sange.

Bilka havde sørget for at der var både kaffe og kager til de besøgende, og hurtigt var der en lang kø af borgere, der kom for at få målt lungefunktionen, få en snak om den medicin de fik, ja bare få gode råd.

137 lungefunktionsmålinger blev det til på de 3 timer. Nogle af de besøgende vidste godt at de var lungesyge, de fik også medicin for det, andre fik sig en gevaldig overraskelse over at få at vide, at deres lungefunktion var påvirket. Og de var der alle sammen. KOL-patienterne, astmapatienterne, de der havde hoste af uforklarlig årsag, åndenød, rygerne og ex-rygerne.

En hel del fik inhalationsmedicin i forvejen, og desværre var der også mange, som ikke var i stand til at tage deres inhalationsmedicin rigtigt.

Der er mange forskellige slags inhalationsmedicin på markedet. Og stort set lige så mange forskellige måder man skal inhalere på. Nogle skal man inhalere kraftigt på, andre langsomt, nogle skal rystes før man inhalerer, andre ikke. Det er virkelig svært, og derfor så vi også mange der ikke fik fuldt udbytte af deres medicin. Jeg talte blandt andet med en kvinde, jeg vil tro hun er i 60’erne. Hun havde kendt til sin diagnose i ca. et års tid. Hun fik inhalationsmedicin, og hun tog troligt sin medicin hver morgen og hver aften, men i det år der var gået havde hun fået det værre og værre, og lungefunktionstesten viste da også et markant fald i forhold til det der blev målt for et år siden. Det viste sig, at hun slet ikke kunne inhalere den medicin hun havde fået udskrevet. Det fik vi en god samtale om, hun blev instrueret i at bruge sin inhalator rigtigt, og jeg tror hun gik derfra med en større ro på. Hendes bekymring for den lungefunktion der var faldet, blev vendt til en forhåbning om at det kunne der gøres noget ved.

En anden jeg talte med var en ung kvinde på 15 år. Hun havde mange symptomer når hun var fysisk aktiv. Så manglede hun luft, blev endda meget forpustet, hostede og havde slim i lungerne. Så hun var holdt op med at være fysisk aktiv, dyrkede ikke længere sport, for så gik det bedre, men forkølelserne var fortsat langvarige og trælse. Og hendes lungefunktion var ikke så god. Så vi fik en snak om den astma hun helt åbenlyst havde, men som kun var blevet behandlet med Bricanyl. Hun fik et kort med, hvor lungefunktionen var beskrevet og hun fik besked om at kontakte egen læge mhp at blive videre udredt og behandlet. Hendes lunger skal holde mange år endnu, og hun skal helt nødvendigt behandles, ellers går det galt.

Jeg fik også besøg af en ældre herre, som jeg havde set for mange år siden under en indlæggelse og et forløb i ambulatoriet på sygehuset, da jeg i sin tid var ansat der. Det var dejligt at se både ham og hustruen igen og vi fik talt om hans sygdom. Han er velbehandlet og har det godt, trods de begrænsninger han dagligt mærker. Man kan kun blive glad for sådant et besøg.

Og så var der den unge mand på 26 år, som helst ville undgå al den kemi, som han kaldte den inhalationsmedicin han var sat i behandling med. Så han prøvede at undvære medicinen, for han var bange for bivirkningerne på langt sigt. Også det fik vi en snak om, så han kan komme i gang med at tage sin medicin og undgå at hans lungefunktion falder yderligere end til de 70 % den nu var nede på.

En del havde symptomer i dagligdagen, men havde været ved egen læge og fået målt lungefunktionen. De havde fået at vide at den var fin, og de fik så ingen behandling. Her fik vi pointeret at en normal lungefunktion IKKE og ALDRIG vil kunne afkræfte at man er lungesyg. Mange astmapatienter debuterer på denne måde. Det vigtige her er netop, at har man symptomer så skal man udredes. Og er lungefunktionen normal kan sygdom ikke afkræftes, det kræver udredning, oftest ved en speciallæge, som har flere muligheder for at udrede end man har i almen praksis.

Det var virkelig en fantastisk dag. Humøret var højt ved alle den dag. Vi følte at vi havde givet mange borgere nogle gode råd, og vi fik igen sat fokus på lungesygdomme, som fylder alt for lidt på den politiske dagsorden. Til trods for at der er så mange danskere der er syge, mange uden at vide det.

Så til alle lungesyge, både de der ved det men så sandelig også de der endnu ikke ved det; søg læge, få det undersøgt. Jo tidligere jo bedre. Og få behandling. For kun herved kan man stoppe faldet i lungefunktion og undgå at symptomerne bliver for voldsomme og for invaliderende. Livet bliver alt, alt for svært, hvis ikke man kommer så tidligt som muligt. Og har du symptomer, så tal med din læge om yderligere udredning, uanset at din lungefunktion ser fin ud.

Du er ikke alene.